Perioder

Vikingerne var skandinaviske bønder, der også var dygtige skibsbyggere og handelsfolk. De sejlede ud på togter i langskibe, hærgede, stjal og bosatte sig, hvor de nåede frem. De første skriftlige kilder, der fortæller om vikingerne, stammer fra det engelske kloster på øen Lindisfarne i år 793. Derfor dateres vikingetidens begyndelse til slutningen af 700-tallet. 

Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Vikingerne talte oldnordisk. Det oldnordiske sprog eller norrønt, som det også kaldes, tilhører den germanske sprogstamme. Fra samme sprogstamme kommer også det første skandinaviske skriftsprog, runerne. De tidligste runer dateres til slutningen af 100-tallet. Runerne består af tegn, der egner sig til at ridse ind i grene eller sten. De ældste oldnordiske tekster, man har fundet, er altså inskriptioner på sten. Disse følger en formel, som først nævner den person, der har beordret stenen opført. Dernæst nævnes hvilken person stenen er tilegnet og hvorfor. Runeristningerne vidner om datidens samfundsstruktur og sociale relationer, hvor familieforhold og æresbegreber var væsentlige. Den mest kendte af de danske runesten er Jellingstenen fra ca. 970. Den beretter om kong Harald Blåtand, der samlede Danmark til ét rige og lod danerne kristne. Stenen markerer slutningen på vikingetiden og overgangen fra den nordiske mytologi til kristendom omkring år 1050. 

Før kristendommens indførelse dominerede troen på de nordiske guder. Den nordiske mytologi er polyteistisk, dvs. at der ikke er én men mange guder. Odin, Thor, Balder, Frej, Tyr og Freja varetog hver deres område, f.eks. var Thor krigsgud og Freja frugtbarhedsgudinde. Myterne udgør et kredsløb fra skabelsesberetningen til undergangen, Ragnarok, hvorefter alt begynder på ny. Guderne opretholder den sociale orden, men udfordres af halvguden Loke, der er en trickster, man aldrig ved, hvor man har. Han skaber konflikter og intriger, men er samtidig selv nøglen til problemernes løsning. 

Den viden, man har om de nordiske guder, stammer primært fra de såkaldte edda-digte. Eddaer er skjaldekvad, der er kendetegnet ved brugen af bogstavrim og faste metaforer, der repeteres. ”Den yngre edda” er nedskrevet af Snorri Sturluson (1179-1241) og er en håndbog for skjalde, mens forfatteren til håndskriftet ”Den ældre edda” (nedskrevet ca. 1270) er ukendt. Det første digt i ”Den ældre edda” er gudedigtet ”Vølvens spådom”. Digtets fortæller er en vølv, en kvindelig kultleder, og i en monolog beretter hun om, hvordan verden bliver skabt, går under og genskabes. 

Både eddaerne og de islandske sagaer er skrevet på oldnordisk. Hvor eddaer er digte, er sagaen en særlig prosagenre, der er baseret på mundtlige fortællinger om slægter, genealogi, hævntogter og æresbegreber. Sagaerne fremstår autentiske, men de er fiktioner om familieforhold, magt og krig i Island fra ca. 870-1000. Blandt de vigtigste sagaer er ”Egil Skallagrimssons saga”, der foregår i 900-tallet og fortæller om Egil, som var en tapper kriger, en drukkenbolt og en talentfuld skjald. De islandske sagaer regnes for Nordens eneste originale bidrag til verdenslitteraturen. 

I den danske litteraturhistorie er der flere forfattere, der gennem tiden har ladet sig inspirere af den nordiske oldtid. Villy Sørensen fortolkede i 1982 den nordiske mytologi i gudefortællingen ”Ragnarok”. Suzanne Brøgger har frit gendigtet ”Vølvens spådom”(1994/2002), og i romantikken inspirerede runeristede jernalderfund Adam Oehlenschläger til sit gennembrudsdigt ”Guldhornene”.

Kilder:

Primærtekster

Filmklip

Nationalmuseets film om Runer og da vikingerne blev kristne

Historien om Danmark om vikingetiden

Jelling på Harald Blåtand tid

Den katolske kirke og den kristne tro spillede en central rolle for dansk kultur og litteratur i middelalderen, som regnes for at strække sig fra kristendommens indførelse omkring år 1050 til reformationen i 1536. Kirken havde store biblioteker, oprettede de første skoler og universiteter, og latin var det fælleseuropæiske skriftsprog, som alle lærde skrev på. Derfor er Danmarks første danmarkshistorie også skrevet på latin. 

 Video

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller om arbejdet med de historiske romaner om Hildegaard af Bingen.  

Saxo Grammaticus’ ”Gesta Danorum” er periodens vigtigste litterære værk. Den handler om det danske folks bedrifter, og de mange fortællinger hylder og forherliger især den danske kongerække. Man mener, at teksten er skrevet mellem 1185-1220, men den blev først oversat til dansk i 1575. En af historierne handler om den jyske Amleth, der lader som om han er sindssyg og hermed kløgtigt formår at hævne sin fars morder og blive konge. William Shakespeares klassiske drama ”Hamlet” (1601) er bygget på denne historie. Saxos danmarkskrønike er bl.a. tilegnet den danske biskop Anders Sunesen (1167-1228), der var en anden af tidens skriftkyndige mænd. Hans håndbog for præster ”Hexaëmeron” består af 8040 latinske heksameterlinjer om synd, tilgivelse, kristendommens historie og anden teologisk viden. 

Den brede befolkning kunne hverken latin eller læse, så deres primære kilde til bibelhistorierne var de mange kalkmalerier, som prydede de nyopførte kirker. Blandt den lavadelige overklasse var de såkaldte ballader populære. Det var episke danseviser, som blev fremført af en troubadour, mens folk dansede og sang med på omkvædet. Viserne inddeles i forskellige kategorier, f.eks. kæmpeviser, trylleviser, historiske viser og ridderviser. ”Ebbe Skammelsen” er en dramatisk riddervise om Ebbe fra Thys tragiske skæbne. Broren Peter lokker Ebbes forlovede Adelus til at gifte sig med ham ved at lyve om, at Ebbe er død. Da Ebbe vender hjem, dræber han dem begge og bliver fredløs. Kærlighedsrelaterede konflikter med drabelige konsekvenser er karakteristisk for viserne. Trylleviserne rummer derudover også overnaturlige elementer, som i ”German Gladensvend” hvor en trold narrer dronningen til at forære ham sit ufødte barn. 

Længe efter middelalderen forblev den middelalderlige visedigtning populær, og flere af de ca. 500 folkeviser, der er bevaret, er nedskrevet i poesibøger som ”Hjertebogen” fra 1500-tallet, der er bevaret på Det Kongelige Bibliotek. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen optog i begyndelsen af 1900-tallet flere jyske visesangere på fonograf, ligesom hans vandringer på den jyske hede har haft unik betydning for nedskrivningen af de folkeeventyr og sagn, der er gået fra mund til mund siden middelalderen.

Middelalderen har inspireret flere nulevende forfattere til at skrive historiske romaner, der udspiller sig i perioden. Heriblandt er Morten Ramsland, hvis roman ”Æg” delvist udspiller sig i 1200-tallet, og Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der har skrevet om den tyske abedisse Hildegard af Bingen, der levede fra 1098 til 1179. 

Andre tendenser i perioden

Ud over historieskrivningen, de kristne epos og folkeviserne er helgenlegenderne en genre, der udvikles i perioden. Helgenlegenderne var biografier om religiøse personers liv, lidelser og mirakler, der havde det formål at overbevise paven om, at vedkommende var værdig til at blive til helgenkåret. Romangenren regnes for at have rod i netop disse religiøse biografier. 

En anden middelaldertekst, der har fået betydning for eftertiden, er de såkaldte landskabslove. ”Skånske lov”, ”Sjællands lov” og ”Jyske lov” er alle nedskrevet på dansk, og ”Jyske lov” fra 1241, der indledes med ordene ”Med lov skal land bygges”, fik indflydelse på den danske statsdannelse og den voksende kongemagt de følgende århundreder.