Jeanette Varberg

Jeanette Varberg blev født den 13. maj 1978 og voksede op i et parcelhuskvarter i Odense. I skoletiden savnede Varberg ofte kammerater, der var lige så nysgerrige på verden som hun, men heldigvis var mormoren der til at opmuntre Varbergs evne til at stille spørgsmål til verden. Mormoren introducerede også pigebarnet til litteraturen og forhistorien, og fra barnsben var hun dybt fascineret af fortiden og ikke mindst af fortællingen om barnekongen Tutankhamon, der blev fundet i Kongernes Dal. Tanken om, at der rundt omkring i verden ligger ældgamle skatte og fantastiske historier gemt i jorden, har fulgt hende lige siden og været med til at determinere hendes livsbane. Efter en afsluttet studentereksamen fra Odense Katedralskole læste hun forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet, hvorfra hun blev uddannet Mag.art. i 2006.

I 2006 og 07 deltog hun i Galathea 3-ekspeditionen, hvor hun som led i Aarhus Universitets projekt ’Globalisering i fortid og nutid’ blandt andet var med til at udgrave et skelet på Øen Mbuke i Manusprovinsen i Papua Ny Guinea.

I 2007 blev hun ansat ved Moesgaard Museum i Aarhus som museumsinspektør, og imens hun var ansat her, indledte hun sin brede, populærhistoriske formidling af fortiden. I 2014 debuterede hun som forfatter med ”Fortidens slagmarker – krig og konflikt fra stenalder til vikingetid”, og i 2017 medvirkede hun i DR’s historieserie ”Historien om Danmark”.

I dag er Varberg ansat som museumsinspektør ved Nationalmuseet og er fast skribent på Kristeligt Dagblad, hvor hun sætter nutidens store udfordringer som klimaændringer, konflikt og migration i perspektiv til forhistorien. Selv forklarer hun sin rolle i den offentlige debat således: ”Jeg debatterer ikke for at debattere. Det vigtigste for mig er at give et historisk perspektiv på noget, vi snakker om i dag. Jeg kan trække de lange linjer ind i nutidsstoffet, og det giver en anderledes vinkel end den store strøm af meningsdannere, som hele tiden vil mene noget om i dag. Jeg kan give et svirp, når jeg får Romerriget, Egypten og England i 1700-tallet blandet ind i det.” (Morten Vilsbæk: Mød meningsmennesket Jeanette Varberg: Superpendler med et svirp fra Romerriget. Fyens Stiftstidende, 2019-07-27).

Privat er Varberg gift med Klaus Risskov Pedersen, der også er arkæolog. De bor i Stensballe i Horsens, og sammen har de børnene Arthur og Frida. Hvis Varberg har lidt luft i kalenderen, holder hun af at rejse – ikke mindst til Egypten, men også snorkling, dykning og løb står på Varbergs liste over fritidsinteresser.

I Jeanette Varbergs debut ”Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid” fra 2014 tegner hun et billede af konflikter og krige i Danmark helt fra 5.400 f.Kr. og frem til 1100 e.Kr. Med afsæt i arkæologiske fund, udenlandsk kildemateriale og gisninger forklarer Varberg, hvordan den danske kriger opstod og udviklede sig, og hvilken central rolle krigeren havde for udviklingen af det Danmark, vi kender i dag.

De tidligste tegn på vold findes allerede i Jægerstenalderen (5.400 – 3.900 f.Kr.), hvor volden primært udmøntede sig som bagholdsangreb og natlige angreb på bopladser. Danmark er det land i Europa, hvor der er fundet flest skeletter med kranieskader fra den periode – et tegn på at volden i høj grad var organiseret. På den tid handlede volden ifølge Varberg om mad og sex – om retten til at jage og om at beskytte sin boplads og familie.

51086740

Det er først i sidste del af Bondestenalderen, at egentlige våben fandtes – tidligere benyttede man almindelige håndværksmæssige redskaber også i kamp. Men fra perioden efter 2.800 f.Kr. blev mændene begravet med særlige stridsøkser, og arkæologer har også fundet mange pile af flint. Fra de første våbens fremkomst blev våbnene stadig mere effektive, og Varberg forklarer også, hvordan kampformerne ændrede sig i takt med de nye våben, samt når nye skikke og kulturer vandt frem.

I Bronzealderen kom der for alvor skub i våbenproduktionen, da det nye materiale gav mulighed for helt nye våbentyper, og krigeren trådte ind på den forhistoriske scene med sværdet i hånden. Nu blev krigsførelsen mere organiseret, og konflikterne udviklede sig med tiden til ikke blot at handle om overlevelse, men også om forsvar, erobring, magt og ære – ikke mindst fra slutningen af Jernalderen og i Vikingetiden.

Med sin gennemgang af krigens og krigerens udvikling sætter hun krigen i perspektiv – både som overlevelsesstrategi for den enkelte familie og boplads og for Danmark. Hun viser, hvordan krige og det stærke militær, som blev opbygget i løbet af Jernalderen og ikke mindst Vikingetiden, har formet vores samfund, og hvordan det har været med til at skabe muligheder for de mennesker, der vovede pelsen og søgte forandringer og nye muligheder.

I ”Mennesket har altid vandret – folkevandringer og vendepunkter i historien” fra 2017 formidler Jeanette Varberg i komprimeret form 70.000 års ud- og folkevandringshistorie. Hun begynder på savannen i Afrika og følger menneskets vandringer og erobringer af nye territorier. I alt slår Varberg ned på 14 folkevandringer.

En af de første vandringer, hun omtaler, opstår ved, at mennesket får nye evner. For godt 11.000 år siden fandt folk i Mellemøsten ud af, at de kunne samle frø fra hvede og så dem igen, og det blev starten på en revolution af menneskets levevilkår. Indtil da havde mennesket levet som jægere og samlere, men nu begyndte folk at slå sig ned som bønder og dyrke korn og holde dyr. For cirka 10.000 år siden indvandrede bønder fra Mellemøsten til Europa – og tog evnerne til agerbrug med sig. Omkring år 5.000 f.Kr. ankom de til Nordtyskland, og derfra kom landbruget videre til Danmark.

53042392

Også skandinavernes vandringer i slutningen af Jernalderen og ikke mindst i Vikingetiden bliver omtalt. Blandt andet beskriver hun vikingernes rejser i Nordatlanten mod Færøerne, Island, Grønland og Canada i årene fra 825 til omkring år 1450, hvor klimaforandringer spændte ben for vikingernes nordlige udflytninger til især Grønland. Varberg belyser også europæernes store indvandring til Amerika, der kom i kølvandet på de store opdagelsesrejser i slutningen af 1400-tallet.

Det helt centrale budskab i værket er, at mennesket altid har vandret, og at der er to faktorer, der igennem historien har drevet menneskets vandringer. Nemlig på den ene side oplevelsestrang og eventyrlyst og på den anden side destruktive begivenheder som sult og vold. Og at begge spor er påvirket af klimaet. Varberg bruger på den måde beskrivelserne af de 14 vandringer til at sætte samtidens folkevandringer i perspektiv; vandringer fra krigsplagede lande i Mellemøsten og fra et Afrika plaget af tørke, konflikter og manglende livsmuligheder. Her bliver Varberg politisk og pointerer, at politikere i Vesten ikke tager højde for et vigtigt aspekt i menneskets grundvilkår, når de lægger politiske strategier for migrationsstop – nemlig at mennesker, når vi står over for konflikter og manglende fremtidsmuligheder, bliver utroligt risikovillige (se citat).

Jeanette Varbergs ”Viking. Ran, ild og sværd” fra 2019 er et storværk om de skandinaviske vikinger, der sætter tiden i et nyt lys. Det sker blandt andet ved, at Varberg sammenholder diverse arkæologiske fund med historiske og litterære kilder såsom sagaerne og årbøger fra eksempelvis frankerne. Varberg udvider endvidere tidsperspektivet fra den vanlige tidsangivelse (793-1050) og lader sin fortælling om vikingerne begynde midt i det kaos, som opstod, da Det Vestlige Romerrige brød sammen i 400-tallet. Hendes pointe er, at Vikingetiden kan forstås som et udkomme af den turbulente periode – som den strategi Skandinavien udviklede i kølvandet på sammenbruddet.

47001234

I bogen undersøger Varberg, hvad der fik fortidens skandinaver til at drage ud i verden på plyndrings- og sidenhen erobringstogter. Her ser hun på de hjemlige forhold, men peger samtidig på, at vikingetogterne højst sandsynligt var et modsvar til kristendommens udbredelse og ikke mindst truslen fra Karl den Store. Igennem de sidste to-tre årtier af 700-tallet kæmpede Karl den Store med Sakserne (Nordtyskland) om deres rige, og i 800 vandt han den endelige sejr, og Danmark var nu nærmeste nabo til det kristne Frankerrige.

Varberg beskriver, hvordan den danske konge Godfred i begyndelsen af 800-tallet tog kampen op, og hvordan hans søn Horik I sidenhen regerede Danmark i mere end 40 år i midten af 800-tallet – en utrolig bedrift i en tid, der var en af de mest uroplagede og voldelige i Vesteuropas historie. Horik I formåede at spille det internationale politiske spil og samtidig holde lokale kritikere fra døren, og han holdt kirkens folk hen ved at love dem kirker og dåb og lade Ansgar prædike i Danmark – uden at han selv lod sig døbe. I det hele taget viser Varberg, hvordan både tidens danske konger og de skandinaviske vikinger var gode strateger – såvel på slagmarken som i politiske forhandlinger.

Vikingetiden er hos Varberg ikke blot en tid præget af ran, ild og sværd, men i høj grad også en tid, hvor det danske rige blev grundlagt og konsoliderede sin magt. Samtidig var det en tid, hvor skandinaver rejste ud i verden i stort tal – både som handlende og som vikingehære, der i første omgang plyndrede, men sidenhen ændrede strategi og erobrede land og indgik handelsaftaler.

Jeanette Varbergs værker er levende historieskrivning med en enorm detaljerigdom og sans for dramatik. Hun henter sine informationer fra det stadigt voksende arkæologiske materiale fra ud- og indland og sætter det i forbindelse med oldgamle sagaer og historiske dokumenter som for eksempel kristne årbøger fra Frankerriget eller Britannien. På den måde danner hun forbindelseslinjer i historien og giver nye indsigter i for eksempel Vikingetiden.

Det kan måske lyde tørt, men det er det sjældent, og årsagen er nok, som hun selv forklarer det, at hendes indre magister (mag.art. i forhistorisk arkæologi) konstant bliver udfordret af hendes indre magiker: ”Litteratur og historie er jo beslægtede, sammenvævede størrelser: De forsøger begge at forklare og beskrive verden. Men historikeren – eller arkæologen – er nødt til , modsat forfatteren, at forholde sig til det, vi ved. Og når jeg giver mig ud i mere spekulative rekonstruktioner af begivenheder, vi ikke ved nok om, så skal jeg være utroligt tydelig. Men nogle gange får magikeren altså lov at trumfe.” (Anna Raaby Ravn: Tusindårsperspektivet. Weekendavisen, 2020-01-31).

Der er tre markante temaer igennem Varbergs forfatterskab, nemlig kultur, køn og klima. Ikke mindst i værkerne ”Fortidens slagmarker” og ”Viking” tegner hun et billede af, hvordan kulturen i Danmark har udviklet sig. Hun forklarer blandt andet, hvordan gravskikke har ændret sig igennem tiden, og hvordan folk ernærede sig.

Køn er ligeledes et markant og tilbagevendende tema hos Varberg. I ”Viking” fortæller hun blandt andet om højtstående vølver og kvindelige krigere som for eksempel Ladgerd, der kæmpede sammen med den store sagnhelt Regnar Lodbrog. Ligeledes forklarer Varberg, at kvinder kunne drive handel og have arveret til familiegården i Vikingetiden.

Klima er ikke mindst et centralt tema i værket ”Mennesket har altid vandret”, hvor en hovedpointe er, at klimaændringer altid har været en central faktor i menneskets liv og fået folk til at søge efter nye og bedre levesteder. Men i de øvrige værker trækker hun også på historiske fakta om klimaændringer over tid. Blandt andet fortæller hun i ”Viking”, at et udbrud fra den Islandske vulkan Katla i 536, 540 og i 547 var med til at sænke temperaturen og ødelægge landbruget på store dele af den nordlige halvkugle i 14 år, og hun foreslår, at det måske danner inspiration til den nordiske mytologis fortælling om Fimbulvinteren.

Jeanette Varberg skriver grundige og lødige populærhistoriske værker, der kaster nyt lys på fortiden og giver en bedre forståelse af samfundets struktur igennem historien, og hvordan fortidens mennesker levede. En anden forfatter, der dykker lige så grundigt ned i fortiden – blot med fokus på romerne – er den engelske professor og forfatter Mary Beard. I det populærhistoriske værk ”Spqr” tegner hun et indgående billede af, hvordan det romerske imperium opstod og udviklede sig, alt imens hun har blik for, hvordan romerne levede, og selvom det er et digert historisk værk, bliver det fortalt let og levende som hos Varberg.

En anden faglitterær forfatter, der er værd at drage paralleller til, om end temaet er oldtidens Egypten, er den franske egyptolog og forfatter Christian Jacq, der både har skrevet romaner og faglitteratur herom.

For alle de læsere, der er blevet hooked på mere viden om vikingerne, kan det også være relevant at stifte bekendtskab med den svenske professor i historie ved Yale Universitet og forfatter Anders Winroth. I værket ”The Age of the Vikings” tegner han ligesom Varberg et billede af Vikingetiden, som er langt bredere end det gængse om hærgende og plyndrende folk. Begge tegner et billede af vikingerne som dygtige handelsfolk og strateger, og Winroth viser endvidere, hvordan vikingernes kunst, litteratur og religion udviklede sig markant anderledes end i resten af Europa.

Sidst, men ikke mindst, skal i denne sammenhæng nævnes professor i arkæometri og forfatter Karin Margarita Frei, der igennem sin forskning afslørede, at Egtvedpigen slet ikke var dansk. Det er der kommet det populærhistoriske værk ”Egtvedpigens rejse” ud af. Fælles for Frei og Varberg står, at de udvider vores forståelse af bronzealdermennesket. Hos Varberg undrer man sig gang på gang over, hvor flytbare mennesker har været igennem historien, når det har drejet sig om at finde bedre bosteder eller deltage i krige og kampe. For eksempel kan man læse i ”Fortidens slagmarker”, at danskere deltog som lejesoldater for Romerriget og vandrede det halve Europa igennem for at deltage på slagmarken.