peder frederik jensen
Foto: Lars Grundersen

Peder Frederik Jensen

cand.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
peder frederik jensen
Foto: Lars Grundersen

Indledning

Med en særegen sans for poetisk prosa gennemborer Peder Frederik Jensens præcise pen det moderne samfund, amputerede mellemmenneskelige relationer og det frisatte individs eksistentielle søgen efter ståsted og sammenhæng i verden.

I både romaner og noveller bliver alt fra forknytte håndværkere til flagrende forfattere og letlevende kvinder skildret i samme sanselige, men også usentimentale og opbrudte stil, der overlader meget til læserens fantasi. Det er på en gang brutalt og satirisk, komprimeret og let.

 

52888417

Blå bog

Født: Den 29. august 1978 i Griffenfeldsgade på Nørrebro.

Uddannelse: Bådebygger fra Erhvervsskolen Nordsjælland, 2002. Forfatterskolen, 2006.

Debut: Her står du. Samleren, 2007

Litteraturpriser: Albert Dams Mindelegat, 2012. Otto Gelsted-prisen, 2016.

Seneste udgivelse: Skullfucking. Samleren, 2017. Digte.

Inspiration: Peder Frederik Jensen ser op til og inspireres af forfattere som Kjell Askildsen, Pia Juul, Sven Lindquist, Roberto Bolaño og W.G. Seebald.

Periode: Autofiktion

 

 

 

 

Peder Frederik Jensen fortæller om den skulptur han laver til udstillingsprojektet In Words Drown I på Roskilde Bibliotekerne. 21/10/2012.

Artikel type
voksne

Baggrund

”De har købt en Berlingo. Den er nemmere at stige ud af. Så skal man ikke så dybt heller, når man sætter sig, havde han sagt til deres søn. Ellers havde de altid kørt Volvo. En ny hvert andet år.”
”Banedanmark”, s. 49.

Peder Frederik Jensen er født i Griffenfeldsgade på Nørrebro, men har gennem sin opvækst haft mange forskellige adresser på Sjælland og omegn. Et af de steder, der har været med til at præge ham i en litterær retning, er Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor han har boet, mens hans far var forstander på stedet.

På trods af sin opvækst i et akademisk og intellektuelt miljø var Peder Frederik Jensen som dreng ikke særligt interesseret i at sidde på skolebænken. Som han selv forklarer det: ”Da jeg var yngre, var jeg meget lidt motiveret til at gå i skole, og den frihedstrang og energi gav et stort behov for at lære at arbejde med kroppen og hænderne. Derfor valgte jeg at blive håndværker.” (Eget interview, 2012). Efter et ufrugtbart møde med gymnasieskolen, et forløb på Den Fri Ungdomsuddannelse, lidt erhvervsarbejde og en tur på havet besluttede Peder Frederik Jensen sig for at søge væk fra sit akademiske og intellektuelle bagland og ind i bådebyggeriets verden. Som han selv forklarer beslutningen, var det et ønske om at blive ”mere funderet i tradition og sammenhæng.” (Eget interview, 2012), der drev ham mod det gamle og traditionsbundne fag.

Da svendebeviset var i hus i februar 2002, tog Peder Frederik Jensen til Frankrig og praktiserede sit håndværk på Côte des Azur. Her begyndte han at længes mod mere intellektuelle og kreative udskejelser, hvorfor han genoptog skriveriet og søgte ind på Forfatterskolen i København. Bådebyggeriet og skriveriet synes måske at tilhøre to uforlignelige verdener, men for Peder Frederik Jensen har de to længe hængt uløseligt sammen. Allerede som stor dreng proklamerede han overfor sin bror, at han ville være bådebygger og digter. Fagene var for ham to sider af samme sag. Som han fortæller i et interview til P1: “Nogle gange kommer jeg til at bytte rundt på det og sige, at jeg skriver både og bygger digte.” (Skønlitteratur på P1, 2012-06-06).I romanen ”Læretid” demonstrerer Peder Frederik Jensen selv, hvordan der faktisk kan udvindes litteratur af bådebyggerkunsten, ligesom skriveriet på mange måder også er et slags håndværk. 

I 2016 debuterede han som dramatiker på Teater V med stykket ”Godt vi har Allan”, som han efteråret inden havde vundet teaterets dramatikerkonkurrence DRAMATISK DEBUT for.

Ved siden af forfattergerningen er Peder Frederik Jensen medstifter af kunst- og litteraturtidsskriftet Morgenrøde.dk, og siden 2013 har han dækket alt fra konflikt i Cameroun til den moderne arbejder som freelanceskribent for Dagbladet Information. 

Her står du

”(…) jeg placerede min hånd på det afskårne hoved og pressede et par fingre gennem gællerne. Jeg vendte min hånd ind mod mig selv og så ind i de stirrende hvide klatter i øjenhulerne. I det samme grinede Astrid inde i stuen. Vi er en flok dyr, tænkte jeg og kylede hovedet ned i vasken.”
”Her står du”, s. 14.

Titlen på Peder Frederik Jensens debutroman ”Her står du” fra 2007 henviser til den røde prik på et oversigtskort (og på bogens forside), som fortæller en, hvor man står, når man kigger på det. Prikken repræsenterer en central tematik i romanen, der netop fortæller historien om den unge og lettere apatiske Adam, som har svært ved at finde et ståsted i tilværelsen. Han drikker, læser og rejser, men kommer ingen vegne. Som han selv formulerer det: ”Jeg er sådan lidt i gang med at komme i gang”. I sin søgen efter sig selv og et liv, der ikke styres af andre, lægger Adam afstand til familien. Særlig hårdt går det ud over stedbroderen Thomas, som ellers var hans allierede gennem deres fælles opvækst i det pæne Hellerup. Thomas er blevet alt det, Adam afskyr: en målrettet, punktlig og pæn ung arkitektstuderende i mærketøj.

26613442

Handlingen skydes i gang, da Thomas omkring jul ringer til Adam efter to års tavshed mellem dem. Sidst de sås, slog Adam stedbroderen ned med en flaske, og nu er Thomas’ far død af et hjertestop. I et forsøg på forsoning beder Thomas Adam hjælpe sig med at sætte faderens hus i Gilleleje – deres barndomsrefugium – i stand.

Samme jul møder Adam i en bodegabrandert overklassepigen Astrid, hvis liv og overdådige Østerbro-lejlighed, han lader sig glide gradvist ind i. Mellem dem står dog Adams angst og tiltagende paranoia i forhold til verden og menneskene omkring ham. På hver deres måde bliver mødet med Astrid og arbejdet i Gilleleje med Thomas afgørende pejlemærker i Adams søgen efter ståsted.

Stilen er kortfattet og tempofyldt. Der springes hurtigt i handlingen og også frem og tilbage i tid efter jegfortællerens forgodtbefindende. Den opbrudte og nøgterne fortællestil kombineret med en tendens til pludselig at dvæle ved besynderlige detaljer afspejler Adams distancerede og observerende forhold til verden omkring ham. Som læser fornemmer man imidlertid et væld af følelser og tanker, som truer bag teksten – alt det fortælleren udelader. Ligesom den desorienterende jegfortæller selv må man som læser anstrenge sig for at lokalisere, hvor Adam egentlig står bag den ofte amputerede overlevering. Dette synes at være en pointe i sig selv i romanen. Adam begynder nemlig mod slutningen at acceptere, hvordan menneskene omkring ham er nødvendige for at lokalisere og optegne den røde prik, hvor han står.

 

Læretid

”(Læredrengen, red.) Havde kørt et par gange rundt om jorden i sin Golf. Hun vidste ikke rigtig og flyttede rundt på sine trusser. Den ene dag lå de der, den næste var de væk. Hans forældre blev skilt, og faderen skulle flytte. Men det var op og af sted uden plads til hensyn. Det er sådan, det er. Det er det, svarede Svenden. De sad på hver deres pullert.”
”Læretid”, s. 60.

Ligesom debutromanen handler Peder Frederik Jensens ”Læretid” fra 2012 om en ung mand, der forsøger at finde sin plads i tilværelsen. Denne søgen fører romanens hovedperson fra det hippe Vesterbro til Kalundborg, hvor han starter i lære som bådebygger – fra en fri og tempofyldt Københavnertilværelse blandt den kreative klasses unge til en rutinepræget hverdag med tjære under neglene og mester over sig.

I denne verden langt fra byens individualitetsbesættelse får hovedpersonen navnet ”Læredrengen”, som bliver hans eneste kaldenavn romanen igennem. Læredrengen hviler bag sin anonyme titel, der repræsenterer den enkelthed, han søger i bådebyggerfaget. Han nyder rutinerne og de klare regler på arbejdspladsen og finder ro i det fysiske arbejde. Det giver mening for ham at fremstille noget reelt funktionalistisk med sine hænder. Ikke mindst nyder han det jordnære, fåmælte og mandsdominerede miljø på havnen, hvor patterne stritter ud af den kulørte kalender, prutterne sidder løst, og døden er et grundvilkår, man ofte mindes om, men ikke dvæler ved.

29179980

I sin søgen væk fra sit eget akademiske bagland af teologforældre finder Læredrengen en kæreste af københavnsk arbejderfamilie. Forholdet lider dog under den både fysiske og mentale afstand mellem de to, som i sidste ende fører til dets forlis. I romanens slutning får Læredrengen sit svendebevis, men det lykkedes ham aldrig helt at opløse sin intellektuelle identitet i det konkrete kropslige arbejde. Han er bådebygger, men han er også noget helt andet.

Romanen skildrer med humor og varme bådebyggerfaget og menneskene omkring det. Dette sker ved brug af en 3. personsfortæller, der følger Læredrengens perspektiv. Et perspektiv der på den ene side er indlejret i den verden, der beskrives, og på den anden side er københavnerknægtens udefrakommende perspektiv.

Håndværkets særsprog med ord som kalfatring og dyknagle præger romanens udtryk og tilføjer det en rå og poetisk tone, der gør værkstedet både autentisk og levende for læseren.

Stilen er udpræget minimalistisk og samtidig uhyre præcis. Med meget få ord får Peder Frederik Jensen tegnet sine finurlige karakterer og det omkringliggende miljø skarpt op. Værket, der kun strækker sig over 140 ikke tætskrevne sider, består af 79 små kapitler og et afsluttende afsnit kaldet ”værktøjskassen”, der forklarer de forskellige bådebyggerredskaber, som nævnes undervejs. De mange små afsnit får romanens udtryk til at fremstå stacceret, hvilket i samspil med stilen i øvrigt synes at drage paralleller til bådebyggerværkstedets opbrudte og ordknappe, men alligevel meget sigende dialoger.

 

Banedanmark

”Bitten sad, så han kunne se hendes fødder og ankler. Du gør det aldrig igen, sagde han så. Hun svarede ham ikke. Et fad med æbler. Hendes ankler. Solsorte. Han havde stået derude og overvejet, om han skulle skyde hende. Bagefter kunne han skyde sig selv.”
”Banedanmark”, s. 68.

I sin første novellesamling, ”Banedanmark” fra 2014, lader Peder Frederik Jensen forfatterblikket vandre ud over hele det brogede kludetæppe Danmark. Bogens knap 138 sider rummer hele 25 intense øjebliksbilleder, der i ofte ulideligt skarpe glimt viser danskerne fra deres mest uskønne vinkler. Vi møder alt fra provinsluderen, der ryger lange LA til den unge universitetsstuderende, der læser Lacan. Og ligeså hurtigt, som man bliver kastet ind i en karakters skæbne, er man videre til den næste – som et IC3-Lyn gennem det golde danske land.

Hvad end scenen er sat i Under- eller Overdanmark, og om problemerne er undertrykt homoseksualitet i testosteronbårne håndværkervenskaber (”Stumper”), bristede drømme om landidyl hos den kreative klasse (”En forestilling om et enklere liv med høns”) eller nedbrydende prostitution og kærestevold i den pilrådne banan (”LA af de lange”), er det samme ensomhed og samme afstumpede mellemmenneskelige relationer, der er på spil.

50922197

I novellen ”Torben og Bitten” følger man for eksempel håndværkeren Torbens forknytte og brutale forsøg på at tackle sin spændingssøgende hustrus utroskab med maskuliniteten i behold. Mindre voldsomt, men ikke mindre pinefuldt skildres ensomheden i ”Manden på broen”. Her synes jegfortælleren – en arbejdsløs kvindelig akademiker – at føle en større forbindelse til en depressivt udseende fremmed, hun passerer på en bro, end til sin egen succesfulde vinekspert af en ægtemand. Meget sigende handler bogens mest håbefulde portræt af forholdet mellem mennesker, ”Et møde”, om to midaldrende fremmede i det Københavnske natteliv.

Som vanligt er Jensens sprog gennemgående nøgternt, opbrudt og uhyggeligt præcist og i passager tempofyldt og opremsende – når følelser intensiveres eller situationer spidser til. Dette giver novellerne en gennemgående distanceret, brutal og nogle gange tragikomisk tone, der frarøver læseren muligheden for at dvæle empatisk ved de triste skæbner. Den nøgterne og ordknappe fremstilling efterlader konsekvent modtageren med en fornemmelse af, at der ligger en hel masse ufortalt mellem linjerne, som man selv må fantasere sig til. På den måde kommer forholdet mellem læser og karakterer næsten til at mime de afstumpede relationer på indholdssiden.

 

VOLD

”Hans egen forestilling om det fjerneste sted i verden hang dårligt sammen med det oplevede, fordi det gik op for ham, at det jo er mennesker, der bevæger sig derude i ørkenheden, at de ikke er fantasi eller fatamorganaer. Simon havde set folk cykle afsted midt i ingenting.”
”VOLD”, s. 270.

I romanen ”VOLD” fra 2016 vender Peder Frederik Jensen tilbage til fortællingen om en ung mand, der i en form for eksistentiel krise bryder op og afsøger nyt territorium. Til forskel fra tidligere romaner er der dog tale om en mere verdensvendt søgen, der rækker langt ud over hovedpersonen Simons egne problemer med komplekse kvinderelationer og en drænende dysfunktionel familie. I et ubevidst forsøg på at blive rystet og komme i tvivl, som det hedder i romanen, forlader Simon således sin Vesterbrotilværelse for en retningsløs rejse gennem Vestafrika.

For den unge forfatter og håndværker med baggrund i det autonome miljø bliver mødet med Afrika på den ene side en uvirkelig konfrontation med en sterotypisk verden af sultne børn ved lange løsthængende bryster, tætpakkede transportmidler og en lokalbefolkning, der ser den hvide mand som en nem dagsløn eller en billet mod Vesten iført backpack. På den anden side bliver det et meget virkeligt møde med menneskene bag stereotyperne og den uoverskuelige pøl af problemer, som den tidligere europæiske koloniherre er med til at holde dem fast i.

52193400

Rigeligt rystet, men uden konkrete svar vender Simon tilbage til Vesterbro. Her bliver Afrika en slags linse, han begynder at se sit eget middelklasseliv, det indesluttede og ængstelige danske samfund og endda det navlebeskuende danske litteraturmiljø igennem. Dette fører uventet til et skærpet fokus på den vold, der gennemstrømmer alt. Den vold han selv rummer, den vold han selv er blevet påført af fremmede og familie, men også den vold, som hele den vestlige civilisation er bygget på – et uoverskueligt udsyn som han i metalitterære passager kæmper med at skrive sig ind på.

”VOLD” er i flere henseender et voldsomt værk. Tematisk og genremæssigt spænder bogen fra moderne dannelsesfortælling med en indbygget tragisk familiekrønike til rejseskildring og en slags langstrakt debatindlæg med Simon som afsender. Læseren bliver ofte kastet med hovedpersonens associationsrækker frem og tilbage i tid fra arbejdsløse i Senegal til autonome på Vesterbro, ligesom man bliver bombarderet af både brutalt udpenslende voldsscener og lange faktuelle redegørelser om afrikanske forhold. Ikke ulig Simon må både læser og litterære konventioner altså se sig knockoutet et par gange undervejs.

Genrer og tematikker

Ifølge Peder Frederik Jensen selv kredser hans forfatterskab om eksistentiel afsøgning. Hvor ”Her står du” tematiserer urban eksistens, handler ”Læretid” for ham om eksistens på et mere grundlæggende plan. I ”VOLD” er det derimod den globale eksistens fra en skyldsbetynget privilegeret vestlig synsvinkel, der bliver sat under lup. Forfatterskabet kredser med andre ord om det at være til og finde sammenhæng, betydning og forankring som menneske.

Opbrud er et andet gennemgående tema i forfatterskabet. I ”Her står du” forsøger Adam at bryde op med sit bagland for at finde ud af og mærke efter, hvor han egentlig står i verden. Hovedpersonen i ”Læretid” forsøger at bryde med den akademiske og intellektuelle baggrund med henblik på at nå ind til en mere kropslig og fundamental form for væren. Og endelig bryder Simon i ”VOLD” med sit trygge vestlige liv og et lidt for mageligt parhold for at ryste sig selv og forsøge at se sin egen verden fra et nyt globalt perspektiv. I alle tilfælde viser det totale opbrud sig dog at være umuligt, og menneskets miljøbestemte forankring i verden står tilbage som et uoverstigeligt grundvilkår. 

Peder Frederik Jensen har blik for menneskets grundlæggende splittelse mellem den intellektuelle og den fysiske væren. Er vi, som Adam vrængende proklamerer i ”Her står du”, bare primitive dyr, der blot er blevet viklet ind i kunstig pænhed og civilisation? Trænger vi i virkeligheden til at finde tilbage til det mere enkle, kropslige liv, som Læredrengen i ”Læretid” søger i bådebyggerfaget? Eller har vi som særligt forfinede skabninger netop behov for åndelig stimulation for at blive hele mennesker? Det er et spørgsmål, som løber under overfladen gennem flere af hans værker.

Også amputerede mellemmenneskelige relationer og en grundlæggende menneskelig ensomhed – selv i samværet med andre – er et af de temaer, der går igen i Peder Frederik Jensens forfatterskab. I alle tre romaner kæmper de unge mandlige hovedpersoner med at skabe og bevare meningsfulde relationer til deres nærmeste. For eksempel har Simon i ”VOLD” væsentligt nemmere ved at lytte til og udveksle med de fremmede han møder på sin rejse i Vestafrika end ved at fornemme og give plads til sin kæreste Lavra. Også i novellesamlingen ”Banedanmark” gennemsyrer denne tematik portrættet af danskere i alle lag af samfundet, der kun i enkelte tilfælde er i stand til at opnå reel nærhed og udveksling med andre. 

Med ”Banedanmark” og ”VOLD” er Peder Frederik Jensen begyndt at blotte en mere politisk og socialt indigneret brod i sit forfatterskab. På hver sin måde tvinger udgivelserne nemlig læseren til at forholde sig til ubehagelige og ofte forbigåede emner som Udkantsdanmark og Vestens komplekse og usunde relation til det afrikanske kontinent.

Beslægtede forfatterskaber

Peder Frederik Jensen peger selv på den norske forfatter Kjell Askildsen som en inspirationskilde. Det ses særligt i Jensens nøgterne og minimalistiske stil, som netop også kendetegner forbilledet. En anden dansk forfatter, der dyrker samme minimalisme, er Helle Helle. Fælles for de to er desuden forkærligheden for en verden, der ligger meget langt fra det forfattermiljø, som de selv er en del af. Ligesom Jensen zoomer ind på håndværkeren og arbejderkulturen i ”Læretid”, skildrer Helle Helle i romanen ”Rødby-Puttgarden” to søstre i Udkantsdanmark, hvis trivielle tilværelse centrerer sig om ”parfumen” på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden, hvor de begge arbejder. I stedet for bådebyggergloser lader Helle Helle karaktererne i ”Rødby-Puttgarden” knevre løs om perlepudder og forskellige øjenskyggenuancer, og trænger dermed – om end mindre udtalt – ligesom Peder Frederik Jensen ind i sine karakterers særlige verden via sproget. En afgørende forskel mellem de to er dog, at Helle Helle i sin fortællestil synes at holde en større distance til sine karakterer end Peder Frederik Jensen. Trods en del humor i sin tilgang fornemmer man, at Peder Frederik Jensen er dybt indlejret i den verden, han beskriver.

En anden forfatter, der ligesom Peder Frederik Jensen bruger og dyrker sine karakterers specifikke faglige perspektiv på verden, er Lars Frost. I den såkaldte ingeniørroman ”Ubevidst rødgang” fra 2008 bruger han ingeniørsprogets præcise gloser til at fremskrive sin hovedperson Erik og hans særlige faglige filter på verden.

Bibliografi

Romaner

Jensen, Peder Frederik:
Her står du. Samleren, 2007.
Jensen, Peder Frederik:
Læretid. Samleren, 2012.
Jensen, Peder Frederik:
Vold. Samleren, 2016.

Kortprosa

Jensen, Peder Frederik:
Udsigter. Jorinde og Joringel, 2011.
Jensen, Peder Frederik:
Banedanmark. Samleren, 2014. Noveller.

Digte

Jensen, Peder Frederik: Skullfucking. Samleren, 2017.

Om forfatterskabet

Netmedie

På forfatterens egen hjemmeside kan man læse hans litterære skriblerier om stort og småt.

Interview

Hansen, Ask:
Det ulykkelige Danmark. Dagbladet Information, 2014-02-14.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peder Frederik Jensen

Kilder citeret i portrættet

Interviews

At skrive både og bygge digte. Skønlitteratur på P1, 2012-06-06.
Holm, Ester Skibsted:
Interview med Peder Frederik Jensen. Forfatterweb, 2012.