trude marstrand
Foto: Tiderne skifter

Trude Marstein

cand.mag. Susannah Larrabee Sønderlund, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2013.
Top image group
trude marstrand
Foto: Tiderne skifter
Main image
Marstein, Trude
Foto: Gyldendal Norsk Forlag

Indledning

Den prisbelønnede norske forfatter Trude Marstein har markeret sig med et bredt spektrum af udgivelser, der spænder over essaysamling, drama, børnebog, kortprosafortælling og romaner.

Marstein skildrer mennesker, som de er, og hun rammer hverdagens tanker, sprog og handling lige på kornet. Sprog og form er i centrum, og enkle næsten klichefyldte udsagn afløser hinanden i skildringen af tilværelsens trivielle følelser og øjeblikke. Miljøet er genkendeligt, konventionelt og udramatisk med nøgterne iagttagelser og beskrivelser af familieliv, parforhold og banale situationer. Den Marsteinske stil er blevet betegnet IKEA-realisme, fordi bøgerne cirkler om hverdag, fragmentdele, manglende helhed og samtidig et nærværende ønske om sammenhæng. Marstein har en særegen observations- og indlevelsesevne, der raffineres til fulde i den myldrende kollektivroman ”Weekend”. 

 

50765075

Blå bog

Født: 18. april, 1973 i Lørenskog, Norge.

Uddannelse: BA i pædagogik, psykologi og litteraturvidenskab fra Oslo Universitet. Forfatterstudiet i Bø, Telemarken, 1998.

Debut: Sterk sult, plutselig kvalme, 1998.

Litteraturpriser: Tarjei Vesaas debutantpris, 1998. Sultprisen, 2002. Vestfolds Litteraturpris, 2002. Doblougprisen, 2004. Kritikerprisen, 2006. P.O. Enquists pris, 2007.

Seneste udgivelse: Hjem til mig. Tiderne Skifter, 2013. (Hjem til meg, 2012). Oversat af Ninna Brenøe. Roman.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er begrænset hvor hurtigt jeg kan køre her, jeg må holde mig på vejen. Motoren hyler. Vi vil bygge en ny terrasse. Jeg har fundet en lang og grundig artikel i Vi med villa, og tror jeg kan gøre det selv. Forhåndsimprægnerede materialer. Tretommer søm. Bmf-beslag. Hvis Nikolas er død, ved jeg ikke om Kristoffer skal med til begravelsen, om han er for lille. Jeg trykker speederen i bund i andet gear, drejer ned mod elven, skrider ud, bremser, gasser op.”

”Weekend”, s. 214.

Ifølge forfatteren producerede hun allerede bøger, før hun selv kunne læse, og hun benævner en ukuelig lyst og tålmodighed som afgørende faktorer for sit produktive forfatterskab.

Trude Marstein voksede op i Nøtterøy syd for Oslo i en lægefamilie, hvor storesøsteren Kari var en ligeså lidenskabelig læsehest som Trude. Begge søstre har gjort litteraturen til deres levevej – Trude er forfatter og Kari redaktionschef på Gyldendal Norsk Forlag.

En uhøjtidelig tilgang til skrivegerningen har altid fulgt i kølvandet på Trude Marsteins skrivedisciplin, for hvem det et-årige ophold på forfatterskolen i Bø (1997-98) for alvor kickstartede og skabte grobund for et seriøst forfatterskab. Kontakten til de andre forfatterelever og timerne med tekstanalyse og -bearbejdelse var inspirerende og gjorde stort indtryk på den unge, spirende forfatter. Ifølge Marstein er hendes evne til at skrive dårligt og uden blokerende selvcensur ligeledes med til at fremtvinge ideer og sproglig form.

I en tidlig alder var hun optaget af at læse kærlighedsromaner, hvis klicheer hun stadig drager nytte af i sit nu modne og anerkendte forfatterskab: ”Jeg er ikke så optaget af, at børn kun skal læse kvalitetslitteratur, for i så fald lærer man ikke, hvad dårlig kvalitet er, og så er det også sværere at lære, hvad der er god kvalitet.” (Flemming Rose: Fra værkstedet. Interview i Jyllands-Posten, 2009-06-06).

Siden 1992 har Trude Marstein boet og arbejdet i Oslo, og selvom det ikke er et 9-16-job at være forfatter, bestræber Marstein sig på, at skriveriet og hverdagen som alenemor struktureres i faste rammer.

 

Sterk sult, plutselig kvalme

”Hun sier ingenting, flytter brikken tilbake til utgangspunktet. Så tenker hun en stund, og mens han venter på henne tar hun seg tid til å stramme strikken i hestehalen.”
”Sterk sult, plutselig kvalme”, s. 90.

Trude Marsteins debut fra 1998 bærer genrebetegnelsen ’fortælling’ og rammer meget præcist ned i 1990’ernes litterære dyrkelse af og eksperimenteren med kortprosaen. ”Sterk sult, plutselig kvalme” består af 65 korte, titelløse tekster på 1-3 sider, der alle indeholder et ’hun’ og et ’han’, som bevæger sig rundt i et tekstmættet rum uden linjebrud eller replikmarkeringer. Der veksles mellem første og tredje person, nutid og fortid, iagttagelse og refleksion, dialog og referat.

Tekststykkerne rummer ikke mange detaljer om personerne, som læseren mest af alt får kendskab til via deres hverdagslige handlinger og ord: De skændes om opvaskemaskinen, de diskuterer om Bali ligger i Indonesien, de sidder på café, de har lige bollet, skal hun eller han betale husleje osv. Det er genkendelige steder (soveværelse, café, badeværelse) og alligevel er der en kølig, kritisk distance til det beskrevne – vor tids banale liv – som for at vække fremmedgørelse i læseren.

Teksterne er situationsbårne, og der tales om eller reflekteres over almene, eksistentielle forhold.

Marsteins tekster handler om det velkendte i en ritualiseret, automatiseret hverdag med flygtige indtryk og sysler. ’Han’ og ’hun’ beskæftiger sig ikke med højtravende emner som længsel, drømme, religion, global opvarmning eller politik, men med små, fragmenterede øjeblikke hvor ’ingenting’ dominerer. Et eksempel er side 90-91, når han og hun rykker brikker rundt i et brætspil. De er uenige om, hvilket træk er det bedste. Hun slår dobbeltslag og jubler, han rejser sig og spørger om hun vil dele en øl, hvorefter de taler om at drikke af glas eller flaske. Det er en meget konkret situation, hvis handlinger og replikker spejler et socialt magtspil mellem to personer, hvilket opleves helt besnærende og klaustrofobisk.

Marstein vil allerhelst nøgternt præsentere, men der ligger utvetydige holdninger bag, og på mange måder er ”Sterk sult, plutselig kvalme” en debut, der kritisk kommenterer det moderne menneskes levevilkår. Det fragmenterede, hverdagslige afgiver ikke meget substans og afbilleder mest af alt en anorektisk, hæmmet tilværelse drænet for tilfredshed. Personerne er langt fra sympatiske, men mest af alt ynkelige, afstumpede og patetiske – hvilket både titlens ordlyd og litterære referencer indikerer. Knut Hamsuns ”Sult” (1890) og Jean-Paul Sartres eksistentielle debut ”Kvalme” (1937) vækker genklang ikke bare tematisk men også i Marsteins debuttitel.

Den bedste fødselsdag

”Det er århundredets mest mislykkede fødselsdagsfest. Jeg er kun 7 år og meget ulykkelig, tænker hun. Der er ikke andre børn på min alder, der er lige så ulykkelige som jeg.”
”Den bedste fødselsdag”, s. 60.

Ud fra ønsket om at skrive en ”svær børnebog” (Unni Konradi Andersen: Debutantprisen gir trygghet. Interview i Dagbladet, 1999-03-03) udgav Trude Marstein i 2000 børnebogen ”Happy Birthday” om den syv-årige Lotte. Den udkom på dansk i 2001 med titlen ”Den bedste fødselsdag”. Mette-Kirstine Bak har illustreret historien med enkle, morsomme blyanttegninger.

Historiens hovedperson Lotte planlægger og forestiller sig fødselsdagsfesten med de inviterede gæster. Hun havde håbet på 15 personer, men har med morens bange anelser om kaos barberet antallet ned til 9. Lotte glæder sig så meget, at der løber ærtesuppe ud af hende, når hun er på toilettet. Planen er, at hun skal være iklædt guldkrone, når hun af gæsterne skal modtage den ene fantastiske gave efter den anden. Fødselsdagen bliver dog ikke helt som Lotte forventede. De inviterede lever ikke op til hendes ønsker, og fødselaren forlader festen i vrede og fortrækker til sit værelse. Imens hygger gæsterne sig med lagkagen.

Både i tid og indhold er børnebogen beslægtet med Marsteins voksenroman ”Plutselig høre noen åpne en dør” (2000), hvis hovedperson – den 9-årige Sara – leger de samme magtspil som Lotte. Tematisk arbejder begge bøger med et genkendeligt magtforhold mellem mor og barn, der skildres uromantisk og realistisk. ”Den bedste fødselsdag” er en traditionel børnebog om et barns store forventninger, der kollapser i fiasko efter en stribe af skuffelser. Lotte higer efter styring og kontrol, men må på den hårde måde og med sin mors hjælp lære at tøjle sit temperament.

 

Weekend

”Jeg vil drikke sodavand, hygge mig lidt. Mens Sondre sidder i toget, på vej væk fra alt. Hvad var det der skete med Sondre og som ikke skete for Simon? Jeg tager en stor citronvand uden sukker og lægger den i indkøbsvognen. Overvægt forværrer inkontinensen, blodtrykket og smerterne i hoften. En ung mand sætter et sixpack dåseøl ned i sin vogn plus en til. Sondre havde først ikke tid til at mødes med sin mor. Svesker for den hårde, hårde mave.”
”Weekend”, s. 266.

Trude Marsteins kollektivroman ”Gjøre godt” fra 2006 (”Weekend”, 2009) indprentede sig for alvor i den skandinaviske bevidsthed. Med dens gennemførte mosaikfortælling spundet over 118 individuelle jeg-fortællere, flakker læseren i løbet af et enkelt hedt sommerdøgn i en norsk provinsby rundt i et farverigt og overdådigt persongalleri. De mange hovedpersoner, der meget filmisk og fragmentarisk både beskrives og fortæller, minder om filmværker som Robert Altmans ”Short Cuts”, P.T. Andersons ”Magnolia” og Paul Haggis’ ”Crash”. Som en anden filmklassiker indledes og afsluttes den 480 sider lange roman med et tog i bevægelse.

En lørdag aften er Peter på vej til et nyt job og liv, idet hans blik fanger synet af den kvinde han elsker siddende i et forbipasserende tog. Karoline er på vej væk fra det hele og specielt sin egen 50-års fødselsdagsfest, som er omdrejningspunktet for størstedelen af romanen. Bogen slutter med hendes pludselige afgang, da hun blot iført stiletter, festkjole og mobiltelefon forlader sin egen fejring og alle de mennesker, der både forguder og afskyr hende.

De to blik er rammen om de mange jeg-fortællinger, som finder sted i løbet af romanens sommerhede døgn – første del ”8. juli” omhandler aftenen og natten, og i anden del ”7. juli” beskrives begivenhederne op til fødselsdagsfesten. Det er en virkningsfuld cirkelkomposition, som tilmed understreger tilværelsens evindelige gentagelsesforløb. Den danske titel understøtter romanens faktiske tidsrum i modsætning til originaltitlen ”Gjøre godt”, som betoner værkets menneskelige mål: at gøre noget godt for andre. Det er et svært ideal at efterleve for bogens mange personer, hvilket Karoline til slut udspecificerer: ”Gøre noget for andre. Gøre noget godt, bare gøre noget godt, for at gøre noget godt, det har jeg aldrig gjort, det var det jeg skulle have gjort” (s. 475).

Læseren møder virkeligheden som den er, så uoverskuelig og perspektivmyldrende, at intet menneske kan overskue informationsmængden og tankevrimlen. Scenen er en provinsby med både sygehus, gymnasium, indkøbscenter og diskotek. Den borgerlige almindeligheds skæbner væves underholdende ind og ud mellem hinanden – et blik til et nik over en kort ordveksling ved supermarkedskassen. De korte afsnit er holdt i enten indre eller ydre dialog mellem et jeg og en eller flere navngivne personer. Trine skal være rugemor for bøsseparret Jan Erik og Glen, Egil holder en skandaløs tale for sin femme fatale hustru Karoline, teenageren Tale flirter med pigeglade Thomas og Nina i fyrrerne forfører den 15-årige Nils på parkeringspladsen.

Samtalestafetten kører uden stop, men ofte kan der gå sider før en ordveksling forløses med modpartens reaktion eller svar. Læseren må lade sig rive med af det intense, flygtige nærvær og ikke frustreres over forvirringen. Under de familiære og kollegiale intriger, teenageopgør, jalousi, sygdom, fødsel, forelskelse, ulykker, hospitalsdød og barnlig uskyld er de mange episoders fælles tema personernes higen efter behovstilfredsstillelse – for de fleste af seksuel karakter. Livet i byens villaer, hoteller og på cafeer er tynget af uforløst begær og skaber en klaustrofobisk tilstand, hvilket gør Karolines afrejse helt befriende.

”Weekend” påpeger menneskelivets simple og banale indhold trods sociale skel, køn og baggrund.

Romanen bryder med den traditionelle fortælletradition og -dramaturgi, og Marstein udfolder i stedet en imponerende orkestrering af skæbnestemmer. I et enkelt, symbolforladt sprog infiltreres et komplekst virvar af persontråde elegant og virkningsfuldt.

 

Hjem til mig

”I sporvognen hjem tænkte jeg på huset jeg boede i og sneen i haven og postkassen og videoafspilleren. Wenche i splinterny knitrende natkjole, Marte med nyklippet hår. Hvordan jeg stod op om morgenen og gjorde de samme ting hver eneste dag, barberede mig. Jeg tænkte på lægegerningen. Måle blodtryk, lytte på en ryg, et bryst, se ind i et barneøre. Jeg tænkte på Kjerstis matematikprøver, se på matematikprøver, (…) At det var nok, at mit liv havde tilstrækkeligt med indhold.”
”Hjem til mig”, s. 186.

Ove Haugli er uforbederlig. Gennem et helt liv jagter han kvinder og er alle sine kærester utro. Trude Marsteins ”Hjem til meg” fra 2012 (”Hjem til mig”, 2013) skildrer i afsnit fra 1978-2010 Oves liv med forskellige kvinder. Først er han kæreste med Wenche og utro med Jorunn. Så bliver han gift med Wenche, far til Marte og Kjersti og er utro med Lisbeth. Så har han en affære med Marion, som han flytter sammen med efter at være blevet skilt fra Wenche, og de får sønnen Benjamin. Senere er Ove utro med sin kollega Åse og har en affære med Silje. Han bliver skilt fra Marion og dater til sidst Charlotte, som han har mødt på nettet.

Jeg-fortælleren Ove, der er praksislæge, kan ikke undertrykke sin lyst til kvinder, selvom han godt ved, at det er forkert. Det fungerer umiddelbart fint for ham at have et familieliv med kone og børn samt driftsbaserede forhold til unge, smukke kvinder ved siden af. Utroskabens voldsomme konsekvenser går først for sent op for ham, og jo ældre han bliver, jo mere savner han sin første kone Wenche og det ukomplicerede forhold, han havde til sine døtre før skilsmissen. Ud over at være hans faste turpartner på fjeldet var Wenche også den kvinde, han skulle være blevet gammel sammen med, men hans utøjlelige begær trådte andre veje for ham.

50765075

Den grundige skildring af familielivet med Wenche og de to døtre er en opvisning i tryghed, rutiner og nærvær. Sidespringene er med frie kvinder, der lever et anderledes vildere liv. Den lækre skuespiller Marion sover længe, drikker espresso til morgenmad og har ikke noget skrivebord, hvilket står i skærende kontrast til Oves konforme liv med sommerhus, bil og børnefødselsdage. Han elsker det gode liv, han har med sin kone og deres piger, men han kan ikke holde ud, når der ikke er spænding, lyst og eventyr.

Marsteins realistiske stil er nøgtern, og med Ove som fortæller er der ikke andre end læseren til at dømme ham. Gennem det fikse fortællegreb at lade ’skurken’ bære synsvinkelen, har læseren ingen styrende moralbegreber at læne sig op af. Fortælleren er på en måde usynlig og viser handlingen frem i stedet for at fortolke den for læseren. ”Hjem til mig” tager altså ikke parti men viser Oves dybe splittelse mellem det gode, lidt forudsigelige familieliv og det ødelæggende, sindssygt pirrende liv udenom.

 

Genrer og tematikker

Tematisk holder Trude Marstein sig til en gennemgående mikroverden, selvom hun helst vil være denne rubricering foruden: ”Jeg tænker aldrig i temaer, når jeg begynder på en ny bog” (Søren Kassebeer: Jeg vil vise virkeligheden på en ny måde. Interview i Berlingske Tidende, 2009-03-04).

Læseren bringes ind i parforholdets (det potentielle han og hun), familiens (ægtefolk, mor-datter) og trivialitetens normalsfære, og forfatterskabet indeholder mange forliste ægteskaber, gryende forelskelser og magtpotente sidespring. Hverdagens trivielle situationer, handlinger, samtaler og iagttagelser danner grobund for og åbner op for æggende psykologiske mekanismer og genkendelige menneskelige reaktionsmønstre.

Marstein beskæftiger sig med det, vi alle kender, men som til stadighed er vanskeligt at omgå og sætte ord på. Metoden er at fremstille de næsten forudsigelige tilværelsesepisoder med et simpelt ordforråd og en meget enkel skrivestil og syntaks blottet for metaforer. Forfatteren behandler sit stof med sproglig præcision og minutiøs, afdæmpet registrering og opnår herved en særegen skildring.

De næsten tilfældige, nøgterne, selvfølgelige og ofte humoristiske dialoger og øjeblikke fremstår rammende og helt uden litterær ornamentik, selvom effektfuld leg med både ironi og klicheer forekommer. Ambitionen er at skære sprogligt ind til benet for at vise virkeligheden på en ny, overraskende måde.

 

Beslægtede forfatterskaber

Den litteraturen jeg liker, skremmer meg, og den henrykker meg. Den giver meg angst, og den gir meg fryd, samtidig; ofte ikke til å skille frå hverandre,” skriver Trude Marstein i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”, der udkom i 2004.

Marstein bestræber sig på renhed, intensitet og enkelhed i sine værker og sætter derfor forfatterne til Peter Handke, Dag Solstad og Jonathan Frantzen umådelig højt. Antydningens og observationens kunst, som Marstein tilstræber, møder man også hos danske Helle Helle og Pia Juul, og kollektivromanen ”Weekend”s navlepillende jeg-fortællinger finder vi i det danske skoleeksempel ”Fiskerne” (1928) af Hans Kirk, i Peer Hultbergs ”Byen og verden” (1992) og senest hos Signe Schlichtkrull ”Fogeden” (2009). Den realistiske skildring af hverdag, parforhold og menneskelig utilstrækkelighed har hun til fælles med bl.a. Ida Jessen, der både i romaner og noveller afdækker liv og lyst i præcise registreringer.

Trods en snæver litteratursmag, men ivrig læselyst, nævner Marstein bl.a. franske Nathalie Sarraute og østrigske Thomas Bernard som favoritforfattere. Hun er desuden en energisk læser af både norsk samtidslitteratur og litterære klassikere, ligesom hun har skrevet litteraturkritisk i den norske dagspresse og i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”. Heri påpeger Marstein iltert svagheder ved tekster af kanoniserede forfatterkolleger som Knut Hamsun og Johan Borgen, ligesom hun kyndigt og langt mere begejstret fortolker ny norsk litteratur i detaljerede læsninger af f.eks. Anne Otterholm, Tore Renberg og Kristine Næss samt europæiske kolleger som Thomas Bernhard og Peter Handke. I essaysamlingen diskuterer Marstein polemisk såvel litteraturkritik og kvalitetsbegreber som den indiskutable sammenhæng mellem indhold og form: ”Innholdet skal, uansett hvor trivielt det er, være så unikt at formen det står i, er den eneste som kan vise det. (...) Beskrive uten å forklare, forsvare eller angi; bare vise fram, virkelighet” (”Konstruksjon og inderlighet”, s. 163).

 

Bibliografi

Romaner

Marstein, Trude:
Sterk sult, plutselig kvalme. 1998.
Marstein, Trude:
Plutselig høre noen åpne en dør. 2000.
Marstein, Trude:
Weekend. Tiderne Skifter, 2009. (Gjøre godt. 2006). Oversættere: Dorthe Neergaard og Karen Fastrup.
Marstein, Trude:
Intet at fortryde. Tiderne Skifter, 2010. (Ingenting å angre på. 2009). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfeldt.
Marstein, Trude:
Hjem til mig. Tiderne Skifter, 2013. (Hjem til meg, 2012). Oversætter: Ninna Brenøe.

Børnebøger

Marstein, Trude:
Den bedste fødselsdag. 2001.
Marstein, Trude:
Elin og Hans. 2002.

Essays

Marstein, Trude:
Konstruksjon og inderlighet. 2004.

Drama

Marstein, Trude:
Byens ansikt. 2005. Drama. Med Aasne Linnestå, Rune Christiansen, Gunnar Wærness og John Erik Riley.

Om forfatterskabet

Web

Trude Marstein besvarer læsernes spørgsmål i norske Dagbladet

Artikler

Brostrøm, Torben:
Varm weekend i provinsen. Information, 2009-04-16.
Garsdal, Lise:
Skærsommernatsdrømme. Politiken, 2009-04-18.
Juhl Rasmussen, Anders:
Fornemt katalog over menneskene i en norsk provinsby. Kristeligt Dagblad, 2009-04-25.
Skibsted Mogensen. Marie:
Sulten for sjov. Interview med Trude Marstein. Weekendavisen. - 2010-06-11.
Olsen, Mette:
Norsk forfatter fortæller hverdagens stille drama. Politiken, 2010-11-10.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Unni Konradi:
Debutantprisen gir trygghet. Interview i Dagbladet, 1999-03-03.
Rose, Flemming:
Fra værkstedet. Interview i Jyllands-Posten, 2006-06-06.
Kassebeer, Søren:
Jeg vil vise virkeligheden på en ny måde. Interview i Berlingske Tidende, 2009-04-03.