Christina Englund

Christina Englund er født på Frederiksberg i 1974. Sine folkeskoleår tilbragte hun på henholdsvis Sønderjyllandsskolen på Frederiksberg og Rødkilde Skole i Vanløse. 
Hun har skrevet og digtet, lige så længe hun kan huske tilbage. Allerede før hun lærte at læse og skrive, tegnede og fortalte hun historier, som moren eller mormoren skrev ned for hende. Det var ikke altid, folkeskolen havde forståelse for den fantasifulde elev. Da hun i 2. klasse fik til opgave at skrive om en dag i sommerferien, og hun skrev om et rumskib, der landede i en skov, fik hun besked om, at den slags altså ikke skete i normale sommerferier.

På sin hjemmeside fortæller hun: "Så længe, jeg kan huske, har jeg bokset med skriften. Bokset – men også nydt at forsvinde ind i fortællingens og fantasiens rum, hvor det kun er mig, der bestemmer." (christinaenglund.dk/referencer).

Trangen til at bestemme har også slået igennem på anden vis. Hun droppede således ud af Sankt Annæ Gymnasium midt i 2.g for i stedet at dyrke skriften. På det tidspunkt var hendes første bog blevet antaget på Gyldendal. I løbet af de følgende fem år havde hun forskellige cafe- og rengøringsjobs, rejste en del og skrev også. Undervejs debuterede hun – som 17-årig – med den anmelderroste novellesamling "Uden egentlig at sove" (1992).

I 1997 begyndte hun på en enkeltfags-HF og to år senere på retorikstudiet på Københavns Universitet, som hun afsluttede i 2006. I et mailinterview med Forfatterweb fortæller hun: "Det gode ved studiet var, at det var meget praktisk anlagt. Det er også et studie, der kredser om didaktikken og rummer mange overvejelser om, hvordan teori og praksis kan hænge sammen. Det har jeg brugt rigtig meget i de mange år, jeg har undervist i særligt kreativ skrivning." (Mailinterview med Forfatterweb, september 2021).

Siden debuten har hun udgivet seks romaner og bidraget til flere antologier, ligesom hun skriver artikler, digte og noveller til tidsskrifter og aviser. Ved siden af forfattergerningen har hun en masse andre litterære engagementer. Hun underviser børn i kreativ skrivning, læser manuskripter for andre forfattere, holder foredrag, indtaler lydbøger og lignende. 

Det er dog ikke kun litteraturen, Englund er bidt af. Hun beskriver sin familie som værende fuld af musikere, hvorfor hun har en forkærlighed for musik og fællessang. Ikke mindst jazz har en stjerne hos forfatteren – en interesse der har givet sig udslag i, at hun i en periode var vært på DR Podcasten Jazz&Bøger. 

Som kun 17-årig debuterede Christina Englund i 1992 med novellesamlingen "Uden egentlig at sove". Igennem 44 helt korte fortællinger, der hver fylder omtrent en side, følger man en flok rodløse mennesker, som på kryds og tværs bevæger sig ind og ud af hinandens liv. Fortællingerne er helt jordnære og hverdagslige med beskrivelser af opvask, der hober sig op, kærtegn, togture og indkøb, men samtidig har de et skær af uvirkelighed over sig. For eksempel i den 12. fortælling, hvor Markus har indrettet et brusende hav i sin lejlighed. Han har sat et bånd på med mågeskrig og bølgeskvulp og tager svømmeture i badeværelset, mens Inger Marie ligger i en hængekøje og 'vist' nok sover. Måske leger han, at han er på solferie? Måske er det hele en drøm? 

Vist er det i hvert fald, at fortællingerne alle har et surrealistisk præg over sig. Som om det hele blot er drømme – gode og onde i et sammensurium – hvor glimt af det hverdagslige bliver forvredet ud i det mystiske og monstrøse. Samtidig virker karaktererne ofte sært iscenesatte – som om de er i gang med at spille en rolle i deres eget og/eller i andres liv. Vist er det også, at forklaringer glimrer ved deres fravær i fortællingerne, og at læserne således bliver overladt til og udfordret på deres egen fantasi. 

Søvn – eller manglen på samme – spiller som titlen indikerer en central rolle i mange af fortællingerne. Som i 11. fortælling, hvor Richard og Cherry sover i telt, men Richard ikke kan sove. Angsten vælder ind over ham, og han bliver i tvivl om både Cherrys og sin egen konsistens. Måske vil hendes hud opleves som træ eller metal? Eller fortælling 21, hvor en feberramt Ofelia rejser med tog i "det vilde øde land", og om natten ligger i en lysplet "uden egentlig at sove". 

Et centralt tema i værket er relationer – både venskabelige og kærlighedsforhold. På hver sin forkvaklede måde forsøger karaktererne at forbinde sig med hinanden, men det lykkes yderst sjældent, og når det endelig lyder idyllisk, er det som regel, fordi den ene part sover eller ikke er fysisk til stede. Ensomhed, desperation og depression lurer lige under overfladen, som også døden gør det - som i fortælling 15 om Troels, der "elskede Miriam højt den nat, da han lå i sneen og blev spist af edderkopper og insekter."