Bogforums Debutantpris 2024 gik fredag den 1. november til Linea Maja Ernst for sin skærsommernats drøm af en bog, "Kun til navlen", som har ligget stabilt på boghandlernes bestsellerlister siden den udkom i april i år.
Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen” er en sanselig smeltedigel om venskaber, kærlighed, længsler og sex, om overgangen fra ungdoms- og studieliv til voksenliv og ikke mindst om alle de besværlige følelser, der kan ramme syv venner, der mødes en uge ved en skovsø for at mindes gamle dage og fejre brylluppet mellem to af vennerne. Romanen er en moderne udgave af Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm” og udfordrer ideen om, at voksenlivet kun kan være på en bestemt måde – ikke mindst stiller den spørgsmålet, om tosomhed er den eneste og bedste vej til lykke.
Prisen blev traditionen tro overrakt i forbindelse med bogmessens oficielle åbning i Bella Center i København.
Bogforums Debutantpris er blevet uddelt på Bogforum hvert år siden 1993 for at "skabe opmærksomhed om stærke, nye navne i den danske litteratur", og den heldige vinder får - foruden hæderen og opmærksomheden - en pengepræmie på 50.000 kr.
LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF LINEA MAJA ERNST
Tidligere vindere af Debutantprisen
2023: Amina Elmi med digtsamlingen ”Barbar [Tavshedens objekt]”
Amina Elmi trådte i sommeren 2023 ind på den danske litterære scene med digtsamlingen ”Barbar [Tavshedens objekt]”, som er en vilter og sorgfuld bog om kærlighed, savn, diaspora og meget mere. I prosatekster og digte skyder hun humoristisk, sanseligt og vredt med skarpt både indad og udad: såvel mod sig selv og sin familie og kultur, som mod det litterære parnas og den offentlige debat, og denne dobbelte retning er nok forudsætningen for, at hun midt i det hele også skriver med en vis mildhed. Eller, som en anmelder smukt formulerer det: Med en stor og bevægende åbenhed.
Læs forfatterportrættet af Amina Elmi
2022: Kristin Vego med novellesamlingen "Se en sidste gang på alt smukt"
Den dansk-norske forfatter Kristin Vego debuterede med novellesamlingen ”Se en sidste gang på alt smukt” i Danmark i 2022 og modtog samme år Bogforums debutantpris. Novellerne havde allerede året inden høstet ros i Norge og modtaget Tarjei Vesaas' debutantpris 2021. Norsk Gyldendal var nemlig det forlag, der først antog Kristin Vegos danske manuskript, som forfatteren efterfølgende selv oversatte til norsk. Både i Norge og Danmark roses novellerne for deres sanselige naturbeskrivelser, poetiske sprog og stilfærdige afdækning af unge kvinder i overgangsfaser.
Læs hele forfatterportrættet af Kristin Vego
2021: Fine Gråbøl med romanen "Ungeenheden"
Med en prisvindende debut, der er solgt til udgivelse i USA og England, har Fine Gråbøl i den grad markeret sig på det litterære landkort. Debuten ”Ungeenheden” er en både personlig, poetisk og kritisk skildring af unge mennesker, der lever på et bosted i psykiatrisk behandling. Og det er netop Gråbøls evne til i form og sprog at bringe læseren tæt på den komplekse virkelighed, de unge i ”Ungeenheden” kæmper med, der gør debuten til en stærk oplevelse. Den er på en gang usentimental, indigneret og poetisk sitrende.
Læs hele forfatterportrættet af Fine Gråbøl
2020: Sofie Malborg med den historiske roman "Bargums synder"
Den ærgerrige danske slavehandler Frederik Bargum er centrum for fortællingen i Sofie Malmborgs prisvindende debut ”Bargums synder”, der udkom i 2020. Med sanselige og nærværende detaljer fra 1700-tallets København, Åbenrå og Europa gør Malmborg historien levende og relevant for nutidige læsere og tilbyder et fascinerende indblik i en slavehandlers økonomiske logik.
Læs hele forfatterportrættet af Sofie Malmborg
2019: Amalie Langballe med romanen "Forsvindingsnumre"
Amalie Langballe debuterede i 2019 med romanen ”forsvindingsnumre”, som hun samme år modtog Bogforums Debutantpris for. ”forsvindingsnumre” handler om kvinden Agnes, der i en tilstand af dyb sorg forsøger at finde hoved og hale i sig selv såvel som livet efter sin mors død. Med både pop, temperament og poetisk nerve har Amalie Langballe i ”forsvindingsnumre” skrevet sig ind i det allestedsnærværende fravær, som døden indstifter.
Læs hele forfatterportrættet af Amalie Langballe
2018: Anita Furu med romanen "Mit halve liv"
Med rørende indlevelse har Anita Furu skrevet sin farmors både triste og smukke historie i den prisbelønnede debutroman ”Mit halve liv” (2017). Beretningen om den forældreløse, jødiske pige Ruths kamp for at finde sin egen plads i livet giver et indblik i levevilkår og kulturmøder gennem et halvt århundrede. I 2019 udkom efterfølgeren ”Jeg er en, der kan sige sådan!”, der følger samme Ruth som 73-årig.
Læs hele forfatterportrættet af Anita Furu
2017: Tine Høeg med "Nye rejsende"
Vaklende voksenliv, længsel og et stormende begær hos en ung kvinde, som egentlig ”burde” have styr på sit liv og være i fuld gang med mand og børn. Tine Høegs karakterer kæmper med at finde fodfæste i voksenlivet og vil hellere give sig hen til ukontrollerede drifter, som har potentiale til at være både ødelæggende og skamfulde.
Tine Høeg er fascineret af voksenlivets mange facetter – især den del der handler om samfundets forventninger til, hvordan man er ”ægte” voksen. Hun sætter kritisk spørgsmålstegn ved gældende forestillinger om moderskab, kvinderoller og kvindeligt begær, og hun gør det gennem humor og et præcist, lyrisk sprog.
Læs hele forfatterportrættet af Tine Høeg
2016: Niels Henning Falk Jensby med "Techno"
Niels Henning Falk Jensby modtog i 2016 Bogforums Debutantpris for den voldsomme og stærkt erotiske roman ”Techno”. Her dunker technoens taktfaste rytmer både i klubben og i kroppen, og et rastløst og anonymt jeg begiver sig rundt i en række eksperimenterende københavnske miljøer. I Ørstedsparken, på Amager Fælled og i sexklubber undersøger jeget sin dominansprægede homoseksualitet, og i en søgen efter grænseløshed synes jegets krop til sidst at gå i opløsning. Sproget i ”Techno” er klinisk og som oftest følelsesforladt, og den maskinelle monotoni overtager snart fortællerjeget, der – påvirket af stoffer og blindt begær – bliver som en zombie.
Læs hele forfatterportrættet af Niels Henning Falk Jensby
2015: Morten Pape med "Planen"
Morten Pape rammer med sine romaner der, hvor det gør mest ondt. Med sit intense og ærlige indblik i opvæksten i Urbanplanen på Amager stiller han i alle tre romaner, “Planen”, “Guds bedste børn” og “I ruiner”, skarpt på stærkt frustrerede og understimulerede samfundsgrupper. I “Planen” hører vi om den intelligente outsider Morten, der ikke finder genklang i sine omgivelser og driver rundt alene med afgrænsede venskaber i fremmedfjendske danske miljøer – og muslimske miljøer, hvor tiltroen til Danmark og integrationen er lig nul. Vi hører om uforløste drømme, men også om sammenhold på tværs af klippestore afstande. “I ruiner” udspiller sig i et andet miljø på halvøen Amager, hvor en middelklassefamilie går i opløsning efter et bankkrak. Intet er sort eller hvidt, for det er virkeligheden, Morten Pape fortæller om.
Læs hele forfatterportrættet af Morten Pape
2014: Thomas Rydahl med "Eremitten"
En ensom nifingret taxachauffør viser sig at være en ihærdig efterforsker i Thomas Rydahls trilogi om eksildanskeren Erhard Jørgensen. Debutromanen ”Eremitten” fra 2014 vandt samme år Bogforums Debutantpris, og siden er kommet ”De savnede” og ”De tre paver”. Rydahl fremskriver et vindblæst Fuerteventura og tegner midt i krimigåderne et rørende portræt af en mand, der nok er lidt fordrukken og bag om dansen, men som ved den rette anledning viser empati, handlekraft og sejlivet stædighed. I 2021 udgav Rydahl den muntre skilsmisseroman ”Forførernes klub”.
Læs hele forfatterportrættet af Thomas Rydahl
2013: Yahya Hassan med "Yahya Hassan"
Udgivelsen af Yahya Hassans selvbetitlede og selvbiografiske debut udløste en sjælden set mediestorm i den danske presse. I løbet af få uger måtte forlaget øge oplaget af digtsamlingen til over 20.000 eksemplarer, samtidig med at antallet af fanbreve og dødstrusler til den danskfødte, statsløse palæstinenser eksploderede på internettet. ”YAHYA HASSAN” er skrevet med versaler og vrede. Digtene skildrer barndommen i en dysfunktionel muslimsk familie og en ungdom som hashrygende kriminel. De er på samme tid faderopgør, socialrealisme og skriftterapi, men det er især bogens religionskritik, der har skabt furore og medført, at Hassan blev udråbt til dansk integrationsdebats nye, litterære stemme.
Læs hele forfatterportrættet af Yahya Hassan
2012: Anne-Cathrine Riebnitzsky med romanen "Den stjålne vej"
2011: Erik Valeur med romanen "Det syvende barn"
2010: Kaspar Colling Nielsen med novellesamlingen "Mount København"
2009: Martin Kongstad med novellesamlingen "Han danser på sin søns grav"
2008: Janni Olesen med romanen "Noget du skal vide"
2007: Henriette E. Møller med romanen "Jelne"
2006: Knud Romer med romanen "Den som blinker er bange for døden"
2005: Jonas T. Bengtsson med romanen "Aminas breve"
2004: Kristian Ditlev Jensen med romanen "Livret"
2003: Maria Grønlykke med novellesamlingen "Fisketyven"
2002: Eddie Thomas Petersen med romanen "Kys"
2001: Lise Rønnebæk med romanen "I virkeligheden hedder jeg Nielsen"
2000: Søren Jessen med romanen "Zambesi"
1999: Christian Jungersen med romanen "Krat"
1998: Jesper Wung-Sung med novellesamlingen "To ryk og en aflevering"
1997: Tore Ørnsbo med digtsamlingen "Inkubationer"
1996: Charlotte Weitze med romanen "Skifting"
1995: Trine Andersen med novellesamlingen "Hotel Malheureux"
1994: Iben Claces med digtsamlingen "Tilbage bliver"
1993: Hans Schmidt Petersen med romanen "Den lodne bøg"