Jeanette Varberg

Jeanette Varberg blev født den 13. maj 1978 og voksede op i et parcelhuskvarter i Odense. I skoletiden savnede Varberg ofte kammerater, der var lige så nysgerrige på verden som hun, men heldigvis var mormoren der til at opmuntre Varbergs evne til at stille spørgsmål til verden. Mormoren introducerede også pigebarnet til litteraturen og forhistorien, og fra barnsben var hun dybt fascineret af fortiden og ikke mindst af fortællingen om barnekongen Tutankhamon, der blev fundet i Kongernes Dal. Tanken om, at der rundt omkring i verden ligger ældgamle skatte og fantastiske historier gemt i jorden, har fulgt hende lige siden og været med til at determinere hendes livsbane. Efter en afsluttet studentereksamen fra Odense Katedralskole læste hun forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet, hvorfra hun blev uddannet Mag.art. i 2006.

I 2006 og 07 deltog hun i Galathea 3-ekspeditionen, hvor hun som led i Aarhus Universitets projekt ’Globalisering i fortid og nutid’ blandt andet var med til at udgrave et skelet på Øen Mbuke i Manusprovinsen i Papua Ny Guinea.

I 2007 blev hun ansat ved Moesgaard Museum i Aarhus som museumsinspektør, og imens hun var ansat her, indledte hun sin brede, populærhistoriske formidling af fortiden. I 2014 debuterede hun som forfatter med ”Fortidens slagmarker – krig og konflikt fra stenalder til vikingetid”, og i 2017 medvirkede hun i DR’s historieserie ”Historien om Danmark”.

I dag er Varberg ansat som museumsinspektør ved Nationalmuseet og er fast skribent på Kristeligt Dagblad, hvor hun sætter nutidens store udfordringer som klimaændringer, konflikt og migration i perspektiv til forhistorien. Selv forklarer hun sin rolle i den offentlige debat således: ”Jeg debatterer ikke for at debattere. Det vigtigste for mig er at give et historisk perspektiv på noget, vi snakker om i dag. Jeg kan trække de lange linjer ind i nutidsstoffet, og det giver en anderledes vinkel end den store strøm af meningsdannere, som hele tiden vil mene noget om i dag. Jeg kan give et svirp, når jeg får Romerriget, Egypten og England i 1700-tallet blandet ind i det.” (Morten Vilsbæk: Mød meningsmennesket Jeanette Varberg: Superpendler med et svirp fra Romerriget. Fyens Stiftstidende, 2019-07-27).

Privat er Varberg gift med Klaus Risskov Pedersen, der også er arkæolog. De bor i Stensballe i Horsens, og sammen har de børnene Arthur og Frida. Hvis Varberg har lidt luft i kalenderen, holder hun af at rejse – ikke mindst til Egypten, men også snorkling, dykning og løb står på Varbergs liste over fritidsinteresser.

I Jeanette Varbergs debut ”Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid” fra 2014 tegner hun et billede af konflikter og krige i Danmark helt fra 5.400 f.Kr. og frem til 1100 e.Kr. Med afsæt i arkæologiske fund, udenlandsk kildemateriale og gisninger forklarer Varberg, hvordan den danske kriger opstod og udviklede sig, og hvilken central rolle krigeren havde for udviklingen af det Danmark, vi kender i dag.

De tidligste tegn på vold findes allerede i Jægerstenalderen (5.400 – 3.900 f.Kr.), hvor volden primært udmøntede sig som bagholdsangreb og natlige angreb på bopladser. Danmark er det land i Europa, hvor der er fundet flest skeletter med kranieskader fra den periode – et tegn på at volden i høj grad var organiseret. På den tid handlede volden ifølge Varberg om mad og sex – om retten til at jage og om at beskytte sin boplads og familie.

51086740

Det er først i sidste del af Bondestenalderen, at egentlige våben fandtes – tidligere benyttede man almindelige håndværksmæssige redskaber også i kamp. Men fra perioden efter 2.800 f.Kr. blev mændene begravet med særlige stridsøkser, og arkæologer har også fundet mange pile af flint. Fra de første våbens fremkomst blev våbnene stadig mere effektive, og Varberg forklarer også, hvordan kampformerne ændrede sig i takt med de nye våben, samt når nye skikke og kulturer vandt frem.

I Bronzealderen kom der for alvor skub i våbenproduktionen, da det nye materiale gav mulighed for helt nye våbentyper, og krigeren trådte ind på den forhistoriske scene med sværdet i hånden. Nu blev krigsførelsen mere organiseret, og konflikterne udviklede sig med tiden til ikke blot at handle om overlevelse, men også om forsvar, erobring, magt og ære – ikke mindst fra slutningen af Jernalderen og i Vikingetiden.

Med sin gennemgang af krigens og krigerens udvikling sætter hun krigen i perspektiv – både som overlevelsesstrategi for den enkelte familie og boplads og for Danmark. Hun viser, hvordan krige og det stærke militær, som blev opbygget i løbet af Jernalderen og ikke mindst Vikingetiden, har formet vores samfund, og hvordan det har været med til at skabe muligheder for de mennesker, der vovede pelsen og søgte forandringer og nye muligheder.