dy plambeck
Foto: Les Kaner

Dy Plambeck

journalist, cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. 2014. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, juli 2019.
Top image group
dy plambeck
Foto: Les Kaner
Main image
Plambeck, Dy
Foto: Benjamin Kürstein / Scanpix

Indledning

Allerede med sin debut “Buresø-fortællinger” blev Dy Plambeck karakteriseret som en af sin generations mest originale forfattere. I hendes første roman “Texas’ rose” er sproget er sprælsk og historien drømmer tragikomisk om det vilde vesten. I ”Gudfar” fortsatte Plambeck med indtagende fortællinger om skæve eksistenser. Med ”Mikael” har hun forladt provinsen og skrevet en roman om en dansk soldat i Afghanistan. Forfatterskabet kredser om de historier, vi fortæller om hinanden.

Autofiktion

 

 

46553772

Blå bog

Født: Den 31. maj 1980 i København.

Uddannelse: Studier i bl.a. litteraturvidenskab på RUC og Københavns Universitet. Uddannet fra Forfatterskolen i 2004.

Debut: Buresø-fortællinger. Gyldendal, 2005.

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs debutantpris, 2006. Politikens litteraturpris 2019.

Seneste udgivelse: Syng sammen. FFD, 2019. (Højskolernes 10 bud, 5).

Inspiration: William Faulkner, Per Petterson, Pia Juul, Herman Bang, Emily Dickinson og Fjodor Dostojevskij.

 

Oplæsning fra ”Mikael”: https://soundcloud.com/dagbladetinformation/dy-plambeck-laeser-op-af-sin-seneste-roman-mikael

 

 

Interview om Gudfar

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Texas’ rose kaldte min faster Lillian sig, dengang hun som ung pige tog land og rige rundt og optrådte med at synge til hest. Vest, skjorte, chaps og støvler, Texas’ rose havde, hvad der skulle til for at ligne en vaske ægte cowboy.”
“Texas’ rose” s. 46.

Dy Plambeck er født i 1980 og vokset op i provinsbyen Buresø på Sjælland. Familien Plambeck havde kernekarakter af den kreative slags: Mor og far og bror og Dy i stråtækt bindingsværkshus i landsbyidyllen. Her var der overskud til at tage sig af dem, der ikke havde så meget. Gode historier om slægtningen med kulørte livsforløb og mere eller mindre skæve eksistenser fyldte hjemmet. Dy Plambecks bøger beskæftiger sig i høj grad med at analysere netop familien – hvad der sker, når man er forbundet uden at have valgt hinanden.

Buresø, generelt provinsen, og familien er en slags grundvilkår, Plambeck har taget med sig over i sine historier: ”Jeg interesserer mig for de ting, der er givet til os på forhånd. Vi vælger for eksempel ikke selv vores familie eller det sted, hvor vi vokser op. Som barn er man det sted, hvor man er sat, og så må man leve sit liv der. Man er bundet til miljøet. Derfor er det interessant.” (Kathrine Læsøe Engberg: Med Buresø i blodet. Kristeligt Dagblad, 2006-04-01). 

Dy Plambeck pendlede fra Buresø for at gå på Sankt Annæ Gymnasium i København som 16-årig, og året efter flyttede hun permanent til hovedstaden, der har været hendes base for rejser til Asien, Afrika, Mellemøsten, New Zealand og Australien og et højskoleophold på Testrup Højskole. Som hos mange andre af hendes forfatterkolleger var det netop opholdet på denne højskole, der satte gang i de litterære ambitioner. Som barn drømte hun om at blive bjergbestiger og så meget andet, men da pennen var sat til papiret, søgte hun hurtigt ind på Forfatterskolen og blev færdig herfra i 2004. Debuten kom i 2005 med “Buresø-fortællinger”; barndommens Buresø revisited i prosadigte. Anmelderne var vilde af begejstring over en ny stemme, og der blev uddelt roser for en fascinerende dybde, den uprætentiøse stil, humoren og den sproglige præcision. Hun blev tildelt Klaus Rifbjergs debutantpris og et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond. I 2008 kom Plambecks første roman, den lige så roste “Texas’ rose”, i 2011 romanen ”Gudfar” og i 2014 ”Mikael”. "Til min søster" er seneste roman fra 2019.

Ved siden af forfattergerningen arbejder Plambeck som freelancejournalist, har udgivet flere børnebøger og har undervist i skrivning og litteratur på Krogerup-, Borups- og Ry Højskoler.

Buresø-fortællinger

“Jeg har aldrig fundet en flaskepost/men jeg ser stadig efter én når jeg går langs stranden./Som barn forestillede jeg mig at finde et brev i flasken/skrevet med kul/fra en styrmand der var strandet på en øde ø.”
“Buresø-fortællinger” side 33.

Dy Plambecks debut “Buresø-fortællinger” fra 2005, er en digtsamling, men her er ingen rim og metrik på programmet. Bogen består i stedet af små fortællinger, prosadigte eller knæk-kort-prosa, om man vil. 46 i alt, og alle kredser om Buresø med barndomserindringer, familiehistorier og provinsbyens forskellige eksistenser og forskyder sig glidende og associativt til jegets nutid i København med Saddam Hussein på tv og en lidt utilgængelig kæreste ved siden af. 

25656172

Det er netop associationerne, der binder digtenes forskellige tidssfærer sammen. Man aner, at der er en slags omvendt dannelsesrejse på spil – en proust’sk søgen tilbage til de tabte tider i miniformat. Det er her, identiteten får sine folder, hjørner, hakker og revner. De sproglige glidninger gestalter Buresø, personerne og erindringerne, så man forstår, at erindringerne omsat til sprog er med til at skabe identiteten hos det jeg, som fra nutiden væver Buresø-fortællinger sammen til billeder af sig selv. Selv siger Plambeck: “Ens livsbetingelser er med til at forme én. Mange af de ting, man foretager sig på et givent sted, afhænger af livsvilkårene. Forholdet til hjemstavnen er særligt, fordi fortællingerne om ens liv tager sit udgangspunkt der. Jeg tror, man bærer sin hjemstavn med sig som en måde at forstå livet på og se verden ud fra.” (David Ebershoff: “Hello Stranger”. Politiken, 2007-05-26).

Situations- og menneskeportrætter trækker vod i læserens egne erindringsbilleder, og personer som tomatwoman, skærsliber-Yrsa (den obligatoriske transvestit, der hører til i provinsbyen), skubbe-Johnny og Rav-Lassen omgås med både ømhed, humor og let tristesse.

Texas’ rose

"Der var et eller andet mærkeligt ved Lillian. Man kunne ikke sætte en finger på nøjagtig, hvad det var, men når man så hende, fik man på én gang lyst til at kaste sig i armene på hende og til at spæne væk.”
“Texas’ rose” side 164-165,

Det altoverskyggende omdrejningspunkt i Dy Plambecks viltre roman “Texas’ rose” fra 2008 er faster Lillian. Et kødbjerg af et fabeldyr, varm og altfavnende, stor, grænseløs og skræmmende. Faster Lillian er død af et slagtilfælde, og niecen Abby er taget til Hanoi i Vietnam for at rydde op og hente den elskede fasters aske med hjem til Danmark. Gennem Abby får læseren oprullet en løssluppen slægtshistorie om familien rundt om Lillian. 

Kronologi er der ikke meget af; skrøner og anekdoter vokser frem fra nutiden. Der er masser af smerte, sorg og savn i familiehistorien og lige så mange outrerede festoriginaler. For Abby var det faster Lillian, der holdt det hele sammen: hun etablerede familiekollektiv i Over Dråby, arrangerede kondibingo, kræmmermarked og indsamlinger for nødhjælpsorganisationer. Og så var hun medstifter af westernklubben Gunslingers, tog på westernferie og optrådte med westernshow under navnet Texas’ rose, alt sammen for at nærme sig det forjættede land: Det vilde vesten. Lillian er fikspunktet, lige indtil hendes liderlige mand Jimmy ikke kan holde nallerne fra en håndboldspiller fra Køge, og hun stort set samtidig finder ud af, at hendes biologiske mor forlod hende og at dem, hun troede var hendes forældre, i virkeligheden er moster og onkel. Bedrag på bedrag, og så rejser Lillian. Og familien falder fra hinanden. 

27180280

“Texas’ rose” handler om familien som social maskine, om det fællesskab, man tvinges ind i fra livets start. Det er familien, man på samme tid kan føle sig mest knyttet til og mest ensom i, og det paradoks afsøger romanen gennem portrættet af den sammensatte faster Lillian. Selv siger Plambeck: “Familien er som Det Vilde Vesten. Det er et lille minisamfund i sig selv, hvor der ikke er nogen love. Man finder sig i ting, som man ellers ikke vil finde sig i. Der er mennesker, der lever med vold og overgreb i familien. Nogle gange taler man til ens familiemedlemmer på en måde, som man aldrig ville drømme om at tale til andre på. Vi mennesker vil så gerne høre til. Det, tror jeg, er et grundvilkår for mennesket.” (Birgitte Rahbek: “Alle familier er som Det Vilde Vesten”. Berlingske Tidende, 2008-03-28). 

Romanen er kompleks og viser hele tiden nye sider af sig selv; akkurat lige som faster Lillian. Hun er på samme tid dragende og elskelig, frastødende og skræmmende. For Abby fornemmer man, at den fraværende faster Lillian bliver en myte, en flade, hvorpå angst og drømme kan projiceres. Akkurat på samme måde, som det vilde vesten var projiceringsfladen for faster Lillians håb og længsler. “Texas’ rose” er således også en slags dannelsesroman, Abby dykker ned i historien for at få hånd om sig selv, og Lillian er det forvrængende spejl, hun ser sig selv igennem.

Gudfar

“Han fik kvalme bare ved lugten af gin. Ædruvagten kaldte de andre i Spitfire ham for. Han stod for at slæbe sine brødre ind i madrasrummet ved siden af klublokalet, når de gik i gulvet til festerne.”
“Gudfar”, s. 48.

I 2011 udgav Dy Plambeck romanen “Gudfar” der er fortællingen om Uffe, hans mor Tenna og hans guddatter Petring. Romanen er struktureret i tre afsnit, hvor det første følger Uffe i København og på motorcykeltræf i 1970’erne, det andet følger Tenna og hendes mænd i 50’erne og det tredje følger Uffe, der som voksen er flyttet hjem til Tenna samt Uffes guddatter Petring, der er autonom på Nørrebro i 00’erne. Med synsvinkel hos skiftevis Uffe og Tenna får man en hel familiehistorie oprullet gennem nutidsskildringer og tilbageblik i alle tre afsnit.

28757883

Som i sine tidligere bøger er netop familien i centrum i “Gudfar”. Denne ikke mindre dysfunktionel og aparte end de andre familier i Plambecks værk, da det viser sig, at Uffe og hans far Poul blev forladt af Tenna, da Uffe var tre måneder gammel. Poul dør undervejs af leukæmi, og som genfødt kristen kaster Uffe sin kærlighed over naboens faderløse datter Petring og gør hende til sin egen.

Alle episoderne har udgangspunkt på Nørrebro i København, og romanen fungerer som et vue over 60 års Danmarkshistorie med de indlejrede fortællinger fra Horserød, hvor Tenna er fængslet efter at have lavet mad til tyskerne under krigen, banecykling på Ordrupbanen, motorcykeltræffet 4ever2wheels med løsslupne bikere, bikerklubben Spitfire i Jægersborggade og til slut de dramatiske dage omkring nedrivningen af Ungdomshuset i marts 2007.

“Gudfar” udfordrer og udforsker forestillingen om både mænd og kvinders familiære tilhørsforhold, der i denne roman ingenlunde er givet på forhånd. Her skal man kæmpe for at få sig en familie, og på den måde adskiller “Gudfar” sig fra Plambecks tidligere bøger, hvor familien er på forhånd givet og ikke til at løsrive sig fra.

I enkle hovedsætninger afsøges temaer som ensomhed, valgfri og tvungne fællesskaber, mødet med Gud, drift over for mådehold og den søgen efter mening og kærlighed, der naturligt findes hos alle karaktererne, men som besværes af stolthed og forskruede selvbilleder.

 

Mikael

”- Før den oplevelse tænkte jeg, at når jeg havde slået én ihjel, ville noget ændre sig i mig, sagde han, men bagefter havde jeg det på præcis samme måde som før. Jeg var stadig mig selv. Og det var det, der var det svære.”
”Mikael”, s. 255.

I 2014 udgav Dy Plambeck sin tredje roman, ”Mikael”, der handler om journalisten Becky og soldaten Mikael. De mødes i Afghanistan, hvor han er soldat og hvor hun er taget til for at skrive en reportage til avisen hjemme i Danmark.

Mens dagene går med patruljer og monotone rutiner i lejren, tiltrækkes de to langsomt af hinanden og lover hinanden et gensyn, da de skilles. De mødes igen på den italienske ø Sardinien, hvor Mikaels moster har et hus, og hvor de skal til et lokalt bryllup. Efter endnu en udstationering i Afghanistan kommer Mikael til København, hvor Becky bor og har sin daglige gang på avisen.

Detaljerede beskrivelser af livet i lejrene Camp Bastion og Bridzar giver et billede af soldaternes hverdag og levevilkår. Der er poser til at tisse i, de samme feltrationer at spise hver dag, sand overalt og ulidelig varmt. Iblandet de præcise skildringer er erindringer fra Mikaels barndom, hvor han mistede sine forældre som tiårig.

51224655

Romanen er fortalt fra skiftevis Mikaels og Beckys perspektiv, hvilket giver flere indgange til de oplevede begivenheder. Mikael beskriver indefra soldatens hjelm og vest, hvordan han mentalt overlever at være i krig, og Becky ser med journalistens nysgerrighed på livet i en krigszone. Særligt Mikaels beskrivelser viser, hvor komplekst det er ikke kun at være i krig men også at komme hjem igen. Soldaterne har oplevelser, de ikke kan dele med familie og venner, og efter hjemkomsten har Mikael mest lyst til at tage tilbage til Afghanistan med det samme. Der er han mindre ensom end blandt småsnakkende københavnere.

”Mikael” er ikke en politisk bog om at være i krig eller om den danske indsats i Afghanistan. Den er en bog om de menneskelige konsekvenser, det har at være i krig – både for den udsendte og dennes familie, kæreste og venner. Mikaels ven Jan får sprængt sine ben af, og man hører hans historie som hjemvendt krigsinvalid. Nye proteser, kørestolsteknik og isolation er den hverdag, han møder efter hjemkomsten fra Afghanistan.

Krigen har overtaget soldaternes kroppe og ødelagt deres sprog, og soldatens psykologiske overlevelsesmekanismer – set gennem Mikael – fylder meget i bogen og giver et indtryk af, hvor hårdt et pres, udsendte er udsat for. 

Til min søster

”Stemmen fra det lille hvide kort, jeg havde fundet, dukkede op i mig, Annas stemme, som jeg ikke vidste, hvordan lød, jeg ville heller ikke komme til at vide det, og alligevel var det, som om jeg kunne høre den. Den var mere en vibration end en egentlig lyd (…).”


”Til min søster”, s. 36.

Kvinderne Aya, Andrea og Anna er på væsensforskellige måder hovedpersoner i Dy Plambecks femte roman, ”Til min søster” fra 2019. I bogens første del ”Barselshotellet, 2015” følger man historikeren Aya på fødegangen på Hvidovre Hospital, hvor hun føder sin datter Nola. Faderen Christian er rejst til Canada, så Aya er alene ved fødslen og ikke mindst i dagene efter, hvor hendes alenehed spejles i barselsgangens klassiske familiekonstellationer. Hun får selskab af sin søster Andrea, der er frisør og netop de dage møder Mark, som hun forelsker sig i. Det viser sig, at Mark er besidderisk og begår så voldsomme psykiske og fysiske overgreb på Andrea, at hun til sidst må flygte med sine fortænder i en frysepose og flytte på krisecenter. Gennem romanen tegnes et billede af vold som indlejret i samfundet og i forholdet mellem kønnene.

46553772

I bogens anden del, ”Värmland, 2017”, er de to søstre og to-årige Nola taget til Sunne i Sverige, hvor Aya skal holde oplæg om J.P. Jacobsens ungdomskærlighed Anna Michelsen, som hun er glødende optaget af. I forbindelse med at skulle skrive forord til en ny udgave af J.P. Jacobsens samlede værker, er Aya stødt på breve fra Anna Michelsen. Annas skiftevis dydige og paranoide gemyt inspirerer Aya, og i Annas breve, der er optrykt i romanen, får hun romanens tredje stemme. Anna får Aya til at se sig selv og sin søster i et klarere lys og initierer et stærkt søsterskab på tværs af tider.

Hvor første del er en intens, kropsligt funderet jeg-fortælling, er anden del fortalt til et du, til søsteren Andrea. Søstrenes opvækst i Kalundborg med lussinger på kroen, vilde ture i bil og en række grænseoverskridende episoder er grundlag for fortællingen om deres forbundethed.

I et direkte sprog fortæller Dy Plambeck om ting, der sjældent udfoldes litterært. Detaljerede passager om bristet mellemkød, onani og ulovlige våben gør sammen med de kraftfulde skildringer af tre helt særlige kvinder ”Til min søster” til et udfoldet værk om at være kvinde, mor og søster med alle de indladende og voldsomme facetter, det naturligt bærer med sig.

Genrer og tematikker

Karakteristisk for Dy Plambecks stil i de første tre bøger er den til tider næsten brovtende og meget mandlige tone. Der lægges ikke fingre imellem med fysiske detaljer eller åndssvage kommentarer, og flere af de miljøer, Plambeck beskriver, er typisk mandeverdener som f.eks. bikerklubben Spitfire i “Gudfar”. I “Buresø-fortællinger” leger fortælleren Mily med en drenget identitet, og faster Lilian er heller ikke (kun) udpræget kvindelig i ”Texas’ rose”. Selv fortæller Dy Plambeck i et interview, at hun er tiltrukket af mandlige fællesskaber og er begyndt at gå på jagt sammen med ældre herrer. Her kan man finde et fællesskab, der kan være svært at finde andre steder: “Men der opstår jo også et fællesskab om at være ude i naturen og at nyde den mad, man spiser, når man er på jagt. Pludselig finder man sig selv stående i en stiv snestorm på Bonderup Mark og synes, det hele er enormt skønt.” (Carsten Andersen: “Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus”. Politiken, 2011-05-08.) Erfaringen af at befinde sig lige på kanten af et fællesskab er gennemgående i Plambecks forfatterskab, der med sympati og nærvær skildrer nogle mildt sagt aparte karakterer. Læseren får et blik ind bag facaden på dem, der ikke altid passer perfekt ind.  

Denne optagethed af skæve eksistenser stammer fra forfatterens egen oplevelse af ensomhed og at føle sig udenfor: “Nej, jeg synes altid, den har været der, at jeg har haft følelsen af at stå uden for det hele. Måske er det også typisk, at jeg godt kan lide at observere folk og lytte til samtaler imellem dem. Det inspirerer mig nok mere end at læse ti bøger om et emne. Det gælder de biker-historier, min onkel har fortalt, eller de samtaler, jeg hører i toget. Det gør selvfølgelig også, at der kommer en vis distance til verden, en vis afstand, men sådan er vilkåret”. (Carsten Andersen: “Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus”. Politiken, 2011-05-08.) Denne afsøgning af mandefællesskabet fortsætter i ”Mikael”s soldaterverden. Plambeck har formået at overføre historier fra den omkringliggende virkelighed til sine bøger, der sprudler af fortællelyst. 

De selvbiografiske anslag, der er i Plambecks værker, har givet anledning til mange spekulationer, men selv fastholder hun, at stoffet til bøgerne er stykket sammen af mange stumper af virkelighed. Der er lidt af hendes egen historie i både “Buresø-fortællinger” og i “Texas’ rose”, men ellers er stoffet hentet alle mulige steder fra: “I køen i Netto, på bænkene ved Peblingesøen og på bodegaen Stue 11”. (Gitte Fangel: “Mellem barndom og ungdom – interview med forfatter Dy Plambeck”. www.litteratursiden.dk).

Beslægtede forfatterskaber

Jeget i “Buresø-fortællinger” hedder ikke Dy, men Mily, men det er svært ikke at se selvbiografiske tråde i bogen. Per Højholt sagde engang, at forfattere skal passe på med at tære på hovedstolen – det gør Dy Plambeck, og det er hun ikke alene om. Bogen føjer sig til et fint selskab af hjemstavnsskildringer fra kolleger som Dan Turéll og Klaus Rifbjerg. Titelvalget signalerer, at der er tale om tilvalgt slægtskab; det er næsten svært at sige “Buresø-fortællinger” uden at sige “Vangede-billeder” og “Amagerdigte”. Christina Hesselholdts “Hovedstolen” ligner også en inspirationskilde; den er skrevet med direkte reference til Højholt.  

Plambecks litterære forbilleder tæller forfattere som William Faulkner, Vibeke Grønfeldt, Marcel Proust, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen, Sylvia Plath, Pia Juul og Fjodor Dostojevskij. Netop J.P. Jacobsen spiller en rolle i ”Til min søster”, hvor hans ungdomskæreste Anna Michelsen helt konkret får ordet.

Selv er hun blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen, Susanne Brøgger og Klaus Rifbjerg af begejstrede anmeldere, og hendes præcise og detaljerede sprogbrug minder mange steder om Hans Otto Jørgensen.  

I de senere år er der udkommet flere romaner om krig og om danske soldaters indsats. Anne-Cathrine Riebnitsky, der både er sprogofficer og forfatter, har i romanerne ”Den stjålne vej” (2012) og ”Forbandede yngel” (2013) sat særligt fokus på kvinder i Afghanistan. Henriette E. Møllers roman ”Danskerheld” (2012) handler om en kvindelig soldat fra Randers, der har gjort tjeneste i Irak, og Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010 beskriver de psykologiske og mentale udfordringer, der følger den hjemvendte. Mikkel Brixvold udgav i 2014 ”Så efterlades alt flæskende”, der er den første digtsamling udgivet på baggrund af krigserfaringer. 

 

Bibliografi

Digte

Plambeck, Dy:
Buresø-fortællinger. 2005. Digte.

Romaner

Plambeck, Dy:
Texas' rose. 2008. Roman.
Plambeck, Dy:
Drømmehøjen. 2008. (Min historie). (99.4) Børnebog.
Plambeck, Dy:
Gudfar : et portræt. Fingerprint, 2009.
Plambeck, Dy:
Mikael. Gyldendal, 2014.
Plambeck, Dy: Til min søster : roman. Gyldendal, 2019.

Børnebøger

Plambeck, Dy:
Drømmehøjen. 2008. (Min historie).

Serien Os fra Blomsterkvarteret

Plambeck, Dy:
Den dag vi kom ind i Cykel Ursulas have. Dansklærerforeningen, 2011. (1).
Plambeck, Dy:
Den dag vi byggede en hule på lossepladsen. Dansklærerforeningen, 2011. (2).
Plambeck, Dy:
Den dag Rudi lavede en bombe. Dansklærerforeningen, 2011. (3).
Plambeck, Dy:
Den dag cykel Ursula fik et hekseskud. Dansklærerforeningen, 2011. (4).
Plambeck, Dy:
Den dag frisør Freddy tabte sine tænder. Dansklærerforeningen, 2013. (5).
Plambeck, Dy:
Den dag vi sov i restauranten. Dansklærerforeningen, 2013. (6).
Plambeck, Dy:
Den dag vi byggede en iglo. Dansklærerforeningen, 2013. (7).
Plambeck, Dy:
Den dag vi holdt julemarked på skolen. Dansklærerforeningen, 2013. (8).
Plambeck, Dy:
Den dag Cykel Ursula kom i fængsel. Dansklærerforeningen, 2014. (9).
Plambeck, Dy:
Den dag Laras forældre blev skilt. Dansklærerforeningen, 2014. (10).
Plambeck, Dy:
Den dag Rudi næsten gjorde en krage tam. Dansklærerforeningen, 2015. (11).
Plambeck, Dy:
Den dag vi holdt forårsfest i Snogstrup. Dansklærerforeningen, 2015. (12).
Plambeck, Dy:
Os fra blomsterkvarteret 1-12. Dansklærerforeningen, 2016. Samlet udgave.

Bidrag i antologier

Plambeck, Dy m.fl.:
Forfatterskolens afgangsantologi. 2004. Digte.
Plambeck, Dy m.fl.:
Livord – danske forfattere om deres yndlingsord. 2005. Essay.
Plambeck, Dy m.fl.:
Snit 1 Litteratur i det nye årtusinde. 2007. Digt.
Plambeck, Dy: Syng sammen. FFD, 2019. (Højskolernes 10 bud, 5).

Om forfatteren

På Dy Plambecks hjemmeside kan man finde komplet bibliografi, interviews, anmeldelser og meget andet.

Links og artikler

Lade, Marie:
Idyllen ingen kan opfylde. Interview i Ekstra Bladet, 2008-04-08.
Skyum-Nielsen, Erik:
Fra det fjerne Østen til det vilde Vesten. Information, 2008-04-03.
Juul, Pia:
For poesien: Klaus Rifbjergs debutantpris til Dy Plambeck. Artikel i Spring nr. 24, 2006.
Kold, Jannie Schjødt:
Fjenden er også et menneske. Weekendavisen, 2014-08-01.
Winther, Tine Maria:
Hun tog til Afghanistan for at skrive om krigen. Og fandt kærligheden. Politiken, 2014-07-29.
Yde, Katrine Hornstrup:
Krigen rammer et menneske på sproget. Information, 2014-08-13.

Plotcast

Forfattersamtale

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Dy Plambeck

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Rahbek, Birgitte: Alle familier er som Det Vilde Vesten. Interview i Berlingske Tidende, 2008-03-28.
Ebershoff, David: Hello Stranger. Kollega-interview i Politiken, 2007-05-26.
Engberg, Kathrine: “Med Buresø i blodet”. Interview i Kristeligt Dagblad, 2006-04-01.
Andersen, Carsten:
”Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus.” Politiken, 2011-05-08.