Thomas Boberg

Egentlig ville Thomas Boberg være billedkunstner. Som barn tegnede han som en gal, men da han kom op i teenageårene, gik han helt i stå med billederne.

Så tog skrivningen over, og da han som 19-årig skrev en række prosapoetiske tekster, oplevede han noget, han senere beskrev som at blive ”oplyst indefra” (interview med forfatterweb.dk, november 2011). Mere end 30 år senere er det stadig den samme følelse, Thomas Boberg opsøger i skriveprocessen. ”Jeg blev hooked. Der skal være en følelse eller en særlig, ekstra energi i det, når jeg skriver,” siger han og sammenligner sit forhold til skrivevirksomheden som en afhængighed, der skal tilfredsstilles, en form for fix.

Bag sig har Thomas Boberg en temmelig kaotisk barndom, hvor han fandt ud af, at den mand, han troede var hans far, ikke var det alligevel. Det ladede Thomas Boberg med en rastløshed, som siden har været forfatterskabets motor.

Uroen har desuden gjort Thomas Boberg til en ægte globetrotter. Han har, siden han var helt ung, rejst i fjerne afkroge af verden og har flere gange været bosat i udlandet. Rejserne har helt fra starten sat sit præg på forfatterskabet, og Thomas Boberg forklarer sin heftige rejseaktivitet med et ordvalg, der minder om det, han tager i brug, når han skal beskrive sin trang til at skrive: Det handler om både flugt og nysgerrighed; flugten fra en kaotisk baggrund, men også en enorm nysgerrighed efter at lære nyt terræn at kende.

Det handler om at klemme det ultimative ud af både skriveproces og tilværelse. Thomas Boberg opsøger ekstasen, hvad enten det i digte (”poesien er den mest intense form for skrift”) eller i indadskuende rejser i sin egen sjæl under indtagelse af Ayahuasca, en særdeles bevidsthedsudvidende bryg, i selskab med en shaman i Sydamerika.

I 2018 blev Thomas Boberg medlem af Det danske Akademi.

Thomas Bobergs debut, digtsamlingen ”Hvæsende på mit øjekast” (1984), kom ud af slipstrømmen på markante firserdigtere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og Pia Tafdrup. Men her ses ikke proklamatoriske one-liners, som annoncerer en generations stemme (som i f.eks. Michael Strunges ” – Jeg lever kun med livets hastighed”, 1978). I stedet ser man i det første digt ”Under barken er kødet” to (kunstner-)øjne, der kommer til verden og ser sig forvirret omkring for første gang midt i et mylder af levende råddenskab: ”Under barken er kødet og fibrene og de ædende insekter / under græsset er jord under jord er de døde og ormene / og mineralerne og de springene kilder” (s. 9).

25360478

I dette dyb, som også inkluderer nat og dag, skal øjnene, her forstået som observatøren eller digteren, have lært sin metier oven på chokket i mødet med verden: ”To øjne der ser sig forvildet omkring for første gang / øjne der ligner chok i blåt og grønt og øjeblikkelig / tab af hukommelse gradvist seende op og ned og til siden / for at lære et sprog der kun vanskeligt reproduceres” (s. 9).

Her ser man ikke en digters kampskrift, men nærmere et lille poetisk væsens møjsommelige arbejde med at lære sit håndværk.

For Thomas Boberg fødes man ikke som skabende kunstner, men det er nærmere noget, man gennem hårdt arbejde lærer. Her ser man allerede et brud med den tidligere generations nærmest romantiske syn på kunstneren som en unik skabende kraft.

Sådan går det gennem ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor det kunstneriske sprog kan gå på tværs af naturens love, årstider og forgængelighed. Samtidig ser man også mange digte skildre rejseoplevelser, mens også rastløshed, Bobergs vandmærke, slås an som tema: ”byerne glider hastigt forbi / og de blege ansigter står ventende / på alle stationer ” (s. 47).

Allerede i ”Hvæsende på mit øjekast” slås altså hovedtemaet i forfatterskabet, rastløsheden, an. Debuten adskilte Thomas Boberg fra den tidligere generation, selvom naturtemaet i ”Under barken er kødet” kan lede tanken hen på en af de markante præ-Boberg-digtere, Pia Tafdrup.