Thomas Boberg

Egentlig ville Thomas Boberg være billedkunstner. Som barn tegnede han som en gal, men da han kom op i teenageårene, gik han helt i stå med billederne.

Så tog skrivningen over, og da han som 19-årig skrev en række prosapoetiske tekster, oplevede han noget, han senere beskrev som at blive ”oplyst indefra” (interview med forfatterweb.dk, november 2011). Mere end 30 år senere er det stadig den samme følelse, Thomas Boberg opsøger i skriveprocessen. ”Jeg blev hooked. Der skal være en følelse eller en særlig, ekstra energi i det, når jeg skriver,” siger han og sammenligner sit forhold til skrivevirksomheden som en afhængighed, der skal tilfredsstilles, en form for fix.

Bag sig har Thomas Boberg en temmelig kaotisk barndom, hvor han fandt ud af, at den mand, han troede var hans far, ikke var det alligevel. Det ladede Thomas Boberg med en rastløshed, som siden har været forfatterskabets motor. ”At skrive er at søge en form til kaos” skriver Boberg i et bidrag, der minder om en poetik, til antologien ”Skriv din satan” (2004), hvilket er en god beskrivelse af, hvordan han bruger skriften.

Uroen har desuden gjort Thomas Boberg til en ægte globetrotter. Han har, siden han var helt ung, rejst i fjerne afkroge af verden og har flere gange været bosat i udlandet. Rejserne har helt fra starten sat sit præg på forfatterskabet, og Thomas Boberg forklarer sin heftige rejseaktivitet med et ordvalg, der minder om det, han tager i brug, når han skal beskrive sin trang til at skrive: Det handler om både flugt og nysgerrighed; flugten fra en kaotisk baggrund, men også en enorm nysgerrighed efter at lære nyt terræn at kende.

Det handler om at klemme det ultimative ud af både skriveproces og tilværelse. Thomas Boberg opsøger ekstasen, hvad enten det er i digte (”poesien er den mest intense form for skrift”) eller i indadskuende rejser i sin egen sjæl under indtagelse af Ayahuasca, en særdeles bevidsthedsudvidende bryg, i selskab med en shaman i Sydamerika.

I 2018 blev Thomas Boberg medlem af Det danske Akademi.

Thomas Bobergs debut, digtsamlingen ”Hvæsende på mit øjekast” (1984), kom ud af slipstrømmen på markante firserdigtere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og Pia Tafdrup. Men her ses ikke proklamatoriske one-liners, som annoncerer en generations stemme (som i f.eks. Michael Strunges ” – Jeg lever kun med livets hastighed”, 1978). I stedet ser man i det første digt ”Under barken er kødet” to (kunstner-)øjne, der kommer til verden og ser sig forvirret omkring for første gang midt i et mylder af levende råddenskab: ”Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter / under græsset er jord under jord er de døde og ormene / og mineralerne og de springene kilder” (s. 9).

25360478

I dette dyb, som også inkluderer nat og dag, skal øjnene, her forstået som observatøren eller digteren, have lært sin metier oven på chokket i mødet med verden: ”To øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned og til siden / for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres” (s. 9).

Her ser man ikke en digters kampskrift, men nærmere et lille poetisk væsens møjsommelige arbejde med at lære sit håndværk.

For Thomas Boberg fødes man ikke som skabende kunstner, men det er nærmere noget, man gennem hårdt arbejde lærer. Her ser man allerede et brud med den tidligere generations nærmest romantiske syn på kunstneren som en unik skabende kraft.

Sådan går det gennem ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor det kunstneriske sprog kan gå på tværs af naturens love, årstider og forgængelighed. Samtidig ser man også mange digte skildre rejseoplevelser, mens også rastløshed, Bobergs vandmærke, slås an som tema: ”byerne glider hastigt forbi / og de blege ansigter står ventende / på alle stationer ” (s. 47).

Allerede i ”Hvæsende på mit øjekast” slås altså hovedtemaet i forfatterskabet, rastløsheden, an. Debuten adskilte Thomas Boberg fra den tidligere generation, selvom naturtemaet i ”Under barken er kødet” kan lede tanken hen på en af de markante præ-Boberg-digtere, Pia Tafdrup.

”Sølvtråden” med den påhæftede genrebetegnelse ”rejseminder” (se Beslægtede forfatterskaber) fra 1996 er Bobergs første deciderede rejseskildringer fra sin tid som backpacker-pioner på rejser i Sydamerika og Afrika. Minderne er en broget forsamling af hæsblæsende oplevelser fra turen, hvor Boberg og diverse rejsekammerater roder sig ud i den ene halsbrækkende knibe efter den anden. Det ene kapitel kan være fortalt i datid, det næste en reportage i nutid, og bogen afsluttes med en stak 1983-daterede breve skrevet i Sudan og sendt til en ven i Danmark.

25697138

Kapitlerne veksler mellem et poetisk jegs gengivelser og et mere journalistisk indstillet jegs reportagelignende skildringer. Ingen af de to bliver rendyrket i sine former, men smitter af på hinanden. Der er for mange subjektivt følsomme passager til, at det kan karakteriseres som renlivet journalistik, og det poetiske jeg er alligevel for god til at leve op til det journalistiske credo om ”show it, don't tell it”, til at det bliver ren følelsespoesi.

Den grundlæggende stemning i bogen er rastløsheden. Jeg'et er konstant på vej videre efter et eller andet, og kun få steder findes en ro, som snart afløses af uro. Det er som om, at den verden, jeg'et færdes i, konstant tømmes for mening, så det bliver nødvendigt at drage videre i jagten på indhold.

Der er ikke tale om en dannelsesrejse, hvor jeg'et drager ud og vender hjem fuld af nye erkendelser og indsigt. Der er nærmere tale om en strøm af begivenheder, som opleves gennem jeg'ets subjektive tilgang til verden. Skildringerne bliver psykedeliske bevidsthedsstrømme, når der er stoffer involveret. Når jeg'et er i sit politiske hjørne, antager skriften samfundskritisk karakter.

Desuden indeholder rejseminderne en form for dobbeltkontrakt (altså en ægte, oplevet virkelighed og ikke skønlitterær fiktion) med læseren, da det hele jo er baseret på Thomas Bobergs egne oplevelser som rejsende. 

”Sølvtråden” var Thomas Bobergs første prosaudgivelse og blev et gennembrud for det bredere publikum.

I Thomas Bobergs anden samling rejseminder, ”Americas” fra 1999, skildrer han rejser i Nord- og Sydamerika i perioden 1980 op til bogens udgivelse.

Ligesom sin forgænger drejer det sig om et væld af oplevelser, og der lægges hårdt fra land, da også denne starter ”in medias res” (midt i en scene) med en figur benævnt filosoffen, der erklærer, at ”levende filosofi og stabil økonomi var uforenelige størrelser” (s. 5). Sådan går det over stok og sten, hvor den rejsende f.eks. møder hashrygende amerikanske rednecks, der kaster med håndgranater for deres egen fornøjelses skyld, og endelig handler flere passager af bogen om et trip i Peru (dobbelt dosis).

29587299

Generelt er erindringerne i ”Americas” mere omtågede end i ”Sølvtråden”, da der f.eks. er et forløb i bogens midte under et psykedelisk trip, hvor fortælleren får ”et sug i mellemgulvet, da jeg opdagede den blå dags chokerende dybde og dalens skønhed med de grønne bjerge i baggrunden” (s. 207) efter indtagelse af det hallucinerende plantebryg Ayahuasca.

Den uligevægtighed, som opleves under indtagelsen af stofferne, resulterer i overvejelser om sprogets manglende evne til at referere til andet end sig selv. Sproget kan ikke løse op for en grundlæggende ensomhed. Fortælleren føler, at ”mine ord var masker i neurosens spændetrøje og ikke længere havde andre referencer end sig selv. Vi betragtede det samme, men sagde noget ensomt” (s. 212).

Her opleves en ensomhed, der udmønter sig i en sprogfilosofisk betragtning om sprogets evne som kommunikationsmiddel. Sprogets betydning er subjektiv, og derfor kan afsenderens udsagn af modtageren forstås helt anderledes end det egentligt var intenderet.

En forfærdelig ensomhed at føle for en skæv backpacker, der har begivet sig ud på en fantastisk rejse med indiansk shamanisme og gale rednecks. Tænk, at al den selvrealisering blot fører til erkendelsen af, at man er helt alene.   

Hvad gør en firserdebutant, der har haft rod- og rastløshed som motor gennem forfatterskabet, når samfundslivet udvikler sig til en grådig pengefiksering med luksuskapløb og normalisering til følge? Han bliver naturligvis mopset. Digtsamlingen ”Livsstil” fra 2005 ramte ned midt i det økonomiske opsvings allermest opkørte tid og antager sine steder karakter af et hvæsende angreb på tidens ”otium på spekulanternes havnefront” (s. 81).

Ovenstående citat er taget fra ”Debutantens første digt”, der mimer en ung firserdigters vrede billedmættede stil, hvor der skydes med skarpt mod det anklagede ”I”: Tidsånden. F.eks. har dette ”I” valgt ”at lade fjernsynet melde ud / for jeres lade lixtals skyld.” (s. 82). Tiden er dum, og folk har glemt, at alt har en ende, selv livet. Derfor opfører man sig dekadent og hovent for lånte penge.

25862120

Digtsamlingens titel, ”Livsstil” refererer naturligvis til et af 00'ernes store buzzwords, men for Boberg er livsstil blot en camoufleret form for tomhed: ”Jeg vil kun skrive et eneste knaldhårdt digt / for den tavshed I har proppet med jeres livsstil.” (s. 103), som det lyder i ”Debutantens sidste digt”.

Her antager digtene nærmest karakter af kampskrift eller manifest, hvor poesien er en modgift mod tidens silikonepatter, firkantethed og kunstige spiritualitet (”I er begyndt at gå i kirke, men tror ikke rigtig”, s. 103).

Denne aversion mod et af forbrugsfestens symboler, indkøbscentret Fisketorvet i København, ses tydeligt i digtet af samme navn, hvor vi får en beskrivelse fra juletravlheden: ”Svingdørene / er lige så kyniske som de unge arvinger. / Ingen kommer tilsyneladende ud, / men indædt er kampen / for at slippe ind / i denne kreds af helvede” (s. 21).

Hvis forbrugsfesten virkelig har gjort os så hjernedøde, at vi maser på for at komme i helvede, så har verden virkelig brug for noget poetisk sandhed. Eller, som det lyder et andet sted: ”Slibe tankens flugt til lyn” (s. 40).

Næsten 25 år efter sin debut og på trods af flere prosaudgivelser er ”Flakker” fra 2008 Thomas Bobergs første roman. Den handler om Robert Flakker, der tumler rundt i tilværelsen uden at kunne finde fodfæste. Der er for meget alkohol, for mange stoffer og al for megen rodløshed til, at Robert kan få orden i tingene. Sideløbende følger vi barndomsvennerne Elo (som nok nærmere er en barndomsfjende) og Meriam og den senere tilkomne Markus. Fælles for Robert, Elo og Markus er, at de alle tre er ulykkeligt forelskede i Meriam.

27398391

Formelt består ”Flakker” af ni dele med i alt 50 kapitler. Vi følger de forskellige figurer med Robert som jeg-fortæller. Fortælleren skifter dog flere gange karakter, så den tager form af en meget velinformeret 3. personsfortæller, hvis fokus drejer over på andre end Robert, og da Markus beretter om sin mor i bogens tredje del, bliver han en jeg-fortæller i noget, som minder om en lang passage af direkte tale.

De fire ca. 30-årige personer følges i hver deres del, hvor de alle kæmper med at finde sig til rette. Elo er tatoveret, voldelig og hader alt og alle. Markus er indadvendt ulykkelig og føler, han har spildt sit liv. Robert er bare ude at skide, mens Meriam bliver udsat for grumme forbrydelser, fordi mænd omkring hende ikke kan styre sig.   

Alle begiver de sig ud på skæbnesvangre rejser ud i verden. De skal alle vise sig at få grusomme konsekvenser.

Undervejs stifter de bekendtskab med organiseret kriminalitet, social nød og de vanvittige konsekvenser af globaliseringens migration til Europa.

Beskrivelserne af illegale afrikaneres grusomme skæbner i Sydeuropa kædes sammen med Østerbros brostensbelagte gader i en roman, hvor hovedpersonerne ganske vist kommer fra København, men på samme måde som i Thomas Bobergs rejseminder rejser verden rundt med selvfølgelighed, der virkelig giver anledning til at betragte værket som et produkt af globaliseringens tidsalder.

Mens digtene i ”Livsstil” kredsede om opsvingets maniske forbrugsfest, tager digtsamlingen ”Hesteæderne” fra 2010 fat på tiden efter krisens indtog, her sat i en nærmest post-apokalyptisk ramme.

Digtene har en sammenhængende handling fortalt af en forhutlet digtertype, der bor sammen med en flagermus i et hummer et sted kaldet Kvarteret. Vi befinder os i en tid, hvor samfundet, som vi kender det, er brudt sammen: ”Nu hvor de fleste hospitaler er lukket ned / florerer kvaksalveriet igen / de autodidakte læger har tur i den, deres små bikse / skyder op i de konkursramte bagerier” (s. 10).

28184743

Verden er af lave, men den minder på mange måder om vores nuværende samfunds typer med smagsdommere (”Han er gerne skriverkarl”, s. 11), nationalister (”kristenpatrioter”, s. 22) og myndigheder (konsulen og hans 400 nihilistiske sønner, s. 13).

Således er "Hesteæderne" en satirisk-dystopisk samtidsskildring (en allegori) over et samfund, der er løbet tør for værdier, og hvor folk er i åben kamp mod hinanden for at skaffe sig goder på trods af ressourceknapheden. Kunsten er væk, og fordummelsen hersker. Alt sammen under en eller anden autoritet ved navn Overmagten.

Folk kaster sig glubske over hestene, selv om der er ved at være katastrofal mangel på dem: Hestemotivet leder tankerne hen på den russiske filminstruktørs Andrej Tarkovskijs film ”Den yderste dom” (1971), hvor hestene er et symbol på livet (filmens indledes med heste, der boltrer sig i græsset, mens en voldsom aflivning finder sted til sidst). I ”Hesteæderne” er man ved at udrydde de sidste ressourcer, og der finder en hensynsløs kamp sted for at skaffe sig de sidste goder, uden tanke på fremtiden.

”Hesteæderne” er endnu en Bobergsk stikpille til et samfund, der tilsyneladende har forladt alle idealer om sammen- og mådehold. Digtene beskriver en tilstand, hvor det blot handler om at skaffe sig fordele frem for andre.

”Hesteæderne 2” med den inciterende hollywoodlignende undertitel ”Den store duel” fortsætter, hvor ”Hesteæderne” endte. Vi er stadig i det besynderlige undergangsrige, en satirisk allegori over vor egen tid, hvor alt er brudt sammen: ”Askesolen i zenit,/ en hestepiskers rå latter bag et buskads,/ et bilvrag drivende i en sø af/ råddent vand/ fra en gennemhullet tank,/ en dreng med et drømmende udtryk/ mellem to vagters greb,/ en splittet vaskemaskine,/ en bunke smadrede computere,/ en kvinde på en rygende losseplads” (s. 51).

28944519

Hele digtsamlingen kulminerer i et storslået opgør mod en digterkollega, som synes langt mere inde i varmen end digterjeg’et, der beretter. Kollegaen, eller rettere modstanderen, repræsenterer parnasset, som jeg'et ikke er en del af, og de to rivaler ødelægger hinanden i lyrisk kamp på livet: ”Jeg fandt en knivskarp sætning og stak ham i låret, / han snoede et marmorvers og trak mig / ned, men jeg knækkede det ned et stykke diamantprosa” (s. 62-63).

Kollegaen repræsenterer det traditionelle kunstnersyn, hvor kulturverdenen (bestående af pensionerede bibliotekarer, kristne kulturnydere, vestlige diplomater, kendte veganere, konsulens sekretær, klummeskrivere, et par litterater, s. 35) hylder den aldrende digterkonkurrent. Han er kendetegnet ved at have overlevet den gamle verden, men er absolut ikke den, der siger noget interessant om nutiden, hvis man spørger det forsmået misundelige digterjeg (er det mon den engang så sprængfarlige, men nu tæmmede og borgerligt opbyggelige hesteslagter, billedkunstner Bjørn Nørgaard, vi har med at gøre?).

Ligesom sin forgænger er ”Hesteæderne 2” en rejse ind i et apokalyptisk land, hvor uorden er dagens ret. Men fokus i 2'eren er en kritik af samfundets hyldest af anakronistiske kunstnere med lige så lidt at sige om tilværelsen som de repræsentationer, den bevidstløse forbruger finder på butikkernes hylder.

Et fantombillede er en genskabelse af en eftersøgts udseende ved hjælp af et vidnes beskrivelser. Omslagsillustrationen på Thomas Bobergs digtsamling ”Fantombillede” fra 2014 er ikke meget bevendt: Ingen ansigtstræk er synlige, blot et omrids af et hoved med ører er med til at antyde, at der er at gøre med et portræt af et menneske. Fantombilleder er altså ikke til at stole på. Detaljer og kendetegn fortaber sig i menneskets hukommelse.

Erindringer dominerer to af samlingens syv dele ”Tid” og ”Turisme”, hvor (hovedsageligt) prosadigte slår ned i barndomserindringer og glimt fra rejser (med plads til afstikkere til Rimbauds Paris og en plørefuld Jens August Schade i 1932). Især barndomsminderne er fragmentariske, mens de bliver stadig mere hele, efterhånden som digterjeg'et bliver ældre.

51346556

”Fantombillede”s øvrige dele består af det indledende ”Jeg”, hvor jeg'et sætter sig selv og sin position i spil som diktator, indignation og et væld af andre ting. Næsten alle verselinjer indledes med ”Jeg”. Denne del hænger sammen med det afsluttende afsnit ”Credo”, hvor jeg'et indleder med ”Jeg tror” i de første prosadigte, der så efterhånden gakker mere og mere ud for at slutte af med at jeg'et er blevet godt beruset: ”Gud lade det gaa Dem vel! - Klukklukkluk!” (s. 150).

Samlingens længste del ”Mellem hugget og halsen” ligner nærmest en digtsamling i sig selv og adskiller sig også formelt fra resten af ”Fantombillede”. Her har digtene titler og hedder alle ting som ”Ensomhedsdigt”, ”Ugen der gik-digt”, ”Racistisk digt” og ”Sorgdigt”.

Alle digte er på vers og springer i tema og form, men består ellers af Bobergs kendemærker: Samfundsforfald og (rejse-)erindring. Afsnittet ved navn ”Kapitalisme” beskriver en grusom tilværelse med pisk, piller og kærlighedsløs sex (”er en pik en bazooka / som skyder slottet i grus med kugler støbt af

Kærlighedssår”, s. 25), som kan minde om det forfald, der beskrives i Bobergs forrige digtsamlinger ”Hesteæderne” 1 og 2.

Den mørke fremtidsvision, som Thomas Boberg skabte i ”Hesteæderne”, findes også i ”Fantombillede”, men formen er sprængt. Han skifter tema og form, som det passer ham. Ruiner af erindringer og mørk samfundsdiagnostik kæmper om pladsen i en digtsamling, som virker til at være stykket sammen af flere. 

Den rastløshed, som dominerer Thomas Bobergs forfatterskab, har det tilfælles med digteren Henrik Nordbrandts (f. 1945) virke. Ligesom Thomas Boberg er Nordbrandt lidt af en globetrotter, hvilket sætter sit præg på forfatterskabet, hvor der ikke findes et ”hjemme” nogen steder. Det demonstrerer Henrik Nordbrandt f.eks. i digtet ”Hvor vi end rejser hen” fra samlingen ”Opbrud og Ankomster” (1974): ”Hvor end vi rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde.” Her støder man på samme følelse, som i Thomas Bobergs rejseminder, hvor jeg'et okser kloden rundt, hvor det dog er tvivlsomt, hvorvidt der overhovedet var et mål fra starten af rejsen. Rodløsheden og manglen på mål er et grundvilkår hos dem begge. 

At de tidligste rejseskildringer i ”Sølvtråden”, ”Americas” og ”Invitation til at rejse” alle har fået genrebetegnelsen ”rejseminder” er ikke tilfældigt. De er en hilsen til den danske digter Sophus Claussen (1865-1931), der i sin digtsamling ”Pilefløjter” (1899) medtog digtet ”Rejseminder” fra 1887. Digtet foregår ikke på fjerne kontinenter, men på noget så ordinært som Skanderborg Station, hvor jeg'et fra toget får øje på en ung pige. Det eksotiske er altså ikke til stede hos Claussen, men digtet er ligesom Bobergs rejseminder en gengivelse af den unge rejsendes oplevelser fra en tid, hvor verden lå åben.

Generationsmæssigt tilhører Thomas Boberg en række digtere, som har stået lidt i skyggen af 80'er koryfæer som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, der debuterede en anelse inden Boberg. Den gruppe af digtere, som Thomas Boberg tidsmæssigt debuterer samtidig med, folk som Niels Frank, Pia Juul og Morti Vizki, har aldrig fået et egentligt generationsmærkat og opererer i højere grad i hver sin retning. Dog ser man i Thomas Bobergs tidlige digte et slægtskab med digteren Pia Tafdrups såkaldte kropsmodernisme, hvor der er et fokus på kroppen som naturens sidste bastion over for en disciplinerende civilisation.

Bobergs særkende i dansk kontekst er det latinamerikanske og sydeuropæiske islæt, som er temmelig unikt i dansk litteratur. Her er det folk som portugisiske Fernando Pessoa (1988-1935) og argentinske Jorge Luis Borges (1899-1986), der er blandt de store inspirationskilder. Boberg udvidede det geografiske felt med rejsebogen ”Africana”, et kontinent med en kolonihistorie, der tidligere er blevet beskrevet af blandt andre Jakobs Ejersbo i hans Afrika-trilogi fra 2009.