Niels Frederik Dahl

Som 14-årig fik den norske forfatter Niels Fredrik Dahl (f. 1957) en antologi med moderne, norske poeter af sin søster til jul. Han blev begejstret for alle de sætninger, han ikke forstod, og det vakte hans nysgerrighed efter litteraturens hvide felter. Litteraturen var et fristed med plads til hele ham, et rum for fri bevægelse, og senere blev han selv et skrivende menneske. I et interview med Louisiana Channel fortæller han, at han skriver for at blive synlig for sig selv og for at verden og andre skal blive synlige for ham, og spørgsmålet ”Hvad er dette for mig” er udgangspunktet, når han skriver ud fra egne erfaringer. Der er således mange paralleller mellem hans liv og værk, fortæller han i et interview i forbindelse med, at ”Mor om natten” udkom på dansk: ”Sønnen i bogen låner biografi og geografi fra mig, og moren i bogen låner biografi og geografi fra min mor, men det er ikke givet, at det er et portræt af mig eller min mor. Det handler om, at jeg, eller forfatteren i bogen, satte sig for at skrive en bog om et menneske, han ikke kendte. Og da kan det jo ikke blive biografisk eller et sandt portræt af et menneske. Det er jo digtning, det hele,” (Johannes Baun: Forbindelser til liv. Weekendavisen, 2018-08-10).

Ved at læse sig igennem hans forfatterskab kan man altså ane konturerne af både hans og hans forældre og bedsteforældres biografi og geografi, som han tegner sin fars ensomme liv op i ”Fars ryg”, sin mors skæbne i ”Mor om natten” og noget, der kan ligne hans egen barndom i ”På vej til en ven”. Om sidstnævnte har han sagt: »Det er måske i virkeligheden en roman om forfatteren som barn.” (Kim Skotte: En elefant i fjeldabernes land. Politiken, 2003-05-03).

Som barn lyttede Niels Fredrik Dahl sig gennem tilværelsen, og denne sansende lydhørhed over for verden er blevet en måde at skrive på: ”… det er naturligt at tænke, at hørelsen også er en forfatters vigtigste værktøj (…) Det er lydene, det er musikken, det er rytmen, man skal lytte til, ikke nødvendigvis, hvad der bliver sagt.” (Johannes Baun: Forbindelser til liv. Weekendavisen, 2018-08-10).

Den journalistuddannede Niels Fredrik Dahl debuterede med digtsamlingen ”I fjor var litt av en natt” i 1988 og udgav i 1997 sin første roman, ”Journalisten”, men det litterære gennembrud kom først med den prisbelønnede ”På vej til en ven” (da. 2003). Han har også skrevet noveller, dramatik og tv-manuskripter, hans værker er bredt oversat, og i 2024 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for romanen ”Fars ryg”.

Privat er Niels Fredrik Dahl gift med forfatter Linn Ullmann.

I Niels Fredrik Dahls roman fra 2002, ”På vei til en venn” (”På vej til en ven”, 2003) møder vi manden Vilgot, hvis elefant Batir er løbet løbsk på en af Oslos udfaldsveje. Et russisk cirkus i pengenød måtte efterlade Batir, der nu har boet hos ham i seks uger. Dens stressede rumlen fra laden ¬– samt et sår, der ikke vil læge trods klorhexidin og omslag af damaskduge – får ham til at slippe den fri. Så kan den komme hjem. Men hvor er hjem for en elefant, der har brugt sit liv på at skrive V-E-L-K-O-M-M-E-N med skolekridt i et omrejsende cirkus?

Hjem er også tema i de tilbageblik, Vilgot gør sig på sit liv som 11-årig.

24610144

Som barn havde han ikke lyst til at være hjemme, hvor hans far var tavs og hans mors ulidelige smerter gjorde hende vred og fraværende. Derfor går han ud. Han siger, at han er på vej til en ven, men hans ven har først tid om nogle timer, så han går rundt alene. Først sidder han i cykelkælderen, hvor hans fulde nabo vælter rundt, og senere bliver han inviteret med på biltur af Colamanden, der tilbyder en gratis cola. Det kunne Vilgot virkelig godt tænke sig, og han er bange for at være uhøflig, så han kører med. Et seksuelt overgreb i bilen forandrer Vilgot, der som voksen er ude at stand til at tale med andre end Batir og sin døde mor.

Dahl skriver smerteligt fra barnets naive perspektiv: Imponeret af store lejligheder og kendte mennesker, villig til meget for at få anerkendelse, impulsiv i sine spørgsmål, bange for død og forandringer. Vilgot er et sensitivt barn, der kan høre alt, men ikke altid forstå alt. Og så er han altid på vagt over for de voksnes følelser. Som moderen har skrevet i en af sine artikler i magasinet Hus og Hjem: ”… mere for at fortælle os at kaos truer end for at sige at kaos er her.” (s. 167). Den sætning kan Vilgot udenad, og han føler sig konstant truet af kaos.

Tematisk handler bogen om overgrebets vidtrækkende konsekvenser, psykisk sårbarhed hos forældre og om ikke at føle sig elsket som barn. Hvad gør det ved et menneske ikke at føle sig hjemme? De mange tidsdefinerende detaljer giver et rigt indtryk af en tid med en gammeldags købmand, FN-generalsekretæren Trygve Lie, nye rækkehuse og velstand. Stilen er sine steder burlesk med fantasier og cirkushurlumhej i kontrast til det helt mørke og stillestående, der præger Vilgots barndom.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "På vej til en ven"

Hvem var min mor? Og hvem var jeg i forhold til min mor? Det spørger fortælleren om i Niels Fredrik Dahls roman ”Mor om natten” fra 2017 (”Mor om natten”, 2018). I bogens første, korte afsnit giver en mor sin forfattersøn en bog: hendes natbog, hvor ”alt det sorte fik plads”; alt det, hun ikke turde fortælle sin psykolog: ”Jeg sidder i mørket. Der løber glødende elve inde i mig. Der er ingen løsning. Jeg slipper aldrig løs.” (s. 24). Først fire år efter moderens død læser sønnen bogen, der viser et deprimeret og ængsteligt menneske med en insisterende længsel efter barndommens landskaber og en drift mod at dø. Det, han oplevede som kulde og afstand gennem sin opvækst, var et altopslugende mørke og en manglende evne til at elske: ”På den ene side, suget efter nærhed, kærlighed, kontakt. På den anden, og stærkere, side: angsten for denne nærhed, følelsen af ikke at kunne håndtere en dyb kontakt med et andet menneske.” (s. 133).

54423357

Romanen er bygget op som en mosaik af episoder fra moderens barndom og ungdom i Molde, fra fortællerens liv med alkoholisme og skiftende parforhold og af lavmælte scener fra den sidste tid, mor og søn havde sammen. Særligt spiller tiden efter moderens død en central rolle, for det er først her, at fortællerjeget kan mærke kærligheden og forstå sin mor og se deres livsbaner krydse. Den kasse, han har haft stående på loftet med forældrenes efterladte breve og papirer, er mærket ”FAR ETC./ROMAN”, og selvom faderens ”eventyrlige og kolde opvækst” var en selvfølge at skrive om, blev det moderens historie, han fortæller: ”Den historie jeg ikke ville have, skulle vise sig at være min.” (s. 73). Det er hende, han ligner, og i hendes ord møder han sig selv og kan se sig selv udefra – måske for første gang. I romanens nutid henvender fortælleren sig til et du, hans forfatterkone, som udviser en rummelig omsorg for ham. Hun holder ham på benene og planter ideen hos ham om at skrive om hans mor.

Skildringen af det ekstremt sensitive barn, der ængsteligt lytter sig gennem barndommen, spejler på en måde Dahls metode. Han lytter til det usagte og til de dødes fortællinger, til hvordan noget bliver fortalt, men han ærgrer sig over, at han ikke lyttede til sin mor, mens hun var i live.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mor om natten"

I 2023 udgav Niels Fredrik Dahl romanen ”Fars rygg” (”Fars ryg”, 2024), som han modtog Nordisk Råds litteraturpris 2024 for. I en præcis prosa fortæller et jeg historien om sin far, blot kaldet far, selvom det meste af historien foregår, før far blev far. Ud fra fotografier, breve og papirer kan sønnen stykke et liv sammen og forestille sig, hvordan det har været at være far: Far voksede op med sin far Dommeren og sin mor Ellen, og særligt de år, den lille familie boede i Alexandria i Egypten, lægger stenene til fars personlighed.

Dommeren er et klassisk maskulint familieoverhoved, der bestemmer det hele uden selv at deltage ret meget i familielivet.

139234545

Ellen længes hjem, og i den periode, hvor hun hjemmeskoler far, bliver hun indadvendt og begynder at gå lange ture langs vandet. Da far er 13 år, bliver han uden varsel sendt til Oslo, hvor han i to år bor hos et forældrepar, der har mistet deres egen søn i en ulykke. Dommeren sender upersonlige breve fra Afrika, ”Din mor hilser mange gange.”, og i sine breve skriver far hemmelige beskeder med mælk til sin mor. I skolen er han udenfor, men finder en lille flig af et fællesskab i spejderbevægelsen. En dag henter Dommeren far i sin åbne Essex og kører ham til en ny skole i Genève, hvor far gør sig sine første erfaringer med forelskelse og venskab. Antisemitisme og nazisme rumler i Europa, og det er en rystet far, der senere rejser hjem til Oslo. Nu er Dommeren rejst til Alexandria med den unge Othilie Bang, så far og Ellen er alene i en lille, mørk lejlighed, og fars beskyttertrang over for hans syge mor bliver et fængsel for ham.

Dahl skriver med en medfølende elegance om, hvordan far voksede op i absolut ensomhed. På fysisk og psykisk afstand af sine forældre, hvor særligt afstanden mellem ham og Ellen fremstår ekstremt smertefuld for dem begge. Når far er mest fortvivlet, tegner han udsigten fra sit værelse i Alexandria, med palmerne og stranden, for at trøste sig med det, der var engang. Spørgsmålet er, om ensomhed kan gå i arv, eller om det lykkes fortælleren at give det tilbage, som han forsøger i denne roman.

Romanen veksler mellem længere fortællende træk og de enkeltstående øjeblikke, der så hjerteskærende indkapsler en erfaring: den jul, far holder helt alene på kostskolen i Schweiz, er et billede på hele romanen, på hele fars liv.

 SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fars ryg"

At læse sig gennem Niels Fredrik Dahls forfatterskab er som at læse et langt, sammenhængende værk om ensomhed og om at være menneske. Overordnede temaer om nedarvede karaktertræk og komplekse familierelationer går sammen med helt konkrete scener igen i de forskellige bøger. I ”På vej til en ven” får Vilgot et svømmebevis, selvom han fejlede prøven, ligesom drengen i ”Fars ryg” bliver optaget i spejdergruppen uden at have bestået prøven. Ligeledes går han rundt om aftenen og kigger ind ad folks lyse vinduer, mens han drømmer om at være del af deres familier, ganske som Vilgot gør det i ”På vej til en ven”, og som fortælleren gør det i ”Mor om natten”. Flere af de samme tidstypiske indslag som film med Charlie Chaplin og Harold Lloyd går igen, lige som en grundmelankoli og en uopslidelig ensomhed gør det.

Dahl skriver med en sart sensibilitet ud fra barnets naive og undrende perspektiv, og han kan beskrive det vagtsomme barn så helt utrolig præcist. Samtidig har hans voksne karakter et reflekteret og nuanceret blik på verden samt en nysgerrig iver efter at blive klogere på dem selv og deres relationer.

Selvom sansningen af det nære liv og psykologien i familier er det centrale i Dahls værker, så fylder skiftende tider og verdens mørke rumlen også: Anden Verdenskrig ses fra afstand med bombningen af Molde i ”Mor om natten” og fars oplevelser af antisemitisme og krig i ”Fars ryg”.

De fleste karakterer i Dahls værker er ensomme og sårbare, og han fortæller, at hans forfatterskab kredser om det udsatte individ og om overgreb: ”Mine bøger handler i bred forstand om overgreb. Bag mange af disse overgreb ligger der, tror jeg, en barnlig troskyldighed. Et slags ønske om nærhed, som kan skabe grobund for disse overgreb. Et behov for at blive set. Et behov for ikke at være usynlig. Et behov for at nogen skal standse op og sige »Kom med mig«.” (Kim Skotte: En elefant i fjeldabernes land. Politiken, 2003-05-03).

Dahl skriver ud fra biografisk materiale, og det kan motivere ham som forfatter, at man kan ”øge temperaturen og nå direkte ind i det”. Om arbejdet med ”Mor om natten” siger han: ”Det er en direkte adgang til den arena, hvor en form for ægte udforskning, en slags ægte undersøgelse finder sted: Det er faktisk mit eget liv, jeg undersøger, så det er faktisk muligt at komme tæt på nogle konturer af svar.” (Johannes Baun: Forbindelser til liv. Weekendavisen, 2018-08-10).

Når Niels Fredrik Dahl skildrer Oslo fra et barneperspektiv, kan det ligne landsmanden Lars Saabye Christensens bøger, der ikke sjældent foregår under en opvækst i Oslo. Samtidig skriver de begge om ensomhed og om oplevelsen af at være outsider, at stå udenfor fællesskabet. Det gør Saabye f.eks. i ”Maskeblomstfamilien” (2004), i ”Halvbroderen” (2002) og i ”Blink” (2013) og som han selv siger, så er et af hans væsentligste temaer ”de små øjeblikke i livet, som afdækker vor ensomhed”. (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26). Det må siges også at gælde for Niels Fredrik Dahl.

Per Pettersson er en anden norsk forfatter, der nænsomt undersøger relationer mellem mødre, fædre og sønner, lige som hans værker tager udgangspunkt i forfatterens eget liv – og derfor også foregår i Oslo i 1960’erne. Denne form for meget personlige og sanselige erindringer ligner Dahls, lige som de har fællestræk med Karl Ove Knausgård, der i ”Min kamp” sætter nålen ind, hvor det gør mest ondt: en fraværende far, en kærlig mor og en barndom, hvor det ensomme barn desperat forsøger at finde sin plads i tilværelsen.

I et lidt tidligere litterært perspektiv har Tarjei Vesaas i ”Is-slottet” (1963, da. 2019) med skildringen af pigerne Siss og Unn vist, hvordan uskyldstab og den sitrende bevægelse fra at være et stort barn til at blive ung kan se ud.

Også Niels Fredrik Dahls kone, Linn Ullmann, har i ”De urolige” fra 2016 med udgangspunkt i sit eget liv beskrevet en uro og en ensom smerte hos det barn, der ikke føler sig set af sine forældre.

Der er skrevet et hav af værker om mødre og fædre og sønner; det er måske et litterært kardinalpunkt at forstå relationen til ens forældre, se tilbage på sin barndom og komme overens med erindringen om, hvad der skete og hvordan det gjorde en til det menneske, man er blevet.