Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen er født i Griffenfeldsgade på Nørrebro, men har gennem sin opvækst haft mange forskellige adresser på Sjælland og omegn. Et af de steder, der har været med til at præge ham i en litterær retning, er Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor han har boet, mens hans far var forstander på stedet.

På trods af sin opvækst i et akademisk og intellektuelt miljø var Peder Frederik Jensen som dreng ikke særligt interesseret i at sidde på skolebænken. Som han selv forklarer det: ”Da jeg var yngre, var jeg meget lidt motiveret til at gå i skole, og den frihedstrang og energi gav et stort behov for at lære at arbejde med kroppen og hænderne. Derfor valgte jeg at blive håndværker.” (Eget interview, 2012). Efter et ufrugtbart møde med gymnasieskolen, et forløb på Den Fri Ungdomsuddannelse, lidt erhvervsarbejde og en tur på havet besluttede Peder Frederik Jensen sig for at søge væk fra sit akademiske og intellektuelle bagland og ind i bådebyggeriets verden. Som han selv forklarer beslutningen, var det et ønske om at blive ”mere funderet i tradition og sammenhæng.” (Eget interview, 2012), der drev ham mod det gamle og traditionsbundne fag.

Da svendebeviset var i hus i februar 2002, tog Peder Frederik Jensen til Frankrig og praktiserede sit håndværk på Côte des Azur. Her begyndte han at længes mod mere intellektuelle og kreative udskejelser, hvorfor han genoptog skriveriet og søgte ind på Forfatterskolen i København. Bådebyggeriet og skriveriet synes måske at tilhøre to uforlignelige verdener, men for Peder Frederik Jensen har de to længe hængt uløseligt sammen. Allerede som stor dreng proklamerede han overfor sin bror, at han ville være bådebygger og digter. Fagene var for ham to sider af samme sag. Som han fortæller i et interview til P1: “Nogle gange kommer jeg til at bytte rundt på det og sige, at jeg skriver både og bygger digte.” (Skønlitteratur på P1, 2012-06-06).I romanen ”Læretid” demonstrerer Peder Frederik Jensen selv, hvordan der faktisk kan udvindes litteratur af bådebyggerkunsten, ligesom skriveriet på mange måder også er et slags håndværk. 

I 2016 debuterede han som dramatiker på Teater V med stykket ”Godt vi har Allan”, som han efteråret inden havde vundet teaterets dramatikerkonkurrence DRAMATISK DEBUT for.

Ved siden af forfattergerningen er Peder Frederik Jensen medstifter af kunst- og litteraturtidsskriftet Morgenrøde.dk, og siden 2013 har han dækket alt fra konflikt i Cameroun til den moderne arbejder som freelanceskribent for Dagbladet Information. 

Titlen på Peder Frederik Jensens debutroman ”Her står du” fra 2007 henviser til den røde prik på et oversigtskort (og på bogens forside), som fortæller en, hvor man står, når man kigger på det. Prikken repræsenterer en central tematik i romanen, der netop fortæller historien om den unge og lettere apatiske Adam, som har svært ved at finde et ståsted i tilværelsen. Han drikker, læser og rejser, men kommer ingen vegne. Som han selv formulerer det: ”Jeg er sådan lidt i gang med at komme i gang”. I sin søgen efter sig selv og et liv, der ikke styres af andre, lægger Adam afstand til familien. Særlig hårdt går det ud over stedbroderen Thomas, som ellers var hans allierede gennem deres fælles opvækst i det pæne Hellerup. Thomas er blevet alt det, Adam afskyr: en målrettet, punktlig og pæn ung arkitektstuderende i mærketøj.

26613442

Handlingen skydes i gang, da Thomas omkring jul ringer til Adam efter to års tavshed mellem dem. Sidst de sås, slog Adam stedbroderen ned med en flaske, og nu er Thomas’ far død af et hjertestop. I et forsøg på forsoning beder Thomas Adam hjælpe sig med at sætte faderens hus i Gilleleje – deres barndomsrefugium – i stand.

Samme jul møder Adam i en bodegabrandert overklassepigen Astrid, hvis liv og overdådige Østerbro-lejlighed, han lader sig glide gradvist ind i. Mellem dem står dog Adams angst og tiltagende paranoia i forhold til verden og menneskene omkring ham. På hver deres måde bliver mødet med Astrid og arbejdet i Gilleleje med Thomas afgørende pejlemærker i Adams søgen efter ståsted.

Stilen er kortfattet og tempofyldt. Der springes hurtigt i handlingen og også frem og tilbage i tid efter jegfortællerens forgodtbefindende. Den opbrudte og nøgterne fortællestil kombineret med en tendens til pludselig at dvæle ved besynderlige detaljer afspejler Adams distancerede og observerende forhold til verden omkring ham. Som læser fornemmer man imidlertid et væld af følelser og tanker, som truer bag teksten – alt det fortælleren udelader. Ligesom den desorienterende jegfortæller selv må man som læser anstrenge sig for at lokalisere, hvor Adam egentlig står bag den ofte amputerede overlevering. Dette synes at være en pointe i sig selv i romanen. Adam begynder nemlig mod slutningen at acceptere, hvordan menneskene omkring ham er nødvendige for at lokalisere og optegne den røde prik, hvor han står.