Udgivelsen af Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” i 2006 var et vendepunkt inden for dansk autofiktion. Han skrev om sin opvækst og familie i en fiktiv ramme, men der herskede ingen tvivl om det faktiske og selvoplevede udgangspunkt for romanen.
Knud Romer modtog De gyldne laurbær i 2006 for romanen ”Den som blinker er bange for døden”.
Inden da havde Peter Høeg udgivet ”De måske egnede” (1993), som også rykkede ved opfattelsen af forholdet mellem forfatter og fortæller. Karl Ove Knausgård udgav seks tykke bind om sit eget liv, og med ”Min kamp” var genren autofiktion blevet hverdag.
Forfattere, der skriver fiktion tæt sammenvævet med deres egen virkelighed, bruger eget liv og navn og sår tvivl hos læseren om forholdet mellem fantasi og realitet, skriver sig ind i den genre, der går under navnene autofiktion, performativ biografisme, bekendelseslitteratur, fiktionsfri fiktion mm.
Vi har samlet en række værker, der på forskellig vis falder ind under den brede og efterhånden allestedsnærværende genrebetegnelse autofiktion, der er lige så rummelig som den er tidløs.
Læs mere om autofiktion
Vigdis Hjort: Arv og miljø, 2017 (2016)
Den etablerede forfatter Vigdis Hjort satte det litterære Norge på den anden ende, da hun udgav romanen ”Arv og miljø”, der kommer uhyre tæt på forfatterens eget liv i skildringen af et bittert arveopgør med fortællerens søskende efter deres fars død. Hendes søster tog efterfølgende til genmæle – også i romanform – for på den måde uimodsagt at kunne fortælle sin version af historien. Diskussionen af det, de i Norge kalder virkelighedslitteratur, fik med Hjorts roman hidtil uset kraft og liv.
Yahya Hassan: YAHYA HASSAN, 2013
Med eksplosiv kraft mødte den unge Yahya Hassan de danske læsere, da han udgav sin selvbetitlede debut. Rytmiske digte i versaler skildrer en opvækst med svigt og vold, en kriminel hverdag, ophold på institutioner og viser ikke mindst en enestående lyrisk overlegenhed. Den statsløse palæstinenser giver en vigtig stemme til de unge fra ghettoen og et indblik i en rodløs og barsk opvækst.
Daniel Dencik: Anden person ental, 2014
Daniel Dencik lægger ikke skjul på, at hans egen livshistorie er baggrund for romanen ”Anden person ental”, hvor karakteren Alexander kæmper en stædig kamp mod det svenske retssystem for at få lov at se sine børn. Efter uretmæssige anklager om vold mod børnene har moderen fået frataget ham forældremyndigheden og samværsretten.
I Sara Omars debutroman er fortællingen delt i to: et spor i 1980’ernes Kurdistan og et i nutiden på Skejby Sygehus, hvor den voksne Frmesk er indlagt. Skildringen af kvindehad og undertrykkelse er centralt i den religionskritiske roman, der ifølge Omar selv ligger tæt på hendes eget liv som kurdisk flygtning.
Med sin baggrund i Caeușescus rumænske diktatur og som senere eksileret forfatter i Tyskland siger Herta Müller, at hun ikke selv har valgt de emner, hun skriver om. De har valgt hende og hun kan ikke gøre andet: ”Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema,” som hun siger. Müllers autofiktive forfatterskab kan give et enestående indblik i de rædsler, hun og hendes landsfæller har gennemlevet.
Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor, 2002
Erling Jepsen voksede op i den lille sønderjyske by Gram, og den egn kommer mange af hans romankarakterer også fra. Jepsen bruger løs af sin egen historie i de fleste af sine bøger, der til sammen danner et ekstraordinært katalog over særlige sønderjyder – inklusiv en far, der forgriber sig på sin datter. Den gennemgående karakter Allan vokser op i et miljø, hvor vold, misbrug, afhængighed og fortielser fylder i en ikke altid lige munter hverdag.
Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule, 2015 (2013)
Édouards Louis’ opvækst i et både økonomisk og kulturelt fattigt område af Frankrig var præget af fysisk og institutionaliseret vold og en langvarig undertrykkelse af egen seksualitet. Louis skriver om sin barndom og ungdom i en roman, der gerne vil have ”sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen,” som han siger.
Tove Pilgaard: Brudstykker af et pigeliv, 1982
Lone vokser op i 1940’ernes Østjylland, kommer i huset og bliver gift, i det hun selv oplever som et husmoderligt fængsel. Tove Pilgaard skriver tæt op ad sit eget liv i denne fortælling og fortsætter i romanen ”Dukkenat” (1992), hvor en kvinde er fanget mellem et kedeligt ægteskab og sit eget indre, sanselige liv.