portræt af Silas Toft
Foto: Johanne Anastasia Stoffersen

Silas Toft

cand.mag. Louise Rosengreen, februar, 2024. Blå bog opdateret oktober 2024.
Top image group
portræt af Silas Toft
Foto: Johanne Anastasia Stoffersen

Den danske digter Silas Toft debuterede i 2023 med ”solen er en fod bred”, der tegner konturerne til et ungdomsliv under coronapandemien med cigaretrygning, isolation, forelskelse og melankoli. Digtene er korte, titelløse, fragmentariske og sansemættede, idet debuten består af en blanding af lavmælte strøtanker, aforismer, humoristiske oneliners, blanke sider, kryptiske metaforer og læresætninger om litteratur og sprog. Digterjeget er ofte usynligt, alene eller afsides. Det betragter verden på distance med stjålne blikke og registrerer ordknapt den natur, det byliv og de relationer, det indgår i.

137265214

 

 

 

Blå bog

Født: 11. august 1995 på Sygehus Nord i Aalborg.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen i 2021.

Debut: solen er en fod bred. Arena, 2023.

Litteraturpriser: Munch-Christensens debutantpris, 2024.

Seneste udgivelse: solen er en fod bred. Arena, 2023.

Inspiration: Aleksandr Skidan, Mikkel Thykier, Peter Laugesen, Ann Jäderlund og Gunnar Ekelöf.

 

 

 

Videoklip

I forbindelse med den aalborgensiske litteraturfestival Ordkraft i 2022 fortæller Silas Toft, hvilke bøger han læser:

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”jeg skal lave min ungdoms værk/ i den her unikke skandinaviske depression// jeg vil skrive om løsheden og privilegiet i aldrig helt at blive fortabt af systemet/ jeg vil skrive om at jeg er hovedperson i et stykke fiktion/ en afpillet flamingo i en zoo/ som verslinjer af alt for forskellige længder”.
”gode vaner for enormt produktive forfattere”, i Slagtryk nr. 14/05.

Silas Toft er født i 1995 og opvokset i Aalborg. Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 2014, og samme år udkom flere af hans digte på diverse blogs og i forskellige litterære tidsskrifter. Eksempelvis bragte Slagtryk de to digte ”hilsner til institutioner” og ”gode vaner for enormt produktive forfattere”. Sidstnævnte kan læses som en form for poetik eller metatekst, hvor en ung Toft forholder sig til sine egne ambitioner og begrænsninger som forfatter. Heri lyder det for eksempel ”kommer aldrig til at skrive en roman/ stirrer længe ud i luften”, og verset ”jeg skal lave min ungdoms værk” gentages. Et andet af Tofts digte, ”Mange små ildebrande”, er medtaget i Victor Boy Lindholms antologi ”Greatest Kids 2014”, en samling af prosatekster og digte fra de forskellige forfattere, der bidrog til Lindholms blog det år.

I 2019 blev Toft optaget på Forfatterskolen i København, hvor han blandt andet modtog undervisning af digter og essayist Mikkel Thykier, hvis forfatterskab nævnes som en af inspirationskilderne til debutdigtsamlingen ”solen er en fod bred”. Debuten udkom i vinteren 2023 på forlaget Arena og blev modtaget overvejende positivt af dagspressen. Blandt andet kaldte Informations anmelder Kamilla Löfström samlingen for ”temmelig henrivende” og ”en evergreen”, idet hun fremhævede digtenes både afdæmpede og kompakte form: ”Jo, den er enkel og stille, Silas Tofts debut, og så er den samtidig generøs og vild, når man giver sig hen til ordene og mærker deres rækkevidde.” (Kamilla Löfström: Silas Toft tror på ordene og på at lade dem stå lidt alene. Information, 2023-11-24).

I 2022-2023 var Toft en del af litteraturprojektet ”Cities Untold”. Det var et samarbejde mellem de tre litteraturfestivaler LiteratureXchange i Aarhus, Ordkraft i Aalborg og Manchester Literature Festival, der gik ud på, at seks unge digtere fra henholdsvis Aalborg, Aarhus og den engelske storby Manchester besøgte hinandens hjemstavne og indsamlede stedernes hemmeligheder som afsæt for at omskabe dem til fiktion. Beboerne i de tre byer kunne som en del af projektet indsende historier, som digterne kunne inkorporere i deres skrift.

solen er en fod bred

”genåbningen af nattelivet/ gårdens tomme tørrestativer/ i kaffen i mørket i vinduet/ dream faster/ gynger et stroboskoplys/ og i morgen igen/ nej igen// i nat/ i nat bliver det morgen”.
”solen er en fod bred”, s. 35-36.

Silas Toft debuterede med ”solen er en fod bred” i 2023. Det er en samling af digte, der tager sig korte og enkle ud på siderne, men som i deres billedsprog og indhold er kompakte, kryptiske og grammatisk ulogiske. Alle digtene er titelløse, skrevet med små bogstaver og adskilt af blanke sider og det stjerneformede skrifttegn asterisk, der går igen på bogens hvide forside, hvor en enkel grøn asterisk er placeret i midten, som en funklende grøn stjerne. Farven grøn går igen i et af digtsamlingens længste, jegløse og mest prosaiske digte, hvor det gentages, at græsset lyser op i en sort skov med hvide stier.

Sproget veksler mellem at være let og afdæmpet og mere metaforisk og gådefuldt med et ordvalg, der inkluderer fremmedord samt biologiske og geologiske fagtermer som for eksempel obsidiansk (sort, vulkansk glas) og vakuolerne (væskefyldt hulrum i en celle). Et andet karakteristisk træk ved Tofts brug af billedsprog er, hvordan han kombinerer bogstavrimet allitteration med selvopfundne sproglige nydannelser, de såkaldte neologismer. Eksempelvis sammenstiller han ”syren” og ”sne” i sin beskrivelse af en afblomstrende syrenbusk: ”syrensne støv/ solnedgangen ligger tungt over mine dage”. 

137265214

Som Informations litteraturanmelder Kamilla Löfström påpeger i sin anmeldelse af digtsamlingen, benytter Toft sig flere steder af den såkaldte GAS-konstruktion. Det er en grammatisk sammensætning af ord efter formlen genitiv + adjektiv + subjektiv, for eksempel ”askens skøre paryk”, ”kirkens hemmelige hjerte” og ”gårdens tomme tørrestativer”. Denne konstruktion har ikke været på mode i de sidste mange års digtning, og hans stil peger derved tilbage til en ældre, mere klassisk tradition, hvilket han også selv henviser til i strofen ”jeg fyldte køkkenet med røg/ og gik ind at sove i stuen/ klassiske digte/ hvor ingen taler til hinanden”.
Toft skriver i en højstemt, melankolsk, men også humoristisk tone, der overlader meget til læserens fortolkning. Digter-jeget, dets omgivelser og oplevelser beskrives oftest indirekte, fragmenteret og antydningsvist. Samlet danner digtene i ”solen er en fod bred” løse lyriske skitser til et ungdomsliv med cigaretrygning, tvivl, ensomhed, forelskelse og brudstykker fra byture.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Solen er en fod bred"