Karen Blixen

Karen Blixens debut er novellesamlingen ”Syv fantastiske fortællinger” fra 1935, der allerede året før udkom på det velansete amerikanske forlag Harrison Smith and Robert Hass under titlen ”Seven Gothic Tales”.

”Syv fantastiske fortællinger” kan måske virke afskrækkende for nutidige læsere både når det kommer til miljøet, handlingen og sproget. Fortællingerne foregår i 17- og 18-hundredetallets aristokratiske miljøer befolket af adelsmænd og -kvinder, prinser og prinsesser. Fortællingerne er lange, og sætningerne ofte alenlange og fulde af beskrivende tillægsord, indskudte sætninger og et utal af litterære henvisninger, så sproget kan virke knudret og indforstået. Alligevel er der meget at hente for en nutidig læser, da mange af temaerne er lige så relevante i dag: hvordan vi skaber vores identitet, og ikke mindst kvinders og unge menneskers udfordringer med at finde deres identitet. I flere fortællinger ser den forelskede mand alene kvinden som en bekræftelse på sig selv – som i ”Drømmerne”. I andre noveller forsøger forældregenerationen at manipulere de unge – som i ”Vejene omkring Pisa”, ”Digteren” og ”Aben”, og i ”Drømmerne” anføres det, at man kan blive slave og fange af sin identitet.

54487770

Genremæssigt balancerer fortællingerne på en knivsæg mellem eventyret, gotikken og den magiske realisme. En helt central novelle er ”Syndfloden over Norderney”, der oplagt kan læses som klimalitteratur, men som samtidig kommer omkring et væld af temaer såsom identitet, køn, tro, kunst, litteratur, sandhed og bedrag. Afsættet for novellen er en voldsom oversvømmelse ved badestedet Norderney i 1835. For at undslippe naturkatastrofen har fire personer søgt ly på et høloft, hvor de forsøger at holde døden skak ved at fortælle historier – nøjagtig som i Boccaccios ”Dekameron”, hvor hovedpersonerne holder pesten fra døren ved at fortælle hinanden historier, samt ”Tusind og én nat”, hvor Scheherazade undslipper døden ved hver nat at fortælle eventyr for sin bøddel af en mand. Novellen skriver sig op imod flere beretninger fra Bibelen, ikke mindst Skabelsesberetningen. Men hvor Gud skaber himmel og hav, dag og nat samt liv og død som hinandens modsætninger, bliver de i Blixens fortælling forenet af naturens vanvidskræfter og giver fortællingerne liv.  

Karen Blixens anden udgivelse er erindringsromanen ”Den afrikanske farm” fra 1937. Romanen foregår på hendes kaffefarm i Kenya og strækker sig over perioden 1914 til 1931. Den bliver fortalt af en jeg-fortæller, hvilket Blixen kun benytter få andre steder i sit forfatterskab – bl.a. i erindringsværket ”Skygger på græsset”. Fortællerstemmen er Blixens egen, men der er ikke tale om en egentlig selvbiografi, da helt afgørende dele af historien er udeladt – for eksempel nævner hun slet ikke, hvor syg af syfilis hun var i perioder, og ægteskabet med Bror Blixen omtaler hun kun i en bisætning. Tilsvarende nævner hun kun de mange problemer med kaffefarmen i forbifarten, ligesom hendes store kærlighed Denys Finch Hatton blot er en bifigur. Det helt centrale tema i værket er Afrika – det storslåede landskab, de lokale masaier og kikuyuer og Blixens forhold til dem. Med ”Den afrikanske farm” indskriver Karen Blixen sig således i den kolonialistiske litteratur, og det er oplagt at lave en postkolonial læsning af værket ved at fokusere på, hvilke spor fra kolonialismens tankesæt, der er i romanen.

54243707

Allerede fra første side får man et indblik i den store forelskelse, Blixen følte til Afrika. Hendes beskrivelse af landskabet er så legende let, og det skrives frem med en barnlig begejstring; ivrigt og legende, men blot med en poets vokabularium (se citatet). Det er kun i beskrivelserne af Denys Finch Hatton, at hendes sprog får samme opløftede stemning. Resten af romanen bærer en mere analytisk og filosofisk fortællestemme. Man får det indtryk, at hun gør sig meget umage med at beskrive de indfødte – deres udseende, forhold og skikke, og hvordan de skiller sig ud fra den vestlige verden.

Andre temaer i romanen er identitet, 1. Verdenskrig, missionærer, nybyggere, jagt, litteratur og kærlighed. Selvom Denys Finch Hatton spiller en langt mindre rolle i værket end i den senere filmatisering, viser hun tydeligt i sit sprog, at hun har tabt sit hjerte ikke blot til Afrika, men også til Finch Hatton. For eksempel skriver hun: ”Når han [Denys Finch-Hatton] kom tilbage til farmen, lukkede den sig op, den talte, som kaffeplantagen taler, når den blomstrer i de første regnbyger, drivvåd, duftende, som en sky af kridt.” (s. 174).

Karen Blixens ”Vinter-Eventyr” udkom i 1942 og er nok det værk, der er nemmest at gå til for et nutidigt publikum. Sproget er mindre stift og gammeldags end i debuten ”Syv fantastiske fortællinger”, og så foregår de fleste fortællinger i et miljø, som er mere genkendeligt. Mange af de 11 noveller foregår i Danmark med familieliv som et centralt tema.

Rent tematisk går fortællingerne i kødet på emner som identitet, familieliv, skæbne, køn, naturen, klasse, kunst, krig og kærlighed. Et særligt kendetegn ved ”Vinter-Eventyr” er, at børn er i centrum i flere af fortællingerne. I den indledende novelle ”Skibsdrengens fortælling” følger vi skibsdrengen Simon, der møder sin skæbne, da han redder en falk, og for første gang føler sig som en del af et fællesskab. Fællesskabet med naturen bliver determinerende for Simon, som senere møder kærligheden til den unge pige Nora og – på en og samme tid – må tage det maskuline på sig og frigøre sig fra det, da han i selvforsvar slår en russisk sømand ihjel. Overgangen mellem barndom og voksenliv får således et dramatisk spænd i fortællingen.

54243715

Barnets ensomhed er ligeledes et tema i ”Det drømmende barn” og ”Alkmene” om adoptivbørn, der går hårde skæbner i møde, og hvor omgivelsernes manglende forståelse står i kulissen som den rungende årsag. Det samme gør sig gældende i fortællingen ”Peter og Rosa”, hvor præstens datter Rosa kan gøre, hvad hun vil, men alligevel føler sig ensom og trist.

Flere af novellerne kredser om ægteskabet og umuligheden af at give sig fuldstændigt hen. I ”Den unge mand med nelliken” er forfatteren Charlie bange for sin kones hengivenhed og føler ikke, at han kan leve op til den piedestal, hun har sat ham på, mens det i ”En historie om en perle” er hustruen, der ikke kan lade være med at tænke på, om hun er for god til sin mand, fordi hun kommer fra en finere familie.

Mens ”Skibsdrengens fortælling” kan placeres inden for genren magisk realisme, er de øvrige fortællinger mere realistiske, men med en klangbund af eventyrets verden. I flere af fortællingerne danner krig et baggrundstæppe som et ekko af 2. Verdenskrig, der prægede verden, mens Blixen skrev fortællingerne. Det er dog ikke den aktuelle krig, hun skriver om, men for eksempel den fransk-tyske krig i fortællingen ”Heloïse”.

De første læsere, der fik glæde af ”Babettes gæstebud”, var amerikanske damebladslæsere. Første gang, den blev trykt, var nemlig i 1950 i det amerikanske magasin ”Ladies’ Home Journal” med titlen ”Babette’s Feast” under pseudonymet Isak Dinesen. På dansk udkom den første gang som en del af novellesamlingen ”Skæbne-Anekdoter” fra 1958, men den er siden optrykt som selvstændigt værk i 1987.

”Babettes gæstebud” foregår i sidste del af 1800-tallet i et puritansk religiøst miljø i Berlevåg i Nordnorge. Her varetager to søstre arven efter deres far, der var provst, profet og stifter af en streng kirkelig retning. I huset bor også tjenestepigen Babette, som en dag 14 år tidligere bankede på søstrenes dør og desperat havde brug for husly efter at være flygtet fra den fransk-tyske krig i 1870-71.

55126135

Det helt centrale i fortællingen er en middag, søstrene holder for at mindes deres far. Babette, som netop har vundet i et fransk lotteri, serverer en overdådig middag med alt fra skildpadder til franske årgangsvine. Menigheden fortrækker ikke en mine, men spiser, som om det var deres normale kost – klipfisk og grød. I løbet af middagen får Babettes kogekunst dog tungerne på gled, og selskabet får noget, der minder om en kollektiv åbenbaring eller en symbolsk nadver: Der bliver grinet af gamle fjendskaber, der bliver løsnet op for følelserne, og lykke og forståelse spreder sig om bordet.

”Babettes gæstebud” bliver fortalt af en alvidende fortæller, som med få ord formår at give indgående personkarakteristikker. Romanen kan læses som en kunstnerroman, der diskuterer kunstens rolle og kunstnerens væsen. Alt imens den tematiserer tro, opofrelse, kærlighed og madkunst, er hovedmotivet kunstens væsen. Efter middagen erfarer søstrene, at Babette har brugt hele sin gevinst på festmiddagen. Søstrene forstår det som den ultimative troskab og opofrelse, som de selv er opflasket med. Men Babette forklarer, at hun gjorde det for sin egen skyld, fordi hun som kunstner har brug for at folde sig ud i fuldt flor og yde sit allerbedste. I det hele taget fremstilles Babette og søstrene som kontraster, og derigennem fremstilles også kunsten og den asketiske tro som kontraster. Én ting har de dog tilfælles, nemlig hengivelsen, men alt imens troen fordrer opofrelse, kræver kunsten udlevelse. Mens troen kræver pietisme, forlanger kunsten livsnydelse.

Karen Blixens ”Sidste fortællinger” fra 1957 er trods titlen ikke hendes sidste værk, men det næstsidste. Værket er inddelt i tre dele, hvor første del bærer overskriften ”Kapitler af romanen ALBONDOCANI” og består af syv noveller. Anden del, ”Nye fantastiske fortællinger”, består af to noveller, mens der er tre noveller i sidste del, ”Nye vinter-eventyr”. Novellerne i første del var oprindelig tænkt som en del af en forkromet fortællekreds a la ”1001 nats eventyr” eller Boccaccios ”Dekameron”, men projektet blev aldrig fuldendt.

De syv noveller, der her er udgivet under overskriften ”ALBONDOCANI”, tager fat i de samme tematikker, som Blixens øvrige forfatterskab kredser om: identitet, køn, repræsentation, tro, kunst, fortællingens kraft.

54243723

Flertallet af novellerne foregår i Italien i første halvdel af 1800-tallet. I ”Kardinalens første historie” spørger en ukendt kvinde en kardinal: ”Hvem er De?” Han svarer ved at fortælle hende sin historie i 3. person, og hans baggrund viser sig at være så kulørt, at den er som snydt ud af eventyrets og de store fortællingers univers. Kardinalen er tvilling, men da han var spæd, brændte hans bror ihjel, og ingen vidste nu, hvem af dem der overlevede. Derfor inkarnerer kardinalen begge drenge i sit væsen – det religiøse, som faren havde tilskrevet den ene bror, og det kunstneriske, som moren havde tilskrevet den anden.

Kardinalens historie står som et billede på, at identitet er en broget og udefinerbar størrelse, som vi kun kan forstå igennem de store fortællinger. Kardinalen fremhæver i øvrigt ’den store fortælling’ frem for den moderne roman (se citat). Også kunstneren og kunstens rolle er et centralt tema – ligesom i novellen ”Samtale om natten i København” fra samlingens tredje del.

Flere af novellerne i anden og tredje del tematiserer kærligheden og dens forviklinger, nemlig ”Karyatiderne”, ”Ib og Adelaide”, ”Ekko” samt ”En herregårdshistorie”. I ”Ekko” er hovedpersonen sangerinden Pellegrina Leoni, der også indgik i ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger”. ”Ekko” bliver ofte fortolket som en fortælling om Blixens forhold til forfatteren Thorkild Bjørnvig, men kan også ses som en moderne udlægning af den græske myte om Ekko og Afrodite.

”Ehrengard” kom første gang på tryk få måneder efter forfatterens død i december 1962 i Ladies’ Home Journal under titlen ”The Secret of Rosenbad”. På dansk udkom den første gang i 1963.

Historien foregår ved et lille tysk hertugdømme i begyndelsen af 1800-tallet, hvor Storhertuginden af Babenhausen har travlt med at få sin søn prins Lothar gift. Men da han er mere interesseret i kunst og videnskab end i kvinder, allierer hun sig med kunstneren og storforføreren Cazotte. Da han formår at beskrive prinsessen Ludmilla, som var hun et kunstværk eller en romanfigur, får han prinsen til at forelske sig i hende, og kort efter skal brylluppet stå.

”Ehrengard” tematiserer forelskelse, kunst, intriger, skuespil og forførelse. Centralt i fortællingen er dels et storstilet skuespil, Cazotte og storhertuginden må iscenesætte for at skjule, at Ludmilla er blevet gravid to måneder før brylluppet med Lothar, hvilket jo var uhørt på den tid. Og dels Cazottes betagelse af Ludmillas hofdame, den unge og stærke Ehrengard. I smug maler Cazotte et portræt af Ehrengard fra søen, hvor hun hver dag tager bad, og han drømmer om at få hende til at rødme og derigennem blotte sig for ham.

137461382

Romanen er delt i tre dele og med en komposition som et kinesisk æskesystem. Tonen kan virke lidt tung, da sproget afspejler den tid, der skildres, men holder man tungen lige i munden, er Blixens lille ironiske modsvar til Søren Kierkegaards ”Forførerens dagbog” en skøn gavtyveroman. Hos Blixen er Ehrengard et markant modbillede til kvindebillederne i Kierkegaards fortælling – hun bliver beskrevet som en kvinde med amazonernes styrke, og hun lader sig ikke sådan lige snøre. I Cazottes forsøg på at forføre hende bliver han selv forført og falder med begge ben i sin egen fælde! Storhertuginden og Cazottes forsøg på at styre slagets gang går i det hele taget ikke ligefrem efter planen, hvilket er en vigtig pointe hos Blixen: Skæbnen er underfundig og lader sig ikke styre og dirigere. Fortælleren er i øvrigt temmelig upålidelig og iscenesættende. Hun forklarer, at hun har historien fra sin oldemor, der var Cazottes fortrolige, hvilket er med til at understrege fortællingen som forførelsens kunst i sig selv.

Karen Blixen mente selv, at hun først og fremmest var storyteller inspireret af de gamle mundtlige fortællinger, som blandt andet ”1001 nats eventyr” stammer fra. For at iscenesætte det som en aktiv mundtlig fortælling er der i størsteparten af novellerne en alvidende fortæller, der sætter fortællingen i scene og aktivt kommenterer derpå.

Genremæssigt bevæger hun sig mellem de gotiske fortællinger, eventyret og den magiske realisme. Ikke mindst i ”Syv fantastiske fortællinger” er hun inspireret af den gotiske litteratur, der er kendetegnet ved at tage afsæt i menneskets frygt for det ukendte og ofte kombinerer uhygge og romantik. Mange af fortællingerne foregår i skumle borge eller mystiske klostre, og fortællingernes opbygning minder om de gotiske værker, der opbygges som kinesiske æsker, hvor historier bliver ved med at folde sig ud inde i hinanden.

I sine erindringsværker ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset” trækker hun i høj grad på sine personlige oplevelser i Afrika, men hendes eget liv skinner også igennem i mange af fortællingerne. For eksempel bliver ”Ekko” og ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” ofte læst i et biografisk skær. I sidstnævnte får Lady Flora syfilis – som også Blixen led af – efter at have kysset Sankt Peters fod i Peterskirken i Rom. Der er i det hele taget mange spor at følge, hvis man vil lave en biografisk læsning af Karen Blixens værker.

Karen Blixen levede i en brydningstid, hvor gamle patriarkalske strukturer i stigende grad blev udfordret, og det præger forfatterskabet. Mange af fortællingerne tematiserer et opgør med det gamle patriarkat, adelens deroute og voksnes dominans over børn. Blixens fortællinger er en fin kilde til at få indblik i hendes samtid, men ikke mindst i de foregående århundreder, som hun oftest skriver om. For læsere med det for øje kan det være relevant at foretage en socialhistorisk analyse af hendes fortællinger.

Der er også mange andre oplagte læsninger. For eksempel en postkolonial læsning af ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset”, ligesom flere værker oplagt kan læses med fokus på køn og seksualitet. Blixens fortællinger trækker på konventioner om identitet, kønsroller og seksualitet, men i stedet for at reproducere konventionerne, udstilles de og parodieres. At vende tingene om eller give dem et twist, er karakteristisk for Blixen.

Blixen skrev flere af sine værker under pseudonym, da hun ville have friheden til at skrive, præcis hvad hun ville. Hun brugte sit pigenavn Dinesen sammen med drengenavnet Isak, der betyder ”den som ler”, fordi hun ønskede at bringe latter ind i verden.

Da Karen Blixen begyndte at skrive, lod hun sig inspirere af sine forbilleder. Hun skrev med litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsens ord som en af sine litterære helte Meïr Aron Goldschmidt ”i en sirlig, lidt kringlet, men elegant prosastil med plads til forklarende og præciserende indskud.” (Erik Skyum-Nielsen: ”Ud af skyggerne. Kvindernes litteraturkanon”, s. 126). Blixens værker er fulde af citater, allusioner og henvisninger til antikke myter, bibelske fortællinger og en bred palet af litterære værker. Som lektor Charlotte Engberg formulerer det: ”Læseren føres fra Homers og Vergils store epos, over Tusind og én Nat, til Boccaccio, Dante og Petrarca, og videre over Shakespeare, Goethe og til Heinrich von Kleists betragtninger over marionetten, videre til den danske litteratur, Ewald, H.C. Andersen, Blicher, Goldsmidt og Kierkegaard. Det 18. og 19. århundredes gotiske romaner trækker også sine spor gennem forfatterskabet, ligesom melodramaet gør det.” (Charlotte Engberg: ”Latter og lettere beruset”, s. 83).

At hun lånte og stjal i sine værker, lagde hun aldrig skjul på. Alligevel har det fået nogen til at hævde, at hun pyntede sig med lånte fjer, og enkelte har ligefrem anklaget hende for manglende originalitet.

Det er oplagt at indskrive Karen Blixen i den eksistentialistiske tradition i selskab med Albert Camus og Jean Paul Sartre. Det er de samme tematikker, de tre forfattere forholder sig til; liv, død, fremmedgørelse, skæbne og identitet i en tid med religiøse, kulturelle, sociale og ideologiske brydninger. Blixens forfatterskab kredser om, at intet er fast og givet, og på den vis var hun usædvanligt moderne. Camus og Sartre kan filosofihistorisk placeres sammen med eksempelvis Søren Kierkegaard, som Blixen var stærkt inspireret af.

Af mere samtidig litteratur, der træder i Blixens fodspor, kan nævnes Peter Høegs ”Fortællinger om natten” og ”Fortællinger om det tyvende århundrede”. Såvel i stil som sætningsbygning minder hans noveller om Blixens, og han har ligefrem løftet flere personer og episoder fra hendes værker over i sine fortællinger.

Den magiske realisme, som man finder hos Blixen, er også nærværende i eksempelvis Mathilde Walter Clarks, Villy Sørensens og Svend Åge Madsens forfatterskaber. Sidstnævnte har også det til fælles med Blixen, at hans værker tager livtag med grundlæggende filosofiske spørgsmål – ikke mindst omkring menneskets identitet, som i begge forfatterskaber fremstår som en flydende størrelse – og ikke noget fast og givet.