Portræt af Thomas Boberg
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Thomas Boberg

cand.mag. Anders Olling, 2011/2015. Opdateret af cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, 2019, af cand.mag. Line Rasmussen, 2021, og af Litteraturformidler Sarah Hvidberg, januar 2023.
Top image group
Portræt af Thomas Boberg
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

 

Thomas Bobergs forfatterskab bærer præg af uro og længsel efter et eller andet derude. Ud af det er kommet en lang række digte, et par romaner og nogle af de bedste rejseskildringer i dansk litteratur. Rastløsheden er allestedsnærværende og resulterer i rejser uden mål og arrig kritik af det nye årtusinds normaliserende forbrugsforhippethed og ressourcekamp.

Samtidig er Thomas Boberg en forfatter, der kan sin litteraturhistorie og ivrigt kommunikerer med de tidligere århundreders danske digterkunst.

 

31824117

 

Blå bog

Født: 5. juli 1960 i Roskilde.

Uddannelse: Studentereksamen.

Debut: Hvæsende på mit øjekast. Gyldendal, 1984.

Litteraturpriser: Otto Gelsted-prisen, 2000. Det Danske Akademis Store Pris, 2012.

Seneste udgivelse: 69 dæmoner. Gyldendal, 2022. Digte.

Inspiration: Inger Christensen og Henrik Nordbrandt. 

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

 

Videoklip

 

Thomas Boberg i samtale med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "69 Dæmoner". Forfatterstafetten, forårssæson 2023. 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vil gerne prøve alt muligt. Vil gerne finde ud af hvordan man oplever mest intenst, så hvorfor ikke prøve at skrive, hvorfor ikke forsøge at leve tingene gennem en forfatters øjne, hele tiden have dette i tankerne: at skrive, skrive ned mens man går, mens man sover, mens man drømmer...”
”Sølvtråden”, s. 298.

Egentlig ville Thomas Boberg være billedkunstner. Som barn tegnede han som en gal, men da han kom op i teenageårene, gik han helt i stå med billederne.

Så tog skrivningen over, og da han som 19-årig skrev en række prosapoetiske tekster, oplevede han noget, han senere beskrev som at blive ”oplyst indefra” (interview med forfatterweb.dk, november 2011). Mere end 30 år senere er det stadig den samme følelse, Thomas Boberg opsøger i skriveprocessen. ”Jeg blev hooked. Der skal være en følelse eller en særlig, ekstra energi i det, når jeg skriver,” siger han og sammenligner sit forhold til skrivevirksomheden som en afhængighed, der skal tilfredsstilles, en form for fix.

Bag sig har Thomas Boberg en temmelig kaotisk barndom, hvor han fandt ud af, at den mand, han troede var hans far, ikke var det alligevel. Det ladede Thomas Boberg med en rastløshed, som siden har været forfatterskabets motor. ”At skrive er at søge en form til kaos” skriver Boberg i et bidrag, der minder om en poetik, til antologien ”Skriv din satan” (2004), hvilket er en god beskrivelse af, hvordan han bruger skriften.

Uroen har desuden gjort Thomas Boberg til en ægte globetrotter. Han har, siden han var helt ung, rejst i fjerne afkroge af verden og har flere gange været bosat i udlandet. Rejserne har helt fra starten sat sit præg på forfatterskabet, og Thomas Boberg forklarer sin heftige rejseaktivitet med et ordvalg, der minder om det, han tager i brug, når han skal beskrive sin trang til at skrive: Det handler om både flugt og nysgerrighed; flugten fra en kaotisk baggrund, men også en enorm nysgerrighed efter at lære nyt terræn at kende.

Det handler om at klemme det ultimative ud af både skriveproces og tilværelse. Thomas Boberg opsøger ekstasen, hvad enten det er i digte (”poesien er den mest intense form for skrift”) eller i indadskuende rejser i sin egen sjæl under indtagelse af Ayahuasca, en særdeles bevidsthedsudvidende bryg, i selskab med en shaman i Sydamerika.

I 2018 blev Thomas Boberg medlem af Det danske Akademi.

Hvæsende på mit øjekast

”to øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned frem og til siden /for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres / i talløse dræbende timer vinter og sommer forår / og efterår med de smattede veje og ansigter”
”Hvæsende på mit øjekast”, side 9.

Thomas Bobergs debut, digtsamlingen ”Hvæsende på mit øjekast” (1984), kom ud af slipstrømmen på markante firserdigtere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og Pia Tafdrup. Men her ses ikke proklamatoriske one-liners, som annoncerer en generations stemme (som i f.eks. Michael Strunges ” – Jeg lever kun med livets hastighed”, 1978). I stedet ser man i det første digt ”Under barken er kødet” to (kunstner-)øjne, der kommer til verden og ser sig forvirret omkring for første gang midt i et mylder af levende råddenskab: ”Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter / under græsset er jord under jord er de døde og ormene / og mineralerne og de springene kilder” (s. 9).

25360478

I dette dyb, som også inkluderer nat og dag, skal øjnene, her forstået som observatøren eller digteren, have lært sin metier oven på chokket i mødet med verden: ”To øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned og til siden / for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres” (s. 9).

Her ser man ikke en digters kampskrift, men nærmere et lille poetisk væsens møjsommelige arbejde med at lære sit håndværk.

For Thomas Boberg fødes man ikke som skabende kunstner, men det er nærmere noget, man gennem hårdt arbejde lærer. Her ser man allerede et brud med den tidligere generations nærmest romantiske syn på kunstneren som en unik skabende kraft.

Sådan går det gennem ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor det kunstneriske sprog kan gå på tværs af naturens love, årstider og forgængelighed. Samtidig ser man også mange digte skildre rejseoplevelser, mens også rastløshed, Bobergs vandmærke, slås an som tema: ”byerne glider hastigt forbi / og de blege ansigter står ventende / på alle stationer ” (s. 47).

Allerede i ”Hvæsende på mit øjekast” slås altså hovedtemaet i forfatterskabet, rastløsheden, an. Debuten adskilte Thomas Boberg fra den tidligere generation, selvom naturtemaet i ”Under barken er kødet” kan lede tanken hen på en af de markante præ-Boberg-digtere, Pia Tafdrup.

Sølvtråden

”Stilheden er ikke skrigende, den er blot stilheden. Isvinden over Altiplano, øde som æon. Også her raserer døden i en grad, så man knap bemærker den”
”Sølvtråden”, s. 64.

”Sølvtråden” med den påhæftede genrebetegnelse ”rejseminder” (se Beslægtede forfatterskaber) fra 1996 er Bobergs første deciderede rejseskildringer fra sin tid som backpacker-pioner på rejser i Sydamerika og Afrika. Minderne er en broget forsamling af hæsblæsende oplevelser fra turen, hvor Boberg og diverse rejsekammerater roder sig ud i den ene halsbrækkende knibe efter den anden. Det ene kapitel kan være fortalt i datid, det næste en reportage i nutid, og bogen afsluttes med en stak 1983-daterede breve skrevet i Sudan og sendt til en ven i Danmark.

25697138

Kapitlerne veksler mellem et poetisk jegs gengivelser og et mere journalistisk indstillet jegs reportagelignende skildringer. Ingen af de to bliver rendyrket i sine former, men smitter af på hinanden. Der er for mange subjektivt følsomme passager til, at det kan karakteriseres som renlivet journalistik, og det poetiske jeg er alligevel for god til at leve op til det journalistiske credo om ”show it, don't tell it”, til at det bliver ren følelsespoesi.

Den grundlæggende stemning i bogen er rastløsheden. Jeg'et er konstant på vej videre efter et eller andet, og kun få steder findes en ro, som snart afløses af uro. Det er som om, at den verden, jeg'et færdes i, konstant tømmes for mening, så det bliver nødvendigt at drage videre i jagten på indhold.

Der er ikke tale om en dannelsesrejse, hvor jeg'et drager ud og vender hjem fuld af nye erkendelser og indsigt. Der er nærmere tale om en strøm af begivenheder, som opleves gennem jeg'ets subjektive tilgang til verden. Skildringerne bliver psykedeliske bevidsthedsstrømme, når der er stoffer involveret. Når jeg'et er i sit politiske hjørne, antager skriften samfundskritisk karakter.

Desuden indeholder rejseminderne en form for dobbeltkontrakt (altså en ægte, oplevet virkelighed og ikke skønlitterær fiktion) med læseren, da det hele jo er baseret på Thomas Bobergs egne oplevelser som rejsende. 

”Sølvtråden” var Thomas Bobergs første prosaudgivelse og blev et gennembrud for det bredere publikum.

Americas

”Jeg kom op på mine skælvende ben og stavrede ud ad døren, fulgte træfløjen til jeg kom ud på den anden side af huset. Der stod de ganske rigtigt og skød til måls mod flasker som Pat havde hængt op på en række stænger i baggrunden. De så ud som om de morede sig. Som om det var noget de plejede at gøre. Pat afsikrede håndgranaten og tyrede den ud mellem træerne bagved, og et flammende brag flænsede luften”
”Americas”, s. 12.

I Thomas Bobergs anden samling rejseminder, ”Americas” fra 1999, skildrer han rejser i Nord- og Sydamerika i perioden 1980 op til bogens udgivelse.

Ligesom sin forgænger drejer det sig om et væld af oplevelser, og der lægges hårdt fra land, da også denne starter ”in medias res” (midt i en scene) med en figur benævnt filosoffen, der erklærer, at ”levende filosofi og stabil økonomi var uforenelige størrelser” (s. 5). Sådan går det over stok og sten, hvor den rejsende f.eks. møder hashrygende amerikanske rednecks, der kaster med håndgranater for deres egen fornøjelses skyld, og endelig handler flere passager af bogen om et trip i Peru (dobbelt dosis).

29587299

Generelt er erindringerne i ”Americas” mere omtågede end i ”Sølvtråden”, da der f.eks. er et forløb i bogens midte under et psykedelisk trip, hvor fortælleren får ”et sug i mellemgulvet, da jeg opdagede den blå dags chokerende dybde og dalens skønhed med de grønne bjerge i baggrunden” (s. 207) efter indtagelse af det hallucinerende plantebryg Ayahuasca.

Den uligevægtighed, som opleves under indtagelsen af stofferne, resulterer i overvejelser om sprogets manglende evne til at referere til andet end sig selv. Sproget kan ikke løse op for en grundlæggende ensomhed. Fortælleren føler, at ”mine ord var masker i neurosens spændetrøje og ikke længere havde andre referencer end sig selv. Vi betragtede det samme, men sagde noget ensomt” (s. 212).

Her opleves en ensomhed, der udmønter sig i en sprogfilosofisk betragtning om sprogets evne som kommunikationsmiddel. Sprogets betydning er subjektiv, og derfor kan afsenderens udsagn af modtageren forstås helt anderledes end det egentligt var intenderet.

En forfærdelig ensomhed at føle for en skæv backpacker, der har begivet sig ud på en fantastisk rejse med indiansk shamanisme og gale rednecks. Tænk, at al den selvrealisering blot fører til erkendelsen af, at man er helt alene.   

Livsstil

”I et hjørne står de og mundhygges / om hvis tur det er ved indpakningsbordet. / Temperaturen er stødt stigende / og den klæbrige lugt af brændte mandler / hænger i butikkerne.”
”Livsstil”, s. 21.

Hvad gør en firserdebutant, der har haft rod- og rastløshed som motor gennem forfatterskabet, når samfundslivet udvikler sig til en grådig pengefiksering med luksuskapløb og normalisering til følge? Han bliver naturligvis mopset. Digtsamlingen ”Livsstil” fra 2005 ramte ned midt i det økonomiske opsvings allermest opkørte tid og antager sine steder karakter af et hvæsende angreb på tidens ”otium på spekulanternes havnefront” (s. 81).

Ovenstående citat er taget fra ”Debutantens første digt”, der mimer en ung firserdigters vrede billedmættede stil, hvor der skydes med skarpt mod det anklagede ”I”: Tidsånden. F.eks. har dette ”I” valgt ”at lade fjernsynet melde ud / for jeres lade lixtals skyld.” (s. 82). Tiden er dum, og folk har glemt, at alt har en ende, selv livet. Derfor opfører man sig dekadent og hovent for lånte penge.

25862120

Digtsamlingens titel, ”Livsstil” refererer naturligvis til et af 00'ernes store buzzwords, men for Boberg er livsstil blot en camoufleret form for tomhed: ”Jeg vil kun skrive et eneste knaldhårdt digt / for den tavshed I har proppet med jeres livsstil.” (s. 103), som det lyder i ”Debutantens sidste digt”.

Her antager digtene nærmest karakter af kampskrift eller manifest, hvor poesien er en modgift mod tidens silikonepatter, firkantethed og kunstige spiritualitet (”I er begyndt at gå i kirke, men tror ikke rigtig”, s. 103).

Denne aversion mod et af forbrugsfestens symboler, indkøbscentret Fisketorvet i København, ses tydeligt i digtet af samme navn, hvor vi får en beskrivelse fra juletravlheden: ”Svingdørene / er lige så kyniske som de unge arvinger. / Ingen kommer tilsyneladende ud, / men indædt er kampen / for at slippe ind / i denne kreds af helvede” (s. 21).

Hvis forbrugsfesten virkelig har gjort os så hjernedøde, at vi maser på for at komme i helvede, så har verden virkelig brug for noget poetisk sandhed. Eller, som det lyder et andet sted: ”Slibe tankens flugt til lyn” (s. 40).

Flakker

”Når jeg lukker øjnene og fokuserer i mørket, dukker der undertiden et ansigt op med et ubehageligt kynisk drag om munden. Men i virkeligheden husker jeg ikke en skid. Tiden er en hård kammerat”
”Flakker”, s. 179.

Næsten 25 år efter sin debut og på trods af flere prosaudgivelser er ”Flakker” fra 2008 Thomas Bobergs første roman. Den handler om Robert Flakker, der tumler rundt i tilværelsen uden at kunne finde fodfæste. Der er for meget alkohol, for mange stoffer og al for megen rodløshed til, at Robert kan få orden i tingene. Sideløbende følger vi barndomsvennerne Elo (som nok nærmere er en barndomsfjende) og Meriam og den senere tilkomne Markus. Fælles for Robert, Elo og Markus er, at de alle tre er ulykkeligt forelskede i Meriam.

27398391

Formelt består ”Flakker” af ni dele med i alt 50 kapitler. Vi følger de forskellige figurer med Robert som jeg-fortæller. Fortælleren skifter dog flere gange karakter, så den tager form af en meget velinformeret 3. personsfortæller, hvis fokus drejer over på andre end Robert, og da Markus beretter om sin mor i bogens tredje del, bliver han en jeg-fortæller i noget, som minder om en lang passage af direkte tale.

De fire ca. 30-årige personer følges i hver deres del, hvor de alle kæmper med at finde sig til rette. Elo er tatoveret, voldelig og hader alt og alle. Markus er indadvendt ulykkelig og føler, han har spildt sit liv. Robert er bare ude at skide, mens Meriam bliver udsat for grumme forbrydelser, fordi mænd omkring hende ikke kan styre sig.   

Alle begiver de sig ud på skæbnesvangre rejser ud i verden. De skal alle vise sig at få grusomme konsekvenser.

Undervejs stifter de bekendtskab med organiseret kriminalitet, social nød og de vanvittige konsekvenser af globaliseringens migration til Europa.

Beskrivelserne af illegale afrikaneres grusomme skæbner i Sydeuropa kædes sammen med Østerbros brostensbelagte gader i en roman, hvor hovedpersonerne ganske vist kommer fra København, men på samme måde som i Thomas Bobergs rejseminder rejser verden rundt med selvfølgelighed, der virkelig giver anledning til at betragte værket som et produkt af globaliseringens tidsalder.

Hesteæderne

”Nu er det forår. / De siger ellers at verden drukner i eftermiddag. / Nu er det forår. / Dommedagsprofeter er der ellers nok af. Nu er det forår. / Fremtiden født af en død form er død.”
”Hesteæderne”, s. 58.

Mens digtene i ”Livsstil” kredsede om opsvingets maniske forbrugsfest, tager digtsamlingen ”Hesteæderne” fra 2010 fat på tiden efter krisens indtog, her sat i en nærmest post-apokalyptisk ramme.

Digtene har en sammenhængende handling fortalt af en forhutlet digtertype, der bor sammen med en flagermus i et hummer et sted kaldet Kvarteret. Vi befinder os i en tid, hvor samfundet, som vi kender det, er brudt sammen: ”Nu hvor de fleste hospitaler er lukket ned / florerer kvaksalveriet igen / de autodidakte læger har tur i den, deres små bikse / skyder op i de konkursramte bagerier” (s. 10).

28184743

Verden er af lave, men den minder på mange måder om vores nuværende samfunds typer med smagsdommere (”Han er gerne skriverkarl”, s. 11), nationalister (”kristenpatrioter”, s. 22) og myndigheder (konsulen og hans 400 nihilistiske sønner, s. 13).

Således er "Hesteæderne" en satirisk-dystopisk samtidsskildring (en allegori) over et samfund, der er løbet tør for værdier, og hvor folk er i åben kamp mod hinanden for at skaffe sig goder på trods af ressourceknapheden. Kunsten er væk, og fordummelsen hersker. Alt sammen under en eller anden autoritet ved navn Overmagten.

Folk kaster sig glubske over hestene, selv om der er ved at være katastrofal mangel på dem: Hestemotivet leder tankerne hen på den russiske filminstruktørs Andrej Tarkovskijs film ”Den yderste dom” (1971), hvor hestene er et symbol på livet (filmens indledes med heste, der boltrer sig i græsset, mens en voldsom aflivning finder sted til sidst). I ”Hesteæderne” er man ved at udrydde de sidste ressourcer, og der finder en hensynsløs kamp sted for at skaffe sig de sidste goder, uden tanke på fremtiden.

”Hesteæderne” er endnu en Bobergsk stikpille til et samfund, der tilsyneladende har forladt alle idealer om sammen- og mådehold. Digtene beskriver en tilstand, hvor det blot handler om at skaffe sig fordele frem for andre.

Hesteæderne 2

”(...) nede på slaggestranden stod han / allerede og ventede, min kollega med akademikumpaner, / han var i natsort outfit, nærmest en rustning.”
”Hesteæderne 2”, s. 62.

”Hesteæderne 2” med den inciterende hollywoodlignende undertitel ”Den store duel” fortsætter, hvor ”Hesteæderne” endte. Vi er stadig i det besynderlige undergangsrige, en satirisk allegori over vor egen tid, hvor alt er brudt sammen: ”Askesolen i zenit,/ en hestepiskers rå latter bag et buskads,/ et bilvrag drivende i en sø af/ råddent vand/ fra en gennemhullet tank,/ en dreng med et drømmende udtryk/ mellem to vagters greb,/ en splittet vaskemaskine,/ en bunke smadrede computere,/ en kvinde på en rygende losseplads” (s. 51).

28944519

Hele digtsamlingen kulminerer i et storslået opgør mod en digterkollega, som synes langt mere inde i varmen end digterjeg’et, der beretter. Kollegaen, eller rettere modstanderen, repræsenterer parnasset, som jeg'et ikke er en del af, og de to rivaler ødelægger hinanden i lyrisk kamp på livet: ”Jeg fandt en knivskarp sætning og stak ham i låret, / han snoede et marmorvers og trak mig / ned, men jeg knækkede det ned et stykke diamantprosa” (s. 62-63).

Kollegaen repræsenterer det traditionelle kunstnersyn, hvor kulturverdenen (bestående af pensionerede bibliotekarer, kristne kulturnydere, vestlige diplomater, kendte veganere, konsulens sekretær, klummeskrivere, et par litterater, s. 35) hylder den aldrende digterkonkurrent. Han er kendetegnet ved at have overlevet den gamle verden, men er absolut ikke den, der siger noget interessant om nutiden, hvis man spørger det forsmået misundelige digterjeg (er det mon den engang så sprængfarlige, men nu tæmmede og borgerligt opbyggelige hesteslagter, billedkunstner Bjørn Nørgaard, vi har med at gøre?).

Ligesom sin forgænger er ”Hesteæderne 2” en rejse ind i et apokalyptisk land, hvor uorden er dagens ret. Men fokus i 2'eren er en kritik af samfundets hyldest af anakronistiske kunstnere med lige så lidt at sige om tilværelsen som de repræsentationer, den bevidstløse forbruger finder på butikkernes hylder.

Fantombillede

”Oppe på loftet i en bunke gamle / breve pusler erindringens lille alfons”
”Fantombillede”, s. 55.

Et fantombillede er en genskabelse af en eftersøgts udseende ved hjælp af et vidnes beskrivelser. Omslagsillustrationen på Thomas Bobergs digtsamling ”Fantombillede” fra 2014 er ikke meget bevendt: Ingen ansigtstræk er synlige, blot et omrids af et hoved med ører er med til at antyde, at der er at gøre med et portræt af et menneske. Fantombilleder er altså ikke til at stole på. Detaljer og kendetegn fortaber sig i menneskets hukommelse.

Erindringer dominerer to af samlingens syv dele ”Tid” og ”Turisme”, hvor (hovedsageligt) prosadigte slår ned i barndomserindringer og glimt fra rejser (med plads til afstikkere til Rimbauds Paris og en plørefuld Jens August Schade i 1932). Især barndomsminderne er fragmentariske, mens de bliver stadig mere hele, efterhånden som digterjeg'et bliver ældre.

51346556

”Fantombillede”s øvrige dele består af det indledende ”Jeg”, hvor jeg'et sætter sig selv og sin position i spil som diktator, indignation og et væld af andre ting. Næsten alle verselinjer indledes med ”Jeg”. Denne del hænger sammen med det afsluttende afsnit ”Credo”, hvor jeg'et indleder med ”Jeg tror” i de første prosadigte, der så efterhånden gakker mere og mere ud for at slutte af med at jeg'et er blevet godt beruset: ”Gud lade det gaa Dem vel! - Klukklukkluk!” (s. 150).

Samlingens længste del ”Mellem hugget og halsen” ligner nærmest en digtsamling i sig selv og adskiller sig også formelt fra resten af ”Fantombillede”. Her har digtene titler og hedder alle ting som ”Ensomhedsdigt”, ”Ugen der gik-digt”, ”Racistisk digt” og ”Sorgdigt”.

Alle digte er på vers og springer i tema og form, men består ellers af Bobergs kendemærker: Samfundsforfald og (rejse-)erindring. Afsnittet ved navn ”Kapitalisme” beskriver en grusom tilværelse med pisk, piller og kærlighedsløs sex (”er en pik en bazooka / som skyder slottet i grus med kugler støbt af

Kærlighedssår”, s. 25), som kan minde om det forfald, der beskrives i Bobergs forrige digtsamlinger ”Hesteæderne” 1 og 2.

Den mørke fremtidsvision, som Thomas Boberg skabte i ”Hesteæderne”, findes også i ”Fantombillede”, men formen er sprængt. Han skifter tema og form, som det passer ham. Ruiner af erindringer og mørk samfundsdiagnostik kæmper om pladsen i en digtsamling, som virker til at være stykket sammen af flere. 

Africana

”Rejs nu, siger Rebecca. Hun ved naturligvis til hudløshed, at jeg skriver på the neverending Africana bog. At jeg er nødt til at tage af sted, fordi sind og krop mærker at meget mangler, at afrikaskrift kun kan opstå derude, hvor ordene er sten og græs, strå og blade.”

”Africana,” s. 209.

”[L]ige nu er Afrika det vigtigste kontinent i verden.” (”Africana”, s. 377). Sådan står der hen imod slutningen af Thomas Bobergs rejseroman ”Africana” (2019). Roman er trådt i stedet for rejseskildring som genre, bl.a. fordi bogen også giver plads til, at Rebecca, som er kærester med Thomas og mor til deres barn, har en stemme i bogen. Bogen er bygget op om de rejser, Boberg tager på til Etiopien og Gambia fra 2013 til 2018 med skiftende rejsepartnere.

46182367

Det er et meget alsidigt portræt af de afrikanske lande, som indeholder så storslået natur og fattigdom, og særligt Etiopien træder frem som arnestedet for den menneskelige kultur, både religiøst og videnskabeligt. I Gambia indfinder der sig et nyt spor for tænkningen over det at rejse, fordi så mange særligt unge mænd forsøger at flygte til Europa. Rebecca laver et feltarbejde, der undersøger forholdene for de migranter, der vender tilbage til Gambia. Her bliver det kritiske blik skærpet, og den rejsendes erfaringer med at svede og være utilpas eller fascineret træder i baggrunden. I stedet får vi her et væveri af forskellige stemmer, der har det tilfælles, at de er ofre for den moderne kapitalismes kynisme, og at deres forsøg på at skabe et bedre liv bliver kvalt under Europas udelukkelsespolitikker.

Portrættet af den rejsende som figur får nye dimensioner, når den rejsende ikke bare er turist eller eventyrer, men også er en migrant. Det er, som om Boberg finder et større slægtskab med migrantfortællingerne end med de turister, han møder på sin vej. Selvom hans vilkår er nogle andre, og selvom rejsen mere er målet i sig selv for ham, så er det stadig, som om han flygter fra noget.

Når det er Rebecca, der fortæller, er det, som om der falder ro på skriften, og bogen kan fortælle på en mere observerende måde om sine personer og steder. Resten af Bobergs skrift giver som sædvanlig en let hallucinerende karakter til mange af bogens scener, hvor drømme og ørkenvandringer glider ind og ud af hinanden.

Forberedelse til livet

”Stenen i vindueskarmen/ standser tiden./ Et minde er ikke nu/ når dyrene kommer listende/ hen ad formiddagen for at drikke af søen.”
”Forberedelse til livet”, s. 45.

Barnet Thomas bliver født i første digt i Thomas Bobergs 19. digtsamling, ”Forberedelse til livet” (2021), der bliver fortalt af et tydeligt autofiktivt jeg: ”Jeg ramte lyset med et skrig./ Senere så jeg det gennem et sandkorn.” (s. 7).

Bogen strækker sig i en relativt kronologisk rækkefølge fra tidlig barndom over ungdom til voksent digterliv. I pressematerialet bliver bogen kaldt for ’et digterisk testamente om kærlighedsmøder, breakups og pludselig vold, om rejser i verden, i sindet og i en fremtid på den anden side af ilden’.

38724924

”Amerika nu./ Står op før solen tænder Detroit./ Rastløshedens hund knurrer/ den skal fodres.”(s. 19) hedder det i et af digtene, som glimrende illustrerer den umættelighed hvad angår livet, der driver igennem samlingens digte, men også Bobergs generelle skrift. Temaerne falder durk ned i forfatterskabets velkendte mikstur af sanselighed og imposante følelser: længsel, lidenskab, rastløshed, rodløshed, sorg og smerte – samt forfatterens løbende refleksioner over, hvad det vil sige at være menneske – og digter. I et af de få digte, der bærer titel, ”En lille hysterisk sol”, beskrives det, hvordan Boberg blev til som lyriker: ”Jeg taler med enhver og mig selv, sådan har det altid været/ siden poesien en eftermiddag i 1979 bed mig i øjet/ og ramte det inderste inde i det liv jeg gerne vil, men/ ikke balancerer i mødet med en større melankoli.” (s. 22-23).

Hvor digtene altså følger en form for livsforløb over nøjagtigt hundrede sider, så er digtene uensartede i struktur og formen varierende. Fra det teksttætte prosalyriske til det luftige opbrudte og af og til kursiverede. Digtene er opdelt i seks større afsnit. Afsnittet ”Det uundgåelige viser vej” består bl.a. af digte, der sender hilsner til forfatterkollegaer som Inger Christensen, Klaus Høeck og Daniel Defoe. Digtet om den engelske 1600-tals forfatter Defoe, der skrev ”Robinson Crusoe” (1719), men også et af pestlitteraturens hovedværker, den apokalyptiske ”Pestens år” (1722), kan læses som en kommentar til den Covid-19-pandemi, Bobergs digte er udkommet midt i: ”En genfødsel kræver en død./ Nu skal vi forandre os./ Det lovede menneskene også i 1665/ skrev Daniel Defoe i Pestens år. Miles griner./ Hvem sætter blomst/ og kommer igen næste år med ny musik?” (s. 69).

69 dæmoner

“Den dag han lå i en kiste og kiggede blankt op i loftet far der lå i kisten oven på andre kister af far for nedenunder far lå far og en dag rejste han sig og krøb ud af væggen og ind i sproget den døde der lever i det vejr du trækker”
Spejlet, 69 dæmoner, s. 97.

Allerede i det første digt i ”69 dæmoner” (2022) træder fardæmonen frem for digteren og sætter gang i en digtsamling, der dels kigger tilbage og dels fungerer som en art eksorcisme. Både døde og levende, konkrete og abstrakte dæmoner kaldes frem i lyset. Ved første øjekast handler mange af digtene om konkrete fædre – den fraværende, biologiske far og den tyranniske stedfar, men digtsamlingen tager også fat på de åndelige fædre – de mandlige kunstnere og den mytologi, der omgærder dem. En mytologi, som digterjeg’et også har været fortryllet af og forsøgt at efterleve – fx myten om ensomhed som der står i digtet ”Indtil de nåede Marianergraven”: Hele mit liv/har jeg levet/i myten om ensomhed (s. 59). Det er myten om det isolerede, mandlige geni, der ikke kan være far og kunstner på samme tid. At god kunst altid kommer med omkostninger, såsom afsondrethed og ødelagte familierelationer.

31824117

Opgøret i digtsamlingen stopper ikke ved det individuelle fader- og selvopgør. ”Fallosgudens erobringsdrift” får i samme digt skylden for alt fra udgravning af tungmetaller til udbytning af fattige børn og kvinders kroppe. Der foregår dermed en bevægelse gennem digtsamlingen fra det individuelle faderopgør, til et større og mere universelt, hvor samfundsforfald knyttes sammen med den maskuline, patriarkalske erobringsdrift. Men hvad skal der stilles i stedet, når patriarken er faldet, og myten og livsløgnen forkastet? Antydningen af en ny far- og manderolle dukker op i et af samlingens sidste digte “En drøm”, hvor Boberg skriver: ”jeg vil sætte frø i dit hår, jeg vil følge dig i skole, jeg vil købe is i boden ved det lille færgeleje…” (s. 92).

Digtene er skrevet på urimede vers, og er uensartede i længde og form. Digtsamlingen består af 27 længere, navngivne digte (men med stor variation i længden) og 27 helt korte, unavngivne digte skrevet i kursiv, der fungerer som skillere mellem de lange, fortællende digte. Eksempelvis dette, korte digt på s. 26: ”Solnedgang/Frøerne/forrykt kåde/Vi er sene dyr”.  De korte digte fortæller ikke, de er mere som små billeder eller vignetter at betragte. Her er der intet jeg eller du, fædre eller dæmoner, blot øjeblikke og observationer.

Genrer og tematikker

Rastløsheden er den vigtigste motor i Thomas Bobergs forfatterskab. Overalt mærkes en evig bevægelse, og kun sjældent får figurerne lov til at komme hjem eller finde en erkendelse. Rejseminderne ”Sølvtråden”, ”Americas”, ”Invitation til at rejse” og rejseromanen ”Africana” handler ikke om at finde sig selv, som det normalt er i dannelseslitteraturen. Der er blot tale om en strøm af begivenheder, som afløser hinanden. På samme måde kan man tale om en anti-dannelseslitteratur i romanen ”Flakker”, da ingen af de omflakkende typer rigtigt finder hjem til ro og erkendelse. På den måde kan man nærmest sige, at Thomas Bobergs rejseminder minder om beatlitteratur med bevidsthedsstrømme uden løftede pegefingre og udmalende, opbyggelige budskaber.

Når han skriver digte, lægger Thomas Boberg sig op ad centrallyrikken. Her handler det (oftest) om et jegs stærke møde med verden, gengivet i en meget subjektiv form. Bobergs digte er i høj grad iagttagelser, der er stærkt farvede af jeg'ets oplevelse af den. Det er allerede tydeligt i debuten ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor mange digte kredser om rejseoplevelser. I ”Livsstil” er det digterens møde med forbrugssamfundet, der skildres, og her lægges på ingen måde skjul på digterens indignation over pengeræset. I ”Forberedelse til livet” er Bobergs blik især rettet indad mod eget liv fra undfangelse til midt i livet, hvor nuet indskriver sig i form af en pandemi og et lille barn. I de autofiktive digte gør digteren en slags midlertidig status over sit liv med alt, hvad det har budt på af begyndelser og afskeder, ind- og udlængsel, rastløshed, relationer og rejser.

Mødet med verden på rejserne trådte i en årrække i baggrunden for et stigende samfundsengagement i Thomas Bobergs forfatterskab. Som sagt er digtene i ”Livsstil” i høj grad politisk indignerede, og den tendens forsætter han i de dystopiske digte i ”Hesteæderne” og i opgøret med fædrene og den patriarkalske verdensorden i ”69 Dæmoner”. Disse samlinger ligner allegorier over nutidens samfund, hvor, hvis man skal tage ”Hesteæderne” for gode varer, solidaritet og fornuft er forsvundet som dug for solen.

Rent genremæssigt kaster Thomas Boberg sig i ”Hesteæderne” og ”Hesteæderne 2” ud i en form for episk digtning i og med, at han igennem digtene har en sammenhængende handling med gennemgående personer.

I rejsebogen – og kærlighedsromanen – ”Africana” fortsætter forfatteren det spor, der blev lagt i de tre tidligere rejseromaner, som tog læseren med til Sydamerika, Europa, Indien og USA. Og her altså Afrika.

Beslægtede forfatterskaber

Den rastløshed, som dominerer Thomas Bobergs forfatterskab, har det tilfælles med digteren Henrik Nordbrandts (f. 1945) virke. Ligesom Thomas Boberg er Nordbrandt lidt af en globetrotter, hvilket sætter sit præg på forfatterskabet, hvor der ikke findes et ”hjemme” nogen steder. Det demonstrerer Henrik Nordbrandt f.eks. i digtet ”Hvor vi end rejser hen” fra samlingen ”Opbrud og Ankomster” (1974): ”Hvor end vi rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde.” Her støder man på samme følelse, som i Thomas Bobergs rejseminder, hvor jeg'et okser kloden rundt, hvor det dog er tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet var et mål fra starten af rejsen. Rodløsheden og manglen på mål er et grundvilkår hos dem begge. 

At de tidligste rejseskildringer i ”Sølvtråden”, ”Americas” og ”Invitation til at rejse” alle har fået genrebetegnelsen ”rejseminder” er ikke tilfældigt. De er en hilsen til den danske digter Sophus Claussen (1865-1931), der i sin digtsamling ”Pilefløjter” (1899) medtog digtet ”Rejseminder” fra 1887. Digtet foregår ikke på fjerne kontinenter, men på noget så ordinært som Skanderborg Station, hvor jeg'et fra toget får øje på en ung pige. Det eksotiske er altså ikke til stede hos Claussen, men digtet er ligesom Bobergs rejseminder en gengivelse af den unge rejsendes oplevelser fra en tid, hvor verden lå åben.

Generationsmæssigt tilhører Thomas Boberg en række digtere, som har stået lidt i skyggen af 80'er koryfæer som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, der debuterede en anelse inden Boberg. Den gruppe af digtere, som Thomas Boberg tidsmæssigt debuterer samtidig med, folk som Niels Frank, Pia Juul og Morti Vizki, har aldrig fået et egentligt generationsmærkat og opererer i højere grad i hver sin retning. Dog ser man i Thomas Bobergs tidlige digte et slægtskab med digteren Pia Tafdrups såkaldte kropsmodernisme, hvor der er et fokus på kroppen som naturens sidste bastion over for en disciplinerende civilisation.

Bobergs særkende i dansk kontekst er det latinamerikanske og sydeuropæiske islæt, som er temmelig unikt i dansk litteratur. Her er det folk som portugisiske Fernando Pessoa (1988-1935) og argentinske Jorge Luis Borges (1899-1986), der er blandt de store inspirationskilder. Boberg udvidede det geografiske felt med rejsebogen ”Africana”, et kontinent med en kolonihistorie, der tidligere er blevet beskrevet af blandt andre Jakobs Ejersbo i hans Afrika-trilogi fra 2009.

Inspiration til læsesoplevelsen

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.

Bibliografi

Digte

Boberg, Thomas:
Hvæsende på mit øjekast. Gyldendal, 1984.
Boberg, Thomas:
Hvid glød. Gyldendal, 1986.
Boberg, Thomas:
Slaggedyret. Gyldendal, 1987.
Boberg, Thomas:
Vor tids historie. Gyldendal, 1989.
Boberg, Thomas:
Marionetdrømme. Gyldendal, 1991.
Boberg, Thomas:
Vandbærere. Gyldendal, 1993.
Boberg, Thomas:
Under hundestjernen. Gyldendal, 1997.
Boberg, Thomas:
I halvfemserne. Gyldendal, 2000.
Boberg, Thomas:
En stående aftale. Gyldendal, 2002.
Perregaard, Mette og Thomas Boberg:
Solbilleder. Tidsskriftet SFINX, 2005.
Boberg, Thomas:
Livsstil. Gyldendal, 2005.
Boberg, Thomas:
Gæstebogen. Gyldendal, 2007.
Boberg, Thomas:
Boothill. Gyldendal, 2009.
Boberg, Thomas:
Hesteæderne 1. Gyldendal, 2010.
Boberg, Thomas:
Hesteæderne 2 : Den store duel. Gyldendal, 2011.
Boberg, Thomas:
Fantombillede. Gyldendal, 2014.
Boberg, Thomas:
Hesteæderne 3 : Svanesang. Gyldendal, 2015.
Boberg, Thomas: Mexicocitydigte. Gyldendal, 2017.
Boberg, Thomas: Forberedelse til livet. Gyldendal, 2021.
Boberg, Thomas:
69 dæmoner. Gyldendal, 2022.

Noveller

Boberg, Thomas:
Under uret. Gyldendal, 2006.

Rejseminder

Boberg, Thomas:
Sølvtråden. Gyldendal, 1996.
Boberg, Thomas:
Marrokansk Motiv. Gyldendal, 1998.
Boberg, Thomas:
Americas. Gyldendal. Gyldendal, 1999.
Boberg, Thomas:
Invitation til at rejse. Gyldendal, 2003.
Boberg, Thomas:
Den næste by. Gyldendal, 2012.

Romaner

Boberg, Thomas:
Flakker. Gyldendal, 2008.
Boberg, Thomas: Africana. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Artikler

Syberg, Karen:
Hvornår har man set køer i krig med hinanden? Dagbladet information, 2009-09-16.
Øhrstrøm, Peter:
Rejseventyrets digter. Kristeligt Dagblad, 2010-07-05.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Thomas Boberg

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Interview foretaget af Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, for denne artikel, november 2011.