thure lindhardt
Thure Lindhardt i teaterstykket 'Brødrene Karamazov' på Det Kongelige Teater.
Foto: Morten Juhl / Scanpix

Mig og min far

Artikel type
News Item
Redaktionen
Top image group
thure lindhardt
Thure Lindhardt i teaterstykket 'Brødrene Karamazov' på Det Kongelige Teater.
Foto: Morten Juhl / Scanpix

Far er måske den mest centrale figur i skønlitteraturen overhovedet. Siden Sofokles skrev ”Kong Ødipus”, har et hav af værker handlet om Far: om en far, der ikke er der; en far, der er der for meget eller forkert eller en far, der ikke giver nok kærlighed til sit afkom. Far er Gud, far er en lille alkoholiker, far svigter, far er Supermand, far er et forbillede og en vatnisse. Far er det hele, og i skønlitteraturen kan man møde alle inkarnationer af Far.

Vi har samlet en række værker, hvori forholdet til og skildringen af far er central.

Ole Lund Kirkegaard: Gummi-Tarzan, 1975

Ivan Olsen har nogle splejsede spaghettiarme og får buksevand i skolegården hver dag. Hans far synes, at Ivan skulle få sig nogle muskler og ikke være så ynkelig. Da Ivan en dag møder en heks, der giver ham mulighed for at opfylde et ønske, fuldbyrder han sin fars drøm og får superkræfter. Lille Ivans tilværelse er bygget op i en utilfredsstillende anglen efter anerkendelse fra Far.

Karl Ove Knausgård: Min kamp, 2010-12

Som en ældre Gummi-Tarzan forsøger Karl Ove Knausgård også at få fars anerkendelse, men det bliver mest til flæberi og et lidt ynkeligt selvbillede. Første bind af ”Min kamp” er en detaljeret gennemgang af et menneskes fald og utilstrækkelighed, og en ætsende frygt for Far forløber gennem romanværket. ”Min kamp 3” ser tilbage på barndommens første år, hvor en tyranniserende og alkoholiseret far gør hverdagen uforudsigelig på en utryg og invaliderende måde.

Edward St. Aubyn: Glem det. Dårligt nyt. En smule håb, 2015

Gennem tre romaner skildrer Edward St. Aubyn drengen Patricks opvækst med en alkoholiseret mor og en far, der misbruger ham seksuelt, fra han er fem til han er otte år. Det snobbede overklasseliv har en bagside, og had og frygt følger Patrick gennem livet. Først som 30-årig kan han fortælle om sin fars uhyrlige svigt og overgreb.

Jens Blendstrup: Gud taler ud, 2004

Hovedpersonen i Jens Blendstrups ”Gud taler ud” er Gud. Gud er gift med Gerd Lilian, far til fire, hvoraf yngstebarnet Jens er romanens fortæller, og går til daglig under navnet Uffe. På dårlige dage er Gud beruset og ubehagelig, på de gode dage en festlig og fantasifuld verdensmand. Men Gud får kræft, og som sådan er ingen uovervindelig.

Vigdis Hjorth: Arv og miljø, 2017

En faders død er katalysator for handlingen i norske Vigdis Hjorts debatskabende roman ”Arv og miljø”. Døden afføder en grum arvestrid om familiens hytter, og det åbner for storesøster Bergjlots fortælling om faderens seksuelle overgreb mod hende, da hun var barn. Ingen i familien accepterer hendes historie eller hendes brud med familien.

Linn Ullmann: De urolige, 2016

Den norske forfatter Linn Ullmann har haft filminstruktør Ingmar Bergman som far. I romanen ”De urolige” skildrer hun en kvindes samtaler med en svækket og døende far, og i erindringsforløb forsøger hun at kortlægge de strukturer og følelser, der har udgjort barndommens vintre hos mor i byen og de lange, varme somre hos far på en lille ø på den svenske østkyst.

Halfdan Pisket: Danskertrilogien, 2014-2016

I sin graphic novel trilogi bestående af ”Desertør”, ”Kakerlak” og ”Dansker” beskriver Halfdan Pisket sin tyrkisk-armenske fars liv, fra han deserterer fra den tyrkiske hær, kommer til Danmark og bliver hashhandler på Christiania, og til han ender som dansk statsborger. De sort/hvide tegninger fortæller lige så meget som ordene, og Piskets intention har både været at fortælle sin fars og sin slægts historie og at ”fremstille ’den kriminelle indvandrer’ – ham, der betragtes som skurken i samfundet – fra en menneskelig side.”

Yahya Hassan: YAHYA HASSAN, 2013

I Yahya Hassans debutdigte gør han op med den patriarkalske samfundsorden, han er vokset op i og med sin egen far, der har udøvet korporlig vold og betragteligt omsorgssvigt mod fortælleren og hans søskende gennem deres opvækst.

Jonas Hassen Khemiri: Et øje rødt, 2004

Halim er født og opvokset i Sverige, født af marokkanske forældre. Hans mor er død, så dagene går i selskab med faderen, der knokler for at blive integreret i det svenske samfund. Halim vil ikke integreres og vender sig i stedet mod sin arabiske baggrund og identitet, og de to forskellige strategier for tilhørsforhold fører til sammenstød og distance mellem far og søn.

Kjell Westö: Faren ved at være en Skrake

Werner og Wiktor Skrake er far og søn, og Wiktor vokser op med denne lige så passionerede som ulyksalige far, der er forfulgt af evigt uheld. Som del af sin egen selvrealisering må Wiktor lære sin fars historie at kende i dette andet bind af Kjell Westös tetralogi om Finland og Helsingforsboerne i det tyvende århundrede.

Fjodor M. Dostojevski: Brødrene Karamazov, 1879-1880

Tre brødre og en far, der bliver slået ihjel. Krimiintrige, familiestridigheder og en polyfon stemmeføring gør denne roman uomgængelig.

Sofokles: Kong Ødipus, ca. 429 fvt.

I Sofokles’ tragedie ”Kong Ødipus” har Kong Laios og hans viv Iokaste fået en lille dreng, men Oraklet i Delfi har spået, at dette drengebarn vil dræbe sin far og ægte sin mor. Derfor har de bedt en hyrde om at sætte den lille dreng fri i naturen. Men hyrden adlyder ikke, og drengen vokser op i Korinth. Skæbnen vil, at den voksne Kong Ødipus uforvarende slår sin far, Kong Laios, ihjel og gifter sig med dennes enke: Ødipus’ egen mor Iokaste.

Gunilla Bergstrøm: Alfons Åberg, 1975-

Alfons Åberg har ikke nogen mor, så Far Åberg er centrum i Alfons’ liv. Far er en fredelig type, der læser avis og ryger pibe og giver Alfons lov til at gøre sine egne erfaringer. Far er ikke ufejlbarlig, far keder sig også af og til, og far og Alfons er lige gode til at råbe ”Jeg skal bare lige…”

Se også filmtemaet om Mig og min far på Filmstriben