Romantikken

Citat

Begreber: dualisme, romantik, romantisme, kunsteventyr, nyplatonisme, biedermeier, angst, nationalisme, guldalder, grundtvigianisme, dannelsesroman, elektromagnetisme

Romantikken er en europæisk kulturstrømning, der i Danmark dateres fra Henrik Steffens’ forelæsning om organismetanken i 1802 i København til 1871, da Georg Brandes introducerede det moderne gennembrud. Romantikken inddeles ofte i tre overlappende faser: den universalromantiske, den naturromantiske og romantismen.

Store tanker og trange tider

Den romantiske tanke var, at der fandtes en højere åndelig verden, som man kunne møde via digterens følelsesladede skildringer af naturen, historien og religionen. Man dyrkede det skabende geni, spontanitet, fantasi og lidenskabelig kærlighed. Inspireret af Steffens’ universalromantik skrev Adam Oehlenschläger (1779-1850) i 1802 digtet ”Guldhornene” og introducerede hermed universalromantikken i Danmark. Senere bidrog Oehlenschläger til den nationalromantiske strømning med sin ”Fædrelandssang” (1819), der i dag er Danmarks nationalsang. Landet var i krise efter englændernes angreb på København i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge det følgende år. Reaktionen hos nationalromantikerne var, at hvad der var tabt udadtil, skulle vindes ved at vende blikket indad. Nordisk historie og mytologi blev et udbredt motiv i litteraturen, ikke mindst hos de to salmedigtere B.S. Ingemann (1789-1862) og N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Ingemann skrev historiske romaner, der blev læst flittigt i samtiden, mens Grundtvig grundlagde højskolebevægelsen og lagde navn til grundtvigianismen.

Fysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) anså naturen som dynamisk, og det var bl.a. dette natursyn og tanken om en vekselvirkning mellem modsatrettede kemiske grundkræfter, der bidrog til, at Ørsted i 1820 opdagede elektromagnetismen.

Romantikkens sidste fase fra ca. 1830-1850 kaldes for romantismen. Romantismens forfattere som lægen Emil Aarestrup (1800-1856) og filosoffen Søren Kierkegaard (1813-1855) dyrkede det splittede, erotiske og dæmoniske. I Aarestrups digt ”Angst” (1838) kobles lidenskabelig kropskontakt med angsten for døden. Søren Kierkegaard skrev også om ”Begrebet Angest” (1844), men litterært gjorde han sig især bemærket med debuten ”Enten-Eller” (1843) om æstetik og etik.

Tidens vigtigste prosaist var Hans Christian Andersen (1805-1875), der blev læst og stadig læses af børn og voksne i hele verden. Hans forfatterskab, der inkluderer digte, romaner, rejseskildringer, dramaer og eventyr, er oversat til mere end 100 sprog. Dette skyldes især de mange kunsteventyr, der er originale i kraft af den personlige stil. Andersen skriver i en påtaget og ofte ironisk, barnlig tone, i et legende, mundret sprog og skaber paralleller til en genkendelig virkelighed. F.eks. i ”Den grimme ælling” (1843), hvor en svaneunge udklækkes blandt ællingerne i en andegård. Den mobbes og udstødes, fordi den ser anderledes ud, men bliver med tiden til en smuk svane. Andersens tekster byggede ofte på hans egen livshistorie, som i dannelsesromanen ”Lykke-Peer” (1870) (ikke at forveksle med Pontoppidans hovedværk "Lykke-Per" fra 1898-1906), hvor den talentfulde Peer må bryde den sociale arv for at få succes som kunstner.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) er periodens repræsentant for den poetiske realisme, der skildrer den sociale virkelighed i et idealistisk perspektiv. Han er samtidig med sin særligt tragiske prosaform kanoniseret som novellegenrens mester.”Hosekræmmeren” (1829) er en ulykkelig kærlighedstragedie på den jyske hede, hvis fortæller åbenlyst betages af den kvindelige hovedperson. Mathilde Fibiger, Thomasine Gyllembourg og Kamma Rahbek er navnene på de kvinder, der oftest forbindes med romantikken. Kvindernes rolle i perioden er ifølge litterat Lise Busk-Jensen overset, og i sin doktordisputats fra 2009 gennemgår hun derfor ”Romantikkens forfatterinder” (2009) og deres foretrukne genrer – guvernante-, ægteskabs- og emancipationsromanen.

Andre tendenser i perioden

En i tiden overset mandlig forfatter var Schack von Staffeldt (1769-1826), der med sin debut ”Digte 1804” stod i skyggen af Oehlenschlägers succes. Staffeldt digtede om længsel og var tilhænger af den såkaldte nyplatonisme. Med udgangspunkt i Platons filosofi anså Staffeldt mennesket som et væsen, der er splittet mellem ideernes og fænomenernes verden. Denne dualisme udfordrede Henrik Steffens’ organismetanke om, at universet er en sammenhængende helhed.

Kontakt

Forfatterweb

Kundeservice