vigdis hjorth
Foto: Cladia Lech / Scanpix

Vigdis Hjorth

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017. Opdateret af Betty Frank Simonsen, Bureauet, september 2019.
Top image group
vigdis hjorth
Foto: Cladia Lech / Scanpix

Indledning

Vigdis Hjorths roman ”Arv og miljø” satte gang i en af Norges hedeste litteraturdebatter, da den udkom i 2016. På trods af, at romanen blev lanceret som fiktion, læste mange Hjorths beretning om en incestuøs familiehemmelighed som selvbiografisk, hvilket gav anledning til en storslået, offentlig familiefejde og til en debat af, hvor tæt litteraturen har lov at gå på virkeligheden. ”Arv og miljø” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og gav Hjorth sit litterære gennembrud i Danmark, men i hjemlandet har hun været et kendt forfatternavn siden sin debut i 1980’erne.

47003164

Blå bog

Født: 1959 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, idéhistorie og statskundskab.

Debut: Pelle-Ragnar i den gule gården. 1983. Børnebog.

Litteraturpriser: Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Henrik. Rosinante, 2019. (Henrik Falk, 2019). Oversat af Sara Koch.

Inspiration: Søren Kierkegaard, Amalie Skram, Camilla Collet og Sigrid Undset.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt. Skænderiet om, hvem der har haft det værst, er barnligt. Som regel forkrøbles de undertrykte og får et ødelagt følelsesliv, som regel overtager de undertrykte undertrykkerens tankegang og metoder, det er undertrykkelsens mest infame konsekvens, at den ødelægger de undertrykte og gør dem mindre i stand til at frigøre sig. Der skal hårdt arbejde til for at forvandle lidelsen til noget, der er nyttigt for nogen, især for den lidende selv.”

”Arv og miljø”, s. 236.

Vigdis Hjorth har først for nylig fået et litterært gennembrud i Danmark, men i hjemlandet Norge har hun længe været et kendt forfatternavn. Hun er uddannet inden for litteraturhistorie, idéhistorie og statskundskab, og hendes fortrolighed med det akademiske miljø præger flere af hendes romaner. Hjorth har lavet børneradio på NRK og debuterede i 1983 med børnebogen ”Pelle-Ragnar i den gule gården”. Siden er det blevet til næsten tredive romaner, børne- og ungdomsbøger, hvoraf flere er sat op som teaterstykker eller filmatiseret.

Hjorth er født i 1959 og er vokset op i Oslo, men har ikke fortalt særlig meget om sin opvækst eller sin familie. Dog har hun i flere interviews nævnt, at hun har brudt forbindelsen med sine forældre. Siden udgivelsen af romanen ”Arv og miljø” (2016) er netop hendes familie og opvækst blevet genstand for utrolig stor opmærksomhed. I romanen fortæller Hjorth med afsæt i hovedpersonen Bergljot om en familie, hvor en arvekonflikt ripper op i gamle sår. Bergljot, den ældste datter, har brudt med familien, fordi de ikke vil anerkende hendes beretning om at være blevet misbrugt seksuelt af faderen i sin tidlige barndom.

Da romanen udkom i hjemlandet, samlede meget fokus sig om de mange ligheder mellem Vigdis Hjorths egen familiehistorie og den, der beskrives i romanen. Blandt andet bed flere anmeldere mærke i, at beskrivelsen af farens begravelse i romanen lå meget tæt op ad Hjorths egen fars begravelse. Vigdis Hjorths søster Helga Hjorth blandede sig i debatten og anklagede sin søster for at tage hele e-mails og sms’er og bringe dem i romanform. Senere tog Helga Hjorth et skrivekursus for at kunne give et litterært modsvar, og i 2017 udkom hendes roman "Fri vilje", der giver en helt anden version af samme beretning, under titlen ”Fri vilje”.

”Arv og miljø” skabte en mediestorm i Norge, hvor det blev diskuteret, hvor tæt forfatterne må gå på virkeligheden. Det er en diskussion, der skrev sig ind i en langt større skandinavisk debat om autofiktion – eller på norsk virkelighetslitteratur – og Vigdis Hjorth blev kædet sammen med forfattere som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Debatten kom bag på Vigdis Hjorth: ”Overordnet ønsker enhver forfatter vel, at litteraturen debatteres. Men jeg har været enormt overrasket over denne debats omfang. Jeg forstår stadig ikke, hvad for eksempel Aftenposten ville med deres kritiske kampagne og undersøgelse. De mente vel, at jeg var gået for langt eller havde kastet mistanke over en uskyldig person. Men at faktatjekke en roman og sammenstille den med en forfatters biografi? Min fars begravelse? Det er for mig at se helt absurd.” (Anna Raaby Ravn: ”Fri bliver man aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet”. Information, 2017-05-17).

Vigdis Hjorth har tre børn og bor på øen Nesøya i Oslofjorden. Hun har før været bosat i København, Schweiz og Frankrig.

Hjulskift

”At det er mænd, der historisk har været filosoffer, er underligt, for i Louises verden, hvor hun er nu, er det kvinderne, der spørger, spekulerer, tvivler, fortvivlet forsøger at forstå, presser. Selv de mest intelligente mænd, hun kender, virker, som om de ikke har vilje eller evne til, eller måske behov for at bruge deres surt tillærte intellektuelle analyseredskaber på at forstå, endsige udlevere sig selv for at få det bedre i parforholdet.”

”Hjulskift”, s. 143.

I Vigdis Hjorts roman ”Hjulskift”, 2007 (”Hjulskift”, 2011) er Louise Berg ved at køre helt træt i sit liv som professor i litteraturvidenskab. Hun har netop fået et længe ventet arbejdslegat til at skrive en bog om den norske digter Edith Key, men hun kan ikke komme i gang. Den begejstring, hun først oplevede i mødet med denne usædvanlige, kvindelige digter fra det forrige århundrede, er forsvundet som dug for solen.

Det, der først tændte Louise ved mødet med Edith Key, var ikke bare hendes digte, men også hendes liv, hendes blik for mænd og analyse af det mandlige begær. Det er noget, Louise selv kender til, og det er, som om matheden i forholdet til arbejdet matcher den mathed, Louise oplever i forholdet til Bernt, hendes kæreste. Hun gør det forbi med Bernt og står ved en skillevej i sit liv, hvor de ting, der plejede at give mening, forekommer hende tomme og ligegyldige.

28874928

På en bluesfestival støder hun ind i bilsælgeren Truls. De har en nat sammen i en campingvogn, men da han senere tager kontakt for at ses igen, må Louise indrømme over for sig selv, at det nærmest er umuligt for hende at forestille sig et kærlighedsforhold til en bilsælger fra provinsen, der aldrig har åbnet en bog.

”Hjulskift” skildrer den stille og rolige forelskelse, der spirer frem mellem Louise og Truls, der på mange måder kommer fra hver sin verden, og hvordan den får Louise til at se på sit miljø, sit arbejde og de værdier, der har styret hendes liv, med andre øjne. Hjorths tone er nøgtern og humoristisk, når hun flere steder spidder forholdet mellem kvinder og mænd.

 

 

 

 

Leve posthornet

”Jeg sagde at fejlen var, at vi havde forsøgt at beskrive en cirkel ved hjælp af firkanter. Han forstod ikke, hvad jeg mente. Jeg sagde, at hvis man skal sælge sin sag, og sagen er omvæltning og intensitet, så kan det ikke overlades til et sprog, der flader fjeldet ud og slukker ilden.”


”Leve posthornet”, s. 124.

Vigdis Hjorts roman ”Leve posthornet”, 2012 (”Leve posthornet” 2014) tager udgangspunkt i fundet af en gammel dagbog. Ellinor, en kommunikationsrådgiver midt i trediverne, finder sin dagbog og begynder at læse det, hun skrev i løbet af foråret 2000. Mens hun læser, går det op for hende, at intet har ændret sig her ti år efter: ”Navnene kunne ændres, datoerne byttes om, ingen bevægelse, ingen sammenhæng, ingen glæde, kun lede.” (s. 8).

Kort efter forsvinder en af Ellinors kolleger og efterlader sig et afskedsbrev, der beskriver noget af den livslede, Ellinor selv står i til halsen. ”Gider ikke mere, tager båden og sejler væk på ubestemt tid … ” Ellinor overtager hans opgave for PostKom, de postansattes fagforening, som handler om implementeringen af EU’s postdirektiv om den fri konkurrence på brevpost.

”Leve posthornet” er nok Vigdis Hjorths mest politiske roman med sin skarpe kommentar til et samfund, der i stigende grad lader sig styre af de frie markedskræfter.

51292081

Som i sin senere roman, ”Arv og miljø”, går Hjorth også i ”Leve posthornet” dokumentarisk til værks. Det norske Arbeiderpartis landsmøde i 2011 fungerer således som romanens klimaks, hvor virkelige taler og politiske debatter bliver til ready-mades, der kopieres ind i romanens handling, ligesom lobbyisme og EU-direktiver væves ind i Ellinors tilværelse.

Men mest centralt står temaet om sprog og litteratur. Til Ellinors store overraskelse sker der noget med hende i løbet af det, der bliver en kamp mod det nye direktiv. Et fejlslagent medietræningskursus for postbude og mødet med et ældre postbud fra Finnmark, Rudolf Karena Hansen, giver hende erkendelsen af, at det er nødvendigt at finde et andet sprog end det kølige og glatte, hun er blevet skolet i som kommunikationsrådgiver. Et sprog, som er nærværende og autentisk.

På den måde bliver ”Leve posthornet” en slags forsvarstale for alt det, litteratur kan. At give alt det, der på overfladen virker banalt og trivielt, liv og fylde. Med på turen er filosoffen Søren Kierkegaard, som har givet bogen dens titel. Romanen indledes med et citat fra Kierkegaards ”Gjentagelsen” (1843): ”Leve Posthornet! Det er mit foretrukne instrument, af mange Grunde og formentlig af den, at man aldrig med Sikkerhed kan aflokke dette Instrument den samme Tone (…)” (s. 5). Kierkegaards tanker om valg og eksistens løber under ordene og spilles op mod Ellinors udvikling.

Arv og miljø

Citat
”For det var ikke enkelthændelser og ingen færdig fortælling, men en uophørlig udforskning, en nødvendig udgravning fuld af kortslutninger og ufrivillige hjemsøgninger. Og min tabte barndoms nærvær, dette tabs evige tilbagekomst var det, der gjorde mig tydelig for mig selv, en del af min eksistens, som gennemsyrede selv den mindste følelse i mig.”

”Arv og miljø”, s. 330.

”Min far døde for fem måneder siden, på et belejligt eller ubelejligt tidspunkt, alt efter øjnene der ser” lyder den første sætning i Vigdis Hjorts roman ”Arv og miljø”, 2016 (”Arv og miljø”, 2017). Således oprulles et klassisk familiedrama om arv, som skal vise sig at handle om meget mere end det.

Bergljot, bogens fortæller, er for ganske nylig trådt ind i en familiekonflikt, der drejer sig om fordelingen af familiens to hytter i Hvaler. De fire søskende er delt i to. De to ældste, Bergljot og broren Bård, har brudt med forældrene for flere år siden, hvorimod de to yngste søstre, Åsa og Astrid, stadig er tæt på familien, og dette bruges som begrundelsen for, at forældrene har testamenteret hytterne til dem.

53079202

Efterhånden som bogen skrider frem, bliver det tydeligt, at Bergljots brud med familien er sket på grund af faderens seksuelle misbrug af hende, fra hun var fem til syv år gammel. Bergljot drages længere og længere ind i konflikten om hytterne i Hvaler, og for hvert møde ved advokaten, hver samtale og mailudveksling med sin mor og søstre, bliver læseren præsenteret for hendes dilemma med at stå alene med en fortælling, som ingen i familien vil anerkende eller høre på. Noget af det fine ved ”Arv og miljø” er, at Bergljot bestemt ikke skildres som nogen engel. Bergljot drikker for meget, hun vrøvler ind imellem og klunter rundt. Hjorth skåner på ingen måde sin hovedperson.

Fortællerens stemme er messende og ind imellem panisk i Bergljots søgen efter forståelse og forklaringer. Samtidig med, at en erkendelse kommer krybende, indfinder der sig en indsigt i familiens dynamik. Bergljot forsøger at sætte ting i system gennem gentagelser og endeløse analyser af samtaler og situationer.

Hvad gør man, når man i dybe konflikter som denne står uden forklaringer og endegyldige beviser? Undervejs inddrages refleksioner over krigen på Balkan og sandhedskommissionen efter Apartheidstyret. Er det rimeligt, spørges der, at begge parter, forbryder og offer, skal stå på lige fod i en sådan proces?

”Arv og miljø” bliver en tankevækkende fortælling om, at man ind imellem er nødt til at opgive tanken om forsoning for at redde sig selv.

Henrik

”Og så tæerne, sagde hun, og han tænkte, at han måtte gøre det på samme måde som han gjorde det han blev bedt om i militæret, tankeløst som en nødvendighed der var ham pålagt, for en højere sags tjeneste, men idet han havde tænkt højere sag, syntes han at se gule øjne stirre på ham fra alle steder. Tæerne, sagde hun igen, og han gned creme på hendes tæer, alle fem fra storetåen til lilletåen på oversiden og på undersiden. Og mellem tæerne, sagde hun, og han tænkte, at hvis hun blev ved, ville det slå klik for ham, han smurte creme mellem hendes tæer.”

”Henrik”, s. 79.

I Vigdis Hjorths roman ”Henrik Falk fra 2019 (”Henrik”, 2019) møder vi Henrik Falk, den fine skibsreders søn, som er blevet gift med Elsa Brun Hansen, da de er på vej hjem fra bryllupsrejsen. Elsa kommer af en mere jævn familie, hendes far ejer byens tankstation, On the Run, som Henrik nu skal bestyre. Der er en smuk ironi i tankstationens navn, for det var ikke ligefrem den skæbne, Henrik havde forestillet sig efter en privilegeret barndom i den store villa på Solveien og sommerferier på Cap Ferrat på den franske riviera. Men Henriks far gik fallit, og efter hans død har Henrik formøblet det sidste af formuen, så ægteskabet med Elsa har virket som en sidste udvej.

Elsa er blevet gravid, og nu sidder han i saksen, og hvor han dog hader alt, hvad Elsa og hendes gravide krop og middelmådige middelklasseværdier står for. For at gøre ondt værre er hans gamle flamme, den vilde, utæmmelige og flamboyante Tale Løvlie, der nu er blevet en succesfuld kunstner, rykket ind i hans gamle, smukke barndomsvilla på Solveien, mens Henrik selv må finde sig til rette i ”det lille grønne grimme hus med alle de usmagelige ting på trappen, og skiltet Home sweet home med det antikke udseende og det dumme kvisthjerte på døren der dinglede irriterende hver gang han skulle åbne(s. 103) på Hasselbakken 4.

47003164

”Henrik” er baseret på Henrik Ibsens teaterstykke Hedda Gabler. I Hjorths version er der byttet om på kønnene, så det ikke er Hedda, der keder sig gudsjammerligt og føler sig spærret inde i sit ægteskab, men den kommende far, Henrik. Der sker noget interessant, også kønspolitisk set, i den forskydning. Henrik og Hedda minder om hinanden i deres længsel efter at befinde sig i højere luftlag og forurettelsen over at være fanget i livets ”småtingsafdeling”, som Henrik kalder det i Hjorths roman. Hvor Heddas drømme om selvstændighed var næsten utænkelige for en kvinde på Ibsens tid og gjorde hende til en ret radikal skikkelse, så åbenbarer Henriks frihedsdrømme det ansvarsforflygtigende og kujonagtige ved hovedpersonens projekt.

”Henrik” er udkommet i et samarbejde mellem tre nordiske forlag, der i 2019 også udgav romanerne ”Nora” af Merete Pryds Helle og ”Hilde” af den svenske forfatter Klas Östergren, alle inspireret af Henrik Ibsens værker.

Genrer og tematikker

Hjorth har aldrig lagt skjul på, at hun bruger af sit eget stof i sine romaner. Hovedpersonerne i hendes romaner er stort set altid kvinder, der minder om hende selv og hinanden, mange af dem har et stort indtag af alkohol, et stort forbrug af mænd og er som regel alderssvarende med Hjorth selv. Igennem hele sit forfatterskab har hun undersøgt samspillet mellem fiktion og virkelighed.

I mange af sine bøger udforsker hun ensomhed, samfundsengagement og kvinders vrede. Mest tydeligt kommer vreden frem i romanen om Bergljot, der altid er blevet gjort tavs: ”Noget af det, jeg stræbte efter, da jeg skrev bogen, var jo netop at finde stemmen til en person, der ikke er blevet hørt. Nu skal I høre på mig! Nu skal I høre PÅ MIG! Hvis du ikke er blevet troet på i en sådan sag, så kan du ikke sidde pænt og forklare dig i fine ord om, hvad der er sket. Så på en eller anden måde tror jeg, at jeg har skrevet en realistisk roman.” (Stine Engen: Med digtningen mod sandheden. Atlas Magasin, 2017-05-22).

Hendes hovedpersoner står ofte i eksistentielle livskriser, hvor man fornemmer Hjorths optagethed af den danske filosof Søren Kierkegaard. Det er et valg mellem det nemme og kontinuerlige og det mere autentiske, men besværlige, og ofte er det via en forvandling af sproget, et mere sandt og nærværende sprog, at hovedpersonen skal nå frem.

Det er det dystre og tabubelagte, der optager Hjorth: ”At skrive handler for mig om at kaste projektørlys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi der er for ubehageligt og ækelt derinde. I Norge har vi et ordsprog, der går på, at troldene sprækker, når de trækkes frem i lyset. Med Arv og miljø vil jeg trække trolden frem i lyset og sætte spot på de sociale og private tabuer, vi ellers er så ualmindeligt gode til ikke at tale om.” (Anna Raaby Ravn: ”Fri bliver man aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet”. Interview i Information, 2017-05-17).

Beslægtede forfatterskaber

I kraft af det stærke samspil mellem selvbiografi og fiktion i Hjorths romaner kædes hun ofte sammen med andre forfattere, der har dyrket det selvbiografiske, som Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men hvor Knausgård hyldes for at sætte fokus på det universelle i et menneskeliv, er Hjorth ofte blevet beskrevet som en forfatter, der udforsker ’kvindelivet’.

Og det er også især kvindelivet, der interesserer Hjorth og selv føler hun sig beslægtet med norske kvindelige romanforfattere fra det nittende århundrede, som Camilla Collet, Amalie Skram og Sigrid Undset, der pustede liv i sociale og kønspolitiske spørgsmål som seksualitet, utroskab, abort, ægteskab og satte kvinders vilkår på dagsordenen i det moderne gennembruds sædelighedsfejder.

I sin tendens til at væve virkelige situationer og begivenheder ind i fiktionen, så det kan blive svært at skelne mellem de to, kan man sammenligne hende med danske forfattere som Suzanne Brøgger, Kamilla Hega Holst og Claus Beck-Nielsen og en fransk romanforfatter som Delphine de Vigan.

I Hjorts roman ”Henrik”, der baserer sig på Henrik Ibsens drama ”Hedda Gabler”, skriver hun for første gang fra en mands perspektiv. Med hovedpersonen Henrik sender Hjorth en slet skjult hilsen til Henrik Ibsen selv, der – ligesom Hjorths hovedperson – voksede op i en velhavende familie, som kom i økonomiske vanskeligheder og måtte sælge det store palæ i Skien. Og ligesom Hjorths Henrik gjorde Henrik Ibsen i sin ungdom en kvinde gravid, som kom fra andre og langt fattigere kår. Han forlod hende og vedkendte sig aldrig faderskabet.

Bibliografi

Romaner

Hjorth, Vigdis: Drama med Hilde, 1987.
Hjorth, Vigdis: Med hånden på hjertet, 1989.
Hjorth, Vigdis: Et dikt til mormor, 1990.
Hjorth, Vigdis: Fransk åpning, 1992.
Hjorth, Vigdis: Død sheriff, 1995.
Hjorth, Vigdis: Ubehaget i kulturen (Medforfatter), 1995.
Hjorth, Vigdis: Hysj, 1996.
Hjorth, Vigdis: Takk, ganske bra, 1998.
Hjorth, Vigdis: Den første gangen, 1999.
Hjorth, Vigdis: Hva er det med mor, 2000.
Hjorth, Vigdis: Om bare, 2001.
Hjorth, Vigdis: 17.15 til Tønsberg, 2003.
Hjorth, Vigdis: Fordeler og ulemper ved å være til, 2005.
Hjorth, Vigdis: Tredje person entall, 2008.
Hjorth, Vigdis: Snakk til meg, 2010.
Hjorth, Vigdis: Tredve dager i Sandefjord, 2011.
Hjorth, Vigdis: Hjulskift. Turbine, 2011. (Hjulskift, 2007). Oversat af Ole Lindegård Henriksen.
Hjorth, Vigdis: Et norsk hus, 2014.
Hjorth, Vigdis: Leve posthornet! Turbine, 2014. (Leve posthornet! 2012). Oversat af Lene Schiøtt.
Hjorth, Vigdis: Arv og Miljø. Turbine, 2017. (Arv og miljø, 2016). Oversat af Karen Fastrup.
Hjorth, Vigdis: Lærerindens sang. Turbine, 2019. Oversat af Karen Fastrup.
Hjorth, Vigdis: Henrik. Rosinante, 2019. (Henrik Falk, 2019). Oversat af Sara Koch.

Børnebøger

Hjorth, Vigdis: Pelle-Ragnar i den gule gården, 1983.
Hjorth, Vigdis: Jørgen + Anne er sant, 1984.
Hjorth, Vigdis: Råtne Rikard, 1985.
Hjorth, Vigdis: Gjennom skogen, 1986.
Hjorth, Vigdis: På hjørnet om kvelden, 1987.
Hjorth, Vigdis: Lesebok for levende (Samarbejde med Lillian Hjorth), 2002.

Essays

Hjorth, Vigdis: Skrivestadier (medforfatter), 1989.
Hjorth, Vigdis: En erotisk forfatters bekjennelser, 1999.
Hjorth, Vigdis: Dubrovnik, Spartacus, 2004.
Hjorth, Vigdis: Fryd og fare, 2013.

Noveller

Hjorth, Vigdis: Tungekysset og Drømmen, 1990.

Om forfatterskabet

Sendt den 26. april, 2017-04-26.
Links til interviews og radioudsendelser med Vigdis Hjorth på hendes norske forlag Cappelen Damms hjemmeside.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vigdis Hjorth

Kilder citeret i portrættet

Interview i Atlas Magasin, 2017-05-22.