portræt af Gry Stokkendahl Dalgas
Foto: Sarah Marie Winther

Køn - roller - kønsroller

Top image group
portræt af Gry Stokkendahl Dalgas
Foto: Sarah Marie Winther

Kønsidentiteten er flydende og til forhandling, uanset om man identificerer sig som sit køn og har brug for at udvide rammerne for, hvad dette køn har af mulighedsrum og udtryksformer, eller om man nægter at blive sat i sådan en bås til at begynde med. Litteraturen som sted, hvor man udtrykker sit jeg og sin væren-i-verden, er naturligvis også et åsted for denne bevægelse - som til tider er en decideret kamp.  

 

134481803

 

Gry Stokkendahl Dalgas
Gry Stokkendahl Dalgas fik i 2022 Poesiens Pris for hybridværket "At performe transkønnet vrede'’(2022), som med juryens ord er et "helt unikt værk i dansk litteratur, uden sidestykke", som "både berører hjerner og hjerter". 

Allerede i Gry Stokkendahl Dalgas’ prisvindende debutværk ”Det er herfra jeg vil begynde, disse ord kan finde vej” (2019) brød hun med konventionerne med dens blanding af digte, optegnelser og breve. Samlende kræfter i bogens skildrede identitetsrejse fra mand til kvinde er viljen til lykke, en stærk empati med omverdenen og en mission om at skabe plads til alle, der må opleve sig hensat til nødsporet på majoritetens motorvej.

 

Luka Holmegaard
"Look" fra 2020 blev udgivet under dåbsnavnet Ida Holmegaard og er et essayistisk patchwork af refleksioner, analyser og læsninger om tøj, tekstil, køn og identitet, som blandt andet pointerer, at når man klæder sig på, iklæder man sig en identitet. Forfatteren identificerer sig som non-binær og har siden hen skiftet navn til Luka Holmegaard.

 

Torrey Peters
Med ”Detransition, Baby” (2022) fik Torrey Peters det første store, kommercielle gennembrud for translitteratur. Det er en romantisk komedie, der foregår i New York, og som bruger genrens velkendte ramme til at sige noget nyt om kærlighed og begær. Nyt fordi de karakterer, hvis liv udfolder sig i de familiære rammer, er nye, i hvert fald i litteraturen. Og fordi både de trans- og ciskønnede karakterer i hendes bog har været nødt til at lægge den gængse forestilling om køn og kernefamilie på hylden. Det er ikke en transkønsguidebog til ciskønnede læsere, men et nuanceret portræt af komplekse og troværdige karakterer.

 

Mads Ananda Lodahl
Mads Ananda Lodahl skriver i sit litterære forfatterskab om sære drenge og mænd, der har sex med mænd, og han formidler med sikker hånd fortællinger, der udfolder sig i foruroligende, forførende og følsomme universer. I forfatterskabet er der en tematisering af udsathed, ensomhed, kønsidentitet, seksualitet og normalitet, og Lodahls fabulerende tone er både fængslende og autentisk, uanset om han beskriver minoritetsmiljøer, drengeværelser, naturen, seksuelle udfoldelser eller filosofiske tankerækker.

 

Glenn Bech
Maskulinitet er det helt store undersøgelsesfelt i Glenn Bechs selvbiografiske debutroman “Farskibet” fra 2021. Farens selvmord og hans egen sorgproces er i centrum, men de andre mænd, der efterfølgende fulgte i familiens liv, er også i fokus: den voldelige Erik og den selvoptagede Søren. Problemet, pointerer bogen, er det, der betegnes som “giftig maskulinitet” – samfundets herskende normer og fortællinger om det at være mand.

62427132

 

Duncan Wiese
Duncan Wiese skriver lette, slanke og stilsikre digte. I ”Kirsebærplukkerne” (2023) skriver han sig ind i en bølge af forældreskabs-litteratur, hvor det at blive far også er en måde at blive til en ny slags mand, en mere blød og omsorgsfuld mand.

 

Olga Ravn
En illustration af brystvæv prydede forsiden på Olga Ravns debutdigtsamling “Jeg æder mig selv som lyng” fra 2012, hvori kvindekroppens biologi, kønsroller, moderskab og lyst undersøges. I “Mit arbejde” fra 2020 zoomer Olga Ravn ind på moderskabet og den omkalfatring af livet, som fødslen af et barn bringer med sig.

 

Geir Gulliksen
Den norske forfatter Geir Gulliksen er i sit forfatterskab optaget af manderollen og ægteskabet. I "Den jeg skulle blive" fra 2021 undersøger han, hvordan en ellers heteroseksuel mand kan forelske sig i en anden mand. Den fraskilte Henning får på sin nye arbejdsplads trampet gevaldigt rundt i kønsdebatten og sat sig i adskillige penible situationer, der til sidst koster ham jobbet. Fraskilt for anden gang indleder Henning et forhold til Martin.

I 2023 fortsatte forfatteren sin undersøgelse af sit køns rammer og mulighed med essaysamlingen "Hvis jeg var mand", om maskulinitet, den begrænsninger og muligheder. 

135290343

 

Madame Nielsen/Claus Beck-Nielsen
Madame Nielsen, tidligere Claus Beck-Nielsen, har igennem sit kunstneriske virke som performancekunstner og forfatter undersøgt, hvad der skaber og opløser identitetens grænser. Blandt andet ved at dukke op som hjemløs med hukommelsestab og uden personnummer, erklære sig død i 2001 – og genopstå som Madame Nielsen.

 

Mette Moestrup
Mette Moestrup har gennem årene vedholdende behandlet feminisme, køn og seksualitet i sin litteratur og i sit kunstneriske virke. I gennembruddet, digtsamlingen “Golden Delicious” fra 2002, laver Moestrup ikke ophøjede omskrivninger af begær, men kalder en pik for en pik.

 

Bjørn Rasmussen
Bjørn Rasmussens debutroman "Huden er det elastiske hylster som omgiver hele legemet" fra 2011 skildrer et erotisk forhold mellem en ung mand, Bjørn, og hans ridelærer. Forholdet er på flere måder overskridende i forhold til seksuelle og kønslige normer: Udover den store aldersforskel og den homoseksuelle relation er det erotiske forhold også sadomasochistisk. Den unge Bjørn begærer ridelæreren så voldsomt, at kærligheden slår over i had.

53133118

 

Marguerite Duras
Marguerite Duras’ selvbiografiske roman “Elskeren” fra 1984 foregår i 1920’ernes Vietnam, dengang Fransk Indokina, hvor en fattig ung pige fra en kolonifamilie bliver sendt på kostskole. På vejen møder hun en rig og ældre kinesisk forretningsmand, og de indleder et erotisk forhold. Forholdet er kærlighedsfyldt, men også karakteriseret af ubalance – mellem den rige mand og den fattige pige, mellem den voksne og den helt unge. Fortællerstemmen skifter mellem afsnit fortalt af en jeg-fortæller fra pigens perspektiv til afsnit, hvor stemmen er en andens og på provokerende vis omtaler pigen som ’barnet’.

 

Christopher Isherwood
I den amerikanske klassiker “Ene mand” fra 1964, som også blev filmatiseret i 2009 med Colin Firth i hovedrollen, forsøger engelsklektoren George at komme sig over tabet af sin partner, Jim. Handlingen strækker sig over én dag og begynder om morgenen, hvor han som enhver anden morgen efter partnerens død står op og forsøger at genopfinde sig selv. Det er en eksistentiel roman om sorg og om, hvordan samværet med andre mennesker er essentielt for at kunne leve videre med sorgen. Samtidig er det også en skildring af en tid og et samfund, hvor ikke alles kærlighed blev anerkendt.

 

Virginia Woolf
"Orlando: A Biography” fra 1928, oversat til dansk i 1962, handler om Orlando, som fødes som dreng i London i midten af det 16. århundrede, lever over fire århundreder og skifter køn undervejs. Ved at lade sin hovedkarakter skifte køn får Woolf mulighed for at foretage en nærmere undersøgelse af kvinderollen igennem historien. Da Orlando skifter køn, indeholder han begge køns bevidsthed og kan reflektere over de to køns positioner. Samtidig kan Woolf med dette greb fremstille, hvor rigide de traditionelle kønsroller er, og hvor begrænsende de er for begge køn - og især for kvinder.

 

Se også listen over relaterede portrætter her til højre. 

 

Mere om kønsidentitet

Kønsidentitet
På Læsekompasset kan du finde inspiration til mere litteratur som tematiserer køn og identitet. 

Regnbuefilm
Se film om køn, seksualitet og kærlighed på Filmstriben. 

Køn og identitet
Læs Faktalinket om køn og identitet. 

 

Artikel type
News Item

Inspiration til læseoplevelsen

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.