Steffen Jacobsen

Steffen Jacobsen er født i 1956 og begyndte sin opvækst i Rødovre. Han var efternøler med to ældre søskende, der flyttede tidligt hjemmefra og var ni år gammel, da hans forældre blev skilt. Steffen flyttede med sin mor, der var invalidepensionist, og det blev starten på en rodløs barndom, der kom til at indeholde ikke mindre end ni folkeskoler og et ukendt antal lejligheder rundt omkring i landet. Da han var 15, døde hans mor af brystkræft, og han flyttede ind hos sin far.

Gymnasium gik han ikke i, men som 18-årig arbejdsmand hos Olsen Møbler mødte han nogle studerende, der var ferieafløsere. De fortalte om SU og studenterlivet, og så tog Jacobsen først realeksamen og derefter studenterkursus for endelig at søge ind på universitetet. Det blev medicin, og her befandt han sig snart i et noget andet miljø, end det han kom fra, og kunne observere nedarvede privilegier i en grad han aldrig havde forestillet sig: ” ... alle Gammel Hellerup-drengene, Ordrup-drengene og Holte-pigerne, som jo også var enormt søde menneskeligt set ... når du selv føler, at du har skabt alt, hvad du har og er, får du enormt kort tålmodighed med magtesløshed, hjælpeløshed, og synes meget hurtigt, at nogle er forkælede.” (Rasmus Karkov: Afgrunden forsvinder aldrig. Jyllands-Posten, 2013-02-05).

Han arbejdede sig dog selv op til toppen af den sociale rangstige og blev overlæge på Hvidovre Hospital med speciale i ortopædkirurgi. Men at blive færdig med sin doktordisputats resulterede i et hul, der skulle fyldes. Og det blev fyldt med skrivning. Således debuterede han i 2008, 52 år gammel, med spændingsromanen ”Passageren”.

I dag bor han i Birkerød med sin familie. Han har to døtre født i 1997 og 2000, der har nydt en noget mere privilegeret og tryg opvækst end ham selv. Når lægearbejdet i Hvidovre tillader det, skriver han som en gal: ”Det er meget sjældent, jeg har et flow at skrive i over nogle dage, så det bliver hele tiden hakket op i bidder, hvilket er dybt, dybt frustrerende, fordi man skal hele tiden samle tråden op igen”. (Rasmus Karkov: Afgrunden forsvinder aldrig. Jyllands-Posten, 2013-02-05). Omstændighederne til trods er Steffen Jacobsen en af de succesfulde, danske krimiforfattere, og flere af hans bøger er solgt vidt og bredt til udlandet og til filmatisering.

Steffen Jacobsens debut ”Passageren” fra 2008 tager udgangspunkt i en tilsyneladende hændelig jagtulykke på forretningsmanden Axel Nobels grund: Hans gamle skolekammerat fra Herlufsholm, den succesfulde ejer af reklamebureauet Nelleman og partner, Jacob Nelleman, bliver en tidlig sommermorgen skudt ned af en ukendt bueskytte. Pilen bliver dog aldrig fundet, og kriminalkommissær Robin Hansen sættes på sagen. Til at begynde med er der et meget klart spor i sagen, men tingene tager en uventet drejning og implicerer pludselig flere hændelser og personer end først antaget; bl.a. den gådefulde ”høje mand”. Robin Hansen må op til det nordligste Norge, til Bjørneøen i Barentshavet og såmænd også til Thyborøn for at få historien afdækket.

27185789

Historien er skrevet i 3. person, og læseren følger skiftevis Robin Hansen og Den høje mand. Og mon ikke det er Den høje mand, der er 'Passageren' – han følger minutiøst først Jacob Nelleman og siden Robin Hansens gøren og laden, via avanceret aflytnings- og GPS-teknologi placeret umærkeligt i deres telefoner. Først i romanens slutspurt kommer det til indtil flere møder mellem de to, og først da røbes Den høje mands identitet. Fortællingen forløber fra d. 12. juni 2006 kl. 06.30 til og med d. 30. juli samme år, hvert kapitel indledes konsekvent med en angivelse af tid og sted. Den gådefulde prolog udspiller sig dog allerede d. 14. april 2005.

Historien indeholder mange velkendte krimielementer: Kriminalkommissæren selv, hans koncentrerede efterforskning, mere eller mindre spegede forhør af implicerede og hele suspense-opbygningen, både i plottet som sådan og i forbindelse med Den høje mand, der er en umådelig brutal men fuldstændig ukendt figur. Der er sex og vold og spænding i højeste gear – i bogstaveligste forstand, da Robin Hansen bevæger sig ud af Thyborøn Havn med en fart på over 70 knob. Han er en klassisk krimi-politimand: Begavet, lidt doven, men dog pligtopfyldende når det gælder. Han vil det gode, hvilket fører visse dilemmaer med sig, f.eks. i forhold til familiens sikkerhed og hvorvidt man kan tillade sig at implicere komplet udenforstående i opklaringsarbejdet – til gavn for sagen, men til fare for dem selv.