portræt af Svend Åge Madsen
Foto: Ib Helles Olesen

Svend Åge Madsen

cand.mag. Karina Søby Gulmann, 2010, 2020 og maj 2024.
Top image group
portræt af Svend Åge Madsen
Foto: Ib Helles Olesen

Svend Åge Madsens forfatterskab er inspireret af alt fra sci-fi og AI over krimi og matematiske hypoteser til den moderne dannelsesroman. I mange værker tager han afsæt i samfundet, som vi kender det, men ændrer en enkelt spilleregel. Det giver anledning til en legende, filosofisk undersøgelse af livets muligheder og begrænsninger – som i ”Se dagens lys” og ”Lad tiden gå”. Grundtemaer i forfatterskabet er identitet, sprog og kærlighed, og ofte har fortællingerne og kærligheden potentiale til at transformere og ændre karaktererne – og i enkelte tilfælde ligefrem samfundet, som i ”Enden på tragedie”.

 

138338525

Blå bog

Født: 2. november 1939 i Århus.

Uddannelse: Matematikstudier.

Debut: Besøget. Gyldendal, 1963.

Litteraturpriser: Louisiana-prisen, 1966. Det Danske Akademis Store Pris, 1972. Nordisk Radiospilpris, 1973. Kritikerprisen, 1976. SFC-prisen, 1981. SFC-prisen, 1983. Søren Gyldendal Prisen, 1985. Jeppe-Prisen, 1985. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1987. Holberg-Medaillen, 1990. Radioens Romanpris, 1994. BMF’s Børnebogspris, 1995. Århus Stiftstidendes Pris, 1995. De Gyldne Laurbær, 2000. Radioens Romanpris, 2000. Limfjordsegnens Litteraturpris, 2002. Johannes Buchholtz-prisen, 2002. Læsernes krimipris, 2004. Edvard P. prisen, 2006.

Seneste udgivelse: Esbens fire liv. Gyldendal, 2024. Roman.

Inspiration: Samuel Beckett, Franz Kafka, James Joyce, Charles Dickens, Victor Hugo.

 

Videoklip
Svend Åge Madsen i interview om "Esbens fire liv". Forfatterweb, maj 2024. 

Artikel type
voksne

Aktuelt værk: Esbens fire liv

”- Vi har delt drøm?
- Noget med sind i samklang?
I hvert fald en voldsom oplevelse. Som at være trængt ind i hinandens bevidsthed. Tessa søgte efter ord: Som en orgasme. Jeg: Ja, en drømmeorgasme, ville jeg have sagt.”
”Esbens fire liv”, s. 127.

I romanen ”Esbens fire liv” fra 2024 følger vi den unge usikre Esben, der netop er flyttet fra sit trygge barndomshjem i Virring til den jyske hovedstad Aarhus. Her får han et stilfærdigt studenterjob i et forsikringsselskab og forsøger at holde sig på sikker afstand fra andre mennesker – ikke mindst piger. Men da han møder den ualmindelige pige Tessa, tager livet en markant drejning, og både kærlighed og kunstig intelligens bliver lukket ind i hans halvandetværelses lejlighed.

138338525

Et centralt tema i romanen er, hvordan vi mennesker kan udvikle og ændre os, når vi forbinder os med hinanden. I mødet med Tessa bliver Esbens verden således markant større – hun lærer ham for eksempel om litteratur og teknologi og klæder ham på til intellektuelle samtaler på kontoret, og pludselig står han over for en markant forfremmelse. Kærligheden får også en form for transcenderende og bevidsthedsudvidende kraft, da den åbner Esbens (og Tessas) bevidsthed og krop, så de kan mødes i underbevidstheden (se citat). Ikke mindst bliver Esben langt klogere på sig selv og livet i mødet med Tessa og kærligheden.

Det er Esben, der fungerer som romanens fortællerstemme, og allerede i romanens introducerende ord giver han på let kryptisk vis udtryk for, at det er en udviklingsroman, læseren sidder med i hænderne. Som han skriver: ”jeg er ikke den samme Esben som jeg vil fortælle om. Derfor kalder jeg ham – ikke mig – Esben.” (s. 7). Ellers er skriften let tilgængelig og lige ud af posen. Fortællingen flyder derudad i kapitler af et par siders varighed og er nærmest dagbogsagtige gengivelser af begivenheder og tanker.

Et andet centralt tema er kunstig intelligens. I romanen spiller AI en væsentlig rolle personificeret i Tessa. Hun åbner Esbens øjne for mulighederne i kunstig intelligens, og da han via AI begynder at føre personlige samtaler med Jesus, bliver det startskuddet til livsomvæltende beslutninger og et verdensomspændende forum, hvor alle kan møde deres personlige version af Jesus. Deres opfindelse medfører både glæde og modstand og bliver en anledning til at undersøge såvel kristendommen som den kunstige intelligens’ udfordringer – både positivt og negativt.

Baggrund

"Denne bog vil forklare hvad meningen med livet er. Desuden vil jeg gøre rede for forholdet mellem godt og ondt. Er det nogle værdier som vi selv vælger og frit antager, som mange vil mene? Eller findes der, som andre har hævdet, en lov der er større end os?"
"Genspejlet", s. 9.

Svend Åge Madsens forældre var fåmælte vestjyder, der var søgt til Aarhus, faren som assurandør, moren som postarbejder. Her bragte de fire børn til verden, hvoraf Svend Åge er den sidst ankomne. Han blev født den 2. november 1939 på Skjernvej mellem Den Gamle By og Ceres og levede her de første 25-26 år af sit liv. Skjernvej var en del af et arbejderkvarter med ret små lejligheder, hvor der ofte boede mange børn, så legekammerater var der nok af. Madsen siger selv om sit barndoms- og ungdomskvarter: "Jeg tror, at kvarteret har været vigtigt for mig. Det har betydet, at jeg har fået en rimelig kontakt med forskellige mennesketyper. Og med forskellige samfundslag." (Claus Grymer: "Århus - den evige stad". Interview i Kristeligt Dagblad, 1996-01-23). Fødebyen spiller da også en væsentlig rolle i Madsens forfatterskab, idet mange af fortællingerne har rødder i eller relation til det aarhusianske miljø.

Hjemmet var ikke særligt bogligt, og i skolen klarede Svend Åge sig middelmådigt. Kun i de matematiske fag skilte han sig dygtigt ud, og det var da også regnelæreren, der gennemtrumfede, at han kom i mellemskole frem for i lære. Svend Åge Madsen blev matematisk student fra Marselisborg Gymnasium i 1958, og i de følgende år læste han matematik på universitetet. Men da han lige netop ikke bestod studiets første del med den førstekarakter, der var nødvendig for at komme ind på det eftertragtede licentiatstudie, stoppede han sine studier. I stedet kastede han sig over forfatterkarrieren, som da også bærer præg af den unge Madsens matematikinteresse.

Springet ud i forfatterskabet var ikke helt gnidningsfrit. Gyldendal afviste hans første noveller med en begrundelse, der mente, at værkerne var for ’skizofrene’, og et tilsvarende svar gav forlaget Arena.

Men i 1962 debuterede Svend Åge Madsen med novellen "Den ottende dag" i tidsskriftet Vindrose. Herefter antog Gyldendal hans første bog "Besøget", og forfatterskabet har udviklet sig floromvundet med omtrent en udgivelse per år lige siden. I 1964 flyttede Madsen til Risskov ved Aarhus og giftede sig med ergoterapeuten Bendte Ingerlise, der er medforfatter på de tre kriminalromaner, der er udkommet under pseudonymet Marianne Kainsdatter. 

Genrer og tematikker

Svend Åge Madsen er en særdeles produktiv forfatter, der siden sin debut har skrevet omkring et værk per år. Genremæssigt spænder han vidt – over skuespil, hørespil, romaner, noveller, børnebøger, essays, og også en mail-bog er det blevet til.

I starten af sit lange forfatterskab lagde han ud som abstrakt modernist, der tematiserede det moderne menneskes rodløshed og identitetsløshed, for dernæst at bevæge sig over mod det mere konkret fortællende, der trækker på forskellige genrer. Således kan man finde inspiration i alt fra krimien over science fiction-genren til den store fortællende roman, ligesom fysikken og matematikken ofte danner bundklang i Madsens værker.

En grundmodel for mange af Madsens værker er, at han tager afsæt i samfundet, som vi kender det, men ændrer en enkelt spilleregel, og på den måde fremstår værkerne som en slags (livs)eksperimenter.

Fælles for hans fortællinger er en evne til at skabe struktur i vidt forgrenede fortællinger. Forfatteren bærer simpelthen rundt på et særegent fortællegen og en evne til at lade historier vikle sig ud og ind af hinanden. Fortællingen er da også et centralt tema i forfatterskabet. Fortællingens kraft tematiseres i adskillige værker, blandt andet i “Læselysten”, “At fortælle menneskene”, ”Af den anden verden”, ”Enden på tragedie” og ”Esbens fire liv”. Det er en grundtanke i værkerne, at de historier, vi fortæller om os selv og hinanden, er med til at forme det enkelte menneskes identitet, og i et værk som ”Enden på tragedie” kan historiefortælling ligefrem være med til at revolutionere hele menneskehedens historie og skabe bedre forståelse mellem mennesker på tværs af kulturer.

Også identitet er et væsentligt tema i Svend Åge Madsens forfatterskab, og dermed bliver personlige valg et centralt omdrejningspunkt, idet det er igennem de valg, mennesket træffer, at det skaber sin egen fortælling. Hos Madsen knytter interessen for fortællingen sig tæt sammen med afsøgningen af identitet, som det også sker i ”Esbens fire liv”. Faktisk er det ikke kun romankaraktererne, der bliver konfronteret med valg. Også læseren aktiveres og tvinges ind i situationer af valg som eksempelvis i "Sæt verden er til" og "Dage med Diam".

Beslægtede forfatterskaber

Svend Åge Madsen er på mange måder helt sin egen – radikal i sin skrift og tematik, og det kan derfor være svært at sætte ham i bås med andre forfattere.

Det skrift-tematiske opgør med formen, som ikke mindst kendetegner hans tidlige forfatterskab, kan dog sammenlignes med eksempelvis Per Åge Brandts digtning og med Peter Laugesens poesi. Med hensyn til de sprudlende fortællinger, der væver sig ind og ud af hinanden, kan tankerne falde på en forfatter som Salman Rushdie, der i den grad er indbegrebet af floromvundne fortællinger med sprudlen på både fortælleplan og karakterniveau.

Svend Åge Madsen sammenlignes af og til med Merete Pryds Helle. Begge har en forkærlighed for at sende deres læsere ud på tidsrejser, der bliver afsæt til at sætte nutidsmennesket i scene. Man kan ligeledes finde et slægtskab med forfattere som Karen Blixen og Christina Hesselholdt – ikke mindst i forfatterskabernes tematiske diskussion af forbindelsen mellem fortælling og identitet samt deres litterære fokus på, hvad der udgør en identitet.

Hvis man skal pege på andre forfatterskaber, der som Svend Åge Madsens tager afsæt i hypoteser og undersøger, hvad små justeringer af samfundsmodellen kunne få af betydning, er det oplagt at læse den islandske forfatter Friða Ísberg, der med sin dystopiske fremtidsroman ”Mærket” (2023) sætter fokus på mulige konsekvenser af kunstig intelligens og overvågning. Også Anne Cathrine Bomanns ”Blå toner” (2021) tager afsæt i en hypotese. Her handler det om en pille, der kan få sorg til at forsvinde, og undervejs tematiseres såvel kærlighed, sorg, empati som sundhedsvæsenet. I samme boldgade finder man klassikerne: George Orwells ”1984” (1949) og Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” (1932). I modsætning til sidstnævnte har Svend Åge Madsens værker som hovedregel et noget mere optimistisk udfald, hvor kærlighedens og fortællingens kraft kan imødegå de fleste rigide samfundsmodeller og strukturer.

For læsere, der ønsker at dykke ned i Svend Åge Madsens yndlingsforfatterskaber, kan det anbefales at se til Beckett, Kafka, Jane Austen, Blicher, Calvino, T.S. Eliot, Dürrenmatt, Faulkner, Gogol, Hamsun, Ionesco, Joyce, Kleist og Lagerlöf.

Tidligere bøger

Besøget, Otte gange Orphan, Lystbilleder og Tilføjelser

“Jeg låste døren i dag. Nøglen kastede jeg væk. I brønden. Nå. I brønden med den. Pist væk. Plask. Jeg forklarer senere. Må varmes op først. Jeg forklarer når jeg tænker bedre. Ordene hænger dårligt sammen. Endnu.”
“Otte gange Orphan”, s. 9.

Den tidlige del af Svend Åge Madsens forfatterskab er præget af en radikalt eksperimenterende holdning til litterære synsvinkler, der giver sig udslag i særprægede og abstrakte, avantgardistiske tekster. Denne fase tæller titlerne "Besøget" fra 1963, "Lystbilleder" fra 1964, "Otte gange orphan" fra 1965 og "Tilføjelser" fra 1967. Heri leges med synsvinkler og med en horisontal ophobning af begivenheder. Det er således ikke personerne i fortællingerne, der flytter sig, i stedet udstilles deres absurde roller ud fra forskellige synsvinkler.

25026209

Debutværket "Besøget" er en skildring af en ung og usikker mand, der fortælles igennem tre forskellige synsvinkler, der er inspireret af henholdsvis Franz Kafka, Samuel Beckett og den franske nouveau-roman. Efterfølgeren "Lystbilleder" er mere vidtgående i sin leg med synsvinkler, perspektiver og stilskift, og i høj grad også i emnevalg. Her skildres en voldtægt begået i et ørkenlandskab set fra skiftevis ofrets og gerningsmandens side. "Otte gange orphan" er en sammenskrivning af nogle af de noveller, Gyldendal tidligere havde afvist, men nu er de skrevet sammen til noget, der minder om en roman. Alle kapitler fremstår som dagbogsskriverier af en patient med skizofreni, og alt, hvad man som læser præsenteres for, er optegnelser fra dagbogen. Det betyder, at man drages længere og længere ind i et univers, hvor virkeligheden bliver et stadig mere abstrakt begreb. Eksempelvis skildres et par besøg, nogle gange af levende mennesker, fortælleren tilsyneladende ikke kender, men som alligevel kommer på besøg, og som han måske – måske ikke – slår ihjel. I hvert fald antydes det, at et besøg udvikler sig temmelig uheldigt, og i de følgende kapitler dukker der pludselig døde personer op. Tilsyneladende gror de op af jorden i fortællerens have, som var de blomster.

I 1967 udkom "Tilføjelser", der består af fem hæfter i en grå kasse. Hvert hæfte indledes med ordet ‘tavshed’ og afsluttes med ordene: ‘Resten er’, der er en henvisning til Shakespeares "Hamlet". De fem tekster i "Tilføjelser" kan læses i vilkårlig rækkefølge, og det samlede værk fremstår åbent og uafsluttet og uden egentlig udvikling eller mening. Det er ren tekst, ren abstraktion. Hver tekst har sin fortæller, der kender de andres fortællinger og refererer mere eller mindre direkte og ironiserende til dem. På den måde får værket en åben henvisningssammenhæng – alle fortællerne henviser til hinanden og historierne ligeså. Mennesket fremstår i de fem tekster som sine roller, sine fortællinger, sine henvisninger, men ikke som en helhed, og tilsvarende fremstilles livet som et spil med forskellige muligheder og valg.

Fælles for Svend Åge Madsens første fire romaner er, at de forsøger at opløse romanformen ved at nedprioritere handlingen og personernes psykologi (personerne har eksempelvis ikke navne) samt ved at lade lokaliteten være ukonkret. Værkerne tematiserer endvidere det moderne menneskes identitetsløshed. Madsen selv siger i slutningen af denne periode, at “Efter “Tilføjelser” følte jeg mig ude i det tomme ingenting, nu var jeg helt ude ved spidsen af blyanten, og da måtte jeg simpelthen drage noget ind.” (Christian Kampmann: “Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side”. Information, 1970).

Liget og lysten, Tredje gang så tager vi ham, Maskeballet og Sæt verden er til

“B.R. undrer sig over så simpel virkeligheden ser ud da han først får den formuleret, og spekulerer på om han kan have fået det hele med, for de detaljer som han oplevede som usammenhængende og kaotiske har pludselig ladet sig føje ind i en linie for ham, som om ordene i sig selv har haft en evne til at trække en ordnende snor gennem dét som syntes uden sammenhæng.”
“Liget og lysten”, s. 140.

I slutningen af 1960’erne begyndte Svend Åge Madsen at skrive mere udbyggede romankarakterer frem og eksperimentere med fortællingens elementer og forskellige genrer. Det sker i romanerne "Liget og lysten" fra 1968, "Tredje gang så ta’r vi ham ..." fra 1969, "Maskeballet" fra 1970 og "Sæt verden er til" fra 1971. Her inddrages alt fra science fiction til mere triviallitterære genrer som ugebladsnovellen, krimien og pornografien. Madsen leger med genrerne og påpeger dermed deres eksistentielle funktion – hvordan de gengiver og former vores virkelighed.

"Liget og lysten" spiller på både krimi- og science fiction-genren, ligesom den trækker på pornografiens fantasier.

22313584

Handlingen udspiller sig i en lille provinsby, hvor intet er, som det bør være: I byens park mødes unge og spiller det særdeles særprægede spil Lust, under parkens bænk findes blodige lig, og hen over byen og dens mennesker hænger to stikkende sole samt et stort stirrende øje. Men hvem er morderen? Og hvem betragteren? Når alle i provinsbyen står stille, er øjet usynligt, så måske tilhører øjet den alvidende fortæller, der betragter sine opfundne personer? Eller tilhører det måske læseren? Romanen drejer og fordrejer finurligt, fantasifuldt og ironisk vores virkelighed og sætter tingene på spidsen.

I mere rendyrket form findes krimigenren i romanen "Tredje gang så ta’r vi ham ...", mens "Maskeballet" er Madsens version af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios "Dekameron".

I "Sæt verden er til" fra 1971 vender Svend Åge Madsen tilbage til at lege med synsvinkler. Værket fremstår som et positivt modstykke til "Tilføjelser". Det består tilsvarende af fem dele, men de hænger sammen - både rent fysisk som ét bind - og filosofisk set. De fem beretninger er betragtninger over samme begivenhed, som fortælles af fem forskellige berettere, og som igen sættes i en overordnet ramme af en sjette person, der desuden har forsynet bogen med indholdsfortegnelse og personregister. De fem fortællere benytter meget forskellige stilarter, og det fremstår, som om de lever i hver deres tidsepoke, men i bogens slutning overskrider fortællerne deres individualitet og finder sammen. På den måde eksemplificerer forfatteren, at verden består af et utal af verdensbilleder, som læseren selv må stykke sammen og vælge imellem.

I de fire romaner fra denne fase af Madsens forfatterskab begynder det narrative at trænge ind i fortællingerne, og de fremstår i stadig større grad som fortællemæssige helheder. Samtidig begynder personerne at få navne, og begivenhederne udspiller sig på navngivne lokaliteter. Dog har de stadig abstrakt og symbolsk karakter som byen Vers i “Sæt verden er til”, hvis navn peger både mod digtningen og mod universet.

Dage med Diam eller Livet om natten

“Jeg sidder og bladrer formålsløst i mine optegnelser. Jeg føler en vrede over at mit liv er så dårligt arrangeret. Det forekommer mig at være æstetisk utilfredsstillende, hvis jeg skal have ødelagt mit liv bare fordi jeg en enkelt gang, i en forvirret situation, har glemt at spørge efter et telefonnummer. Så dårligt kan det ikke være tilrettelagt.”
“Dage med Diam eller Livet om natten”, s. 194-195.

I 1972 udkom "Dage med Diam eller Livet om natten", hvor tendensen fra "Tilføjelser" er ført ud i sin yderste konsekvens. Hovedpersonen er Alian Sandme, der, når man flytter rundt på bogstaverne, bliver til Alias Madsen, og som dermed peger tilbage på forfatteren selv. Alian har et forhold til kvinden Diam, og det kaster ham ud i en række valg. Første valg, vi som læsere involveres i, er, om Alian skal køre ned og møde Diam ved toget, da hun har et ophold på tolv minutter, eller om han skal blive hjemme og skrive. Romanen spalter sig herefter ud i to fortællinger: den ene hvor Alian kører ned og møder Diam, den anden hvor han bliver hjemme. Resten af romanen fremstår i tilsvarende udspaltninger - for hver gang der opstår en valgsituation, deler teksten sig i to. Handlingen er således spaltet op i 32 forskellige løsninger på den oprindelige situation, og som læser skal man vælge én af dem. 

53088937

Igennem romanens fokus på valgsituationer tematiserer den såvel fortællingens som livets kompleksitet og fokuserer på, hvordan valg påvirker vores identitet. Attituderelativismen står for skud, for Alian bliver ulykkelig af ikke både at kunne blæse og have mel i munden – altså af ikke at kunne vælge alting på en gang.

“Dage med Diam eller Livet om natten” er væsentlig af flere årsager. Indførelsen af forfatterpseudonymet, som for øvrigt benyttes af fortælleren i den følgende roman “Jakkels vandring” fra 1974, markerer en ændring i forfatterskabet. Det, at fortælleren her får kød og blod i form af navn og personlighed, kan ses i sammenhæng med, at selve romanen samtidig bliver mere fyld end form i kraft af personlige historier, stedslighed med mere. Desuden kan romanen ses som optakt til Madsens intertekstuelle forfatterskab. Dels ved at Alian optræder som fortæller i den følgende roman, og dels ved, at der refereres til ham i romanerne “Slægten Laveran”, “Mellem himmel og jord”, “Syv aldres galskab” og “Manden der opdagede han ikke eksisterede” samt hørespillet “Kasper søger efter tilværelsen”.

Tugt og utugt i mellemtiden

Svend Åge Madsens roman "Tugt og utugt i mellemtiden" fra 1976 foregår i Aarhus i midten af halvfjerdserne, og det er første gang i forfatterskabet, at den jyske hovedby har en fremtrædende plads.

22115855

Hovedhistorien handler om et justitsmord begået mod Ludvig Alster, da han i 1962 dømmes for et mord, han ikke har begået. Da han flygter fra fængslet 12 år senere, vil han have hævn. Han ønsker, at de ansvarlige - dommeren Mekkel Deden, politibetjenten Thomas Ard og journalisten Laura Jenssøn - skal opleve på egen krop, hvad de har udsat ham for, og når han har overstået sit projekt, vil han begå selvmord.

Et centralt tema i romanen er hævn. Alster er i den grad fokuseret på hævn og ser den som forløsende, men må dog erkende, at hævnen er nytteløs. Den lindrer ikke hans smerte og skaber heller ikke et bedre samfund. I det hele taget kaster romanen et kritisk blik på samfundet, der fremstilles som stramt reguleret og menneskefjendsk. Det kritiske og undrende blik på samfundet bliver understreget af, at romanens iscenesatte forfatter Ato Vari befinder sig på den anden side af år 2000. Han lider i øvrigt dels under ikke at have en perfekt historisk viden, og dels under at man i hans tid har glemt, hvordan man skriver romaner. Men det er netop, hvad han undersøger. Hver enkelt af romanens fortællere er således inspireret af mønstre fra forskellige litterære værker, for eksempel af “Ivanhoe”, “Greven af Monte Christo” og “Gesta Danorum”, og dermed pointerer Svend Åge Madsen, at man bliver præget af det, man læser, ligesom det fremgår, at ikke al litteratur er lige godt som forbillede. Ved at benytte en mand fra fremtiden som forfatter, der ser tilbage på Aarhus og forsøger at forstå, hvad der skete, formår Svend Åge Madsen i øvrigt at skrive såvel en fremtidsroman, der fortæller om fortiden, en historisk roman og en samtidsroman!

Se dagens lys og Lad tiden gå

“Ligesom man må prøve tre kjoler (mindst), før man fatter hvad fænomenet kjole kan gøre for én. [...] Sådan forstod Johanne nu sin egen tilværelse som en koncert hun selv skulle instrumentere, det var op til hende hvilket motiv der skulle trækkes frem, hvilken figur hun ville brodere på, hvilken der skulle holdes tilbage, antydes og hvilket tempo der skulle dominere.”
“Lad tiden gå”, s. 156.

I 1980’erne legede Svend Åge Madsen for alvor med science fiction-genren og med tidens betydning for den måde, vi arrangerer os på. Især "Se dagens lys" fra 1980 og "Lad tiden gå" fra 1986 er karakteristiske for denne periode.

I "Se dagens lys" eksperimenterer han med vores måde at indrette samfundet og samlivet på. Hver dag vågner hvert enkelt menneske således op til et nyt liv: til en ny hverdag med et nyt arbejde, nye fritidsinteresser, en ny mand/kone og eventuelt med børn. Hver aften, inden menneskene går til ro, sluger de en pille som en art kombineret sovemedicin og fornyelsespille, og i nattens løb transporteres de til et nyt hjem. På den måde løsrives menneskene fra den kontinuitet, der præger de flestes hverdag, og som kan byde på kedsomhed og frustrationer. 

24583767

Projektet fungerer tilsyneladende perfekt, lige indtil den dag, Elef og Maya når at forelske sig i hinanden. Derfor ønsker de om aftenen ikke at give slip, men vil fastholde og fastfryse deres fælles liv, og det kommer der en fascinerende fortælling præget af kærlighed, filosofi og teknologi ud af. Som et typisk kuriosum fra forfatteren fortælles det, at de to hovedpersoner er forfattere til romanen "Tugt og utugt i mellemtiden", som Madsen ellers selv udgav i 1976.

I "Lad tiden gå" tager Madsen fat på tidsproblematikken såvel filosofisk som videnskabeligt. Her opfinder tidsforskeren Jeyde en kronofysisk metode, der kan sætte tiden 23 dage tilbage. Problemet er bare, at når eksperimentet effektueres, sættes alt 23 dage tilbage, inklusiv forskerens hukommelse, noter med mere, og dermed altså også erindringen om, at eksperimentet er udført. Jeyde beslutter sig derfor for at inddrage sin undervisningsassistent Johanne og arrangerer det således, at hun som den eneste bibringer erindringen om de 23 dage. Alt fungerer til fulde, lige til den dag Johanne beslutter selv at styre eksperimentet og ændre hele forehavendet.

Både ”Se dagens lys” og ”Lad tiden gå” er bygget op som hypoteser og fungerer som en form for livseksperimenter. Centrale temaer i begge værker er valg, frihed og kærlighed og en filosofisk undersøgelse af, hvordan livet også kunne forme sig.  

At fortælle menneskene

“Det er et væld af umulige fremtider, det er frygt, det er smerte, det er sorg, der holder dem tilbage. Det er som en myretue omspændt af flammer, tapre, desperate, systematiske, hovedløse forsøg på at finde vej ud, mens varmen bliver stadig mere uudholdelig. De myldrer hen over hinanden, den fremtid var for frygtelig. De skriger i ørerne på hinanden, den fremtid var for frygtelig.”
“At fortælle menneskene”, s. 313.

Romanen "At fortælle menneskene" fra 1989 tegner en litterær mosaik af ikke mindre end 126 personer. Persongalleriet er så stort, at personernes indbyrdes forhold er optegnet på en syv siders slægtstavle foran i bogen. Men det er nu ikke en helt almindelig slægtsforsker, der har begået forskningsarbejdet. I hvert fald er det ikke altid lige nydelige og legitime forhold, der holder personerne sammen, nej det er alt fra dunkle slægtsforbindelser over forelskelser til forbrydelser.

06963099

Karakteristisk for forfatterskabet møder vi her både gengangere fra tidligere værker og helt nye og endnu uskildrede personer, ligesom de i romanen møder hinanden på kryds og tværs. Og alle personerne har så mange historier, de gerne vil fortælle, at det er svært at holde beretningerne ud fra hinanden.

Som assistent træder jeg-fortælleren Sverre Fuhl (som forøvrigt var Johannes' medhjælper i “Lad tiden gå”) ind på banen. Men han er ikke alene om fortælleropgaven. Også Jan Fælding drømmer og fortæller menneskene, ligesom Sverres gode ven Thøger assisterer. Thøger får nemlig den opgave at fortælle vanskabningen Ikona om menneskene, da hun aldrig har kendt hverken verden eller dens mennesker. Efterhånden får hun via Thøgers mange små og store fortællinger og fabuleringer skabt en mosaik af historier og omdannet dem til et verdensbillede, som endog kaster nye beretninger og betragtninger af sig. Dermed forvandles hun selv fra vanskabning til menneske og indtager sin plads i fortællingen.

Identitet er det helt centrale tema i romanen, som i øvrigt væves nært sammen med fortællinger. Menneskets identitet bliver således til via de historier og oplevelser, det får gennem livet, og som til sammen skaber en fortælling.

Madsen konkluderer selv om værket: "Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig, hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre. ‘Sandhed’ er for mig ikke længere noget, vi får overrakt af guder, og det er ikke noget videnskaben kan måle sig til eller deducere frem. ‘Sandhed’ for mig afgøres af hvilke historier jeg oprigtigt kan stå inde for, hvilke historier der giver mening for mig." (I essayet "Den existentielle fortælling", 1992).

Romanen blev filmatiseret i 2002 af Christian Braad Thomsen.

 

Syv aldres galskab

“Da fortællingen var slut sad Styge tavs som om han afventede en dom.
- Smuk, sagde gæsten omsider.
- Afskyelig, korrigerede Styge.
- Formfuldendt.
- Gyselig og umenneskelig i sit indhold. Smuk og tvingende i sin form. Det var denne blanding, der fik mig til at reagere så voldsomt på den. Det indser jeg nu, hvor jeg så mange år har levet med den for øje. Denne grusomme uafvendelighed, så elegant indpakket.”
"Syv aldres galskab".

I romanen "Syv aldres galskab" fra 1994 forenes ideer om tiden som fænomen med perspektivet på mennesket som fortælling. Oversætter man romanens titel til engelsk, lyder den Seven Ages Madness, som er et anagram for forfatteren selv og i øvrigt opstået via de sproglige forviklinger, forfatternavnet er blevet udsat for i mødet med den store vide verden.

Romanen indledes med en dystopisk omskrivning af indledningen til Johannesevangeliet som en lignelse på, at sproget har mistet sin funktion, hvorved sandheden er ophørt med at eksistere: 

"Her, henimod afslutningen, er der ingen ord. Ingen ord, derfor ingen sandhed. Alt foregår i ordløshed, alt blir til intet. Ordløsheden, som er døden. Døden som er menneskenes mørke. Og mørket fordunkler lyset, og lyset kunne ikke gennemtrænge mørket. Et menneske, som går til, et menneske, som går i opløsning, et menneske som er opløsning. Et menneske ved navn Johannes." 

50947637

Således skriver Svend Åge Madsen sig motivisk ind i religionens univers og sætter livet og sproget på spidsen i den murstenstunge sag på 500 sider, hvor mylderet af handlinger, som væves ind i hinanden, er kunstfærdigt sammenflettet og struktureret omkring tre personers historie. Den ene er Bertel Jenssøn Helled, der er nær ven af trykker Skonning i 1600-tallets Aarhus. Den anden er Styge Skonning, der forsker i sin slægtshistorie. Og den tredje er Tobias Gortis, der i et anfald af eksistentiel lede render rundt i Aarhus og er så ond som muligt, indtil han under et indbrud hos Styge indgår et væddemål med selvsamme, om han kan være god i et år.  

Som læser kan det være vanskeligt at finde ud af fortælleforholdene. Man kan læse romanen, som om den er fortalt af de tre forskellige karakterer, hvis fortællinger lapper ind over hinanden, men man kan også læse den, som om den alene er fortalt af Styge. En af måderne, Svend Åge Madsen slører fortælleforholdet på, er ved at hvert enkelt forløb fortælles fra et helt andet sted i den samlede fiktion, end det udspilles. Dermed bliver læseren i tvivl om, hvem der egentlig fortæller hvem.

På fortælleplanet handler romanen om slægten Skonning, der skildres over en årrække på 350 år, eller nærmere: tiden fastholdes ved en skildring af slægten Skonning gennem syv aldre. De forskellige tidsaldre skiller sig ud fra hinanden ved at have hver deres verdensorden i form af en særlig dimensionering af tid og rum. Dermed kommer "Syv aldres galskab" til at omhandle den flerdimensionale fortællings forhold til tiden, rummene og sig selv.

Kvinden uden krop og Genspejlet

“På en måde er I to sider af den samme. Derfor kan jeg uden vanskelighed elske jer begge. Ligesom jeg både elskede Helena om morgenen hvor hun var energisk og opfindsom, og om aftenen hvor hun var sværmerisk og romantisk. To forskellige versioner af hende. Og uden at jeg kan undvære den ene side.”
“Genspejlet”, s. 183.

"Kvinden uden krop" fra 1996 og "Genspejlet" fra 1999 diskuterer naturvidenskabens og teknologiens perspektiver i science fiction-agtige set-ups.

I "Kvinden uden krop" lider hovedpersonen Garys kone Thelma af uhelbredelig kræft. Da tanken om at skulle skilles fra hende er ubærlig for Gary, benytter han sig af virtuel spirituality for at forsøge at transformere hendes ånd over i sin egen. Han har arbejdet med metoden gennem længere tid, og selv om den ikke er helt færdig, beslutter han sig for at benytte den, inden det er for sent. Eksperimentet lykkes, men det bliver en brat opvågnen for dem begge, da ingen hemmeligheder, ikke et eneste spædt tankespind, længere kan skjules for den anden.

22630210

Gary og Thelma beslutter sig nu for at skabe en prisme, der kan gennemskue alle menneskers følelser, så intet længere kan skjules. Men projektet er ikke omkostningsfrit, og romanen ender med erkendelsen: "Inde under huden er ethvert menneske ensomt".

"Genspejlet" er en tvetydig titel, der både peger på arveanlæg i form af gener, på gensplejsningsteknologien og på at blive genspejlet, altså at møde sit eget spejlbillede, og romanen indeholder alle disse finesser og flere til. Romanen er bygget op om en kærlighedshistorie mellem bevidsthedsbiologen Just Helled og den skønne Helena (en litterær henvisning til den græske gudinde for skønhed). De to finder tilfældigt sammen, tænker Just Helled, men da hun dør af en uhelbredelig sygdom, går det op for ham, at de var intet mindre end bestemt for hinanden.

Efter denne erkendelse går Helled i hundene, han forlader sin forskning og slår sig på flasken, indtil den dag, hvor hans djævelske kollega Krystofiles fristende præsenterer ham for fire aldersforskellige udgaver af den afdøde kone. Helled forelsker sig i alle fire og kaster sig hovedkulds ud i såvel kærlighedslivet som forskerlivet. Undervejs i sin søgen efter kærlighed finder han ud af, at de fire kærlighedskvinder er forskellige kloner af den afdøde hustru, og i sin forskning formår han at isolere det gen, der adskiller dyr fra mennesker, nemlig bevidsthedens gen. Da han erfarer, at også de forskellige kloner af hans kone lider af den samme uhelbredelige sygdom, føler han verdenssmerten så stor, at han mener det nødvendigt at benytte sin viden til at fjerne menneskenes bevidsthed og dermed menneskenes evne til at føle smerte. Just Helled fjerner genet fra alle nyfødte børn og skaber dermed det lidelsesløse, men også lidenskabs- og lykkesløse samfund, der bestemt ikke viser sig som et favorabelt alternativ.

Lidelse og lykke viser sig at være sammenhængende størrelser og en forudsætning for livet.

Nærvær og næsten – Thomas Fants familiekrønike og Den ugudelige farce

“Du skulle have lov at opleve svimmelheden der greb Jesper, i afsvækket form. Nu havde han lige lært så nogenlunde at administrere to samtidige forløb, da hans følsomme sind bombarderedes af tre virkeligheder der skreg til hinanden og forsøgte at overdøve hinanden.”
“Den ugudelige farce”, s. 40.

Udgivelserne "Nærvær og Næsten: Tomas Fants familiekrøniker" fra 2000 og "Den ugudelige farce" fra 2002 spiller også på bevidsthedens betydning.

"Nærvær og Næsten" er en genudgivelse og en aktualisering af en tidligere fortælling, der indgik i antologien "Septemberfortællingerne" fra 1988.

"Septemberfortællingerne" fremstod som otte danske forfatteres forsøg på at skrive en udgave af Boccaccios "Dekameron".

24023575
I "Nærvær og Næsten" er rammen forandret i forhold til "Dekameron" (og ”Septemberfortællingerne”). Der har således ikke fundet en katastrofe sted i den store vide verden, men i den nære, i familien Fants univers. Tomas Fant er flygtet med sin familie til Andalusien, fordi hans hustru er blevet ramt af en dyb personlighedsspaltning, der både skyldes, at hun plages af sygdom og hendes virke som skuespiller. Tomas forsøger at samle hustruens splintrede bevidsthed ved at fortælle sin slægts krønike, der tager sig lige så fantasifuld ud, som ordet Fant synes født ud af fantasien. Tomas Fant virker da også som en litterær medicinmand, der ordinerer forløsende ord, indtil helingen har fundet sted, og et centralt tema er således ordenes kraft – deres evne til at forme og skabe virkelighed.

I "Den ugudelige farce" vågner hovedpersonen Jesper op efter den skønneste nat med en dejlig amerikansk kvinde og slår sit hoved mod et varmerør. Resultatet er, at han mister sin ubevidsthed – det vil sige den indre skjulte stemme, eller indre Gud, som driver os og kan få os til at gøre ting, vi ikke har lyst til. Derefter splintres hans bevidsthed således, at hver gang han skal træffe et valg, åbner fremtiden sig for ham i to spor i hans bevidsthed, som han må afsøge og vælge imellem. Dermed oplever han konstant at befinde sig to steder, både i nutiden og i fremtiden.

Han spaltes i tiden, og det samme gør sådan set læseren, for splittelsen sker også på tekstplan, hvor hver side begynder at spaltes i to lige gyldige og lige fyldige fortællinger. Romanen er på én gang en hypertekst, der styres af Jesper (og læseren), og en dannelsesrejse til religionernes land, USA, hvor Jesper erfarer, at det ikke kun er den indre Gud, der er overflødig, men også troens Gud. Som det hedder i romanen, så kan religion sammenlignes med at indtage kalktabletter i stedet for medicin - det virker, hvis man tror på det. Således er det helt centrale tema frihed – det frie menneske, som står i skarp modsætning til dem, der er styret af indre og/eller ydre guder.

Engleskyts

I 2002 udkom krimien "Engleskyts" af forfatterduoen med det besynderlige bibelske navn Marianne Kainsdatter. Samme forfatternavn, som dækker over forfatterparret Svend Åge og Bendte Ingerlise Madsen, har tidligere udgivet krimierne "Blodet på mine hænder" fra 1973 og "Et ved jeg som aldrig dør" fra 1991.

24315738

"Engleskyts" er en moralfilosofisk krimi, der stiller spørgsmålet, om det i nogle tilfælde kan være i orden at dræbe et andet menneske. Baggrunden for at stille det spørgsmål opstår, da biokemikeren Karsten Adit opdager en gift, som er lugtfri, smagløs og farveløs, og som dræber øjeblikkeligt uden at efterlade et spor. Tynget af den viden går Adit til præsten Laura for at betro sig og befri sig fra sin ensomme byrde, og de to agerer efterfølgende sammensvorne. Kort efter begynder mennesker at omkomme uden varsel og tilsyneladende af naturlige årsager i landsbyen Nøjrup lidt uden for Aarhus, hvor de to bor. Alle dødsfaldene skaber lettelse og befrielse for de nære omgivelser, så er det i virkeligheden mord, de er udsat for? Og hvem er i så fald morderen? Kan det være Adit? Adits assistent Henny, som måske, måske ikke kender til giftens hemmelighed? Eller er det måske Laura, der har forvandlet sig til en slags skytsengel, eller nærmere bestemt til Engleskyts - i sin bestræbelse på at beskytte andre?

Ægteparret Madsen tegner fine psykologiske portrætter og fletter finurlige, fascinerende krimistrenge af moral, kærlighed, ironi, morbiditet og weltschmerz sammen til uransagelige mønstre.

 

De gode mennesker i Århus; Læselysten

“Hun spidsede munden uden at slippe bogen da han lod fingrene glide hen over hendes hår, igen og igen, ude af stand til at bremse sig selv da han først var begyndt. Måske troede hun det var vinden hun mærkede, måske at det var virkningen af den orkan der var ved at blæse op i heltindens sind.”
“Læselysten”, s. 121.

I 2003 havde Svend Åge Madsen 40-års jubilæum som forfatter, og i den forbindelse udgav han dobbeltromanen "De gode mennesker i Århus & Læselysten". Begge fortællinger har det til fælles, at det er ordene, skriften, fortællingerne, der er det centrale, og at den, der fører pennen, er den egentlige skyldige i de fordrejninger, ordene kan skabe.

Den første del af romanen om de gode mennesker i Aarhus fortæller om en by, der er blevet besmittet med godhed. Alle går rundt og gør altruistiske, gode gerninger, både økonomisk, fysisk og psykisk, og hverken læger eller psykologer kan finde årsagen. Men så kommer det for en dag, at det er litteraturen, der er den farlige smittebærer, som breder selvopofringspesten over byen.

24510077

I ”Læselysten” forsvarer den unge jurist Amon Gortis sin doktordisputats om ikkebogstaveligt tyveri. Blandt andet fremsætter han den tese, at læsning kan fremkalde så stor fordybelse, at man bevidsthedsmæssigt forsvinder fra virkelighedens verden til bogens univers. Eksempelvis vil en kvinde, der i den grad er fordybet, således kunne risikere, at en mand trænger ind på hende og "endda udnytter hendes ubevogtede krop til at indhente seksuelle ydelser uden vederlag", hævder han (s. 184).

Videre diskuterer han eksempler på tyveri af åndsprodukter. Her forklarer han, hvordan al skreven litteratur altid bygger på den allerede eksisterende, og at der ikke er nogen original så at sige, fordi alt er rent og skært tyveri. Som forsvar for denne tese fremhæver han historien om værket "Læselysten", der på ingen måde er original, for han kan påvise ikke færre end 334 værker og formuleringer, der må have givet inspiration til denne historie. Eksempelvis opsporer heltinden i en novelle af Marquise von O sin voldtægtsmand og gifter sig med ham. Det samme gør Thyra i Svend Åges "Læselysten", der er blevet besvangret, mens hun er opslugt og fordybet i skønlitterær læsning, og dermed er tesen jo bevist!

Samtidig med at ‘læserliderligheden’ er fremhævet, som flere anmeldere morede sig over i den forbindelse.

Levemåder

“Jeg gengiver straks hvad jeg læste, selv om jeg ifølge enhver fortælleteori på dette sted kunne anbringe alle de refleksioner og udflugter som jeg måtte ønske, fordi den nødvendige spænding er etableret. Men, hvor gerne jeg end vil holde mig til de narrative regler, var min utålmodighed så stor at jeg måtte læse.”
“Levemåder”, s. 150.

I 2004 udkom "Levemåder", der som titlen anfører handler om måder at leve på. Her møder vi parret Frands og Ursula, der elsker hinanden inderligt og ikke ved noget bedre end hinandens selskab, samt parret Leif og Dinna, der har det tilsvarende lykkeligt. Men da de to mænd begynder at udveksle tanker og følelser om deres respektive hustruer, begynder de hver især at se hinandens kvinder med den andens øjne. Det resulterer i, hvad man kan kalde dobbeltforelskelser. Da kvinderne tilsvarende oplever at fascineres af begge mænd med hver deres forcer og svagheder, finder parrene ud af at indrette det således, at mændene er på skift en uge ad gangen hos kvinderne. Denne levevis af flersomhed får alle parter til at føle, at de befinder sig i en paradisisk tilstand.

Men, som i Biblens verden, findes intet paradis uden en slange, her manifesteret som den onde Gordon Bimpel. Gordon hvisker Dinna i øret, at hendes urene levevis er fatal og må endes brat. Det sker med døden til følge. Lammet af sorg drager Frands til Venedig, fast besluttet på at dø eller blive en anden, og efter en længere kamp med selve kunstens og religionens væsen forvandles han til forfatter.

25465512

I første omgang slås Frands med et forsøg på at genskrive Biblens udgave af beretningen om Adam og Eva, men da det mislykkes, fremstår resten af "Levemåder" som en finurlig blanding af Svend Åges fiktion og fiktion i fiktionen. Som læser bliver man vidne til Frands’ skriveproces, der resulterer i en roman, der uvægerligt minder om den roman, vi sidder med og allerede læser. Frands sammenlignes endog undervejs med adskillige nulevende og tidligere eksisterende danske forfattere, og det konstateres, at "I intrigemæssige forviklinger og krydsreferencer var Svend Åge Madsen uden tvivl hans overmand." (s. 158).

"Levemåder" - både Svend Åges og Frands’ - handler om virkelighed kontra fiktion. Den handler om kunstens og forfatterens rolle i skabelsen af virkeligheden. Fortællingen stiller provokerende spørgsmål til vores måde at indrette samlivet på og fremhæver normernes begrænsning. Den lader læseren være vidne til ‘virkelige’ og fiktive mord, som undervejs forklares, ligesom nogle delvist forsvares, og den sætter spørgsmålstegn ved, om der findes en højere retfærdighed.

Selve romanen afsluttes med et ubesvaret spørgsmål, der bliver en tvetydig morale: "Kan du så se der findes sådan noget som højere retfærdighed?" (s. 182).

Det syvende bånd

“Man falder ikke så let for fristelser når man ved at et fordømmende Øje hviler på én. Derfor fandt folk det lettere at holde op med at ryge. Eller at gennemføre en slankekur. [...] Fordi man hele tiden må overveje: Hvad siger mit øje til det her? Man plejer at udtrykke det: Vi har fået en ekstra rygrad.”
“Det syvende bånd”, s. 111.

Svend Åge Madsens roman “Det syvende bånd” udkom i 2006 og er en utopi i den forstand, at den foregår i en nutid, hvor kampen mod kriminalitet er vundet. Danmark er blevet befriet fra alle former for umoral, usædelighed og forbrydelser, og alle indbyggere er endog blevet tolerante og næstekærlige. Årsagen er indførelsen af systemet kaldet Kæden. Kæden er et komplekst overvågningssystem, hvor borgerne holder øje med hinanden. Hver borger har et Syn i form af en person at holde øje med, og et Øje som er den person, der holder øje med én, indtil alle skifter hver tredje uge.

26366445

Hovedpersonen Sverre (som også optrådte i “At fortælle menneskene” og “Lad tiden gå”) er lærer i en aarhusiansk folkeskole, og han er glad og tilpas med Kæden. Kæden gør ham tryg, fordi der konstant er nogen, der holder øje med, at han er okay. Den gør ham empatisk ved, at han bliver en del af andre menneskers liv. Og desuden giver den ham rygrad ved, at hans Øje iagttager ham, fortæller hans liv og således er medskaber af det. Alt er således godt, indtil Sverre konfronteres med sin ungdomskærlighed: Katri (med efternavnene Deyk Hauge, som også optræder i “Jakkels vandring”, “Slægten Laveran” og dramaet “Hadets bånd”). Katri er netop hjemvendt fra Iran, hvor hun har været usynlig under en chador i 15 år, og hun føler, hun har bevæget sig fra den ene ufrihed til den anden. Hun og Sverre forsøger nu at overbevise hinanden om, at de hver især har ret. Men der må en forbrydelse til, før Sverre for alvor får øjnene op for Kædens bagside, og for at han endelig kan være sammen med Katri, kræver det, at han og hans tidligere elskerinde, kronofysikeren Johanne (fra “Lad tiden gå”, med en birolle i “Den usynlige myre”), må begå en forbrydelse, der sætter dem udenfor tiden og dermed for Kædens system. Kriminaliteten må genopfindes – for kærlighedens skyld.

Romanen tematiserer samtidens overvågningssamfund og den moderne mediekultur. I romanen spiller karaktererne konstant op til og laver skuespil for øjet, og det er oplagt at læse det som en reference til de sociale medier, hvor vi alle kan iscenesætte os selv og overvåge hinanden. Samtiden inddrages i øvrigt direkte i værket, blandt andet via en reference til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, da Katri kommenterer: “I afskaffer kriminalitet og vælger derefter en statsminister der er dømt for kreativ bogføring, og tidligere sat fra bestillingen af den grund.” (s. 109).

Manden der opdagede at han ikke eksisterede

“Skridt for skridt trækkes han nærmere, tvinges af hendes angst til at fortsætte, drives frem af hendes skræmte forventninger. Hun vover ikke at gøre modstand, han vover ikke at afbryde ritualet. Som om han pludselig vil blive nødt til at se sig selv hvis han standser nu. Må fortsætte, må leve op til situationen, den alt for korte kjole, den brækkede skohæl, hendes sminke der er tværet ud. Må rive kjolen til side, må flænge hendes undertøj.”
“Manden der opdagede at han ikke eksisterede”, s. 88.

I 2007 udkom novellesamlingen “Manden der opdagede at han ikke eksisterede”. Den består af 13 noveller, som alle i større eller mindre grad kredser om eksistentielle spørgsmål – ikke mindst om identitet og intimitet, og om ordenes magt. Ikke mindst den sidste novelle, som har lagt navn til samlingens titel, centrerer sig om relationen mellem liv og død. Her er et ægtepar taget i sommerhus for at blive frelst fra en problematik, som er begyndt at snige sig ind på deres forhold. Jalousi har nemlig lagt sig som en uudryddelig skygge imellem ægtefællerne. I første omgang præsenteres det sådan set ikke som jalousi. Manden har fået at vide af en ven, at konen ser en anden, men han griner af det og slår det hen, for som han siger, så kender han hende jo så godt og ved per intuition altid, hvad hun laver og tænker.

Den påståede affære bliver til en joke imellem ægteparret om ‘manden der ikke eksisterede’ og ‘den fraværende’, men det viser sig, at ‘den fraværende’ er blevet en uundgåelig del af deres relation. Uanset om denne fraværende eksisterer eller ej, så er han blevet plantet i ægteparrets bevidsthed, og de kan ikke ryste ham af sig igen.

26935105

Efterhånden afsløres det da også, at parret måske ikke kender hinanden så godt, som manden umiddelbart giver udtryk for. I hvert fald bebrejder kvinden ham, at han er halvhjertet, fordi han aldrig kan være helt til stede. Uanset hvor han er, og hvad han laver, drømmer han sig andetsteds hen. Og på et tidspunkt siger hun, at han er så god til at bevare roen, at hun dårligt ved, hvor hun har ham – “Så behersket at du var på nippet til at forsvinde for én.” (s. 236).

Den opmærksomme læser vil allerede her studse over, at hun omtaler ham i datid, som om han allerede er forsvundet, og det viser sig da også ved novellens slutning at være tilfældet. Manden, der har fortalt hele historien, er rent faktisk forsvundet. Han er udelukkende med i sommerhus som et gespenst i hendes sind. Læsere, der har været igennem hele novellesamlingen, vil uvægerligt blive mindet om den første novelle, “December”, om en mirakuløs redning fra døden. Men betyder det så, at manden i novellen “Manden der opdagede at han ikke eksisterede” er levende eller død? Det gives der ikke noget endeligt svar på. 

Den 12. novelle, “Det uforklarlige”, handler om, hvordan vi alle er hinandens skabere og skabninger. Det vil sige, at når vi indgår i relationer, så skaber vi hinanden i vores eget billede og påvirker hinandens udvikling. Tilsvarende – når relationer afsluttes, bliver vi opløst, som “Manden der opdagede at han ikke eksisterede” bliver opløst, da han opdager, at han lever på en løgn. Og vi kan tilsyneladende ligefrem påvirke hinanden uden direkte at indgå i relationer, som i novellen “Domsmand”, hvor hovedpersonen ‘bliver nødt til’ at begå en voldtægt, fordi pigen frygtfuldt forventer, at han vil gøre det.

 

Mange sære ting for

“Men hvem fattede hvilket totalt sammenbrud det ville føre til når sandheden fra himlen blev offentliggjort? Ikke skandalen, den måtte de ansvarlige leve med. Men fortvivlelsen. Håbløsheden hos de millioner og atter millioner der havde sat deres lid til denne fører.”
“Mange sære ting for”, side 257.

Der er mange spor at følge i romanen “Mange sære ting for” fra 2009, og der er mange tankeeksperimentelle sager i spil. Romanen sættes i gang af et mord. En kendt astronom findes død på toppen af Aarhus Domkirkes spir dagen efter Aarhus festuge, og det sætter en masse spekulationer i gang. Astronomen er nemlig ikke en hr. hvem som helst. Hans navn er Adam d’Eden, og han har opdaget to såkaldte spejlplaneter, som reflekterer jordens lys, så man kan se, hvad der foregik på jorden for 2000 år siden. Adams død får en masse mennesker med vidt forskellige interesser til at samles i Aarhus – blandt andet den tyske teologiprofessor Klaus von Eberhard og dennes sekretær Martine. Arne, der står i spidsen for en forskergruppe, som er i gang med at kortlægge Jesus’ DNA for at finde ud af, om han har et almindeligt menneskeligt genom. Den indiske sprogekspert Devala og den iranske astronom Djafar Khan. Og endelig den danske astronom Oluf Fanø, der arbejder samme sted, som Adam gjorde.

27976158

I efterforskningen af Adams død viser det sig, at han arbejdede på et yderst hemmeligt projekt, der havde potentiale til at kunne afsløre afgørende informationer om Jesus. Og det viser sig også, at Adam ikke er den eneste, der har måttet og må lade sit liv i en kamp for at afsløre Jesus og flere årtusinders løgne.

“Mange sære ting for” følger en lang række karakterer, og der kommer hele tiden nye personer til, mens andre falder bort. Om end det godt kan virke lige rigeligt langhåret og fortænkt med spejlplaneterne og afsløringen af Jesu liv, giver plottet Aarhus-forfatteren mulighed for at udfolde en række fine psykologiske portrætter. Romanen går således bag om personerne, og hvad der driver dem, og det er, hvad romanen i bund og grund handler om – hvad der driver mennesker. For nogen er en søgen efter sandheden en drivkraft, for andre er trygheden drivende, for andre igen er det forelskelse, magt eller penge.

 

 

 

Af den anden verden

”Piat, let, næsten svævende, hævder at hvis vi bruger ordene på samme måde, vil vi blive i stand til at flytte ind i den samme verden, eller vores verdener, så forskellige som de er, vil begynde at ligne hinanden. Derved vil vi kunne gøre gode ting for hinanden, med hinanden.”

”Af den anden verden”, s. 19.

Afsættet for Svend Åge Madsens roman ”Af den anden verden” fra 2017 er en lille gruppe kz-fanger, der flygter igennem tågerne fra en særlig giftgas, der sletter deres hukommelse. Da de – efter en sejltur over havet – ankommer til et næsten ubeboet kontinent, er de som blanke papirsider; alt skal læres forfra: sprog, samværsformer, normer, verdensforståelse, teknologi og så videre. Ja, nybyggerne skal endda tillære, hvordan man formerer sig, men først skal de overhovedet blive klar over, at der er forskellige køn.

Historien om nybyggerne fortælles igennem 24 kollektivt overleverede skrifter, der kaldes ’slæt’. Associationer til islandske sagaer og oldgræske romaner er oplagt, men i løbet af de 24 slæt udvikler ikke blot samfundet, men også de fortælletekniske greb sig. Det begynder med myterne om ankomst og beboelse, men i fjerde slæt om Sui og Yai får vi et kærlighedseventyr (her opdages kærligheden, erotikken og formeringens kunst) modelleret over den oldgræske roman ”Daphnis og Chloë”. Dernæst følger en række slæt, der er formet som krøniker og giver et kronologisk indblik i samfundets udvikling og centrale begivenheder. Ottende slæt er en art skælmeroman i miniformat, niende slæt er et skuespil, fjortende slæt en brevroman, nittende slæt er dagbogsfiktion, mens treogtyvende slæt er en form for afhandling. Desuden finder man slæt, der trækker på eventyrets form, krimien samt såvel modernistisk som postmodernistisk skrivestil. 

53501508

I takt med at skrivestilen udvikler sig og bliver mere nutidig, udvikler nybyggerne sig også. Sproget er noget af det første, nybyggerne fokuserer på (se citatet). Også forståelsen af tid og meningen med tilværelsen kommer tidligt i fokus. Og alt imens nybyggerne forsøger at udvikle et fælles sprog og finde mening, udvikler de fælles normer – for eksempel for, hvordan man skal opføre sig, og hvordan man straffer –, en form for økonomi samt teknologi og videnskab (jern udvindes, lægevidenskaben og skolevidenskab opstår, telefonen opfindes og så videre).

Hvis ikke allerede Svend Åge Madsen havde benyttet titlen ”At fortælle menneskene”, havde det været et oplagt titelvalg, for romanen fortæller såvel menneskenes udviklingshistorie som litteraturens historie. Og er i øvrigt samtidig en art spejl på Svend Åge Madsens eget forfatterskab, da de forskellige slæt hver især kan læses som spejlinger af Madsens tidligere værker – tematisk og stilmæssigt.

Enden på tragedie

"Ligesom folk over årtusinder tæmmede sig selv og lærte at leve sammen i landsbyer, ikke at betragte deres nærmeste naboer som fjender. Hvorved der opstod nationer baseret på hver deres tro. Tilsvarende må vi lære at tænke i endnu større baner. En endnu større familie, ikke småklaner der konkurrerer, nationer der bekæmper andre."
"Enden på tragedie", s. 113.

Svend Åge Madsens værk "Enden på tragedie" fra 2019 er todelt. Første del er selve hovedhistorien om evighedsstudenten Jonatan Tidebon, som drømmer om at blive forfatter, men har problemer med at ryste historierne ud af ærmet. Da han begynder at eksperimentere med et endnu ikke lanceret stof, der giver ham adgang til andre menneskers bevidsthed, går det dog straks bedre. Anden del består af de noveller, Jonatan skriver, når han er påvirket af metamorfoin - en benævnelse, der spiller på ord som metamorfose (forvandling), metafysik (noget, der ligger udenfor fysikken) og morfin (det stærke smertestillende stof, der udvindes af opium). Når Jonatan er påvirket af metamorfoin, bliver han i stand til at trænge ind i andres bevidsthed, og novellerne gengiver hver især 14 menneskers inderste og mest hemmelige og ofte decideret lyssky tanker og gerninger. Som for eksempel novellen om Leo og Gro, hvis ægteskab har udartet sig til en farce præget af afsky og had, og hvor Leo en sen nattetime opridser sine tre muligheder: enten kan han slå hende ihjel, han kan lade sig skille, eller han kan lære sig at elske hende igen.

Madsen skildrer en nær fremtid, hvor teknologi, doping og kultursammenstød er intensiveret. Nogle folk har hale- og pandeantenner, så de hele tiden kan følge med i et enormt udbud af kanaler - en kommentar til et samfund, der har ladet det digitale liv overtage det virkelige. Bevidsthedsudvidende stoffer er blevet til hormoner som metamorfoin. Og i løbet af romanen bliver læseren løbende præsenteret for antallet af dræbte i kultursammenstød i såvel Danmark som udlandet. Et budskab i romanen lyder, at hvis mennesket skal overleve, må det udvikle sig på ny (se citat). Romanens svar lyder - og her er der tale om et gennemgående Madsensk tema -, at fortællinger bærer på enorme og revolutionerende kræfter med potentiale til at ændre såvel den enkeltes historie som menneskehedens.

Madsen belyser, hvordan det påvirker Jonatans liv, når han rejser ind i andre menneskers bevidsthed, og samtidig hører vi om, hvordan hans noveller influerer på de beskrevnes liv. Desuden viser det sig, at Jonatans evne til at aflæse andre mennesker bliver kilde til at skabe større forståelse i verden. Med sine historier - og assistance fra en psykiater og en molekylærbiolog - får han efterhånden mindsket antallet af dræbte både lokalt og på verdensplan, og det er jo noget af en kraft, litteraturen i så fald har.

Bibliografi

Romaner

Find og lån i bibliotek.dk:
Madsen, Svend Åge:
Besøget. 1963. Roman.

Noveller

Find og lån i bibliotek.dk:
Madsen, Svend Åge:
Otte gange orphan. 1965.
Find og lån i bibliotek.dk:
Madsen, Svend Åge:
Maskeballet. 1970.

Børnebøger

Find og lån i bibliotek.dk:
Madsen, Svend Åge:
Modsatterne og omvendterne. 1967.

Romaner under pseudonymet Marianne Kainsdatter (Lise og Svend Åge Madsen)

Find og lån i bibliotek.dk:
Blodet på mine hænder. 1973. Roman.
Find og lån i bibliotek.dk:
Et ved jeg som aldrig dør. 1991. Roman.
Find og lån i bibliotek.dk:
Engleskyts. 2002. Roman.
Madsen, Svend Åge
Robert og Judith. 1992.
Madsen, Svend Åge
Kopisten. 1992. Radio-drama.
Madsen, Svend Åge
Livsudstillingen. 1998. Radio-drama.
Madsen, Svend Åge
Edens Gave. 2006.

Film

Braad Thomsen, Christian:
Jo værre, jo bedre, 1975.
Madsen, Svend Åge
Dr. Lemmas problem, 1975.
Madsen, Svend Åge
Se dagens lys, 2003.

Portrætfilm

Se filmen på Filmstriben
Kort præsentation af Svend Åge Madsens forfatterskab og temaer fra Det Kgl. Biblioteks portrætter over nyere danske forfattere.

Søgning i bibliotek.dk

Find og lån i bibliotek.dk:
Emnesøgning på Svend Åge Madsen i:

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kampmann, Christian:
Man kommer til at skrive ‘revolution’ hver 20. side.1970. bibliotek.dk. Information. 1970-11-13.
Grymer, Claus:
"Århus - den evige stad".1996. bibliotek.dk. Interview i Kristeligt dagblad, 1996-01-23.