I 2024 udgav Julie Sten-Knudsen essaysamlingen ”Sang for brummere”. I den første og længste tekst, ”Åbent brev”, gør forfatteren J i et brev til sin tidligere terapeut rede for sine tilbagevendende depressioner og vejene ud af dem. Hun er netop begyndt på antidepressiv medicin og skriver fra et sted mellem syg og rask. Undervejs reflekterer hun over forholdet mellem skrivning og depression, om samtaleterapiens begrænsninger og om at gå og skjule, hvor dårligt hun har haft det. Det er hjerteskærende at læse de nøgterne betragtninger af at være en dårlig mor i depressive perioder, men der sniger sig også en accept ind hos jeget: Det er sygdommen, der gør hende ude af stand til at være normal og stabil. Essayet kommer omkring mange aspekter af depressionen, fra skammen over at have den og længslen efter at føle glæde til det absurde i at skulle betale ekstra for sin livsforsikring, fordi man har haft en. ”Eftertanker” er en art opfølgning, hvor jeget får det bedre og funderer over, hvad ’det nye jeg’ og ’det sande jeg’ er.
137911922
Værkets anden del er kortere essays om så forskellige emner som tennis, kønsulighed i kunsthistorien, og byplanlægning i klimaforandringernes tid. I ”Kul og kål” tænker jeget tilbage på et ophold i Berlin som ung og fattig i 00’erne. Det viste hende, hvordan man kan være blind for de økonomiske systemer, man er vokset op i, og at der er et alternativ til kapitalismen. Den lidt oprørske stemme insisterer på, at vi godt kan forandre samfundet. I ”Løvens hule” har jeget droppet sociale medier og er nysgerrig på, hvordan vi definerer os selv og vores omverden ud fra techindustriens algoritmebaserede tjenester.
Sten-Knudsen skriver klassisk essayistik ved at løfte en personlig erfaring til noget fælles, at drage et universelt perspektiv ud fra noget partikulært. Samlet set er det en række personlige og lavmælt begejstrede essays om kunst, kapitalisme, tennis, psykisk sygdom, ligestilling, klima og en interesse for de steder, vi bor og befinder os. Vores krop og vores blik udgår altid fra et bestemt sted, og forandres det sted, forandres vi med. Spørgsmålet er, hvad det kræver af os at flytte og forandre os.
