Vigdis Hjorth

Vigdis Hjorth har boet i Oslo, København, Bergen, Schweiz og Frankrig. Hun har først for nylig fået sit internationale gennembrud, men har længe været en af Norges mest anerkendte forfattere. Hun er uddannet inden for litteraturhistorie, idéhistorie og statskundskab, og hendes fortrolighed med det akademiske miljø præger flere af hendes romaner.

Hjorth har lavet børneradio på NRK og debuterede i 1983 med børnebogen ”Pelle-Ragnar i den gule gården”. Siden er det blevet til næsten tredive romaner, børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er sat op som teaterstykker eller filmatiseret.

Hjorth er født i 1959 og er vokset op i Oslo, men har ikke fortalt særlig meget om sin opvækst eller sin familie. Dog har hun i flere interviews nævnt, at hun har brudt forbindelsen med sine forældre. Siden udgivelsen af romanen ”Arv og miljø” (2016) er netop hendes familie og opvækst blevet genstand for utrolig stor opmærksomhed. I romanen fortæller Hjorth med afsæt i hovedpersonen Bergljot om en familie, hvor en arvekonflikt ripper op i gamle sår. Bergljot, den ældste datter, har brudt med familien, fordi de ikke vil anerkende hendes beretning om at være blevet misbrugt seksuelt af faderen i sin tidlige barndom.

Da romanen udkom i hjemlandet, samlede meget fokus sig om de mange ligheder mellem Vigdis Hjorths egen familiehistorie og den, der beskrives i romanen. Blandt andet bed flere anmeldere mærke i, at beskrivelsen af faderens begravelse i romanen lå meget tæt op ad Hjorths egen fars begravelse. Vigdis Hjorths søster Helga Hjorth blandede sig i debatten og anklagede sin søster for at tage hele e-mails og sms’er og bringe dem i romanform. Senere tog Helga Hjorth et skrivekursus for at give et litterært modsvar, og i 2017 udkom hendes roman, ”Fri vilje”, der giver en helt anden version af samme beretning.

”Arv og miljø” skabte en mediestorm i Norge, hvor det blev diskuteret, hvor tæt forfatterne må gå på virkeligheden. Det er en diskussion, der skrev sig ind i en langt større skandinavisk debat om autofiktion – eller på norsk virkelighetslitteratur – og Vigdis Hjorth blev kædet sammen med forfattere som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Debatten kom bag på Vigdis Hjorth: ”Overordnet ønsker enhver forfatter vel, at litteraturen debatteres. Men jeg har været enormt overrasket over denne debats omfang. Jeg forstår stadig ikke, hvad for eksempel Aftenposten ville med deres kritiske kampagne og undersøgelse. De mente vel, at jeg var gået for langt eller havde kastet mistanke over en uskyldig person. Men at faktatjekke en roman og sammenstille den med en forfatters biografi? Min fars begravelse? Det er for mig at se helt absurd.” (Anna Raaby Ravn: ”Fri bliver man aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet”. Information, 2017-05-17).

Vigdis Hjorth har tre børn og bor på øen Nesøya i Oslofjorden. Datteren Line bor på Christianshavn i København, og de to har sammen for nylig udgivet en samtalebog, ”Kristin må væk” (2023), hvor mor og datter diskuterer Sigrid Undsets trebindsroman ”Kristin Lavransdatter”, udveksler tolkninger af romanen og sammenligner med deres egne liv. 

I Vigdis Hjorths roman ”Hjulskift”, 2007 (”Hjulskift”, 2011) er Louise Berg ved at køre helt træt i sit liv som professor i litteraturvidenskab. Hun har netop fået et længe ventet arbejdslegat til at skrive en bog om den norske digter Edith Key, men hun kan ikke komme i gang. Den begejstring, hun først oplevede i mødet med denne usædvanlige, kvindelige digter fra det forrige århundrede, er forsvundet som dug for solen.

Det, der først tændte Louise ved mødet med Edith Key, var ikke bare hendes digte, men også hendes liv, hendes blik for mænd og analyse af det mandlige begær.

28874928

Det er noget, Louise selv kender til, og det er, som om matheden i forholdet til arbejdet matcher den mathed, Louise oplever i forholdet til Bernt, hendes kæreste.

Hun gør det forbi med Bernt og står ved en skillevej i sit liv, hvor de ting, der plejede at give mening, forekommer hende tomme og ligegyldige.

På en bluesfestival støder hun ind i bilsælgeren Truls. De har en nat sammen i en campingvogn, men da han senere tager kontakt for at ses igen, må Louise indrømme over for sig selv, at det nærmest er umuligt for hende at forestille sig et kærlighedsforhold til en bilsælger fra provinsen, der aldrig har åbnet en bog.

”Hjulskift” skildrer den stille og rolige forelskelse, der spirer frem mellem Louise og Truls, der på mange måder kommer fra hver sin verden, og hvordan den får Louise til at se på sit miljø, sit arbejde og de værdier, der har styret hendes liv, med andre øjne. Hjorths tone er nøgtern og humoristisk, når hun flere steder spidder forholdet mellem kvinder og mænd.

Vigdis Hjorths roman ”Leve posthornet”, 2012 (”Leve posthornet”, 2014) tager udgangspunkt i fundet af en gammel dagbog. Ellinor, en kommunikationsrådgiver midt i trediverne, finder sin dagbog og begynder at læse det, hun skrev i løbet af foråret 2000. Mens hun læser, går det op for hende, at intet har ændret sig her ti år efter: ”Navnene kunne ændres, datoerne byttes om, ingen bevægelse, ingen sammenhæng, ingen glæde, kun lede.” (s. 8).

Kort efter forsvinder en af Ellinors kolleger og efterlader sig et afskedsbrev, der beskriver noget af den livslede, Ellinor selv står i til halsen. ”Gider ikke mere, tager båden og sejler væk på ubestemt tid … ” Ellinor overtager hans opgave for PostKom, de postansattes fagforening, som handler om implementeringen af EU’s postdirektiv om den fri konkurrence på brevpost.

51292081

”Leve posthornet” er nok Vigdis Hjorths mest politiske roman med sin skarpe kommentar til et samfund, der i stigende grad lader sig styre af de frie markedskræfter.

Som i sin senere roman, ”Arv og miljø”, går Hjorth også i ”Leve posthornet” dokumentarisk til værks. Det norske Arbeiderpartis landsmøde i 2011 fungerer således som romanens klimaks, hvor virkelige taler og politiske debatter bliver til ready-mades, der kopieres ind i romanens handling, ligesom lobbyisme og EU-direktiver væves ind i Ellinors tilværelse.

Men mest centralt står temaet om sprog og litteratur. Til Ellinors store overraskelse sker der noget med hende i løbet af det, der bliver en kamp mod det nye direktiv. Et fejlslagent medietræningskursus for postbude og mødet med et ældre postbud fra Finnmark, Rudolf Karena Hansen, giver hende erkendelsen af, at det er nødvendigt at finde et andet sprog end det kølige og glatte, hun er blevet skolet i som kommunikationsrådgiver. Et sprog, som er nærværende og autentisk.

På den måde bliver ”Leve posthornet” en slags forsvarstale for alt det, litteratur kan. At give alt det, der på overfladen virker banalt og trivielt, liv og fylde. Med på turen er filosoffen Søren Kierkegaard, som har givet bogen dens titel. Romanen indledes med et citat fra Kierkegaards ”Gjentagelsen” (1843): ”Leve Posthornet! Det er mit foretrukne instrument, af mange Grunde og formentlig af den, at man aldrig med Sikkerhed kan aflokke dette Instrument den samme Tone (…)” (s. 5). Kierkegaards tanker om valg og eksistens løber under ordene og spilles op mod Ellinors udvikling.

”Min far døde for fem måneder siden, på et belejligt eller ubelejligt tidspunkt, alt efter øjnene der ser” lyder den første sætning i Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø”, 2016 (”Arv og miljø”, 2017). Således oprulles et klassisk familiedrama om arv, som skal vise sig at handle om meget mere end det.

Bergljot, bogens fortæller, er for ganske nylig trådt ind i en familiekonflikt, der drejer sig om fordelingen af familiens to hytter i Hvaler. De fire søskende er delt i to. De to ældste, Bergljot og broren Bård, har brudt med forældrene for flere år siden, hvorimod de to yngste søstre, Åsa og Astrid, stadig er tæt på familien, og dette bruges som begrundelsen for, at forældrene har testamenteret hytterne til dem.

53079202

Efterhånden som bogen skrider frem, bliver det tydeligt, at Bergljots brud med familien er sket på grund af faderens seksuelle misbrug af hende, fra hun var fem til syv år gammel. Bergljot drages længere og længere ind i konflikten om hytterne i Hvaler, og for hvert møde ved advokaten, hver samtale og mailudveksling med sin mor og søstre, bliver læseren præsenteret for hendes dilemma med at stå alene med en fortælling, som ingen i familien vil anerkende eller høre på. Noget af det fine ved ”Arv og miljø” er, at Bergljot bestemt ikke skildres som nogen engel. Bergljot drikker for meget, hun vrøvler ind imellem og klunter rundt. Hjorth skåner på ingen måde sin hovedperson.

Fortællerens stemme er messende og ind imellem panisk i Bergljots søgen efter forståelse og forklaringer. Samtidig med, at en erkendelse kommer krybende, indfinder der sig en indsigt i familiens dynamik. Bergljot forsøger at sætte ting i system gennem gentagelser og endeløse analyser af samtaler og situationer.

Hvad gør man, når man i dybe konflikter som denne står uden forklaringer og endegyldige beviser? Undervejs inddrages refleksioner over krigen på Balkan og sandhedskommissionen efter Apartheidstyret. Er det rimeligt, spørges der, at begge parter, forbryder og offer, skal stå på lige fod i en sådan proces?

”Arv og miljø” bliver en tankevækkende fortælling om, at man ind imellem er nødt til at opgive tanken om forsoning for at redde sig selv.

I Vigdis Hjorths roman ”Henrik Falk” fra 2019 (”Henrik”, 2019) møder vi Henrik Falk, den fine skibsreders søn, som er blevet gift med Elsa Brun Hansen, da de er på vej hjem fra bryllupsrejsen. Elsa kommer af en mere jævn familie, hendes far ejer byens tankstation, On the Run, som Henrik nu skal bestyre. Der er en smuk ironi i tankstationens navn, for det var ikke ligefrem den skæbne, Henrik havde forestillet sig efter en privilegeret barndom i den store villa på Solveien og sommerferier på Cap Ferrat på den franske riviera. Men Henriks far gik fallit, og efter hans død har Henrik formøblet det sidste af formuen, så ægteskabet med Elsa har virket som en sidste udvej.

Elsa er blevet gravid, og nu sidder han i saksen, og hvor han dog hader alt, hvad Elsa og hendes gravide krop og middelmådige middelklasseværdier står for.

47003164

For at gøre ondt værre er hans gamle flamme, den vilde, utæmmelige og flamboyante Tale Løvlie, der nu er blevet en succesfuld kunstner, rykket ind i hans gamle, smukke barndomsvilla på Solveien, mens Henrik selv må finde sig til rette i ”det lille grønne grimme hus med alle de usmagelige ting på trappen, og skiltet Home sweet home med det antikke udseende og det dumme kvisthjerte på døren der dinglede irriterende hver gang han skulle åbne” (s. 103) på Hasselbakken 4.

”Henrik” er baseret på Henrik Ibsens teaterstykke ”Hedda Gabler”. I Hjorths version er der byttet om på kønnene, så det ikke er Hedda, der keder sig gudsjammerligt og føler sig spærret inde i sit ægteskab, men den kommende far, Henrik. Der sker noget interessant, også kønspolitisk set, i den forskydning. Henrik og Hedda minder om hinanden i deres længsel efter at befinde sig i højere luftlag og forurettelsen over at være fanget i livets ”småtingsafdeling”, som Henrik kalder det i Hjorths roman. Hvor Heddas drømme om selvstændighed var næsten utænkelige for en kvinde på Ibsens tid og gjorde hende til en ret radikal skikkelse, så åbenbarer Henriks frihedsdrømme det ansvarsforflygtigende og kujonagtige ved hovedpersonens projekt.

”Henrik” er udkommet i et samarbejde mellem tre nordiske forlag, der i 2019 også udgav romanerne ”Nora” af Merete Pryds Helle og ”Hilde” af den svenske forfatter Klas Östergren, alle inspireret af Henrik Ibsens værker.

Johanna er en succesfuld kunstmaler, som har boet i USA i 30 år med sin mand og deres søn. Da manden dør og sønnen er flyttet til Danmark, vender Johanna tilbage til sit hjemland Norge. I de 30 år har hun stort set ingen kontakt haft til sin familie i Norge. Ingen af dem kender hendes mand eller hendes søn. Hvad er der tilbage af det liv, hun forlod for så mange år siden? Hvordan bygger man bro mellem fortid og nutid?

Tematisk hænger ”Er mor død” fra 2020 (”Er mor død”, 2020) sammen med Vigdis Hjorths ”Arv og miljø”. Johanna har brudt med sin familie, eller er blevet udstødt af den, afhængig af, hvordan man ser på det. Hun vender hjem for på en eller anden måde at få talt med sin mor, men moren vedbliver at være utilgængelig. Hun lever, men Johanna er for så vidt død for hende. Hun tager ikke telefonen, når Johanna ringer, hun besvarer ikke mails eller breve. Johannas lillesøster Ruth fungerer som en slags vogter og nægter Johanna adgang.

38226789

Johanna begynder at stalke sin mor. Hun slår lejr foran Arne Bruns Gate 22, hvor moren er flyttet hen efter farens død. Her sidder hun i sin parkerede bil og holder øje med hoveddøren, forestiller sig, hvad moren laver oppe i lejligheden, måske ser hun naturfilm fra Afrika, måske laver hun sig en kop te, tager den parfume på, som Johanna udtrykkeligt husker. Hun begynder at følge efter sin mor til fods, ser hende træde ind i sporvogne, følger efter hende, når hun går i kirke. Johannas forfølgelse af moren får noget nærmest erotisk over sig, hendes besættelse er som en ulykkelig forelskelse, hvor man må forestille sig, hvad den elskede foretager sig, når man ikke selv har lov til at være i nærheden.

Romanen handler om mor i både symbolsk og konkret forstand. Måske er det sådan, at fordi Johanna så sin mor, så hendes sorg og livsløgn, måtte Johanna afskæres fra familien. Så familiens selvfortælling kunne bestå. Johanna måtte i en vis forstand dø for at familien kunne overleve.

Fortællingen er en blanding af nutidsberetning, tilbageblik på barndom og ungdom og korte refleksioner; den er ligesom ”Arv og miljø” en undersøgende bevægelse, som hos jeg-fortælleren strækker sig over flere tider på en gang: Hvordan kan moren leve med ikke at have kontakt med sit barn? Hvordan kan hun leve videre og ikke være fortvivlet?

Ida Heier har mødt sit livs kærlighed. Han hedder Arnold Busk, er ti år ældre end hende og er gift og med familie. De mødes til et seminar, beskæftiger sig begge med litteratur og dramatik, og Ida tager ham med op på sit værelse som en pludselig indskydelse. Hun ved ikke, at dette er begyndelsen på en årelang besættelse af Arnold Busk. De indleder en affære, men den slutter, da Ida bliver skilt fra sin mand. Arnold vil ikke skilles, han orker ikke flere brud, og han lægger afstand til Ida, hvis lidenskab bare blusser op.

Alt handler om Arnold. Når hun taler, taler Ida kun om Arnold, og hendes venner begynder at lægge afstand til hende, begynder at tale om denne forelskelse som en form for forstyrrelse. Ida ser det, hun betragter med en form for klinisk distance hele det jordskælv, der udspiller sig i hendes indre, hun ser den smerte, hun påfører sine børn ved at blive skilt og ved at være besat, men hun kan ikke holde op.

62027045

”Om bare” (”Hvis bare”, 2022) er en mørk kærlighedsroman. Den udkom på norsk i 2001, og først tyve år efter på dansk. Romanen ligger således cirka midtvejs mellem debutromanen fra 1983 og Hjorts seneste roman fra 2022 og skildrer et ildevarslende og lidenskabeligt felttog mod selvdestruktionen. Romanen er en serie tilbageblik på en skæbnesvanger kærlighedshistorie, og vi fornemmer en Ida Heier, der som fortæller og forfatter sidder langt senere i kronologien og kigger tilbage på det, der gjorde det af med hende. Kærligheden er en bombe på nærmest Tove Ditlevsensk manér, den er besættende som et morfinmisbrug, og den helmer ikke, før den har udslettet alt.

Det er rusen, misbruget, der på en måde er kernen i kærligheden, og parallellen mellem de to, kærlighed og misbrug, bliver tydelig, efterhånden som handlingen skrider frem. I begyndelsen er Ida den besatte, og Arnold, den lettere tilbagetrukne Brecht-ekspert, spinkel og spædlemmet, virker som den overrumplede og stabile part. Men det vender, afhængigheden bliver gensidig, og kærligheden kræver dem begge som ofre. De drikker mere og mere, misbruget eskalerer. Hvad er der på den anden side af en besættelse? Hvornår ophører den umættelige sult efter den anden, og hvad står man så tilbage med? Det er disse spørgsmål, Hjorth undersøger i denne roman.

I 2022 udgav Vigdis Hjorth romanen ”Femten år – Den revolusjonære våren” (”Femten år – Det revolutionære forår”, 2023) om Paula, der holder af rytmen i sit barndomsliv. Måltider ved bordet i hjemmet, skiture på fjeldet, plukke bær bag skoven ved Tovevann, møde hjerteveninden Karen ved krydset og følges med hende i skole. Somrene i en rød hytte i en skov ved Østfold, når de ikke kan være hos mormoren på Rødøy.

Men noget ændrer sig, da Paula bliver ældre, og hun kommer til at læse sin mors breve til den troende mormor, der er datter af en berømt digterpræst. Det går op for Paula, at moren i brevene og i det hele taget lyver for mormoren om, hvordan hendes familie lever. Hvor ofte de går i kirke, hvor meget de læser i biblen, om at Paulas søster går til kirkekor og får gode karakterer på det kristne gymnasium, hvor hun i virkeligheden er ved at dumpe. Paula kan ikke genkende det familieliv, der bliver skildret i brevene. Hvad lyver moren ellers om? Og hvordan kan hun forstille sig sådan? Paula føler sig svigtet af moren og begynder at få øje på sprækkerne i familiens selvfortælling. Hun ser familiens mange løgne og ved, at hun ikke vil lyve om sit eget liv.

135401307

Paula opdager en glæde ved alt det, der i familien er forbudt. At fortabe sig i egne tanker. At liste ud af barneværelset i sommernatten for at lægge sig i en vuggende robåd og forestille sig, at hun ligger i en nøddeskal på et stort hav, mærke ”en hemmelig fryd og en indre lykke uden at forsøge at finde en grund” (s. 125). At få lov at låne mormorens gamle skrivemaskine og skrive den forbudte sandhed om feriedagene til veninden Karen, skrive alt som det er uden at holde igen, skrive frydefuldt og frit.

Der er en næsten messende repetition af årstidernes gang, vi mærker årets rytme sammen med Paula, hvordan vinteren lægger en dæmper på jorden, hvordan foråret pibler frem, Paulas følelse af slægtskab med et grantræ, hun kan gemme sig under. Den cirkulære bevægelse fra årstiderne danner en struktur for Paulas beretning om at finde hjem til sig selv.

Vigdis Hjorth skriver med lysende klarhed om familielivets mange løgne, og igen er det moren som en nærmest mytisk figur, der står som et gådefuldt væsen for den datter, der forsøger at finde ud af, hvordan man lever, hvordan man bevarer det, Paula selv kalder en forelskelse i en verden, når man møder voksenlivets krav om forstillelse.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Femten år"

Vigdis Hjorth har aldrig lagt skjul på, at hun bruger af sit eget stof i sine romaner. Hovedpersonerne i hendes værker er stort set altid kvinder, der minder om hende selv og hinanden, mange af dem har et stort indtag af alkohol, et stort forbrug af mænd og er som regel alderssvarende med Hjorth selv. Igennem hele sit forfatterskab har hun undersøgt samspillet mellem fiktion og virkelighed.

I mange af sine bøger udforsker hun ensomhed, samfundsengagement og kvinders vrede. Mest tydeligt kommer vreden frem i romanen om Bergljot, der altid er blevet gjort tavs: ”Noget af det, jeg stræbte efter, da jeg skrev bogen, var jo netop at finde stemmen til en person, der ikke er blevet hørt. Nu skal I høre på mig! Nu skal I høre PÅ MIG! Hvis du ikke er blevet troet på i en sådan sag, så kan du ikke sidde pænt og forklare dig i fine ord om, hvad der er sket. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg har skrevet en realistisk roman.” (Stine Engen: Med digtningen mod sandheden. Atlas Magasin, 2017-05-22).

Hendes hovedpersoner står ofte i eksistentielle livskriser, hvor man fornemmer Hjorths optagethed af den danske filosof Søren Kierkegaard. Det er et valg mellem det nemme og kontinuerlige og det mere autentiske, men besværlige, og ofte er det via en forvandling af sproget, et mere sandt og nærværende sprog, at hovedpersonen skal nå frem.

Det er det dystre og tabubelagte, der optager Hjorth: ”At skrive handler for mig om at kaste projektørlys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi der er for ubehageligt og ækelt derinde. I Norge har vi et ordsprog, der går på, at troldene sprækker, når de trækkes frem i lyset. Med Arv og miljø vil jeg trække trolden frem i lyset og sætte spot på de sociale og private tabuer, vi ellers er så ualmindeligt gode til ikke at tale om.” (Anna Raaby Ravn: ”Fri bliver man aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet”. Interview i Information, 2017-05-17).

Flere af Hjorths romaner, i særlig grad ”Arv og miljø”, ”Er mor død” og ”Femten år – Det revolutionære forår”, handler om familien som enhed, om de stentunge forventninger og generationsbårne traditioner, som skaber en families selvfortælling, de etablerede roller i sådanne fortællinger og den hårde straf ved at udfordre dem. Hjorths hovedpersoner kan ikke leve med de forløjede fortællinger og må derfor punktere dem, og i en slags syndefald, udstødes fra familieparadiset. Romanerne handler om det syndefald – hvad er der på den anden side af familieparadiset? Hvordan lever man videre, alene om den nye fortælling om familien?

Man kan på en måde læse ”Femten år – Det revolutionære forår” som en slags forløber til ”Arv og miljø” og ”Er mor død”, en skildring af en ung pige, som senere bliver til den ældre kvinde, vi møder i de to senere romaner. En indkredsning af den periode i et menneskes liv, hvor det går op for hende, at der er en kløft imellem hendes version af virkeligheden og resten af familiens, og at denne kløft, og den smerte, den medfører, måske er med til at gøre hende til kunstner.

I kraft af det stærke samspil mellem selvbiografi og fiktion i Vigdis Hjorths romaner kædes hun ofte sammen med andre forfattere, der har dyrket det selvbiografiske, som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men hvor Knausgård hyldes for at sætte fokus på det universelle i et menneskeliv, er Hjorth ofte blevet beskrevet som en forfatter, der udforsker ’kvindelivet’.

Og det er også især kvindelivet, der interesserer Hjorth, og selv føler hun sig beslægtet med norske kvindelige romanforfattere fra det nittende århundrede, som Camilla Collet, Amalie Skram og Sigrid Undset, der pustede liv i sociale og kønspolitiske spørgsmål som seksualitet, utroskab, abort og, ægteskab og satte kvinders vilkår på dagsordenen i det moderne gennembruds sædelighedsfejder.

I sin tendens til at væve virkelige situationer og begivenheder ind i fiktionen, så det kan blive svært at skelne mellem de to, kan man sammenligne hende med danske forfattere som Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Claus Beck-Nielsen og en fransk romanforfatter som Delphine de Vigan.

I Hjorts roman ”Henrik”, der baserer sig på Henrik Ibsens drama ”Hedda Gabler”, skriver hun for første gang fra en mands perspektiv. Med hovedpersonen Henrik sender Hjorth en slet skjult hilsen til Henrik Ibsen selv, der – ligesom Hjorths hovedperson – voksede op i en velhavende familie, som kom i økonomiske vanskeligheder og måtte sælge det store palæ i Skien. Og ligesom Hjorths Henrik gjorde Henrik Ibsen i sin ungdom en kvinde gravid, som kom fra andre og langt fattigere kår. Han forlod hende og vedkendte sig aldrig faderskabet.

Ibsens dramatik spiller i det hele taget en rolle i Hjorths forfatterskab, og hans replik fra ”Vildanden” (1884) om, at man ikke må tage livsløgnen fra et menneske, for så tager man også lykken fra ham, nævnes i flere af hendes romaner og kan i særlig grad siges at fungere som en tematik i de af romanerne, som handler om familiers forløjede selvfortælling og de børn, som bryder med den fortælling.