Morten Pape

Foto: Ib Helles OIesen / Forfatterweb

cand.mag. og journalist Johanne Luise Boesdal, 2015. Opdateret af journalist og forfatter Birgitte Bartholdy, oktober 2024.

Emneord

vold

børn

ghettoer

Amager

Top image group

Foto: Ib Helles OIesen / Forfatterweb

Morten Pape rammer med sine romaner der, hvor det gør mest ondt. Med sit intense og ærlige indblik i opvæksten i Urbanplanen stiller han i Amagertrilogien, som udgøres af “Planen”, “Guds bedste børn” og “I ruiner”, skarpt på stærkt frustrerede og understimulerede samfundsgrupper.

I ”Nøglebarn”, hans fjerde roman og starten på et tobindsværk, vender Morten Pape blikket mod sin egen slægt og går på opdagelse i, hvordan knudemænds manglende evne til at være gode fædre nedarves til sønnerne.

138984109

Blå bog

Født: 24. oktober 1986 på Amager.

Uddannelse: Uddannet bachelor i film- og medievidenskab og manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16.

Debut: Planen. Politikens Forlag, 2015.

Litteraturpriser: Bogforums Debutantpris, 2015. DR Romanprisen 2019. Politikens Litteraturpris, 2021.

Seneste udgivelse: Nøglebarn. Politiken, 2024. Roman.

Inspiration: Litterært Karl Ove Knausgård, Kim Leine, Tomas Espedal, Cormac McCarthy, Tove Ditlevsen. Som manuskriptforfatter er han inspireret af Roy Andersson, Coen-brødrene og Joachim Trier.

Videoklip

Morten Pape taler om "Nøglebarn" i interview med Forfatterweb. Oktober 2024.

Artikel type

voksne

Baggrund

”'Hvad laver du, Pernille?' siger jeg. 'Du skal ikke bukke dig ned sådan der som en eller anden der skal ha’ den i røven. Rank ryggen, og lad maden komme til dig. Sådan er det i livet.'
Hele bordet glor på mig, tavse, uimponerede og drøvtyggende.
'Jaja, den er go’ med dig, din yalla,' siger Jonas og går hen i køleskabet og henter ketchuppen.
’Luder’: dhillo'”

“Planen”, s. 311.

Morten Pape er født i 1986 og opvokset i Urbanplanen, et ghettoområde på Amager med 2500 boliger og et område med store sociale problemer. Han er bachelor fra film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. I flere år har han været tilknyttet Nimbus Film som blandt andet tekstforfatter og ideudvikler. Og så har han arbejdet som lærervikar på Dyvekeskolen på Amager – den selvsamme folkeskole han har gået på, og som store dele af den autofiktive debutroman "Planen" udspiller sig på.

Morten Pape boede de første 20 år af sit liv i Urbanplanen, og flyttede i 2015 tilbage i to måneder for at skrive “Planen”, der udkom samme år. Året forinden, i august 2014, havde han vundet en kronikkonkurrence i Politiken med titlen “Autofiktion for alle. #Med mig selv i centrum”. Det var med udgangspunkt i den kronik – og efter sigende med interesse fra flere forlag – at romanen blev til.

Omkring udgivelsen fortalte han, at bogen blev til i løbet af kun fire måneder: “Jeg skrev den på så kort tid, fordi historien var en nødvendighed for mig at fortælle, og fordi det bedste ved at skrive, det er at skrive.” (Interview af Rikke Viemose i boghandlen Thiemers Magasin, København, november 2015).

I 2018 udkom Morten Papes anden roman, “Guds bedste børn”, der blev tildelt DR Romanprisen 2019, og i oktober 2021 udgav han sin tredje roman “I ruiner”, der følger en middelklassefamilie på Amager, hvis sameksistens går i opløsning i kølvandet på Amagerbankens krak for godt 10 år siden.

I 2024 kom så hans fjerde roman, ”Nøglebarn”, der handler om hans fars slægt.

Aktuelt værk: Nøglebarn

”Jeg er ret sikker på, at min søn er bange for mig,” siger ingeniøren med et halvt smil på læben. ”Ved du, hvordan jeg kan vide det?” Annie står nølende og trækker tiden uden at sige noget. Hun tør nok ikke. Ingeniøren hoster lidt og banker sig selv på brystkassen. ”Fordi jeg kan genkende det blik, han har i sine øjne, når han ser på mig. Det er mit blik. Det blik, jeg havde over for min egen far.”

”Nøglebarn”, side 129.

I ”Nøglebarn” fra 2024 bevæger Morten Pape sig væk fra Amager og nordpå til de københavnske forstæder og samtidig tilbage i tiden i sin fars slægtshistorie. Romanen er autofiktiv og kan både læses som en forløber og en efterfølger til hans debut fra 2015, ”Planen”.

Den er udformet som en slags opdagelsesrejse, hvor forfatteren forsøger at finde ud af, hvorfor hans forhold til faren er så dårligt. Hvilke svigt havde hans far selv med sig i bagagen? Kan forfatteren ved at se tilbage lære at forstå ham?

Første del af romanen er tilegnet oldefaren, ingeniør Carl Holger Visby Pape, der bor med sin deprimerede kone i en villa i Emdrup, har tjenestefolk og et betydningsfuldt job som chefkemiker ved Københavns Vandforsyning.

138984109

Han er en fyrig og ambitiøs mand med sine meningers mod og en stor interesse for opera, men også med en markant mørkeside, hvor skuffelser og sorger hober sig op og gør ham indebrændt og urimelig. Ikke mindst hans voksne datters død har totalskadet forholdet til sønnen, Morten Papes farfar, der også hedder Carl Holger, og i bogen kaldes Chaufføren. Far og søn synes ude af stand til at mødes og tale ordentligt sammen. Af samme grund har Chaufføren ikke megen selvtillid, og med ham starter en deroute for Pape-familien.

Morten Papes farfar bliver køreskolelærer og går fra krise til krise, roder rundt med sin økonomi og har svært ved at være nærværende og stabil. Da han bliver skilt fra sine børns mor, mister han ofte kontakten til sine børn, hvoraf den yngste er Morten Papes far, Ole. I en særlig vanskelig periode sendes Ole på landet hos et kærligt landsmandspar, som han dog brutalt flyttes fra igen. Måske er det ikke så mærkeligt, at Ole selv bliver et skadet menneske.

Stilen i romanen er detaljeret, følelsesladet og socialrealistisk og udvikler sig til en dybt personlig og selvrefleksiv undersøgelse af, om forfatteren selv kan undslippe fortidens svigt, bryde forbandelsen og lykkes med det, som hans far, farfar og oldefar ikke magtede. Kan han ligefrem gøre så meget op med fortiden, at hans børn ikke kommer til at skrive de bøger, han selv skriver?

Planen

”Tines far påpegede at hos hans søsters børn ovre på Bornholm havde de overhovedet ingen indvandrere i klasserne, og der gik alting fuldkommen efter bogen og uden den form for sprogbrug og nedladende opførsel.”

”Planen”, s. 41.

“Planen” fra 2015 er Morten Papes debutroman. Romanens hovedperson er identisk med forfatteren, og værket falder inden for den autobiografiske genre, hvor der ikke skelnes mellem hovedperson og forfatter. Handlingen udspiller sig i Urbanplanen på Amager, og boligområdet danner rammen for fortællingen, hvor vi følger drengen Morten og hans opvækst, fra skolestart til lærervikar på selvsamme skole, hvor ringen umiddelbart slutter med hans opsigelse.

Morten vokser op i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker helt egne normer og regler. Han higer allerede som barn efter intellektuel stimulering, og han falder markant udenfor med sin verdensanskuelse, drømme og nysgerrighed efter, hvad verden har at byde på uden for boligområdet.

Hans higen efter retfærdighed og et bedre udsyn får ham gang på gang til at løbe panden mod en mur. Som da han i et brændende ønske om adgang til en anden verden melder sig som børnestatist og for en stund lykkes med at få uddannede voksne mennesker til at forvente noget af ham. Men da det så virkelig gælder, begynder han at stamme – og må tages af rollelisten igen. Eller som da han efter sin mangeårige forelskelse i den jævnaldrende Katarina ikke kan forene fantasi med virkelighed, da følelserne for en kortere periode endelig bliver gengældt.

52037719

Bruddet med Katarina gør, at den ligegyldighed, der hersker i miljøet, får lov til at smitte af på Morten. I mange år havde han ellers set Katarina som en hemmelig billet ud af Urbanplanen: “Katarina kaster smilende og lykkelig om sig med bløde bevægelser. Det går op for mig, hvor meget jeg stadig elsker hende. Hver måned går der rygter om at hun har fundet sig en ny kæreste eller en eller anden idiot. Hver gang jeg hører om alt det hun foretager sig uden mig, bliver jeg luns for luns et mindre menneske der suges ned i jorden, gennem gulvbrædder og beton, indtil jeg til sidst kun anskuer verden i støvlehøjde med hovedet stikkende op.” (s. 251).

De uforløste drømme hober sig op, og Morten begynder at udvise den samme grundfølelse af opgivenhed over for tilværelsen som sine omgivelser. Han lader tilfældighederne styre i teenageårene og dulmer skuffelsen og tristheden over sin familie og sig selv med rigelige mængder alkohol og hash. Det sidste misbrug tager styringen i en årrække, og dagene forsvinder i de samme tåger, der kun levner udsyn til meget få gøremål.

Guds bedste børn

”du skal rykkes over i en anden fløj, siger forstanderen til mig i starten af 2010, og jeg svarer ham bare med tavshed, hvad er der at sige til det, perkerne har brug for beskyttelse, eller også har de voksne brug for noget arbejdsro, så rykkes jeg til østfløjen, og de der pædagoger gør sig ekstra umage med at jeg ikke kommer i nærheden af Bjarne og ham der ludersønnen Omar, igen-igen er det danskeren der bliver straffet og smidt væk”

”Guds bedste børn”, s. 308.

Morten Papes anden roman, “Guds bedste børn” fra 2018, tager afsæt i en virkelig hændelse. Et bestialsk mord på åben gade på Amager i 2008, hvor en 16-årig dreng med indvandrerbaggrund bliver slået ihjel med en fastelavnskølle af en etnisk dansk dreng på samme alder. De havde aldrig mødt hinanden før.

I “Guds bedste børn” har drengene venskaber, fjendskaber, familieproblemer og kærlighedskvaler. Vi begynder hos Jamil og hans ven Zeki, der går med aviser og sætter hår for pigerne og for fremtiden, der umiddelbart kan gå to veje: Ned i Netto eller ind på Christiania. Efter drabet på Zeki kæmper Jamil for sin egen overlevelse. Savn og syner får ham indlagt på psykiatrisk hospital, og han mister forbindelsen til de få holdepunkter, han har tilbage, som skole, venner, mor og søster.

54479913

“Man gør som man får besked på. Man adlyder. Og står ved det. 110 procent. Han betragter sig selv som loyal.” Tanken er Simons. Vennen til den 16-årige dreng, der slog en anden dreng ihjel, fordi han “gloede” på ham. Selvom Simon ved Gud står i problemer helt op til sine røde øjne og dagligt er ved at kvæles i afmagt, svigt og sagsbehandlinger, har han ikke givet op. Han har, trods sin unge alder, to små børn og kærlighed at kæmpe for – også selvom det er i en kummerlig lejlighed på Falster med angst og fortidens synder på slæb.

Vennen Mickey, der blev morder som 16-årig, kommer vi tæt på i en jeg-fortælling, der bryder med den alvidende fortællerstemme. Her nedfældes tankerne i en lang usammenhængende strøm, der illustrerer tilværelsen set med hans øjne. Mickeys verden er uden nuancer. At han blotter sit lem for Lisa fra kommunen, som er det tætteste, han kommer på en moderlig figur, er et fremragende billede på, hvor følelsesmæssigt ødelagt han er.

Morten Papes anden roman fortsætter i det rå og realistiske Amager-miljø, vi kender fra “Planen”. Med skarpe replikker og sceniske fremstillinger bliver læseren lukket endnu længere ind i et miljø, de færreste romanlæsere har mærket på egen krop, men som udspiller sig få stop fra din hoveddør. Uanset, hvor du bor i landet.

I ruiner

”Noget i mig har lyst til at gå ned ad Ugandavej. Hen til vores gamle hjem, der nu bare er et hus. Far vil uden tvivl være hjemme, han står uden arbejde og indtjening ud over de småører han får fra møntvaskeriet og solariet. Snart ryger huset på tvangsaktion, han bliver sat på gaden, og så må han samle sine få ejendele og hive flagstangen op af jorden og bære det hele ned til busstoppestedet.”

”I ruiner”, s. 265.

“I ruiner” er tredje og sidste roman i trilogien om Amager og de mennesker, der bor der. Amalie vokser op i et parcelhuskvarter med far, mor og to søskende, indtil finanskrisen og Amagerbankens krak i 2011 får familien til at falde som dominobrikker. Amalies far, der har sat både pension og opsparing i bankaktier, der fra den ene dag til den anden er nul kroner værd, mister både fremtid og fatning: “Jeg sidder ved spisebordet tæt på brændeovnen og ser vores far gå i opløsning. Så tager han en havestol og smadrer den ned i grillen.” (s. 129).

Familielivet er i forvejen lagt i ruiner, da katastrofen sker: Amalies diagnosticerede lillebror Oliver dør hjemme på stuegulvet under mystiske omstændigheder efter håndgemæng og indtag af en del forskellige stoffer. “Rustvognen kører væk, samtidig med at en studentervogn med høj musik og klirrende ølflasker passerer ude på Kongelundsvej.” (s. 256)

61395024

Intet kan hænge sammen mere. Forældrene bliver skilt, den ældste datter Maya melder sig ud af familien, og Amalie forlader sin kæreste Hector, der har rødder i en anderledes del af København og ikke forstår den virkelighed, Amalie er rundet af.

I forbindelse med sorgterapien over tabet af sin lillebror, der betegnes som et tæt “du” i romanen, møder Amalie Harriet og hendes søn Inno – og bliver igennem deres skæbner som flygtninge fra Rwanda optaget af folkemordet i 1994, der stadig står som noget af det mest barbariske i verdenshistorien.

Håbet er spinkelt, og lyspunkterne få i romanen om Amagers pressede middelklasse. Et af dem er Amalies spirende venskab med en ellers bandlyst morfar, der introducerer hende til gamle filmklassikere og stiller sig til rådighed for samtaler og varm kaffe, når alt det andet svigter. Og som ung og rodløs kommer man et godt stykke henad vejen med samtaler og varm kaffe – også i denne roman: “”Det skal nok gå, Klokke,” siger han. ”Når der er rødt, så må der for fanden blive grønt på et tidspunkt”” (s. 264).

Genrer og tematikker

Morten Papes romantrilogi om Amager er hverken politisk i sin form eller sit projekt, men kommenterer indirekte den vestlige verdens dilemmaer igennem samtaler og begivenheder. For eksempel 11. september. Med afsæt i terrorhandlingen i New York skitserer forfatteren i “Planen” de grundlæggende kulturforskelle og forestillinger om det gode liv, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:

“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).

Debutromanen ”Planen” er skrevet i genren autofiktion, og som læser får man oplevelsen af en verden beskrevet én til én. Allerede med sin anden udgivelse, “Guds bedste børn”, bevæger Morten Pape sig væk fra det selvoplevede. Som han udtaler i magasinet Dossier efter den tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021).

Detaljer og gentagelser bruges som et stilistisk greb til at forstærke indlevelsen, og de mange svigt – især fra faderfigurerne – og udsigtsløse omstændigheder sætter sig godt og grundigt i kroppen, som handlingen skrider frem.

Genremæssigt kan alle fire udgivelser kategoriseres som moderne udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svigt, svig og smerte. I “Planen” får hovedpersonen Morten fornyet håb i mødet med gensidig kærlighed. Intet er dog på noget tidspunkt sikkert, heller ikke hen imod romanens slutning, hvor selv ikke ægte kærlighed forhindrer ham i at være sin redningsperson utro til en julefrokost. Men de efterfølgende refleksioner trækker ham om på den anden side af ligegyldigheden og bevidner dermed den udvikling – ikke at forveksle med afklaring – der er kendetegnende for genren.

“Guds bedste børn” og “I ruiner” foregår ligeledes i utrygge miljøer på Amager, hvor hovedpersonernes verden langsomt falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for flokken presser romanernes hovedpersoner ud over kanten på en uhyggelig realistisk måde, der sætter tankerne i gang hos læseren.

I ”Nøglebarn” vender Pape tilbage til den autofiktive stil og går igen i kødet på forholdet mellem fædre og sønner. Romanen er en beskrivelse af, hvordan hans fars slægt på bare en generation går fra at være overklasse til at blive underklasse, og hvordan det på ingen måde forbedrer mændenes evne til at blive gode fædre.

Beslægtede forfatterskaber

Debutromanen “Planen” er et autofiktivt værk, en fiktion brygget på forfatterens eget liv. I den henseende er det svært at komme udenom den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som i nyere tid har været med til at gøre den autofiktive genre uomgængelig i litteraturen herhjemme. “Planen” trækker tydelige tråde til den samme bevægelse fra barndom til voksenliv, som Karl Ove Knausgård beskriver i sit seksbindsværk “Min kamp”. På handlingsplanet er der også flere sammenfald. Begge romaner følger en drengs udvikling fra barn og teenager til voksen i en stil, hvor problemerne stilles frem for læseren gennem miljøbeskrivelser og dialoger, og hvor fortolkningerne findes implicit i udeladelserne, aldrig eksplicit i teksten.

“Planen” trækker også tråde til forfatteren Jakob Ejersbos gennembrudsroman “Nordkraft” fra 2002, der med samme detaljegrad beskriver et understimuleret miljø, som er drevet af behovet for at kompensere med druk og hårde stoffer. Sproget er råt, begivenhederne voldsomme, og bunden længere nede, end flertallet måske har fantasi til at forestille sig.

I de to romaner “Guds bedste børn” og “I ruiner”, som begge har virkelige begivenheder som omdrejningspunkt, finder man et slægtskab med danske forfattere som Jesper Stein, Birgithe Kosovic og Thomas Korsgaard, der alle fortæller med udgangspunkt i virkelighedens tragedier, og som bevarer et dokumentarisk spor hele vejen igennem.

I ”Nøglebarn” går Morten Pape på opdagelse i sin slægts fortid i en søgen efter svar på, hvorfor hans relation til sin far er så dårligt. Franske Delphine de Vigan fik sit internationale gennembrud i 2011 med ”Intet må vige for natten”, en autofiktiv sorgroman, hvor hun efter sin mors tragiske død på bunden af samfundet optrevler familiens historie for at finde ud af, hvorfor det er gået så galt. Ligesom i ”Nøglebarn” er det en fortælling om social deroute fra overklassen til underklassen i løbet af blot en enkelt generation. Herhjemme kan man nævne Katrine Marie Guldagers Køge-krønike (2010-2016), der ligesom ”Nøglebarn” skildrer, hvordan relationelle problemer kan gå i arv fra den ene generation til den næste.