Maria Kjos Fonn

Maria Kjos Fonn er født i 1990 og vokset op i Årvoll i Norges hovedstad Oslo. Hendes far er journalist og moren lærer fra journalisthøjskolen, så kærligheden til sproget har hun ikke fra fremmede. Selv har hun skrevet, siden hun var barn, og i et interview med det norske magasin Tara fortæller hun, at skrivning betyder alt for hende, fordi den gør hendes erfaringer meningsfulde. (Lisbeth Skøelv: Selv om du er et offer, betyr det ikke at du er et godt menneske. Tara.no, 2021-01-19).

Også musik har en stor betydning for Maria Kjos Fonn. Da hun som barn blev udsat for grov mobning, blev ordene og musikken hendes værn mod verden. I musikken kunne hun finde trøst og forståelse. Også i forfatterskabet spiller musik en stor rolle – som et sted, hun kan finde inspiration til tekstens rytme og energi. Og det kan være i alt fra pop over rock og til klassisk musik.

Maria Kjos Fonn har oplevet tilværelsens bagside på egen krop. Hun har en posttraumatisk stresslidelse efter barndommens mobning og et ungdomsliv præget af flere overgreb og endog en gruppevoldtægt som 20-årig. Tidligere havde hun svært ved at forholde sig til de svære følelser og dulmede dem i et par år ved at tage stoffer. Hun har således selv haft et problem med heroin, og det har været inspiration til at skrive romanen ”Heroin chic”. Siden kom hun i misbrugs- og traumebehandling, og i dag lever hun i Oslo med sin mand Martin Svedman, der også er forfatter. Hun arbejder som journalist og skriver fast for Morgenbladet og Aftenposten, ligesom hun har skrevet for flere tidsskrifter. Og så er hun i gang med to nye bøger, som hun indtil videre ikke vil afsløre andet om, end at hun skifter tema væk fra socialrealismen.

I Maria Kjos Fonns barske debutroman ”Kinderwhore” fra 2018 (”Kinderwhore”, 2019) vokser fortælleren Charlotte op hos en enlig mor, der tilbringer størstedelen af tiden i sin seng dopet af piller. Men indimellem får moren stablet sig på benene og går på jagt efter kærlighed, og når det lykkes at få en ny mand på krogen, liver hun kortvarigt op, indtil kærligheden endnu engang kuldsejler. Den biologiske far kender Charlotte ikke, og hendes mor svarer altid undvigende på spørgsmål om, hvem han er. I det hele taget er der ikke meget, moren orker at forholde sig til, og Charlotte lærer tidligt at ’slukke for sit hjerte’, som hun kalder det.

46441443

Romanens helt centrale tema er omsorgssvigt og barnets overlevelsesstrategier. Charlotte er en kvik pige, der lærer at overleve på sin egen måde i en verden af omsorgssvigt og fædre, der kommer og går. Hun udvikler en lang række af overlevelsesstrategier for at skærme sig imod det massive svigt. For eksempel tager hun morens handske i hånden, når hun går tur, og sprøjter hendes parfume på hovedpuden, når hun skal sove. På den måde føles det næsten som om, moren er der.

Men da en af de tilløbende fædre forgriber sig på hende, må hun tage nye overlevelsesstrategier i brug. Hun begynder at tage morens piller, og det bliver vejen til en deroute præget af angst, misbrug og seksuel selvskade.

Romanen tematiserer også det sociale system og psykiatrien. Charlotte ryger ind og ud af institutioner og sendes fra tilbud til tilbud uden at få den rette hjælp – indtil hun som 18-årig kommer på Kirkeveiens studenterkursus for voksne, som er røget ud af uddannelsessystemet på grund af rusmidler og psykiatri. For Charlotte bliver det et vendepunkt, at der endelig er nogen, der vil lære hende om andet end grænser, struktur og målsætninger – at hun i stedet skal bruge sit hoved på at læse litteratur, matematik og naturfag. Her møder hun også Kristine, som kan lide hende – helt simpelt og uden forbehold, og det giver Charlotte mod på og lyst til at dykke ned i sin historie og endelig tage et retsligt opgør med den mand, der forgreb sig på hende.

Charlotte er romanens fortæller. Hun formidler historien frem til Charlottes 19. år, og den følger barnets udvikling i sproglig og ikke mindst følelsesmæssig udvikling.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kinderwhore"

Afsættet i Maria Kjos Fonns essay ”Hespetreets visdom” (”Rappenskraldens visdom”, 2022) er en undersøgelse af heksens rolle i samtiden. Undervejs drager hun kontinuerligt paralleller til fortidens hekse, og hvad de fremkalder af associationer. Maria Kjos Fonn forbinder primært fortidens hekse med ensomhed og sætter det i kontrast til samtidens optagethed af heksen, der står i fællesskabets tegn og mest af alt er vokset frem fra kunstens univers – ikke mindst litteraturens. Hun fremhæver blandt andet den danske forfatter Olga Ravns ’Hekseskole’, som Ravn har stiftet sammen med den dansk-svenske forfatter Johanne Lykke Holm. I det hele taget kommer essayet vidt omkring og trækker adskillige eksempler frem fra kunstens verden – ikke mindst litteraturens, musikkens, filmens og teatrets.

134077301

Maria Kjos Fonn sætter også den bibelske figur Lilit i scene som en dæmonisk skikkelse på linje med heksen. I jødisk folketro blev Lilit forvist fra paradiset til underverdenen, fordi hun ville ligge øverst. I det hele taget er kvinders seksualitet et centralt punkt i Kjos Fonns essay, og hun påpeger adskillige forbindelseslinjer mellem dæmoniserede kvinder og kvinder med en påfaldende seksualitet målt med omverdenens øjne og uagtet, om de er for seksualiserede eller modsat for ukvindelige.

Med afsæt i den moderne dyrkelse af heksen og en undren over, hvorfor heksen har fået så stærk en plads blandt samtidige forfattere, kommer ”Rappenskraldens visdom” omkring temaer som køn, frihed og fællesskab. Maria Kjos Fonns konklusion er, at heksen dyrkes som et symbol på frihed; retten til som kvinde at være hæslig og ond og bevæge sig ind i det ukendte, og at den moderne heks er en, der (gen)erobrer sider af det kvindelige, som har været og er undertrykt i det patriarkalske samfund. På den måde bliver heksedyrkelsen et modsvar til patriarkatet – et opgør med de snævre kvinderoller og ikke mindst i litteraturen med, hvad der rent kulturelt og litterært er blevet opfattet som interessant og relevant.

Hovedpersonen i Maria Kjos Fonns roman ”Heroin chic” fra 2020 (”Heroin chic”, 2022) er Elise, der umiddelbart har verden for sine fødder. Hun vokser op i et godt hjem i Oslo, er smuk, klog og en talentfuld sangerinde, og alligevel brister tilværelsen. Elise drømmer om at være vægtløs og forsvinde og begynder at kontrollere sin kost i en grad, så hun til sidst stort set intet spiser. Da hun indleder et seksuelt forhold til den ældre korleder Philip, eskalerer anoreksien, og da han begynder at give hende nervedæmpende medicin, bliver overgangen til et egentligt misbrug ikke svær. Mødet med musikeren Joakim åbner døren til et massivt blandingsmisbrug med bl.a. heroin og amfetamin, og her opnår hun endelig den tilstand, hun har længtes efter.

62363142

Romanen tematiserer ungdomslivet, og hvor svært det kan være selv for privilegerede unge at definere sig selv og håndtere omverdenens krav. Elise møder udfordringerne med kontrol. Hun kontrollerer sin vægt og måler sin mad, og senere måler, vejer og docerer hun sine stoffer. Spiseforstyrrelse og misbrug er centrale temaer, ligesom romanen giver et indblik i det sociale system og en misbrugsbehandling, der ikke slår til. Et andet centralt tema er forældrenes afmægtige forsøg på at redde datteren ud af stoffernes klør, der til sidst på paradoksal vis får moren til at blive medafhængig og sørge for datterens stoffer.

Elise er romanens fortæller. Fortællestilen er fragmentarisk og består af mange sceniske tekststykker, der pendulerer frem og tilbage i tid, hvilket giver læseren en fornemmelse af tidløshed. Som om det hele er et stort miskmask, og der ikke er noget nu og slet ikke nogen fremtid at holde fast i og drømme om. På den måde får læseren en følelse af at være midt i Elises kaos. Centralt for romanen er endvidere, at den tematiserer Elises deroute uden at give nogen forklaringer. Elise har ikke selv svaret, men giver et indblik i det sammensurium af små skred og bump på vejen, der til sammen kommer til at blive betydende: Teenagepigens forvrængede selvbillede; hendes manglende evne til at definere sig selv, når omverdenen har så store forventninger; det seksuelle forhold til korlederen, der kan ses som et decideret (magt)overgreb; at korlederen begynder at give hende nervedæmpende medicin, med videre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Heroin chic"

Genremæssigt spænder Maria Kjos Fonns forfatterskab vidt og favner både essays, noveller, romaner og børnebøger. Fælles for novellerne og romanerne er, at de skildrer en rå, brutal og uafrystelig socialrealisme med stor psykologisk indlevelse i karaktererne og en særegen sproglig musikalitet, der giver en inciterende rytme i teksten. I ”Heroin chic” bliver sproget – ikke mindst i beskrivelserne af Elises stofindtag – så stoflige og rytmiske, at det fremstår musisk, og da hun skrev ”Kinderwhore”, hørte hun meget Nick Cave for at sætte den rette følelsesmæssige stemning.

Centrale temaer i Maria Kjos Fonns forfatterskab er ungdomslivets faldgruber, seksuelle overgreb, anoreksi, misbrug, psykiatri og det sociale system. Selv om Elise i ”Heroin chic” virker ekstrem som misbruger, er hun på mange måder symptomatisk for sin tid og for ungdomslivet. Hun er besat af sit udseende, hun vil være noget helt unikt, og både anoreksien og stofmisbruget bliver hendes svar, når hun føler, hun ikke lykkes. Maria Kjos Fonn forklarer det selv således: ”Det er en narcissistisk tragedie, hun udspiller. Hun vil have opmærksomhed. Jeg tror ikke, hun er atypisk for måden, moderne unge mennesker kan være på. Hvor man lever meget isoleret i sin egen verden med fokus på, hvordan man fremstår, og hvad man oplever.” (Tine Bendixen: ”Heroin er ikke ligefrem noget skønhedsmiddel”. Femina, juli 2022).

Familielivet spiller også en særegen rolle i forfatterskabet. I ”Heroin chic” er det forældrenes afmagt i forhold til at hjælpe Elise ud af misbruget, der tematiseres. Ikke mindst moren holder ihærdigt ved, og det ender med at tage livet af forældrenes ægteskab, og at moren ligefrem bliver medmisbruger i et desperat forsøg på at holde fast i datteren. I ”Kinderwhore” er det familiens fravær, der er i centrum. I et interview i Bogmagasinet fortæller Maria Kjos Fonn: ”I romanen ønsker jeg at vise, hvilke konsekvenser, det kan have, når det mest grundlæggende – forholdet til forældrene, eller moren i dette tilfælde, går helt galt fra barndommen. Traumer som opstår i familien påvirker hele selvet på en måde som er grundlæggende – og ofte uforståelig for andre.” (Karina Søby Madsen: Familien som identitetens arnested. Bogmagasinet, maj 2019).

Maria Kjos Fonns skønlitterære forfatterskab er rå socialrealisme, der sætter udsatte unge i centrum.

Omsorgssvigt, som er det helt centrale tema i ”Kinderwhore”, er oplagt at læse i sammenhæng med danske Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Her lader faren sin afmagt gå ud over børnene, og moren er sunket ned i depressionens mørke. Ligesom i ”Kinderwhore” er der ingen, der griber ind, selvom omsorgssvigtet må stå lysende klart for enhver, og hovedpersonerne må derfor selv tage livtag med de massive svigt. I samme spor kan det også anbefales at dykke ned i franske Édouard Louis’ ”Færdig med Eddy Bellegueule”. Her er omsorgssvigt, socialt og mentalt underskud også hverdagen for Eddy, og både i ”Kinderwhore” og ”Færdig med Eddy Bellegueule” tematiseres seksuelle overgreb.

”Heroin chic” kan sammenholdes med en roman som Sylvia Plaths ”Glasklokken”. Begge værker er præget af en stærk sproglig musikalitet, og tematisk undersøger de begge unge kvinder, der lammes af psykisk sårbarhed. I ”Glasklokken” står samfundskritikken eksplicit – ikke mindst i fremstillingen af patriarkatet –, mens den er mere implicit i ”Heroin chic”, hvor der ikke er noget entydigt svar på Elises fald, og dog er der både seksuelle overgreb og et samfunds implicitte krav til kvinden om at være perfekt i den cocktail. Titlen ”Heroin chic” kan i øvrigt læses i det samfundskritiske spor. Den henviser til, hvordan berømtheder som Kate Moss og Amy Winehouse i 1990’erne blev idylliseret for deres undervægt, misbrug og androgyne look med mørke rander under øjnene, og de blev netop beskrevet som heroin chics. For læsere, der ønsker at dykke ned i misbrugssporet, kan det anbefales at læse værker som Jean Cocteaus ”Opium”, William S. Burroughs’ ”Junky” og Irvine Welshs ”Trainspotting” og ”Porno”, som også har været inspirationskilder for Maria Kjos Fonn.

Der kan også drages paralleller til den danske forfatter Tove Ditlevsen, der på hudløs vis tematiserer overgreb, omsorgssvigt, misbrug og psykisk sygdom – blandt andet i værkerne ”Man gjorde et barn fortræd” og ”Gift”. Også den danske forfatter Camilla Hjørnholm Olsen beskæftiger sig med ungdomslivets faldgruber, stofmisbrug og overgreb, og både Kjos Fonn, Ditlevsen og Hjørnholm Olsen har et kritisk blik på patriarkatet i deres værker. Men hvor både Tove Ditlevsen til tider og Kjos Fonn tager læserne med ud i de yderste afkroge af afmagt og fysisk og psykisk forfald, er perspektivet hos Hjørnholm Olsen inden for normalspektrets rammer.