Kristina Stoltz

Kristina Stoltz’ roman “Vild” fra 2025 er en fri fortsættelse af “Paradis først” (2020), hvilket man allerede kan se af de to bøgers nært beslægtede omslag og format. Ligesom i “Paradis først” går den skrivende fortæller ad erindringens veje, men i “Vild” kommer vi endnu længere tilbage, til jegfortællerens overgang fra barn til ung voksen.

På nutidsplanet er den 49-årige forfatter taget alene ud til familiens primitive hytte i en svensk skov for at skrive. Her går hun på jagt i sin erindring og i sine dagbøger efter alter egoet Julie.

141267388

“Julie” opstod, da fortælleren, ti år gammel, rank og smuk på Købmagergade på vej hjem fra skole, bliver passet op af en ældre og velklædt herre – han minder hende om hendes morfar – som inviterer hende med ud i skoven for at blive fotograferet. Da han spørger hende, hvad hun hedder, kommer hun til at svare Julie.

Hun tager heldigvis aldrig med manden ud i skoven, men pseudonymet bliver hængende, som en form for udspaltning af fortællerens personlighed. Da den franske fotograf Mathieu passer hende op på gaden fem år senere, præsenterer hun sig igen som Julie, og Mathieu får aldrig hendes rigtige navn at vide, selvom de indleder et længerevarende (og magtulige) forhold.

Senere flytter hun til Stockholm for at danse Gunnar Svenssons koreografi Steppingstone, men koreografen dør, kort efter hun møder ham første gang. Hans død kommer som et chok, og hun kommer i psykoanalyse i Sverige.

Romanen veksler mellem nutid og fortid i en frit associerende skrift, som blander fantasi og virkelighed, det sansede nu i skoven, erindringer og refleksioner om alder, tid og fotografi.

Julie er hele tiden til stede som en figur, der driver gæk med fortælleren – hun er umulig at indfange og befinder sig samtidig hele tiden et sted lige i nærheden, en mut og smuk teenager med uglet morgenhår, som går i clinch med fortællingen og gerne modsiger den undervejs.

Bogen er struktureret i seks dele, fra “Den første dag” til “den sjette dag”, som er de dage, fortælleren befinder sig i hytten og skriver disse ord. Bogens allersidste sætning er “Den syvende dag bliver i morgen.” - syvendedagen, der som bekendt er hviledagen.