Kristian Himmelstrup

Kristian Himmelstrup voksede med egne ord trygt op på et nedlagt pensionat i landsbyen Dalby ved Haslev, et nedlagt landbrug i Jylland og en nedlagt tankstation i Espergærde med sine to ældre søskende og forældre, der blev sammen hele livet. Han fortæller på sin hjemmeside, at moren tidligt introducerede ham for bøgernes verden og åbnede hans øjne for vigtigheden af at forstå det samfund, han er en del af. Han mener ikke, at han som barn drømte om at blive forfatter. Det fortæller han i et mailinterview med Forfatterweb: ”Jeg kan ikke huske, at jeg havde eksplicitte drømme om at blive forfatter, men den slags tegn ser man nok også først i bakspejlet. Men jeg observerede gerne på afstand, skrev dagbog, små historier og digte, kunne godt lide dansk og sprogfag og læste en del. I teenageårene lavede jeg mit eget dannelsespensum og læste mig igennem en del af klassikerne fra Ovid over Shakespeare til Kafka.” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb. Oktober 2022).

Efter gymnasiet rejste Himmelstrup jorden rundt med tre gode venner og søgte derefter ind på Dansk på Københavns Universitet. Han fortæller, at der var meget lidt reflekterede grunde til, at valget faldt på danskstudiet, og efter tre års studier trængte han voldsomt til luftforandring. ”Så postede jeg tyve breve til danskinstitutter rundt om i verden og fik svar fra to, og i 1995 tog jeg til University of Washington i Seattle, hvor jeg underviste i dansk og tog en M.A. i skandinavisk litteratur. Det var et vigtigt år. Ud over oplevelserne målrettede opholdet mig og gav mig et andet perspektiv på mange ting.” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb. Oktober 2022). Tilbage i Danmark afsluttede han sin kandidat i Dansk med et speciale om Ib Michael, som siden blev udgivet på Forlaget Arabesk i 2000. Og dermed var hans forfatterkarriere så småt skudt i gang.

Ved siden af forfattergerningen har Himmelstrup bestridt en række forskellige stillinger som blandt andet kommunikationsmedarbejder på Carlsberg, underviser på Askov Højskole, Københavns Universitet og forskellige sprogskoler, og i 2003 blev han såkaldt sendelektor i Austin, Texas. Siden er han blevet gift og har fået to børn. Rejserne er blevet kortere og færre, men i 2013 sagde han og konen deres job op, solgte alt, hvad de ejede og rejste et halvt år i Sydøstasien med rygsække. Oplevelser fra turen gav siden inspiration til nogle af fortællingerne i ”Små skred” fra 2016.

I 2014 udkom Kristian Himmelstrups J.P. Jacobsen-biografi ”En sejlbåd for vindstille”. Hen over 335 sider (inklusiv noteapparat) bliver 1800-tals forfatterens liv fremstillet, så man som læser føler, man kommer under huden på ham og bliver klogere på hans samtid. Og skulle man ikke allerede have læst sig ind på forfatterskabets populære titler som ”Fru Marie Grubbe” (1876) og ”Niels Lyhne” (1880), får man i den grad lyst til at kaste sig over dem.

I værket går Himmelstrup ganske traditionelt til værks og følger Jacobsens liv helt tæt fra fødsel og barndom i Thisted over studenterårene i København og til hans død som blot 38-årig i Thisted. Vi kommer tæt på barndomshjemmet, hans boligforhold i København, får bidder af brevveksling med familie og venner, udtræk fra dagbøger, tidlige litterære forsøg og får hans forfatterskab sat ind i en kontekst i forhold til såvel forfatterens eget liv som samtiden, ligesom Himmelstrup indfører læserne i samtidens reception af Jacobsens forfatterskab.

Tilsammen bliver der tale om et grundigt og indfølende portræt af en af dansk litteraturs helt store digtere. J.P. Jacobsen er selvsagt hovedtema i biografien, men den kommer også omkring andre centrale temaer. Ikke mindst samtidens litterære scene præget af Brandes-brødrene og med den prægnante titel Det Moderne Gennembrud, der ønskede en litteratur, der satte problemer under debat.

51340566

Himmelstrup præsenterer, hvordan Jacobsen anså sig selv som en naturlig del af gennembruddet og viser, hvordan Brandes-brødrene fremførte hans litteratur som eksemplarisk, om end de havde deres problemer med at passe den ordentligt ind. Måske var årsagen, at Jacobsen var helt sin egen, som Himmelstrup anfører (se citat).

Et andet vigtigt tema, biografien kommer omkring, er ateisme. Jacobsen startede sit liv som troende, men forkastede sidenhen Gud og blev stor fortaler for Darwins ideer – og var i øvrigt den første til at oversætte Darwins revolutionerende værk om arternes oprindelse. Biografien tematiserer endvidere Jacobsens forhold til kvinder, og ikke mindst forholdet til ungdomskæreste Anna Michelsen, som holdt fast i troen, hvilket formentlig var en medvirkende årsag til, at Jacobsen ikke kunne gengælde hendes følelser. Alt imens hun inspirerede Jacobsen til at skrive dybdegående portrætter af kvinder, endte hun sine dage som psykiatrisk patient.

Kristian Himmelstrups novellesamling “Små skred” fra 2016 består af 30 noveller – eller ’moralske glidebanefortællinger’, som det hedder på bagflappen. At læse novellerne er som at træde ind i et univers af mønstre og strukturer, hvor novellerne fletter sig ind og ud af hinanden. I flere tilfælde benyttes et ord fra den foregående novelles sidste sætning som afsæt for den følgende, af og til går den samme (eller lignende) karakter igen på tværs af noveller, og andre gange er det et element, et tema, en figur eller lignende, der binder fortællingerne sammen.

Novellerne danner endvidere et fællesskab ved, at de alle undersøger de ’små skred’, der kan føre mennesker på en amoralsk glidebanetur – og de små krumspring, vi laver for at retfærdiggøre dem. Som for eksempel skolelæreren i ”Seks halve”, der har bagbundet og kneblet en kvinde og knap kan forstå, hvordan hun er havnet der.

52325951

Netop ordet ’havnet’ er helt relevant, da hovedpersonerne på hver deres måde fralægger sig alt ansvar. Ofte aner de slet ikke, hvordan de skal tage ansvar. Ja, faktisk er karaktererne så distancerede fra sig selv, at flere ligefrem er i tvivl, om det er dem selv, de ser i spejlet.

Det gør sig blandt andet gældende i novellerne ”Kuk” og ”Svinet”. Et andet relevant begreb er vrangforestilling. Eksempelvis er der hjælpearbejderen, der overbeviser sig selv om, at han gør en forskel for verdens fattigste, alt imens han omdanner de lokales kritik af vestlig udnyttelse til ufarlige reprimander og bor på 5-stjernede hoteller. I det hele taget får den vestlige hvide mand en på hattepulden i mange af fortællingerne – ikke mindst inkarneret i den ironiske titel ”Den Ædle Hvide”.

Et centralt tema i fortællingerne er de selvfortællinger, vi mennesker skaber – både for at legitimere vores liv for os selv, men også for at tage os bedre ud for andre. Men i novellerne bliver selvfortællingerne demaskerede og forvrængede – nærmest ud i det absurde. Andre væsentlige temaer er utroskab, død og tab. Blandt andet tematiseres tab i novellerne ”Vinden”, ”De brune sko” og ”Efterår”, hvor sidstnævnte omhandler medlidenhedsdrab. Men måske havde udføreren i virkeligheden mere medlidenhed med sig selv, end med den syge partner, hun tog livet af!

Med afsæt i historiske fakta skriver Kristian Himmelstrup den danske arbejderbevægelses grundlægger Louis Pio frem, så man får et indgående og mangefacetteret indblik i hans liv og ideer i romanen “Pio” fra 2022. Romanen er skrevet med en tredjepersonfortæller, som giver stemme til både Pio og hans kæreste Augusta. Mens Pio har noget svært ved at se kritisk på sig selv, får vi med Augustas blik et andet perspektiv på tiden og på Pio, og vi får en dybere forståelse af, hvordan Pios egen personlighed og idealismens sammenstød med den barske virkelighed igen og igen spænder ben for, at hans projekter vil lykkes. Samtidig giver hun et mere indgående indblik i kvindekampen, og hvor vanskelig ligestilling er i praksis, selv når begge parter kæmper offentligt og helhjertet for sagen.

Romanen kan læses som en historisk roman, der tematiserer arbejderbevægelsens og kvindesagens spæde start i Danmark. Den tematiserer også det unge demokrati, som ikke var så demokratisk, at det gjorde noget, og som benyttede både politispioner og bestikkelse for at slippe af med samfundsfjender – folk, der kritiserede det bestående. På den måde åbner romanen også for en diskussion af, hvad retfærdighed er og viser, at det afhænger af, hvem der har definitionsmagten. Endvidere er romanen en fortælling om emigration.

62547359

Pios socialistiske kamp kommer således til at koste ham dyrt. Først og fremmest fordi han havner i fængsel i tre år og kun med nød og næppe overlever, fordi det offentlige Danmark ikke ønsker at give arbejderne en martyr. Dernæst fordi han efterhånden bliver udgrænset af sit eget bagland, der er utilfreds med, at han er for enerådig. Derfor tager han flugten til Amerika, hvor han forsøger at bygge socialistiske kolonier først i Kansas og siden i Florida, og romanen giver dermed et indblik i, hvor svært det er at finde fodfæste både ude og hjemme, medmindre man er økonomisk velpolstret. Samtidig er det en følsom udviklingsroman – eller måske snare afviklingsroman – om en mand, der kæmper for en større sag, men hvor det hele tiden i stedet kommer til at handle om hans egen overlevelse. Da han er nær ved at lykkes med at skabe byen White City i Florida, bliver han ramt af sumpfeber, og en charmerende oberst løber med pengene. Et andet grundtema i romanen er, hvor vanskelig forandring er – både den samfundsmæssige og den personlige.

Kristian Himmelstrups forfatterskab spænder over mange genrer fra fagbøger over biografier og til skønlitteratur. For at starte med førstnævnte har Himmelstrup skrevet en grundbog rettet mod kulturformidlingsfagene med titlen ”Kulturens former og institutioner”. Her gennemgår Himmelstrup centrale kulturteorier, diskuterer kulturbegrebet og sætter kulturpolitikken i relief såvel historisk som aktuelt.

Biografisk har han skrevet om Ib Michaels forfatterskab i ”Den udødelige soldat og jeg” samt J.P. Jacobsens forfatterskab i ”En sejlbåd for vindstille”. Også værket ”Pio” er en art biografi, men her går forfatteren ganske anderledes til værks. Hvor biografien om Jacobsen er ret traditionel med noter, lang kildeliste og mange henvisninger, og hvor Himmelstrup sad i månedsvis i håndskriftsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek og læste sig igennem forfatterens breve, notesbøger og dagbøger og havde lyst til at citere det meste, fandt Himmelstrup hurtigt ud af, at han måtte gå anderledes til værks i fortællingen om Pio.

Han forklarer: ”Jeg troede først, at jeg skulle skrive en biografi, men fandt hurtigt ud af, at jeg havde brug for romanens frihed til at fortælle hans historie. Det gjorde det ikke lettere. Jeg brugte seks år på at skrive den og var vidt omkring i min research. Jeg lærte undervejs, at romanen har sine egne love, som for eksempel gjorde det svært at gå for tæt på kilderne, uden det ødelagde tonen og fremdriften.” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, oktober 2022). Med sin dokumentariske tilgang indskriver ”Pio” sig i en af tidens markante litterære tendenser, nemlig den såkaldte exofiktion.

I sit skønlitterære forfatterskab i øvrigt spænder værkerne også vidt, men alle har de det tilfælles, at de er skrevet med et stort drive og en inciterende nerve, der nærmest hører krimigenren til, men det er kun ”Angelinas røv” og ”Putto”, der decideret benytter træk fra krimigenren med mord og intriger.

Debuten “Dinosaurens sidste tango” er en lidt udsyret, fragmenteret rejse- og dannelsesroman, hvor fortælleren rejser rundt i Sydamerika – på opdagelse i områdets kulturhistorie, historie og ikke mindst i sit eget sind.

Novellesamlingen “Små skred” tager læseren med på en hæsblæsende tour de force i livets små og store kiks og skred. Begge værker tematiserer identitet, meningen med livet, døden og den hvide mands byrde.

Kristian Himmelstrup fortæller til Forfatterweb, at han i romanen ”Dinosaurens sidste tango” er inspireret af forfatterne Jorge Luis Borges og Bruce Chatwin. Det fragmentariske, splintrede og labyrintiske i Borges’ univers har en fin genklang i Himmelstrups værk, og ligesom hos Borges vælter beretninger om historiske personer, helte og antihelte rundt og mixes ind og ud af hovedhistorien.

Også Karen Blixens fodspor er nu ganske tydelige både i ”Dinosaurens sidste fodspor” og i ”Små skred”. De maskerader og demaskeringer, der fylder i ”Små skred”, er også et centralt tema hos Blixen, og Himmelstrups novelle ”Båden” er som snydt ud af næsen på Blixens novelle ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger” – i en mere moderne udgave dog.

”Angelinas røv”, der er mere ovre i den kriminalistiske genre, kan sammenlignes med den mere sofistikerede nordiske krimi a la Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” og finske Kai Eriks ”Den onde bog”. Både ”Den onde bog” og ”Angelinas røv” tematiserer universitetsverdenen, og også yngre mænds eksistentielle kriser spiller en central rolle i begge værker.

Romanen giver endvidere sit bud på USA i terrorens tidsalder, der kan give mindelser om Claus Bech-Nielsens ”Suverænen”, men også trækker tråde til amerikanske Jonathan Franzens forfatterskab.

Med romanen om Louis Pio, der i øvrigt er nomineret til DR’s romanpris 2023, skriver Himmelstrup sig ind i en af tidens markante litterære tendenser, den såkaldte exofiktion, hvor omdrejningspunktet er en virkelig person, som bliver fiktionaliseret. Exofiktion, der blev født på den franske litterære scene, præger i stor stil den danske litterære scene i årene omkring 2020, hvor markante forfattere som Christina Hesselholdt, Eva Tind, Kristina Stoltz og Jesper Wung-Sung med stort held har fiktionaliseret historiske personer.