Lars Frost
Foto: Cato Lein / Gyldendal

Lars Frost

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet maj 2020.
Top image group
Lars Frost
Foto: Cato Lein / Gyldendal
Main image
Frost, Lars
Foto: Hilde Lillejord

Indledning

Eksperimenterende, legende, charmerende, udfordrende og stille og rolig skriver Lars Frost om litteratur, hverdag, venskab, kærlighed, ansvar og godt og skidt i mennesket og samfundet i det hele taget. Med ”Smukke biler efter krigen” fra 2004 ramte Lars Frost en tone, som gik rent ind hos publikum og kritikere. Efter tre romaner i Velfærdstrilogien og komedien ”Kongskilde NS 5100” fra 2013 er han nu aktuel med den festlige fantasi ”Havet” (2020), der i bedste skipperskrønetradition tager læseren med på havet og dybt ned i litteraturhistorien.

 

48041248

Blå bog

Født: Den 7. oktober 1973 på Østerbro i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1994-1998.

Debut: Og så af sted til Wien, 2000. Noveller.

Priser: Bisballeprisen, 2004. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, 2005. Kritikerprisen, 2011. Beatriceprisen, 2013.

Seneste udgivelse: Havet - ars topiaria. Gyldendal, 2020. Roman.

Inspiration: Leif Panduro lå i baghovedet under arbejdet med ”Skønvirke”.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme. Det meste glemmer vi jo faktisk, og det er kun en smule, vi husker. Hvad er det for eksempel for nogle blomster de der? Ikke mælkebøtter eller blå lupiner. Det er en skam som regnvejr og gamle biler – jeg mener, at glemme den slags.”

”Allermest undrer det mig, at vi kan glemme”, s. 151.

Lars Frost er født og opvokset i et københavnerhjem uden bøger og drømte som barn om at blive arkitekt og bygge store, olympiske tagkonstruktioner. Han gik i børnehave på Strødamsvej og i skole på Bryggervangens Skole, Sankt Joseph Søstrenes Skole og Niels Steensens Gymnasium, hvorfra han blev student i 1992. Herefter fulgte en periode med forskellige studier, jobs og mangel på jobs i forskellige byer. Han læste litteraturvidenskab på Odense Universitet, fik efter to år mulighed for at skifte til universitetet i Stockholm, hørte samtidigt om Forfatterskolen, kom ind og gik på skolen i fire år i perioden 1994 til 1998. Inden da nåede han også at arbejde som lærervikar et par år, være ekstrapost, gå arbejdsløs en periode, rejse til Spanien og lave tv i New York. Herefter – efter Forfatterskolen – levede han af arbejdslegater fra Statens Kunstfond og småjobs, samt hvad han nu har kunnet tjene ind på sine bøger. Han har blandt andet undervist på Forfatterskolen og Testrup Højskole.

Med romanen “Smukke biler efter krigen” fra 2004 blev han en kritikerdarling og var begejstret for de muligheder, der er for at skrive i Danmark: “Det er fedt at være ung forfatter i Danmark,” udtalte han til Politiken (2004-05-22).

Siden meldte en anden virkelighed sig. “Jeg tror, jeg altid har været deprim. Jeg har faktisk tænkt lidt over, om det bare er, fordi jeg har opdaget, at jeg personligt nok er længere end midtvejs i livet og absolut ingen succes har i kærlighedslivet og er blevet fyret to gange inden for de seneste par år fra de eneste nogenlunde fornuftige job, der findes i den branche, jeg færdes i, hvilket vil sige job i den såkaldte kreative skriveskoleverden”, sagde han – igen til Politiken – efter at romanen “Skønvirke” udkom i 2011.

Efter den såkaldte Velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” har Lars Frost udgivet komedien ”Kongskilde NS 5100” (2013) og den fantasifulde skipperskrøne ”Havet” i 2020.

Og så af sted til Wien

”Pedalbåde, det kaldte min far dem, vandcyklerne. De driver ikke, de styrer forsigtigt rundt mellem ænderne. De er blå, og de er gule, og toget kører hver time, så der er ingenting der haster. Der er god tid, og jeg sidder der allerede og har drukket en kop kaffe, da du kommer og læner din cykel op ad ruden og vinker.”
”Og så af sted til Wien”, s. 32.

Lars Frosts debut ”Og så af sted til Wien” fra 2000 er en lille og hurtigt læst novellesamling, flertydig, flygtig, legende, drillende, venlig og domineret af en række spøjse påfund.

Handlingen kan sine steder være svær at få øje på. Men den går nogenlunde sådan her. Pelle bor i København. Han har en jobfunktion i pressen, som fortællingen ikke gør så meget ud af. Han er, hvad man formentlig kunne kalde en eksistentiel fumler-tumler. Han er ung, han er forvirret omkring meget. Måske som en modvægt har han udviklet en samlermani og forkærlighed for lister. Men det er stadig forvirringen, som dominerer. Han bor sammen med den fornuftige Lene, har et hemmeligt forhold til hendes anderledes erotiske lillesøster Mette og et ligeså hemmeligt venskabsforhold til deres bror Johan, som ingen af dem har set i flere år. En dag får Johan den, viser det sig, knapt så fremragende ide, at de alle sammen skal tage til Wien.

”Og så af sted til Wien” er fabulerende og nonchalant hele vejen gennem bogen. ”Jeg tumlede hjem ad Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade, Randersgade, den slags gader” er en ganske typisk registrering, og karaktererne taler lige så gerne forbi hinanden som med hinanden i dialogerne.

22975382

Mange af novellerne handler om Pelles lidt retningsløse slentren rundt i København, mens andre er små portrætter af personer fra Pelles liv, fætter Klaus og den døende Simon, som Pelle er plejer for. Læst i tilbageblik kan man se flere af forfatterskabets tilbagevendende temaer, vendinger og aversioner antydet allerede i debuten. Udråbet ”Du altforbarmende”, som er genkommende i ”Kongskilde NS 5100”, ytres af indtil flere karakterer i samlingen, lige som den lettere arrogante holdning til resten af verden, den påtrængende interesse for kvinder og flanørens blik på byen har sit anslag her. Den mundtlige diktion med indlejrede spørgsmål, gentagelser og tænkepauser, som viser sig at være kendetegnende for forfatterskabet, udfolder sig her for første gang i lange, flydende sætninger.

Et eller andet sted rummer ”Og så af sted til Wien” en hilsen til store modernister som Gertrude Stein, James Joyce og Alain Robbe-Grillet. Den hilsen foldes ud til en åben diskussion i Frosts anden roman ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” fra 2001 – en esoterisk øvelse med kapiteloverskrifter som ‘Hvad er formålet med teorierne’ og ‘En vej mod fremtidens roman’ hentet i Robbe-Grillets essays ”Pour un nouveau roman” fra begyndelsen af tresserne. Der er handling – et par eksiljyder slås med tilværelsen i København og en fyr som hedder Lars og nok har en del til fælles med forfatteren dukker op – men resultatet er hermetisk og henvender sig overvejende til en begrænset målgruppe af ligesindede forfattere og fagfolk.

 

Smukke biler efter krigen

”De holder hovedgaden varm, så der aldrig bliver isglat. Hver evig eneste lørdag kan man hele året rundt parkere sin bil foran en af cafeerne, træde ud på et lunt og tørt fortov og gøre sine indkøb på hovedgaden i sine bedste sko.(…) Her ligger ingen bræmme af snavset sne langs kantstenen. Her behøver man ikke frygte saltet, som elsker at gnave i blankpudsede søndagssko, og da slet ikke nu, nu da det er sommer og tyve grader varmt i solen, men det regner tit i Reykjavík, og så er det godt at have en stamcafé, hvor man kan krybe i ly.”
”Smukke biler efter krigen”, s. 33.

Fascination af de store modernister har sit naturlige korrelat i afskyen for det overfladiske, flygtige, forsimplede, forenklede etc. Men efter at have prøvet det af i de to første romaner er Lars Frost klar til at give det et udtryk, så lidt flere kan forstå budskabet i den tredje roman, “Smukke biler efter krigen” fra 2004. På omslaget har han skrevet knaldroman, og selv om det stadig er mere roman end knald, så er der ikke tvivl om, at han prøver at skabe et mere imødekommende udtryk. 

Hovedpersonen er en ung københavner, som hedder Lasse. En af Lasses venner skal giftes. Det foregår i Island. Lasse ankommer nogle dage tidligere med lidt flere penge på lommen, end normalt er, og indlogerer sig på et vandrerhjem. Under en tur ud i vildmarken forliser han en firhjulstrækker sammen med en gruppe turister, og spørgsmålet om, hvem der skal betale for den dyre vogn, får nu al den plads, som erfaringerne i lavamarken skulle have haft. Lasse og hans medturister gør alt for at forklare sig selv og hinanden, at de er uden ansvar. Midt i hele miseren dukker den mærkelige Tobias op. Tobias er på Island som plejer for den lamme Pelle. Et eller andet stedet i baggrunden spøger Lasses gamle kæreste, Sigrid. Begivenheder tager en fatal drejning. Et makabert drab er de gamle sagaer værdig, men som sådan er det den moderne popmytologi, “Smukke biler efter krigen” interesserer sig for.

25221915

Reykjavik er på det tidspunkt, hvor romanen forfattes, hip og happening, en lille hovedstad, der har trukket centrum for verdens opmærksomhed ud i periferien, som har fået alverdens popikoner til at tage rejsen op i Nordatlanten og feste på den berømte Kaffibarin. Islændingene er selv de første til at fyre op under myten – glade som de jo er for historier, især om sig selv. Men Reykjavik er ikke “verdens mindste storby”, som islændingen bryster sig af, den er bare en lille by, konstaterer Lasse tørt. Han redder sig hjem til København, og romanen munder ud i samtaler med Tobias’ bror om samfundet og forandringer i det halve sekel, der er forløbet siden krigen. 

“Smukke biler efter krigen” blev fulgt op af digtsamlingen “Et par dage” fra 2006. Med sine små prosastykker og digte fra rejser i USA og Europa blev den modtaget som en charmerende parentes i forfatterskabet.

 

 

 

Ubevidst rødgang

“Frigørelsen, opgøret med vanetænkningen er slet ikke radikalt nok, det er overfladepynt, siger Erik, icing on the cake, nothing more, dekoration, una bella figura. Det er pop- og modeindustriens udgave af frisindet og frigørelsen, det er kommercialiseringen af frisindet, det er en markedsudvidelse, det er kapitalen, der griber ud efter teenagernes lommer, og nu også vil sælge dem frigørelsen fra det gamle, det forstokkede …”
“Ubevidst rødgang”, s. 188.

“Smukke biler efter krigen” er tænkt som første del af en 'velfærdstrilogi'. Andet bind kom i 2008 under titlen “Ubevidst rødgang”. Begrebet ’ubevidst rødgang’ er angiveligt politijargon for at gå over for rødt uden at tænke over det og i videre forstand udtryk for en lemmingeadfærd, som får os til at slå automatpiloten til og følge dem lige foran.

Denne gang er der ikke tale om en knaldroman, men om en “ingeniørromanen”, og det skal forstås helt bogstaveligt; det er en ingeniør, som fortæller om en ingeniør. Stilen er justeret derefter, et nøk mere kontrolleret og stram. 

Vi er i Danmark i 1970'erne, nærmere bestemt i København. Det går ikke så fremragende i Eriks liv. Hans lillebror er netop død, hans storbror har brændt nallerne på et ferieboligprojekt, Erik selv er gået rabundus med et ingeniørfirma og han har ikke rigtigt de redskaber, der skal til at fordøje elendigheden. I stedet lægger han alle kræfterne i at starte et nyt firma op. Derfor må det blive meget værre. 

27434746

Erik er en typisk teknokrat, med “et ansigt man glemmer” (side 65). Hans tankegang er gennemsyret af sund fornuft og praktisk sans. Vi besøger ham i parcelhuset i forstæderne til København, vi er med nede hos broren på den fædrene gård på Lolland, vi kommer inden om de venstreorienterede universitetsmiljøer, hvor sønnen Arne færdes. Men Erik virker ikke veltilpas nogle af stederne. Han undrer sig over konen, som lige pludselig vil have en grill, selv om hun aldrig har kunnet lide grill, men nu har det stået i Mad&Gæster, at det er blevet moderne. Han ærgrer sig over de evindelige, selskabelige engagementer, de har i weekenderne. Han synes, det er irriterende, at han hele tiden skal med, når hans ven og gamle kompagnon skal mødes med sin søn. Men han gør, hvad man forventer af ham, indtil hans egen søn Arne dør i en ubevidst rødgang. Herefter ændres alt.

I bogens anden halvdel træder fortælleren frem og formidler Eriks forbløffende forvandling til intet mindre end revolutionsromantiker. Konstruktionsmetaforerne er hele tiden fremtrædende, sådan som det må være i en ingeniørroman, og Arnes død har fået hans øjne op for de sociale, kulturelle og politiske konstruktioner i hans egen tilværelse: “De udskifter et sæt regler for samlivet og familien med et andet og lige så rigidt, de udskifter én underholdningsindustri med en ny, de udskifter ét misbrug med et andet, én døs med en anden, én religion med en anden, en fortrængning med en anden (…) de ser slet ikke hvor tåbeligt, de reproducerer deres forældres verden (…)” (side 189). 

Arne døde i Rom. Erik er flyttet derned, og metaforikken udvikles, der elaboreres over konstruktionen af det gamle Italien og det moderne Danmark, der trækkes tråde mellem klassik og modernitet, mellem veje, bygninger og ikke mindst broer og samfundet i øvrigt.

 

Skønvirke

“Og så kommer der en skikkelse frem fra hoveddøren. Er det Eva? Det er Eva. Hun bærer på noget. Et barn. Der er ild i deres tøj. Alle forestillinger om det gode, det sande, det smukke har han måttet opgive. Og det nyttige og det behagelige. Alt er forandret. Til det bedre. Det ser man straks. Det er helt i orden.”
“Skønvirke”, s. 206.

Som stilretning var skønvirke opulent nationalromantik indsat i en svulstig europæisk dyrkelse af det ornamenterede, svungne og stiliserede naturbillede kendt som belle epoque, art nouveau, jugend m.m. Som titel på en roman er “Skønvirke” fra 2011 det tredje bind i Lars Frosts overhaling af Danmark efter moderniteten. Fra nutid (“Smukke biler efter krigen”) og nær fortid (“Ubevidst rødgang”) befinder vi os nu i en ikke alt for fjern fremtid. Forbrydelsens element, som havde en vis betydning i de foregående romaner med mord og terror, er nu helt dominerende. 

Romanen åbner med fundet af et lig på en strand og udvikler sig traditionelt med etablering af handling, miljø og personer. Hovedefterforskeren Mathilde er en kombination af Nynne og Sam Spade. Handlekraftig, hjælpeløs, overvægtig, ironisk, dedikeret. Hun jagter en voldtægtsforbryder, som myrder sine ofre. Udsynet hører til den hårdkogte del af genren. Tonen er mørk. Der er ikke nogen humanistisk skælven, når der ryger et liv. Der er ikke egentlige kapitler, men afsnitsinddelinger med titler hentet fra den katolske dødsmesse, Kyrie (Gud), Dies Irae (Vredens dag), Rex Tremandae (Strålende konge), Libera me (Frisæt mig) etc. Det er på ingen måde påfaldende i en genre, som har en lang tradition for lån fra mystikken.

28686021

Sproget er det første, som afslører, at forfatteren ikke er ude i en ny Sara Blædel – det er lakonisk og stramt. Fremtidens Velfærdsdanmark fremstår som et goldt matriarkat. Voldtægtsforbryderen er en kvinde og ofrene mænd, og alle lever dødssyge liv med ægteskaber og familier forstenet i tomme ritualer. Undervejs introduceres en illusionsløs finansarbejder og hendes lektor-mand og ikke mindst hendes bror, krigsveteranen. Han bliver den granat, forfatteren kaster ind i fortællingen. Krigsveteranen skyder 'opdager-Mathilde', brænder sin gamle kærestes hus ned og dolker eks-svigerfatter og fjerner den sidste rest af tvivl om, at det er ikke nogen gennemsnits femikrimi, der er gang i. Snarere er der tale om anti-femikrimi. Det udarter i en raptus, hvor et primitivt mandefællesskab langt oppe i Canadas skove står som det lutrende modbillede til østrogendunsten i Danmark.

Den traditionelle krimis klart definerede hovedperson afløses af et svært identificerbar 'han'. Formentlig er det krigsveteranen, måske er det bare en generisk størrelse, måske noget tredje. I den endelige frisættelse rammer opløsningen også fortælleren. Romanens tredjepersonsperspektiv går under, og et jeg dukker op, samtidig med at sproget flipper ud i bevidsthedsstrøm; “Skventræer. Skventræer? Pludselig en slags ballade! Hør!/E3 til F3. Kvinten?/Mollberg? Stor tack?/ Mollberg! Who Her?/ Aber. Det faller sig so at Hende kunne man savne. Drengehår! Svært boy'sk. Hende kunne man savne. Savner/ Osse hende. Og osse nu og da sengen varm. Kom tilbage!” … etc. (side 260). En modernistisk rebus, som litteraturforskningen vil få en del ud af. 

I et interview med Politiken får titlen denne kommentar med på vejen af forfatteren: “Der var en stor indre konflikt i ideerne omkring skønvirke. Dengang havde man kontakt med det engelske arts & crafts, som var en reaktion imod umenneskeliggørelsen i industrialiseringen. Det havde vi egentlig ikke set meget til i Danmark, men i England og Tyskland var man begyndt på produktionen, hvor arbejdere massefremstillede forbrugsgoder til arbejderne. I skønvirke kommer der så en modreaktion, hvor man går tilbage til noget bondsk, noget håndarbejde, og på samme tid skal det også være meget moderne. Det er jo et smukt billede på det, vi også oplever i dag. I hvert fald i de 10-20 år, hvor jeg selv har været bevidst om den verden, vi lever i. Her har man diskuteret, hvorvidt vi nu skulle gå frem eller tilbage. Vi vil gerne være innovative og fremtidssikrede og fremadrettede, og hvilke ord hele uddannelsessektoren ellers kan sætte på. Og samtidig prøver man at pådutte folk en masse grundværdier, som overhovedet ikke hører vores tid til. De siger, man skal tænke som i 1860’erne, men opføre os, som om vi var i 2020’erne.” (Carsten Andersen: Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2001-03-26). 

Kongskilde NS 5100

”Jeg går op til baren og bestiller – uden at tænke nærmere over det: En Elefant og et glas vand. Men du plejer da ikke at drikke vand, siger bartenderen, som åbenbart tænker mere over tilværelsen end jeg. Han är kanske Freudian? Nej nej, svarer jeg, som nok mere er af en bergsoniansk-katolsk observans. Vandet, det er ikke til mig. Det er til elefanten.”
”Kongskilde NS 5100”, s. 54.

I 2013 udgav Lars Frost ”Kongskilde NS 5100”. Under genrebetegnelsen Komedier bruger den overskrifter og kapitelinddelinger fra Sigmund Freuds ”Tre afhandlinger om seksualteorien”, der altså tegner bogens rids.

Indholdet stritter i mange retninger og består af lige dele erobringsdagbog, krimi, parforholdsbeskrivelser, generel samfundskritik og tanker om fortællerens hidtidige forfatterkarriere. Fortælleren vil undersøge, hvad ”der sker i samfundet og i litteraturen med det seksuelle” (s. 21), og hvad litteraturen og forfatteren kan og skal. Kongskilde NS 5100 er navnet på en serie af såmaskiner – måske et billede på den moderne mand, der af magtfulde og selvstændige kvinder er reduceret til såmaskine.

Fortælleren efterlyser temperament i kunsten, da han mener, at temperament er grundlag for al kunst. I en damebladsagtig beskrivelse af et oplæsningsarrangement på en højskole i Vestjylland anmeldes en række unge forfatteres værker – og deres tøj og hår. Han finder meget lidt temperament i denne unge litteratur, og det piner ham.

50718905

Selv skriver han i et energisk og fandenivoldsk sprog, der kan rumme udenlandske ord og fraser, fodnoter, der vokser sig længere end det kapitel, de indgår i, kapitaler, udbrud, citater og kursiveringer. Det er en fragmenteret skrift, læseren møder. Det, der holder teksten nogenlunde sammen, er fortællerens vedholdende optagethed af at have fejlet som menneske, at føle sig utilstrækkelig og ikke at have nogen at elske.

Mange passager handler om fortælleren, Lars Frost kaldet, og hans erobringer på københavnske barer. Der er mange ”rødkindede, forpustede piger” fra provinsen, der slår et smut forbi hans seng i lejligheden på Østerbro, men kæreste, børn og familie bliver det ikke til. Angiveligt på grund af det voldsomme selvhad, der afholder fortælleren fra at give sig hen til kærligheden.

I en anfægtet tone er romanen et portræt af en knap 40-årig mand, der har et hav af muligheder, men ikke formår at indfri de mest påtrængende drømme. Kvinderne får skylden for det meste og har på mange måder hovedrollen i bogen. Som mødre, elskerinder og de magtfulde kvinder, der ifølge fortælleren har sat sig på samfundet med deres skyhøje idealer om det perfekte liv med børn. De portrætterede mænd er temmelig vattede, og fædrene er ikke nogen, man kan se op til. Hvis de overhovedet er der. Som andet end såmaskiner.

 

Havet - ars topiaria

”Den driller. Det er spejlet; det hele er så fordømt spejlvendt derinde. Han lukker øjnene og lader fingrene gøre arbejdet. Sådan. Instinktivt. Meget lettere.
Perfrkt. Han åbner øjnene igen, og der sidder den, butterflyen. Perfket. Eller helt fin i det mindste.”


”Havet - ars topiaria”, s. 77.

I 2020 udkom Lars Frosts ”Havet / Ars topiaria, der er en livfuld skipperskrøne; en fantasi om skibe, dufte og hav og om at finde et godt sted at bo. Titlens ars topiaria er kunsten at forme og klippe buske i sirlige former, hvilket har en rolle i bogen og samtidig kan beskrive kunsten at skrive et litterært værk ved at forme og klippe sproget i sirlige former.

Væk er den realistisk funderede og fremadskridende fortælling om en vred mand, som Lars Frost tidligere har udfoldet. I stedet har vi en længselsfuld og vidtfavnende beretning om besætningen på et skib, hvor de i begyndelsen kun er fire, men løbende tager nye passagerer ombord. Skibet sejler gennem storme, rider over bølger og lægger til kaj i fremmede byer, der udforskes med en sanselig nysgerrighed. Fortællingen berettes af et vi, skiftevis et jeg, når de nyankomne på skibet fortæller deres ofte ulykkelige historier.

48041248

Tid og sted er udpræget ikke-lokaliserbart. Der er havne, bjerge, tårne, dale, markeder, haver, badehuse og torve, og begivenhederne udspiller sig både i nærmest middelalderlige rammer og i storbyer med biografer og sporvogne. De flade karakterer er arketyper: morderen, præsten, studenten, lægen, enkefruen, og samtalerne kredser om uomgængelige emner som duftene fra markedet, kærligheden, vejrliget og kunsten.

Ordvalg og tone er arkaisk, altmodisch og veksler mellem forskellige sprog. Der citeres både direkte og omskrevet fra et væld af litterære værker, og ”Havet” er en begejstret tak til Frosts forgængere, som de er anført bagest i bogen: Baggesen, Bellman, Capote og Goethe, Kierkegaard og Aakjær m.fl. Mens personerne drives af en længsel efter både at være undervejs og ankomme, skrider teksten frem i et rytmisk og duvende og til tider eksalteret sprog: der er kursiver, versaler og udråbstegn, der er gentagelser, opråb og dramatiske dialoger. Karaktererne humper og hopper og lister og marcherer og tramper, og de mange kursiverede bevægelsesverber understreger pulsen og fremdriften i teksten.

”Havet”, der ikke ligner megen anden dansk samtidig litteratur, er et spændstigt og udpræget litterært værk, der hylder ordene, sprogene og litteraturen i et ekstatisk og berusende ridt.

Genrer og tematikker

Lars Frosts forfatterskab er i evig udveksling med verden og historien: Der citeres, refereres, parafraseres fra alle relevante kilder, fra litteraturens, kulturens, samfundets, verdens og forfatterens eget liv og historie.

Udviklingen i forfatterskabet går fra det hermetiske til det åbne. Og ganske paradoksalt, kunne man mene, samtidig fra det charmerende, legende, imødekommende og venlige til det sammenbidte, sure, ærgerlige for ikke at sige lodret rasende. Frost vender sig mod samfundet, og samfundet vender sig i Frost. Der er meget af det, han ikke kan ha'. Det er ikke alt som går an, synes han, men:

“Hvis nogen står frem i rampelyset, kommer det altid til at handle om ham eller hende. Folk kan sige de mest absurde ting, men det eneste, man taler om, er hans slips eller hendes frisure. Det er så tåbeligt, men hvis man råber op om, at samfundet er overfladisk, er reaktionen fra samfundet bare: Hvorfor er du så vred? Det handler ikke om, hvorvidt der er noget reelt i den vrede. Det handler ikke om, hvorvidt den kyniske tilgang til verden eller det selvhad, der kommer til udtryk i bøgerne, har nogen bund i virkeligheden.” (Carsten Andersen: Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2001-03-26). Med ”Havet” har Lars Frost dog for en stund forladt det vrede perspektiv til fordel for en begejstret, ordfejrende fantasi.

Overfladedyrkelsen er forfatterskabets idiosynkrasi, energikilde og hovedtema, det er det, der varieres over mere og mere eksplicit i Velfærdstrilogien med selvbedrag og bedrag blandt borgere, borgerlige og antiborgerlige fra Anden Verdenskrig og frem som de dominerende subtemaer.

Det hverdagslige fylder meget med gåture, barture, rutiner, en optagethed af det, vi gør hver dag. Som fortælleren Pelle formulerer det i ”Og så af sted til Wien”: ”At skære en tomat med den uhåndterlige ovale form, at skære sådan én i stykker, eller at pille et æg eller et løg, at låse en dør op i første forsøg, at tage ur på. At tage ur på? En vidunderlig serie af præcise bevægelser. Små bitte bevægelser. Mirakuløse hver for sig. Mirakler af den slags, der former en hverdag” (s. 75). Denne nidkære registrering af små bitte bevægelser er et særkende ved forfatterskabet, der dog også hæver det idiosynkratiske blik og temperamentsfuldt diskuterer tager aktuelle emner, personer og debatter. Tonen i bøgerne er ofte hånlig og næsten arrogant, men det kontrasteres af en underspillet humor og et både skarpt og vittigt blik. Den slentren, der findes hos mange af karaktererne, findes også i sproget, der med stor mundtlighed kommer på afveje og nye tanker undervejs.

Beslægtede forfatterskaber

Ikke lang tid efter Lars Frosts debut “Og så af sted til Wien” udkom, opstillede Weekendavisens Lars Bukdahl et signalement af forfattergenerationen som var født efter 1970. Han fandt ti særtræk: 1. Sødme, charme, venlighed. 2. Rod, digression, pludder, ævl. 3. Pyntethed, udsøgthed, filigranagtighed (gerne i metaforer). 4. Ideer. 5. Spøjse påfund, kække koncepter, fikse ideer. 6. Genbrug af tressertricks som meta, system, konkretisme og almindelig selvbevidsthed. 7. Citat, intertext, pastiche, parodi. 8. Privateri, bekendelse, intimitet, (hverdags-)banalitet. 9. Politik, samfundskritik, teori, filosofi. 10. Kissemisseri. (Weekendavisen, 2000-12-29).

Meget af det passer stadig på Lars Frost. Men man kan godt stryge sødmen. Den er det så som så med. I hvert fald indtil ”Havet” (2020), der er direkte sødmefuld i sin kokette lovprisning af livet og litteraturen. Til gengæld er han ikke alene. Lidt af den vrede og skuffelse, han giver udtryk for mærkes i forskellig omfang og form hos en række af hans generationskolleger som Lars Skinnebach, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen, og den understreger båndet til foregående generationer.

Med forherligelsen af ødemarkslivet og mandefællesskabet i slutningen af “Skønvirke” er vi durk tilbage hos Aksel Sandemose, som også var så ærgerlig over selvstændige madammer og snadren i andedammen, at han drømte om forløsningen i de store skove i Canada og gerne satte det op med et mord og en fabuleren som udartede sig i tungetale, syner og bevidsthedsstrømme.

I det hele taget har krimien og den seriøse litteratur kørt et tæt parløb. Steen Steensen Blicher tilskrives det første genreværk, “Præsten fra Vejlby”, og de fleste tungere forfatterskaber herefter rummer et mord eller to.

Som afsæt for et salonstudie af borgerskab og middelklasse er “Skønvirke” i sekvenser en ren Leif Panduro – og når Frost i interviews leger med tanken om at skrive en tv-serie kan man med netop Panduro in mente kun håbe, det bliver ført ud i livet.

Bibliografi

Noveller

Frost, Lars:
Og så af sted til Wien. Lindhardt & Ringhof, 2000.

Romaner

Frost, Lars:
Allermest undrer det mig at vi kan glemme. Lindhardt & Ringhof, 2001.
Frost, Lars:
Smukke biler efter krigen. Gyldendal, 2004
Frost, Lars:
Ubevidst rødgang. Gyldendal, 2008.
Frost, Lars:
Skønvirke. Gyldendal, 2011.
Frost, Lars:
Kongskilde NS 5100. Gyldendal, 2013.
Frost, Lars:
Med sværd og knipler. Gyldendal, 2015.
Frost, Lars: Havet. Gyldendal, 2020.

Digte

Frost, Lars:
Et par dage. Gyldendal, 2006.

Andre udgivelser

Frost, Lars:
Et par dage i Skagen. 2001. Digte. 16 siders introduktion til forfatterskabet i forlaget Basilisk serie B16.
Frost, Lars:
Kærligheden til fædrelandet var drivkraften. Lindhardt & Ringhof, 2001. Sammen med Jeppe Brixvold, Pablo Henrik Llambias og Lars Skinnebach.

Om forfatterskabet

Artikler

Zangenberg, Mikkel Bruun: Intimitet og evolution: noter til en læsning af Lars Frosts Smukke biler efter krigen, Ubevidst rødgang og Skønvirke. Salon 55, nr. 3, 2013.
Kold, Jannie Schjødt:
Bittersød komedie og frostklare ambitioner. Information, 2013-09-27.

Web

Interviews og artikler fra litteraturtidsskriftet Sentura.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lars Frost

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Bukdahl, Lars:
Kindføl. Om en ny generation af forfattere. Weekendavisen, 2000-12-29.
Tetzlaff, Marie:
Kvalitetsknald i romanform. Interview med Lars Frost i Politiken, 2004-05-22.
Andersen, Carsten:
Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2011-03-26.