Kristian Bang Foss

Med udgivelsen af ”Manden der bar solen” (2023) tager Kristian Bang Foss’ forfatterskab en drejning væk fra samtidsromanerne. I denne slægtsroman om magt kommer vi nemlig langt tilbage i tid, til bronzealderen i et område omkring Limfjorden. Vi følger høvdingesønnen Raudon, der i begyndelsen af romanen vender hjem sydfra, hvor han er vokset op i en fosterfamilie. Hjemme venter tvillingebroren Hauhon og deres far, høvdingen. Et magtskifte skal til at finde sted.

137189658

Kristian Bang Foss bygger et univers op baseret på det sparsomme kildemateriale fra en periode i historien, som var kendetegnet ved udbredt handel mellem nord og syd. Nordboerne handler med rav for bronze. Bronzen indgår i mange aspekter af livet, både de praktiske og de spirituelle, og er i romanen livsvigtig for nordboerne.

Den historiske roman er både en spændende slægtsroman og en coming-of-age-fortælling om den unge Raudon, der skal tage magten over stammen på sig og træffe voldsomme beslutninger. Krig er uundgåeligt for at passe på territorier i en tid, hvor store riger ved Middelhavet kollapser på grund af klimaudfordringer og krige. Det er en dramatisk fortælling om magt og vold med et stort persongalleri og mange voldsomme scener.

Den verden Kristian Bang Foss bygger op i romanen føles på en gang både meget eksotisk, næsten som et fantasy-univers, og realistisk, for selv om mange af de religiøse ritualer med ofringer og mystiske skikke virker meget fremmedartede, beskrives de i romanen på en så selvfølgelig måde, at man som læser godtager dem. Romanen kan læses som et spejl på vores tid, hvor globaliseringen igen er truet af ustabilitet i verden.

Efter syv års romanpause inklusiv en skrivekrise udgav Kristian Bang Foss i 2019 romanen ”Frank vender hjem”, der fortsætter den umiskendeligt overlegne stil fra det tidligere forfatterskab.

I seks afsnit koncentreret om kæresteparret Frank og Thea oprulles deres respektive slægtshistorier og opvækst. Frank kommer fra et arbejderhjem i Hvidovre som søn af alkoholiserede forældre, hvoraf hans far fik en grum skæbne som den miskendte gadesanger Rock Tage, og hans mor går i hundene efter et ensomt ægteskab. Theas forældre er privilegeret overklasse; hendes far er kystbanesocialist med eget forlag, og hendes mor har et haveprogram på tv. Frank og Thea mødes på universitetet, flytter sammen, og Thea bliver gravid.

46944569

Tre uger inden termin giver Thea Frank en havkajak i fødselsdagsgave, og han søsætter den en søndag på Stevns. Det er begyndelsen på romanens anden og spændingsmættede del, der er en art robinsonade, som i bedste friluftsdramastil beskriver Franks kamp mod havet, laksen, vinden, fuglene og sin egen tørst og sult, da han efter at have tabt sin pagaj driver i land på en fugleø nær Sverige. I løbet af de tre uger, han kæmper for sin egen overlevelse i den kystnære vildmark, forlader Thea ham, og kraftidioten (forstår man på Frank) Carsten tropper op på hospitalet i en påtaget faderrolle, da Thea skal føde. Ingen tror på Franks forklaring, da han vender tilbage, og han bliver mere og mere desperat for at få sandheden frem.

Der er spring i både tid og perspektiv, hvilket giver indblik i en lang række af karakterernes tanker og følelser. Med blik for udtalte og ikke mindst uudtalte kulturelle koder, klassemarkører og sproglige måder at positionere sig på bliver ”Frank vender hjem” et vue over de klassemæssige afstande i det danske samfund: I Skagen spiser Theas familie mad, der bliver ”præsenteret ved stednavn: rimmet vesterhavstorsk, fritgående kvæg fra Knuthenlund og et udvalg af oste fra Bornholm.” (s. 122). Franks mor stiller den overklippede remouladebøtte frem på frokostbordet og er ikke imponeret over Theas mors gamle Saab cabriolet. Hvor Theas mor hæger om sit Flora Danica-stel, ser Frank en tallerken med ”en form for gul smørblomst”. Og taber den.

Kristian Bang Foss skriver morsomt og rammende om besværlighederne ved at stige op gennem klasserne og om at huske at tage sine forholdsregler i fralandsvind.

VIDEOKLIP
Kristian Bang Foss taler om "Frank vender hjem" med litteraturformidler Sarah Hvidberg. November 2021. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Frank vender hjem"

”Fiskens vindue” blev rost for sin minimale og præcise registrering af en ung jeg-fortællers verden. Det er samme sproglige præcision, der med mere fylde og koblet med skildringen af det sociale samspils ulideligheder får ”Stormen i 99” til at fungere brillant. ”Døden kører Audi” fortsætter den nøjagtige gengivelse af samtaler og miljøer, og det fungerer så præcist, at man hverken ved, om man skal grine eller græde. Grine gør man nu en hel del, for forfatteren er beriget med et komisk talent af dimensioner. Niveauet er tåbeligt lavt (Asger bedyrer i ”Døden kører Audi”, at han ”dårligt kan få det infantilt nok” (s. 56)), men de virkelighedsnære formuleringer og de præcise betragtninger over livets absurditet gør værkerne til kloge og troværdige fortællinger. Galgenhumor, ordspil, dårlige jokes og et præcist blik for sproglige handlinger er med til at definere karaktererne. F.eks. sætter dialogen mellem Waldemar og Asger i ”Døden kører Audi” stemningen og forholdet mellem de to i et skarpt lys.

Gennem sine romaner har Kristian Bang Foss udviklet en realisme, der tager udgangspunkt i en genkendelig hverdag, men laver sproglige afstikkere i form af leksikalske gennemgange, detaljerede beskrivelser og blik for det, der er større end hverdagen. Hans bøger har en uforudsigelighed i deres struktur, og det er helt tilsigtet, fortæller forfatteren. Han vil ikke have, at læseren skal kunne aflæse forløbet fra begyndelsen og bygger derfor sine bøger op med uforudsete vendinger eller stilskift. I et interview i Politiken siger Foss om uforudsigeligheden: ”Jeg læste engang et interview med Quentin Tarantino, hvor han sagde, at de fleste hollywoodfilm var som en køretur, man har taget hundrede gange før; hvor man vidste, hvornår man skulle læne sig til siden, for nu drejede bilen. Jeg kan godt lide at gøre den køretur uforudsigelig på det formelle plan - at forvirre læseren i tempo, stemninger og skrivemåde. Så tror jeg på, at der sker noget oppe i hovedet på folk.” (Tine Maria Winther: Eksperiment med stangtøj. Politiken, 2008-03-08).

Stilskiftene i bøgerne har både noget med karaktererne og forfatterens metode at gøre. I et interview i Information siger Kristian Bang Foss, at han ikke er så god til at holde tonen, men det ikke at holde tonen bliver noget, han gør med vilje. Han fortsætter: ”Sproget er afhængigt af stedet og af det, der fortælles. Og der er bare nogle ting, der ikke indbyder til at lege lige så meget med sproget, men jeg har jo stadig lyst til at skrive om dem! Derfor opstår der nogle stilistiske spring i romanen.” (Pauline Bendsen: ’Jeg synes egentlig, her er meget hyggeligt.” Information, 2012-10-19).

I ”Døden kører Audi” skildrer Kristian Bang Foss, hvordan Asger bevæger sig fra sit lækre reklamebureauliv i København til et knap så flot liv som handicaphjælper i den trøstesløse ende af skalaen. Stentofte byder på de mest triste personager længe set i dansk litteratur, og på den måde trækker Foss et underbelyst Underklassedanmark ind i litteraturen.

Bevægelsen går den modsatte vej i ”Frank vender hjem”, hvor Frank fra arbejderklassen møder Thea fra den venstreorienterede og selvgode overklasse og til stadighed skammer sig over sin baggrund og manglende viden om, hvordan man gebærder sig i de kredse. Foss kalder selv Danmark for et blødt klassesamfund og vil med sine romaner gerne vise, at klasseforskelle findes, fortæller han i et interview i Deadline (Deadline, DR, 2019-09-22).

Med stort overskud bruger Kristian Bang Foss sproget til at lange ud efter nær sagt alle, der har stukket snuden frem. Ikke på en fordømmende måde, for al kritikken kommer på sæt og vis indefra. På en rammende og klog måde småhåner han kulturpampere, lagermedarbejdere, reklamemænd og inkompetente offentligt ansatte. Høj som lav får over fingrene i Foss’ romaner, men på grund af det litterære schwung kan han slippe af sted med det. I den henseende ligner han mesteren Johannes V. Jensen, der i det, Per Højholt i ”Lynmuseet” kaldte den ”jensenske kraftprosa” (Per Højholt: PRAKSIS, 4: Lynmuseet og andre blindgyder”, 1982), gav sit besyv med om dette og hint med hilsen fra en overlegen og velformuleret besserwisser.

En anden dansk forfatterkollega, der har et sprogligt overskud og et skarpt øje for tidens karakteristika, er Lars Frost. I bl.a. hans ”Smukke biler efter krigen” (2004) deles der kindheste ud til alt fra Morten Olsens ordvalg til politik, litteratur, kolonialisering mm. Både Foss og Frost taler fra et tydeligt sted, og litteraturen bliver på en måde meget politisk, fordi de udpeger usunde konstruktioner i samfundet og hos de mennesker, der befolker det.

Foss’ fokus på underklassen deler han med andre nutidige forfattere. Som kritiker Tue Andersen Nexø formulerer det i en artikel i Information, så er der en interesse for socialt armod i litteraturen. Underdanmark skildres med øje for de mennesker, der ingen muligheder har, og for hvem der ikke er flere tabuer tilbage. Karakteristisk for både Bang Foss og en anden skildrer af underklassen, Hans-Otto Jørgensen, er den nøgterne registrering af omstændighederne. De dømmer ikke underklassen, de beskriver den i al dens trøstesløse tristesse. I stedet for at nedgøre den, hæver de den op i lyset. Debutanten Jonas Rolsted beskriver i sin ”Flex death” (2012) også en karakter, der som handicaphjælper oplever, at hjælperne er lige så hjælpeløse som de handicappede. Helle Helle tager i flere af sine romaner også afsæt i livet, som det ser ud for underklassen.