Rastløsheden er den vigtigste motor i Thomas Bobergs forfatterskab. Overalt mærkes en evig bevægelse, og kun sjældent får figurerne lov til at komme hjem eller finde en erkendelse. Rejseminderne ”Sølvtråden”, ”Americas”, ”Invitation til at rejse” og rejseromanen ”Africana” handler ikke om at finde sig selv, som det normalt er i dannelseslitteraturen. Der er blot tale om en strøm af begivenheder, som afløser hinanden. På samme måde kan man tale om en anti-dannelseslitteratur i romanen ”Flakker”, da ingen af de omflakkende typer rigtigt finder hjem til ro og erkendelse. På den måde kan man nærmest sige, at Thomas Bobergs rejseminder minder om beatlitteratur med bevidsthedsstrømme uden løftede pegefingre og udmalende, opbyggelige budskaber.
Når han skriver digte, lægger Thomas Boberg sig op ad centrallyrikken. Her handler det (oftest) om et jegs stærke møde med verden, gengivet i en meget subjektiv form. Bobergs digte er i høj grad iagttagelser, der er stærkt farvede af jeg'ets oplevelse af den. Det er allerede tydeligt i debuten ”Hvæsende på mit øjekast”, hvor mange digte kredser om rejseoplevelser. I ”Livsstil” er det digterens møde med forbrugssamfundet, der skildres, og her lægges på ingen måde skjul på digterens indignation over pengeræset. I ”Forberedelse til livet” er Bobergs blik især rettet indad mod eget liv fra undfangelse til midt i livet, hvor nuet indskriver sig i form af en pandemi og et lille barn. I de autofiktive digte gør digteren en slags midlertidig status over sit liv med alt, hvad det har budt på af begyndelser og afskeder, ind- og udlængsel, rastløshed, relationer og rejser.
Mødet med verden på rejserne trådte i en årrække i baggrunden for et stigende samfundsengagement i Thomas Bobergs forfatterskab. Som sagt er digtene i ”Livsstil” i høj grad politisk indignerede, og den tendens forsætter han i de dystopiske digte i ”Hesteæderne” og i opgøret med fædrene og den patriarkalske verdensorden i ”69 Dæmoner”. Disse samlinger ligner allegorier over nutidens samfund, hvor, hvis man skal tage ”Hesteæderne” for gode varer, solidaritet og fornuft er forsvundet som dug for solen.
Rent genremæssigt kaster Thomas Boberg sig i ”Hesteæderne” og ”Hesteæderne 2” ud i en form for episk digtning i og med, at han igennem digtene har en sammenhængende handling med gennemgående personer.
I rejsebogen – og kærlighedsromanen – ”Africana” fortsætter forfatteren det spor, der blev lagt i de tre tidligere rejseromaner, som tog læseren med til Sydamerika, Europa, Indien og USA. Og her altså Afrika.